Maria Muhandes: ”Jeg gik vitterlig rundt og troede, jeg var den eneste homoseksuelle i verden”
Foto: Privat Maria Muhandes, forperson for Sabaah, håber, at dette års Pride sætter fokus på det, det egentlig handler om: lige rettigheder for alle, siger hun.

32-årige Maria er muslim og homoseksuel: "Jeg troede, jeg var den eneste i verden"

Det er svært at være LGBT+-person, men det er endnu sværere, hvis man også skal forholde sig til at være brun i huden og bære tørklæde. Det mener Maria Muhandes, forperson i Sabaah, en organisation for LGBT+-personer med minoritetsetnisk baggrund. Hun håber, at dette års Pride vil sætte fokus på, at der stadig er en kamp at kæmpe.

Intet er bekendt, som det plejer, og det gælder også dette års Copenhagen Pride.

For at overholde corona-restriktionerne foregår Priden virtuelt med diverse talks, debatter og koncerter, men det måske mest karakteristiske event – den regnbuefarvede parade, hvor tusindvis af mennesker normalvis fester sig gennem Københavns gader – må (også) se sig udkonkurreret af coronavirussen.

Men det gør ikke noget for Maria Muhandes.

For årets Pride vil forhåbentlig vise sig at være ”en gave” til os alle, lyder det fra forpersonen i Sabaah, en organisation for LGBT+-personer med minoritetsetnisk baggrund.

Maria Muhandes mener nemlig, at de flerfarvede kostumer og parykker, glimmeret og festen let kan overskygge den kamp, det stadig er at være til for mennesker med en anden kønsidentitet eller seksualitet end den heteronormative.

Og endnu sværere er det for dem, som tilmed skal forholde sig til religion og en mørk hudfarve.

”På den ene side kæmper vi mod samfundet, racisme og diskrimination, og hvad der ellers kan opstå baseret på vores etniske eller religiøse ophav, og på den anden side kæmper vi med vores seksualitet og vores ret til at elske dem, vi elsker,” siger 32-årige Maria Muhandes.

Selv er hun en ”dobbeltminoritet” som muslimsk, homoseksuel kvinde.

En kombination, der i det miljø, Maria Muhandes er opvokset i, og som også gør sig gældende for mange af Sabaahs brugere, ikke er forenelig med et retvisende liv.

”Da jeg var teenager og i gang med at finde ud af, hvem jeg var, og hvad jeg kunne lide og ikke kunne lide, var der et kæmpestort tomrum inden i mig, fordi jeg ikke havde nogen, jeg kunne tale med, eller nogen, jeg kunne spejle mig i,” siger hun.

”Jeg gik vitterlig rundt og troede, jeg var den eneste homoseksuelle i verden.”

Dobbeltminoritetshed

For 13 år siden – i 2007 – opsøgte Maria Muhandes Sabaah, den dengang kun et år gamle organisation, der skulle – som navnet antyder – være starten på en ”ny dag”, en ”ny begyndelse”.

Hun følte sig alene og ensom i tankerne om sex og seksualitet. For den slags talte de ikke om i hendes barndomshjem.

”Sabaah blev den familie, jeg aldrig havde. Jeg har en familie, og jeg har også kontakt til dem i dag, men de brugere, jeg har lært at kende, og som i dag er mine nære venner, forstod mig på en måde, som ingen andre gjorde, fordi jeg fik lov til at koble de to verdener sammen.”

Og netop de to verdener, som ofte omtales som et clash mellem etniciteter, er i Maria Muhandes’ – og hos mange af Sabaahs brugere – et clash mellem flere:

Både etnisk, religiøst og seksuelt.

”Det skaber denne her dobbeltminoritetshed hos mig og mange af vores brugere og en kæmpestor tomhed, fordi vi i bund og ikke rigtig føler, vi hører til nogen steder. Der er hele tiden noget, der mangler,” siger hun.

