Maria Stenz blev gift med sin mand efter tre dage: ”Jeg må jo have været forelsket, ikke?”

0-10 år (1940-1950)

Ulykken tog hukommelsen

– Da jeg var lille, boede vi på en stille villavej i Gentofte, der hed Frugtparken. Jeg husker ikke noget, frem til jeg var seks år, og det, mener man, er fordi, at jeg der blev kørt ned af en bil og slog hovedet. 

Jeg havde hørt, at købmand Ib, der lå tæt på, havde Johannesbrød, og da min far hed Johannes, ville jeg finde ud af, hvad det var for noget, men på vejen løb jeg ud mellem to biler og ud foran en lastvogn. 

LÆS OGSÅ

Frank og Lise-Lotte lavede hemmelig aftale på "Hotel Romantik"

Seniorsinglerne har ti dage til at udforske og forhåbentlig finde kærligheden i "Hotel Romantik", og Frank og Lise-Lotte var helt enige om, hvordan de ville gøre det.

Jeg har fået fortalt, at jeg blev bragt over til lægen, der boede for enden af vejen, og han sagde altid senere, at jeg havde ødelagt hans sofa, fordi jeg blødte så meget.

Jeg er den næstyngste i en søskendeflok på syv. Vi var de fire store og de tre små til trods for, at der kun var to år mellem dem, der skilte flokken. Mine ældre søskende sagde altid, at vi tre små var meget forkælede, og jeg husker heller ikke, at der var noget, vi ikke måtte. 

Min mor var min fars kone. Hun var også vores mor, men huset blev styret af en dame, der hed frøken Wakker, som også passede os. Vi havde et sommerhus ved Smidstrup Strand, et kæmpestort bjælkehus i flere etager, hvor man kunne se ud over vandet. 

Jeg kan huske, at når vi gik tur oppe ved Gilbjerg hoved, som er et meget højt punkt oppe ved Gilleleje, så sagde min storebror, at hvis der stod en tysker der, så ville han sparke til ham, så han røg ud over klipperne. Det er det eneste, jeg kan huske fra krigen.

10-20 år (1950-1960)

Noder og unoder

– Da jeg blev lidt ældre, flyttede vi til Skodsborg og boede i et gammelt stråtækt hus. Mine søskende på hver side er drenge, og jeg lærte mange unoder af dem. Om vinteren samlede vi en masse snebolde og kastede dem fra en høj skrænt ned på taget af de biler, der kørte forbi, så det gav nogle kæmpe brag. 

Når førerne steg ud, gemte vi os musestille.

Min far spillede guitar, og min mor spillede klaver, så der har altid været musik i vores hus. Jeg har sunget, siden jeg var helt lille, og da jeg kom i skole, begyndte jeg at synge i kor og spille med i skolekomedier, så allerede som 14-årig ville jeg gerne være skuespiller, men jeg sagde det ikke højt dengang, det gjorde jeg først nogle år senere. 

Min mor var akademiker, så hun ville gerne have, at jeg skulle læse jura, men i stedet søgte jeg ind på Det Kongelige Teaters Elevskole. Jeg kom ikke ind, så jeg havde en masse forskellige job for at tjene nogle penge.

20-30 år (1960-1970)

Lykkelig småbørnsmor

– Jeg blev gift med min første mand, Hassan, da jeg var 23, og der havde vi kendt hinanden i fire år. Han var arkitektstuderende og noget af en charmør. 10 dage før jeg fyldte 25, fik vi vores første barn, og året efter kom nummer to. 

LÆS OGSÅ

Sanni mistede sin mand: ”Selve dødsfaldet var ikke det hårdeste”

Det gør forfærdeligt ondt at miste sin livsledsager, uanset om tabet kommer pludseligt eller efter et langstrakt forløb. Her kan du møde Sanni, som mistede sin mand til Alzheimer.

Jeg havde ikke haft en drøm om at få børn, men jeg var så lykkelig for at være mor.

Jeg kan huske, at Hassan sagde, at han havde set et postkort, hvor der lå en kvinde, der havde mørkt krøllet hår og en lille bitte mund, ligesom han altid drillede mig med, at jeg havde, og så var der et barn, der kom ned til hende som en engel: ”De her børn vil det her, de er kommet til os”, sagde han.

