Maren Uthaug scroll-down
Foto: Helle Moos "Jeg ved, at jeg stadig skal sige ja til en fest, jeg ikke helt orker. Ikke fordi jeg bør, men fordi lysten vågner, når jeg er der,” lyder det fra Maren Uthaug.

Maren Uthaug: "Man skal altid sige ja til ekstra ost og sex med sin mand"

Maren Uthaug har tegnet bittersøde, selvudleverende og sarkastiske hverdagsportrætter under overskriften ”Ting jeg gjorde” i syv år i Politiken. Nu er hun aktuel med to bøger, der kondenserer to af stribernes vigtigste temaer – nemlig Livet og Kærligheden. Med stort L og stort K. Og fordi vi står på spring til at tage hul på et nyt skoleår, arbejdsår og vinterhalvår, har ALT for damernes Sine Gerstenberg efterspurgt ti leveregler, der kan få os gennem resten af det her mystiske år – og måske resten af livet.

Af Sine Gerstenberg
Livsstil ALT for damerne

1. Humor og tilståelse er det bedste forsvar 

– Jeg har fået mange skideballer i livet, men jeg er god til at lade dem prelle af. Så sent som i morges fik jeg voksen-skældud af skraldemanden: ”Hvorfor har du sat din bil der? Jeg kan jo ikke hente din skraldespand uden at skramme din bil”. Og så svarede jeg: ”Du må gerne skramme min bil. Jeg kan godt se, den står i vejen”. Og jeg grinte vist også. Det punkterede fuldstændigt overfusningen. Mine børn skælder mig også ud. I morges blev jeg skældt ud af Kamille, mens jeg stod på hovedet. Stod på hovedet og var så zen. Hun skældte mig ud over, at printeren ikke virkede. Og nu var det mit problem. Jeg kan godt se, at det med skraldespanden er min skyld, men ikke printeren. 

– Engang var vi til en reception på mit forlag. Da festen var ved at slutte, var vi en gruppe af forfattere, der var blevet ret fulde. På vej videre i byen skulle vi igennem stedets store Rasmus Klump-udstilling, og vi ”lånte” alle dyrene. Jeg fik pelikanen med under armen, og den blev min ufrivillige date på den bar, vi endte på. Da jeg kom hjem om natten, skrev jeg en fuldemands-sms til min redaktør: ”Jeg er umulig, og jeg har snuppet pelikanen, og den har vist nok været en tur i byen”. De fandt jo ud alligevel ud af, hvem der havde været med til det, for alle os fulde røvhuller var jo fanget på overvågningen. Alle de andre, der havde været med, fik en skideballe på mail. Men ikke mig. Jeg havde lagt mig fladt ned på forhånd, fuld og fyldt med stavefejl. Så jeg har lært, hvordan jeg slipper afsted med det. Men nu er jeg 47 år, så jeg ligger lige op ad det skelsættende punkt, hvor jeg ikke kan slippe af sted med at være den charmerende unge kvinde og i stedet bliver den forvirrede ældre dame. Jeg har allerede mistet miniskørtet og rottehallerne, så det må jo komme. Men jeg ved i det mindste, at humor og tilståelse er det bedste forsvar.

2. Sig nej til alt det, du ”bør” gøre, og sig altid ja til ekstra ost

– Jeg har lært at sige nej til alt det, andre mener jeg ”bør” gøre. Burde er farligt. Hold kæft hvor har jeg gjort meget, jeg ikke rigtigt gad, fordi andre syntes, jeg burde. Jeg ved godt, det er en hårfin balance, for jeg kan konstatere, at også jeg bliver særere med alderen. Jeg arbejder i forvejen hjemme, og under coronakarantænen syntes jeg, at det var skønt, at jeg pludselig slap for at gå til alle mulige møder. Problemet er så bare, at jo mere man ikke ser andre mennesker, jo sværere er det at vende tilbage til normalen. Så jeg ved, at jeg stadig skal sige ja til en fest, jeg ikke helt orker. Ikke fordi jeg bør, men fordi lysten vågner, når jeg er der. Til gengæld ved jeg også, hvad jeg altid skal sige ja til. ”Ekstra ost” skal man altid sige ja til. Alt smager bedre med ekstra ost. Og sex med sin mand, medmindre … det skal man faktisk bare sige ja til. Det er altid godt givet ud.

