Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Maria Marcus: Kontroversiel sexolog
Foto: Pia Winther og Camilla Brændgaard

Sexolog Maria Marcus

Sexolog Maria Marcus: Jeg fik min første orgasme som 40-årig

88-årige Maria Marcus har aldrig været bange for at tale åbent om sex, heller ikke når det gælder sit eget sexliv.

Den ultimative guide til orgasme, artikler om hvor sundt sex er og historier om, hvor vigtigt sex er for, hvilke typer vi falder for fylder medierne. Men selvom man er sexolog, behøver man ikke at hylde jagten på orgasmen. Sex kan nemlig være dejligt uanset hvad, mener Maria Marcus. 

Særligt vakte hun debat med en bog om sadomasochisme i en tid, hvor begrebet ikke var en del af danskernes bevidsthed, og trods sin alder har hun stadig ikke sluppet sit arbejde. Hun føler sig nemlig ikke gammel. Maria Marcus er en af de pionerer inden for sit fagområde, som Eurowoman sætter fokus på i den kommende tid. Her fortæller hun om sit liv:

Jeg har altid interesseret
mig for seksualitet, bortset fra at jeg i lang tid ikke anede, hvad det var. Før jeg var 17 år, vidste jeg ikke, hvordan man fik børn. Det var en jævnaldrende pige, der fortalte mig det, og jeg troede ikke mine egne ører. Jeg syntes, det lød fuldstændig vildt. Jeg fik en sen debut, omkring 21 år, og så oplevede jeg en kæmpe skuffelse, fordi jeg ikke fik orgasme. Jeg var 40 år, før jeg fik mit livs første orgasme. Jeg havde spekuleret og læst og prøvet mig frem med masser af forskellige herrer, men det var først der, det lykkedes. Og så var det en meget underlig oplevelse, for jeg fandt ud af, at det var mindst lige så dejligt før. Det var meget desillusionerende, for jeg havde nogle forestillinger om, hvordan det burde være, og det levede mine orgasmer slet ikke op til.

Jeg kan huske mine S/M-fantasier, fra jeg var fem eller seks år. De tilspidsede, efterhånden som jeg blev voksen, og fantasierne blev afløst af noget praksis. Jeg prøvede at få kontakt til mænd, der havde den side i sig. Med mig som masochist. Men hvordan kunne jeg være rødstrømpe og masochist samtidig? Jeg fandt ud af, at jeg måtte dele det op, for jeg ville ikke risikere, at man kunne sige, at kvinder, der er masochister, har det godt med at være undertrykt i samfundet. Jeg satte derfor et skarpt skel mellem den seksuelle masochisme og det, jeg kaldte den autoritære masochisme. Jeg ville afskære den politiske dimension fra det rent seksuelle. I begyndelsen af 70'erne besluttede jeg at lægge dilemmaet frem. Det skulle ikke være min mørke hemmelighed længere. Jeg skrev en bog om det, Den frygtelige sandhed, som vakte temmelig meget opsigt. Den udkom i 1974.

Da bogen skulle komme, var jeg meget, meget bange. For det første for, at politiet ikke ville hjælpe mig, hvis jeg blev overfaldet, for "Hun er masochist, så hun elsker det jo." For det andet for, hvad kvindebevægelsen ville sige. Og for det tredje for at offentliggøre min egen seksualitet på den måde, som jeg gjorde. Jeg skulle slås med min blufærdighed. Det var et stort øjeblik den dag, den kom. På spisesedlerne på aviserne stod der bl.a. 'Kendt tv-producer om sit hemmelige sexliv'. Da klipperen og jeg skulle ned i kantinen, troede jeg, at min sidste time var kommet. To store mænd kom direkte hen imod mig, og jeg tænkte, at de ville tæve mig. Men de faldt mig om halsen og sagde: "Hvor er det dejligt, at der er nogen, som skriver om noget, der optager os alle så meget." Jeg bliver helt rørt, når jeg taler om det.

Man talte ikke om seksualitet i min familie. Jeg er født i 1926, og det var ikke noget, man talte om dengang. Min mor var død, da Den frygtelige sandhed udkom, men jeg gav min far bogen. Jeg var meget bange for, hvad han skulle sige. Da han havde læst den, så han meget mærkelig ud. "Det er min skyld alt sammen. Du har arvet det efter mig, men jeg har naturligvis aldrig bragt det ind i mit ægteskab," sagde han. Han var gået andre steder hen for at få opfyldt det seksuelle behov, som for ham var en belastning. Jeg blev meget rørt over, at han fortalte mig det. Mange kvinder fra min generation har levet som mig, men med stor skyldfølelse. Det har jeg ikke haft. Jeg har heller ikke mødt fordomme omkring bogen. Dengang så jeg ikke mig selv som modig, men det var jeg nok lidt alligevel. Jeg var i hvert fald nervøs. Og man kan ikke være modig, hvis ikke man også er nervøs.