”Jeg bliver jo ikke kun set som en LGBT-person. Det første, folk ser, er min hudfarve og så mit køn. Jeg er kvinde og brun, og min seksualitet er ikke noget, man nødvendigvis kan se. Men når det så kommer frem, at jeg er homoseksuel, så larmer jeg ekstremt meget i bybilledet. Hvis jeg går rundt hånd i hånd med en kvinde eller kysser hende, så kan det ses, og det kan godt skabe en stærk reaktion, som oftest ikke er behagelig for mig. Der er mange faktorer, der spiller ind, når jeg går ud i verden.”

Et socialt og trygt rum

Op til 70-80 procent af Sabaahs brugere har som Maria Muhandes muslimsk ophav og kommer fra enten Mellemøsten eller Nordafrika. Resten kommer fra forskellige steder i verden, blandt andet Bosnien, Thailand, Ghana.

Sabaah er ligesom LGBT Danmark en organisation, der kæmper for bedre vilkår og rettigheder for LGBT+-personer, men de er også en organisation, der arbejder for at skabe et socialt og trygt rum. Hvor brugerne fra minoritetsetniske miljøer kan møde ligesindede, der forstår dem.

”De har behov for nogle, de kan snakke med, og som de kan spejle sig i. Typisk har de et behov for at skabe sig et netværk, der er trygt, og hvor de kan tale med nogle, der forstår, hvad de går igennem. Som de kan grine med, slappe af med og samtidig tale åbent med omkring deres situation.”

De fleste, der henvender sig til Sabaah, er i start 20’erne og enten ikke sprunget ud endnu eller bor hjemme – og det skaber nogle andre behov for tryghed og diskretion, fortæller Maria Muhandes.

For det kan have store personlige omkostninger, siger hun, hvis forældrene eller familien opdager, at de er i kontakt med Sabaah.

Derfor tager de ikke imod unge under 18 år, da det vil kræve forældrenes samtykke.

”Og lige præcis i denne her sammenhæng kan det være fatalt, fordi kan skabe store problemer og begrænsninger for deres vilkår og sociale liv,” siger Maria Muhandes.

”Derfor er det vigtigt for os at skabe et trygt og diskret socialt rum, hvor de kan udleve deres seksualitet og kønsidentitet, uden at frygte for om de bliver set eller opdaget.”

Det er faktisk en kamp

Siden Maria Muhandes henvendte sig til Sabaah for 13 år siden, er der sket meget – både i forhold til LGBT+-personers vilkår og rettigheder herhjemme, men også i relationen til forældrene.

For selvom det ”stadig går langsomt” vidner blandt andet det nylige forældrenetværk i Sabaah om, at accepten og forståelsen for LGBT+-personer med minoritetsbaggrund er blevet større hos forældregenerationen, mener Maria Muhandes.

”Havde du spurgt mig, første gang jeg trådte ind i Sabaah, om vi om 13 år kom til at have et forældrenetværk bestående af tre mødre, der stolt står frem og snakker om, hvordan de kæmpede med deres børns seksualitet, og hvordan de kom om på den anden side, så ville jeg kigge på dig og tænke: Jaja, det er godt med dig.”

”Men det giver mig håb – og det giver mig også blod på tanden til at fortsætte det arbejde, vi laver.”

Men, understreger Maria Muhandes, udvikling og fremskridt tager tid – og selvom der er lysere takter blandt forældrene i minoritetsmiljøer herhjemme, er der også tendenser, der peger i den modsatte retning.

Kigger vi blandt andet til Polen, er der det seneste års tid blevet indført ”LGBT-frie zoner”, og i Rusland er der så sent som i juli i år blevet stadfæstet i den russiske grundlov, at et ægteskab kun kan indgås mellem en mand og en kvinde.

Netop derfor er dette års Pride oplagt, mener Maria Muhandes, til at fjerne blikket fra fest og farver og i stedet fokusere på det, det handler om: kampen for lige rettigheder.

”I stedet for at man på forsiden af BT ser letpåklædte mennesker om lørdagen, så kommer det til at være noget helt andet i år. Jeg har en forhåbning om, at det her kommer til at sætte fokus på nogle af de problematikker, der er i dag, At vi går mere tilbage til, at Priden faktisk er en kamp, en demonstration og en bevægelse, som kæmper for forbedringer af LGBT+-personers rettigheder,” siger Maria Muhandes.

Se, hvad vi ellers skriver om: Homoseksualitet og Kærlighed