Marianne Mollerup

Foto: Trine Bukh Marianne har vendt sin barndoms traumer til noget positivt.

Taxachaufføren Marianne har kørt med 93.800 kunder: De fleste har én ting til fælles

En barndom med tæsk og skældsord sendte Marianne Mollerup ud i livet med et bittert syn på omverdenen. Men da hun begyndte at køre nat-taxa og mødte tusindvis af forskellige mennesker, opdagede hun, at de fleste har én ting til fælles.

Marianne Mollerup holder ved Rådhuspladsen i København, midt om natten, da en herre åbner døren til hendes taxa, tydeligt beruset. Han glider ind i bilen og giver Marianne sin adresse, og hun når at tænke ”åh, nej!”. Det er en tur på en time, og hun orker ikke, at han falder i søvn og skal vækkes. Der er ikke andet for end at holde snakken gående. Det viser sig dog ikke at være noget problem, for manden fortæller villigt om, at han har været til firmafest, men nu skal hjem, så de unge kan more sig uden chefen, og derhjemme venter hans dejlige kone og hans døtre.

Den historie gentager han fem gange.

"Indimellem faldt han hen, men han vågnede hurtigt igen, og hver gang udbrød han: ”Jeg har været til firmafest!” Og så kørte rillen," husker Marianne.

"Da han stod ud af taxaen, lænede han sig op ad den og sagde indforstået: ”For jeg skal nemlig sige dig... jeg har været til firmafest.” Jeg kunne ikke lade være med at grine."

Marianne smiler ved mindet.

LÆS OGSÅ: Du forelsker dig i dén person, der sårer og forløser dig mest – og Jytte Vikkelsøe har opdaget hvorfor...

Bekymret rocker

Den berusede mand er ét af de utallige mennesker, der har rørt Marianne i løbet af de ti år, hun kørte taxa.

"Han var bare en sød og ordentlig mand, som elskede sin familie og ikke kunne lade være med at fortælle om det. Det var så smukt," siger hun.

Vi sidder i hendes lejlighed i København, og foran hende ligger den bog, hun netop har udgivet. Skriften på væggen – og andre fortællinger er blevet til på baggrund af de kig ind i fremmede menneskers liv, som Marianne fik som taxachauffør. Et arbejde, som også ændrede hendes holdning til, ja – selve menneskeheden.

Der var den venlige berusede mand. Hells Angels-rockeren, der var bekymret over, at Marianne kørte alene rundt som kvinde, ”for man ved aldrig, hvem du samler op”. De unge pakistanske drenge på vej til fest, som Marianne måtte hjælpe med at finde en kiosk, hvor de kunne købe sprut uden at rende ind i familien. Og utallige andre, som viste overraskende sider af sig selv – som regel for det gode.

Da Marianne gik på pension og besluttede sig for at forfølge drømmen om at skrive, var det i første omgang hendes gamle følgesvend, vreden, der flød fra tastaturet. Men hun endte med i stedet at lade sig guide af de mennesker, hun havde mødt i sin tid bag rattet. 

Folk på værtshus

"Jeg havde oprindeligt skrevet tre noveller om, hvor forfærdelige folk er, når de sidder på et værtshus og er fulde," fortæller Marianne.

"Men jeg besluttede, at jeg ikke ville bruge mine skrivekundskaber til at svine folk til – jeg ville bruge dem til at komme ind under huden på folk, fortsætter hun og tæller sig frem til, at hun har kørt med omkring 93.800 mennesker i løbet af sine ti år på vejene."

Derfor hun føler, at hun med en vis tyngde kan konkludere, at mennesket er bedre end sit rygte.

"Jeg har mødt og talt med mange flere mennesker, end man under næsten alle andre omstændigheder gør," siger hun.

"Taxaen er et intimt rum, og det er utroligt, hvor meget folk fortæller deres chauffør. Til daglig går man rundt i sine egne cirkler og snakker med mennesker, der har samme input til virkeligheden som én selv, men i taxaen mødte jeg mennesker, som var helt anderledes," fortsætter hun og konkluderer:

"Det, jeg har fundet ud af, er, at mennesker grundlæggende er søde og rare."