Maren Uthaug

Hvem er Maren Uthaug

  • Født 1972.
  • Tegner og forfatter aktuel med to bøger med ”Striber på højkant”. Kendt for sin tegneseriestribe i Politiken, ”Ting jeg gjorde”.
  • Romandebuterede i 2013 med den anmelderroste ”Og sådan blev det”. Senest har hun modtaget Otto B. Lindhardt-prisen og Læsernes Bogpris for romanen ”En lykkelig slutning” (2019). 
  • Kæreste med Allan og mor til Kamille, 17, Mynte, 14, og Anemone, 12.

3. Se dine privilegier i øjnene

– Tiden har tvunget os alle til at se vores egne privilegier i øjnene. Den øvelse er virkelig sund. Mit privilegium er at være hvid kvinde. Det eneste, jeg mangler for at være øverst i hierarkiet, er at være hvid mand. Og når jeg kan se uretfærdigheden i mandens privilegium, så kan jeg også se den mit eget. En god lakmustest på privilegier er at se, hvem der må skælde ud på mig, når jeg cykler på fortovet. Hvide børn, især drenge, hvide mænd og kvinder må råbe ad mig. Men det må en brun mand ikke. Humor er også et godt sted at tjekke. Hvem må jeg gøre grin med? Mænd, kvinder og kristne. Ikke andre. Ikke brune, ikke jøder og ikke muslimer. Helt omvendt er det, når jeg er i Norge. Jeg er halvt norsk og halvt same, og i Norge er alle over mig pånær muslimer. Hvis jeg var norsk satiriker, måtte jeg ikke gøre grin med samerne, men som same må jeg godt. Den dag, hvor der er ligestilling, mister jeg meget godt stof. Der er allerede sket et skred, kan jeg mærke. Jeg må stadig gøre grin med min krop. Men jeg må ikke gøre grin med tissemænd mere.

4. Børn vaccinerer dig mod ensomhed, og ellers kan du ringe til en ven

– Mange tror, at jeg er hende den sjove fra striberne, men jeg har det bare sjovt i mit eget hoved, og ofte vil jeg gerne bare være lidt i fred. Så bliver jeg en skuffelse for folk. Sjovere er jeg jo heller ikke, når de møder mig i virkeligheden, fordi jeg ikke er med på small talk og sniksnak og ikke kaster om mig med oneliners. Jeg har det fint med arbejdsro i mit eget selskab, og jeg bekymrer mig ikke om, om alle elsker mig. Det er også en af de mange glæder ved at få børn. De slider en så hårdt, at selv når man er ensom, så er det faktisk også lidt rart endelig at være alene. Jeg kan faktisk føle mig mere ensom, når jeg er sammen med min kæreste, og han ikke forstår noget og bare siger noget, der er irriterende. De der samtaler, man bare ikke kan tage. Det føles ensomt. Det er en reminder om, at vi alle skal i graven alene. Men indtil da må vi stadig gerne ringe til en ven.