I den periode skiftede jeg stadig rundt mellem job. Jeg var hos en indendørsarkitekt og også hos et galleri, der hed Galleri Jensen, hvor alle de malere, der var oppe i tiden, kom. Her lærte jeg en masse om kunst, og jeg elskede det.

Jeg tænkte, at det der skuespil, det blev nok aldrig til noget, men jeg lavede alligevel forskellige teaterting, blandt andet med en gruppe, der hed Den hvide puddel, som var en masse kendte musikere og dansere, der mødtes og lavede øvelser.

30-40 år (1970-1980)

Ja til for meget

– På et tidspunkt mødte jeg en dame, der spurgte, om jeg ville lave børneteater, og på den måde kom jeg i gang med at lave først børne- og siden voksenteater. Jeg lavede to dukkeforestillinger, hvor den ene blev udgivet på plade, og den anden kom i tv, og så begyndte det virkelig at rulle. Jeg blev spurgt, om jeg ville lave nogle sange til Dansktoppen, og de blev store hit. 

Det var mærkeligt for mig, fordi jeg aldrig selv havde hørt Dansktoppen, men sammen med de ting jeg lavede i tv, var det med til at slå mit navn fast. 

På et tidspunkt havde jeg svært ved at følge med, fordi der var så meget arbejde på én gang, men det var også enormt sjovt og virkelig varieret, og derfor kom jeg til at sige ja til for meget. Måske var der så mange, der hev fat i mig, fordi jeg var lidt en anderledes fugl. Jeg var gift, vi boede i kollektiv, som vi selv havde stiftet, og jeg havde to børn. Jeg var ikke sådan helt typisk, måske spillede det ind.

I 1976 blev jeg skilt fra Hassan. Han var en charmør, så vi var ikke alene i ægteskabet. 

LÆS OGSÅ

Mette Frederiksen drømte som barn om at være en dreng - men så tog hun en beslutning

Mette Frederiksen kunne godt misunde sin bror, da de var børn - han fik lov til mere, end hun gjorde, legetøjet var federe, og han var lidt mere modig. Så tog hun en beslutning.

Det sluttede, da han mødte en dame, der sagde, at han ikke kunne være gift med mig, hvis de skulle være sammen, så det afgjorde sagen, men vi forblev venner hele livet.

40-50 år (1980-1990)

Gift efter tre dage

– I 1981 mødte jeg Jens Nauntofte, og tre måneder efter spurgte han, om jeg ikke ville komme ud og besøge ham på de Vestindiske øer, hvor han skulle lave nogle interview til DR om de gamle danske familier. 

Jeg var i gang med en stor dukkeserie ude på Nordisk Film, men jeg fik fri og fløj derud. Da vi havde været sammen i tre dage, spurgte han, om vi skulle gifte os, og så blev vi fandeme gift. 

Mig, der aldrig skulle giftes mere, det havde jeg prøvet, men jeg må jo have været forelsket, ikke?

Jens rejste meget, og når det kunne lade sig gøre, tog jeg gerne med, men vi vidste fra starten, at vi godt kunne have et liv, hvor han rejste meget på reportage, og jeg ofte var afsted på turné. Det var præmissen for vores forhold, og det gik fint. Vi havde altid noget at tale om, og vi snakkede så godt sammen. 

Jens var utrolig klog, og jeg kunne virkelig godt lide ham. Der var en gnist mellem os i alle årene.

50-60 år (1990-2000)

På besøg hos Grunwald

– Jeg har altid været meget glad for at spille teater, og i 1992 kom jeg ved et tilfælde med i Les Miserable på Østre Gasværk, hvor jeg spillede en del af et ældre forbryderpar sammen med Per Pallesen. Kort forinden havde jeg været med i en forestilling om Storm P., som Morten Grunwald så, og bagefter kom han ind i min garderobe og spurgte, om jeg ville komme og besøge ham. 

Det ville jeg gerne, og da vi mødtes, sagde han, at jeg skulle med i Les Miserable, fordi der var en, der var sprunget fra. Det var en vild forestilling at medvirke i, fordi den kørte i mange måneder. 