LÆS OGSÅ: Sussi Nielsen: "Det er både smukt og skræmmende at se auraer. Jeg kan se, hvem mennesker er"

Sårene smertede

Det lyder måske ikke som en livsforandrende konklusion. Men det er det for Marianne. Hun kommer nemlig fra en barndom, som lærte hende præcis det modsatte: At andre ville hende det ondt. Hendes mor viste hende ikke kærlighed; derimod var vredesudbrud, tæsk og udsagn om, at Marianne var ond, en del af den daglige kost i hjemmet. Men fra sin mor arvede Marianne også et godt intellekt, som satte hende i stand til at tage en uddannelse som folkeskolelærer og stable et liv på benene. Sårene fra barndommen gemte hun væk, men i dag kan hun se, hvor meget de alligevel gnavede i hende.

"Jeg klarede mig godt; var god til at holde facaden og lade, som om alt det dårlige fra min barndom ikke eksistererede," siger hun.

"Jeg var en god lærer og kunne være venlig og interessant, men jeg havde også en side, som var meget vred. Jeg skældte andre mennesker ud, kom ofte op at skændes og drak for meget."

Sammenbruddet

Over årene blev det sværere for Marianne at holde bitterheden nede. Nerverne dulmede hun med alkohol, og det kulminerede, da hendes kollega fandt hende besvimet af druk, efter at hun var udeblevet fra arbejde. Marianne blev indlagt på psykiatrisk afdeling, og på den anden side af behandlingsforløbet kunne hun ikke længere se sig selv som lærer og begyndte i stedet at studere religionsvidenskab. For at finansiere studierne kørt hun nattaxa.

Det var jobbet som taxachauffør – ikke hverken det psykiatriske system eller universitetsuddannelsen - der blev hendes vej ud af mørket. Kunderne viste hende en bedre måde at være menneske på, men også kollegaerne. Særligt én episode var afgørende:

Marianne kørte med en kunde, som var ubehøvlet, og kom rasende tilbage til chaufførstuen. En kollega spurgte, om kunden havde betalt. Det bekræftede Marianne. Hvorefter kollegaen konstaterede, at så havde hun ingen grund til at lade sig gå på af vedkommendes adfærd.

"Han sagde til mig, at idioterne er nødvendige, fordi de viser os forskellen på lys og mørke," husker Marianne.

"Når folk er venlige, tænker man ikke nærmere over det, men når de er nogle idioter, kan man lære noget. For eksempel om, hvordan man selv vil opføre sig."

LÆS OGSÅ: Natasja Crone om kærestens arbejde i Ukraine: ”Jeg vågnede hver time”

Vælg vreden fra

For Marianne fungerede mødet med den grove kunde og samtalen med kollegaen som en spejling. Hun begyndte at reflektere over de utallige gange, hun selv havde ladet sin vrede gå ud over andre; hvordan hun selv var den kunde i supermarkedskøen, der råbte til kassedamen, at hun skulle få åbnet en kasse til.

"Min vrede kom jo et sted fra – fra min barndom og min mor. Og helt konkret besluttede jeg, at jeg ikke gad at være vred mere," siger Marianne.

I dag vælger hun at smile til kassedamen i stedet for at råbe, ligesom hun er stoppet med at give næring til negative følelser. Heller ikke når det gælder den person, der plantede dem i hende for så længe siden.

"Jeg har brugt mange år på at hade min mor. Men hvis man bruger hele livet på at synes, at det er de andres skyld, hvorfor skal man så leve?" spørger Marianne retorisk.

"Vi har et valg i forhold til, hvordan vi går til livet og ser på andre mennesker. Det havde jeg aldrig forholdt mig til før."

Marianne kører ikke taxa længere. Men de mennesker, hun mødte, er med hende, hvad enten de bliver til karakterer i hendes noveller eller sidder på skulderen af hende, når køen i supermarkedet vokser, og en lille stemme hvisker: ”Husk at vælge smilet."

Om Marianne Mollerup, 70 år

  • Forfatter samt pensioneret folkeskolelærer og taxachauffør.
  • Har en søn og bor alene i København.
Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger, Interview og Karriere

610x200_woordy_knap2.jpeg