5. Du må godt være ”for meget” 

– Jeg er nærmest altid for meget. Dagligt. Jeg har heldigvis en meget tålmodig, rummelig og sød kæreste i Allan. Han sluger meget. Og så har han formuleret livet med mig ret fint. En dag sagde han bare, ud af det blå, at det, der var så godt ved mig, var, at han aldrig vidste, hvad dagen ville bringe. Den ene dag syntes jeg, at alle skulle have plads til at leve livet, som de ville, og næste dag var alle uduelige fjolser. Jeg flejner enten helt ud over en krumme, eller også er jeg i komplet zen. Og de tre andre kvinder i huset er lige sådan. Under corona sov Allan i haven en nat. Og på et tidspunkt tog han også ud i skoven. Men ellers har vi bare et hjem, hvor følelser bliver udtrykt. Vi skændes ikke, og der er ikke meget råben. Det er mere som i et afsnit af ”Matador”, hvor en teenager gør sin entré, føler meget og gør det meget højlydt og så går igen og lukker døren efter sig. Nu skal jeg til at være der lidt mindre for dem, og de har ikke så meget brug for mig. Det skal jeg vænne mig til. Hvad er det med os mennesker? Vi savner det, der var, da de var små, men glemmer, hvor trætte vi var hele tiden.

Illustrationer fra ”Striber på højkant – Livet”

6. Ingen skal skrive under på ”pæn pige-kontrakten”

– Det er først nu, i en forholdsvis sen alder, at jeg har opdaget, at jeg faktisk er rigtigt god til noget. Jeg har altid troet, at nogen andre end mig var bedre til det hele. Der var sikkert nogen, der kunne skrive artiklen eller redigere bogen bedre end mig. Men pludselig fandt jeg ud af, at nej! Jeg er virkelig dygtig til at tegne og til at skrive. Jeg ved ikke, om det er noget kvinde-noget, men nu tør jeg endelig stå ved mig selv. Og derfor hidser jeg mig også op, når min mening ikke tæller. Jeg elsker for eksempel min kaffe. Den er særlig. Men så lavede Allan et eller andet om ved kaffemaskinen, og så smagte den anderledes. Han sagde, at det var noget pjat, og at det ikke gjorde en forskel. Men det gjorde det jo. Og min mening gælder.

– Heldigvis har jeg stor tillid til mine døtre. De tør at være sig selv og stå ved det, som de vil have. Den nye generation tager skolen tilpas seriøst, men ikke for seriøst. Mynte er nu i den alder, hvor drenge skal erobres, og jeg opfordrer hende faktisk til at være ”slutty”, hvis hun har lyst. Jeg har i det hele taget været meget insisterende på, at mine piger ikke må skrive under på ”pæn pige-kontrakten”. Da de var henholdsvis 8, 10 og 12 år, satte jeg dem ligefrem ned og holdt en kærlig brandtale for dem: ”Gør hvad I får lyst til, bare hjertet er med. Prøv livet af!”.

7. Vi skal tale mere sammen og have mindre ondt af os selv

– Det kunne være rart, hvis tiden efter corona blev tiden, hvor vi begyndte at tale sammen igen. Hvor det holdt op med at være synd for alle mulige. Voldtægtsager, der bliver vendt på hovedet, og pludselig er det gerningsmanden, det er synd for. Eller #metoo-bevægelsen, hvor nogle danske medier pludselig fik vendt det hele til, at det var manden, som der var offeret. Så sent som i dag har jeg brugt alt for meget af min formiddag på at sætte mig ind en voldtægtssag, hvor det pludselig er synd for ham. Det er popcornsdrama, og det er en soap, men desværre med et menneske, jeg kender. Det øjeblik, det er synd for nogen, der har magt, bliver jeg allerede træt. Tænk, hvis vi begyndte at tale sammen i stedet for at forsvare og have ondt af os selv, efter at vi har handlet. Min egen mand sagde den anden dag, at han var glad for ikke at være ”ude på markedet”, for hvordan skulle han overhovedet kunne læse kvinders signaler? Selvfølgelig kan du det. Også når du er fuld. Hvis du er så fuld, at du ikke kan aflæse mig, så er du faldet i søvn. 