Der er et helt særligt sammenhold og teamwork på så store forestillinger, for det hele er så koreograferet ned til mindste detalje. Man har mere kunstnerisk frihed, når man spiller på et lille teater, som også er langt mere intimt. 

Jeg har altid holdt af begge dele.

60-70 år (2000-2010)

Gælden betalt

– Hele det her årti var jeg teaterchef for Teatret ved Sorte Hest. Det kom i stand, fordi jeg kendte direktørparret Michael Lindvad og Birgitte Kolerus, og da de skulle skilles, og teatret samtidig var truet af lukning på grund af dårlig økonomi, spurgte Birgitte, om jeg havde lyst til at være med i stedet for Michael. 

Vi knoklede i et halvt år og fik gælden betalt. Jeg spurgte alle skuespillere og sangere i mit netværk, om de ville komme og lave en gratis teateraften, og alle fra Susse Wold og Bent Mejding til Tom McEwan, Poul Dissing og Benny Andersen sagde ja, og indtægterne fra billetterne gik så direkte i den her gæld. 

På et tidspunkt stoppede Birgitte, og så kørte jeg videre alene. Jeg var meget selektiv med hvilke stykker, vi satte op på teatret, og vi fik virkelig skabt noget godt. 

LÆS OGSÅ

Bogredaktøren anbefaler: Her er 4 nye bøger, du vil elske

Læsehjørnet: 4 nye bøger anbefalet af bogredaktør Marie-Louise Truelsen.

Jeg medvirkede selv i mange af stykkerne, men spillede også stadig teater andre steder, og efter jeg stoppede, har jeg også spillet med i flere stykker derinde.

70-80 år (2010-2020)

Ramt af brystkræft

– Den dag i juli i 2011 hvor hele København blev oversvømmet, var jeg på Møn til en 50-års-fødselsdag sammen med min datter. Vi boede sammen på en kro, og så sagde jeg til hende, om hun ikke syntes, det var mærkeligt, at jeg var så hård under armhulen. ”Du tager til lægen så snart, vi kommer hjem”, svarede hun. 

Jeg havde længe følt, at der var noget, der var hårdt, og det viste sig, at jeg havde brystkræft. Heldigvis ikke en aggressiv form, men jeg skulle opereres og have fjernet to knuder. Jeg fik faktisk udsat operationen, fordi min mand og jeg skulle flytte. 

Hvor dum kan man lige være? Jeg slap for stråler, i stedet fik jeg piller bagefter. At blive ramt af kræft sætter mange tanker i gang, og jeg føler mig heldig, at jeg slap så billigt.

Seks år senere mistede jeg Jens. Han kom på hospitalet på grund af en infektion, men jeg havde ikke forestillet mig, at han skulle dø. Efter 14 dage begyndte jeg dog at tænke, at det her, det holder hans fysik ikke til. Jeg var der to gange om dagen, og pludselig var det slut. Det er stadig et enormt savn, og jeg har billeder af ham både i min lejlighed og i mit kolonihavehus, som jeg hilser på hver dag. 

Jeg husker ham godt, og jeg husker alle vores sidste år her i kolonihaven, som han insisterede på at købe, fordi han ville bade hver morgen. Det er med stor ømhed, at jeg mindes Jens.

80 år - (2020-)

Taknemmelig over livet

– Jeg er lige blevet opereret for grå stær, men ellers føler jeg, at jeg har et godt helbred. Men jeg er også bevidst om, at jeg skal passe på det. Jeg har det bedst, når foråret kommer, og jeg kan flytte ud i mit kolonihavehus, hvor jeg kan gå og passe blomsterne. Det er så skønt at stå op om morgenen, komme ud i den friske luft, gå ned og bade og bruge kroppen. 

Ellers kan man godt hensygne lidt i løbet af vinteren, og så tager det altså mange måneder at komme op igen. Jeg skal holde mig selv lidt i ørerne og i gang med noget gymnastik, når vinteren vender tilbage. Generelt i livet føler jeg, at jeg har fået det, der kunne tilkomme mig, og jeg er meget taknemmelig over mine to børn, fem børnebørn og to små oldebørn. 

Taknemmelig for at de gider komme her og tage del i mit liv, og at jeg får lov til at tage del i deres. Det er en stor glæde.