Det var helt naturligt for mig at være rødstrømpe. Den tid var vidunderlig. Der var så meget eventyrlyst og kampgejst, og der opstod nogle smukke forbindelser mellem kvinder. Selvfølgelig var der nogen, der blev meget firkantede, men dem hørte jeg ikke til. Mange mænd blev skræmt af kvinderne, og der opstod en masse myter. En udbredt misforståelse er, at alle rødstrømper hader mænd. Der blev holdt en masse møder og sammenkomster kun for kvinder, hvor mændene ikke måtte komme. Det var meget provokerende for mændene, men det var nødvendigt, for vi var alle sammen klar over, at det øjeblik, der trådte en mand ind i vores forsamling, ville vi ændre adfærd. Men det skabte frustration. Jeg kan huske, at en af mine gode venner en dag blev så ophidset over, at han ikke måtte være med, at han råbte: "Alle rødstrømper er fordækte lebber."

Seksualiteten har ændret sig meget i samfundet. Den er blevet meget mere åben, og der er sex alle vegne. Da jeg var ung, var luder/madonna-komplekset indbygget i alle tanker og snakke om sex. Skal jeg være fræk og liderlig, eller skal jeg være kølig og trofast? I min generation fik vi indprentet, at vi skulle være pæne piger. Var vi liderlige og havde lyster, skulle vi være forsigtige. Så kunne vi godt blive elskerinder, men vi ville aldrig blive gift. "Hvis en ung piges rygte først er blevet plettet, vil det aldrig kunne genoprettes," sagde min far. Var man meget seksuelt omkringværende, som jeg var, skulle man passe på. I dag er det lige omvendt. Pas du hellere på, hvis du ikke har lyst. Det er et statussymbol og en forpligtelse at have lyst, og det kan være lige så begrænsende. Jeg synes ikke, der er noget ved nogen normer. Man skal lytte til sig selv. Det er godt, at der bliver snakket og skrevet mere om sex. Men så skal man bare passe på, at man ikke kommer til at ligge under for nogle nye direktiver.

Det er det samme med alder. Det må man finde ud af med sig selv. Jeg skal i hvert fald nok selv sige til, når jeg er gammel. Det har ikke noget med tal at gøre. Jeg har stadig klienter i min praksis, og jeg elsker det. Jeg sidder ikke i kørestol, fordi jeg er gammel, men fordi en klodset narkoselæge stak forkert i min rygmarv i forbindelse med en epiduralblokade under en operation i 2010. Det er noget, der aldrig sker, men det gjorde det for mig. Jeg har på sin vis ikke accepteret det, og jeg er spændt på, om jeg nogensinde gør det. I mine drømme sidder jeg ikke i kørestol, jeg går eller løber, og i 2012 skrev jeg bogen Dame med stol for selv at finde ud af nogle ting omkring det bratte skifte i mit liv. Det er en måde at overleve på. At finde ud af, hvad der er sket, og hvad det betyder for mig.

Jeg ser ikke mig selv som foregangskvinde. Jeg blev meget forbavset, da det gik op for mig, at der var nogen, der tænkte sådan. Men jeg har fået at vide, at jeg på mange områder har været forud for min tid, og det vil jeg gerne vedkende mig. Nogle af de ting, jeg har udtalt mig om, har ikke bundfældet sig helt i samfundet. Så kan der komme en og sige det samme mange år efter, og så læser omverdenen det som noget helt nyt. "Jamen, det var jo det, jeg skrev dengang," tænker jeg så. Da jeg i 1964 skrev Kvindespejlet, som er en karikatur af kvindens rolle i hjemmet, troede halvdelen af læserne, at jeg mente det alvorligt. At jeg var en ny Emma Gad. Så man kan præsentere folk for noget for tidligt. Men at kalde mig foregangskvinde er en værdighed, jeg slet ikke bryder mig om.

Mit liv har været dødspændende. Fordi jeg har fulgt mit hjerte eller måske min indre trang. Jeg har fulgt mig selv. Alle de jobs, jeg har haft, har været på eget initiativ. Jeg har selv henvendt mig til den avis, jeg kom til at skrive for. Jeg har selv kæmpet mig ind i fjernsynet og senere på et forlag. Jeg er stolt over, at jeg har turdet skrive 'jeg' i så mange forskellige sammenhænge. Begrebsdiskussioner har vi nok af. Jeg har brug for noget mere jordnært. Jeg vil gerne huskes som en, der var åben omkring nogle ting, som man ikke var vant til at tale om. Både med hensyn til sex, men også alt muligt andet. En, der turde stå ved sig selv.


LÆS OGSÅ: 100-årig sexolog giver sit bedste sextip

LÆS OGSÅ: Her er den ultimative orgasme-guide 

LÆS OGSÅ: Sexolog Jakob Olrik: Han skal helst have lidt mere lyst end dig

Blå bog

- Psykoterapeut MPF og autoriseret sexolog. Arbejder med klienter om temaer som samlivsproblemer, seksuelle tabuer, S/M, jalousi og utroskab.
- Var programmedarbejder i DR's Kulturafdeling fra 1962 til 1979.
- Har udgivet en lang række bøger om seksualitet, kærlighed og kvindens rolle i samfundet.
- Blev for alvor danmarkskendt i 1974 med bogen Den frygtelige sandhed, der går tæt på modsætningen mellem at være rødstrømpe og masochist på samme tid. Bogen bliver genudgivet i år på forlaget Tiderne Skifter.
- Udgav i 2010 Min egen rødstrømpe abc der går tæt på myter og historier om kvindebevægelsen.
- Er oprindelig uddannet mag.art. i litteraturvidenskab.
- Mor til to døtre, Nana Wiedemann og Vinca Wiedemann.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Orgasme