8. Du behøver ikke ønske dig mere end ro, en rynket røv og et godt glas vin

– Allan og jeg så engang et billede af to rynkede røve, der hopper nøgne i vandet fra en badebro. Det er vores plan for alderdommen. Da jeg havde små børn, var mit fødselsdagsønske hvert år, at alle holdt kæft i en dag. Det ønsker jeg mig sådan set stadig, og det ønsker jeg mig sikkert også, når jeg bliver gammel. Jeg ønsker mig ikke så meget andet. Ro og et godt glas hvidvin. Det er ikke sværere. Jeg har været mest lykkelig, når kaffen bare er så god, eller vinen smager ekstra godt, og solen skinner på terrassen. Lykken ligger ikke så langt væk fra en. Jeg har rejst meget, og jeg har altid sagt mere ja end nej. Overskredet mine grænser og sagt ”Fuck it! Så hopper jeg ud med faldskærm”. Jeg har opdaget, at det gør folk generelt ikke. Man skal ikke spille ”Jeg har aldrig …” med mig, for jeg har prøvet det meste. Jeg kan godt blive helt misundelig på min døtre, der bare glæder sig helt vildt til at skulle i Kongens Have, med alt hvad det indebærer af øl og flirt. Den følelse gad jeg godt at genskabe. Jeg er nået til det punkt i livet, hvor det, jeg nu prøver at lære, er at stå på hovedet og investere i aktier. I didn’t see it coming. Men man løber jo tør for udskejelser.  

Illustrationer fra ”Striber på højkant – Livet”

9. Penge findes måske slet ikke

– Jeg er blevet meget i tvivl, om penge overhovedet findes. Det er et meget flydende begreb for mig. Jeg går meget lidt op i penge. Jeg sagde mit faste job op, inden jeg fik børn, for at blive freelancer. Jeg fik tre børn uden barsel. For mig var det det eneste rigtige. Men det er det ikke for alle.

– Langt de fleste har ikke nerver til den økonomiske usikkerhed i livet, men det har ikke stresset mig. Også selvom Allan også er freelancer, så vi aldrig ved, hvad vi har. Men for mig går det ikke at skulle møde ind på et kontor.

– Jeg har heller ikke tålmodighed til en pensionsopsparing, så nu køber jeg aktier. Jeg kan godt lide det der gamble med, at det hele kan gå galt. Jeg sørger for ikke at tage penge alt for seriøst.

– De skal ikke hobe sig op. De skal være flydende. Jeg prøvede at tale med en investeringsrådgiver, der spurgte, hvad jeg tjente. ”Der kommer bare noget”, svarede jeg og kunne se, at der døde noget i ham. 95% ville hade at leve som mig, men jeg knytter ikke status til penge, og jeg skammer mig ikke, hvis der en måned, hvor jeg ikke tjener noget. Jeg behøver ikke tasken eller mærketøjet. Så havde jeg valgt en anden mand. Ham jeg har, er valgt ud af kærlighed, ikke som en god investering.

 

10. Monogami er nemmere end alternativet

– Jeg har været meget monogam i 16 år. Vi tester det stadig. Det kan være næste fase er at gamble. Måske er det bedre og sjovere. Men vi er ikke klar. I alle mine år med børn, og hvor der er så meget andet i livet, der er udfordrende, behøver jeg ikke at komplicere tingene. På de dage, hvor den anden så er pisseirriterende, har jeg sagt til mig selv, at vi bliver sammen for nemheds skyld. Det koster mig alt for meget at bryde op. Energi, glade børn og tid til at skrive i fred. Så hellere leve lidt med min irritation. Dem, der er tættest på, og som vi elsker mest, er jo også altid dem, der kan irritere os mest. Alene med måden, de tygger på. Jeg tør kun gisne om, hvor irriterende jeg selv er. Og uanset hvad, så går der altid kun en uge, så er de jo ikke irriterende mere. Fandt jeg en ny mand, ville han jo også blive sur og irriterende. For nylig fik jeg den mest vidunderlige kærlighedserklæring fra Allan. Der var en sang i radioen, der fik ham til at tænke på mig. En sang med en kvinde, der synger meget fint og feminint, og indimellem er der så en hund, der gør. Og man ved ikke, om det med hunden er fedt eller ej, men i sammenhængen er det godt. Der følte jeg mig meget set.  

Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder du skal kende, Livsstil, Interview og Guide
Tilbage til toppen