Marianne Stagetorn: "Det var første gang, jeg havde alvorlig sygdom inde på livet"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var en markvej uden for Slangerup, hvor jeg voksede op på mine forældres fritidslandbrug. En af de store lykkestunder i min barndom var, når min far og senere min bror var i marken for at arbejde, og jeg gik ud til dem med en madkurv og spiste på marken med udsigt til vidderne, mens lærken sang over os. Det var et barndomshjem, hvor der skete noget, og der var altid noget at lave. Der skulle slås græs, samles sten og ordnes køkkenhave, og der var tit venner og familie på besøg om aftenen. Jeg var et meget nysgerrigt og energisk barn, men vist også ret veltæmmet. Min bror og jeg har tit talt om, at vi enten var ofre for verdens bedste fjernstyring, eller også var det bare totalt laissez-faire. Vi er i hvert fald næsten aldrig blevet skældt ud af vores forældre. 

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg ville gerne have været jurist lige som min mor, far og min bror og begge mine forældres familier, men jeg havde ikke gennemsnittet til at komme ind på jurastudiet. I stedet tog jeg et år på handelsskolen for at forbedre mine muligheder for at komme ind. Peter, som jeg senere blev gift med, læste en handelsuddannelse, og så skiftede jeg til det. Min familie tog det heldigvis pænt. 

LÆS OGSÅ: Merete Mærkedahl: "Jeg brækkede mig, når jeg skulle ind på scenen"

Jeg tog en international handelsuddannelse og læste i Tyskland og arbejdede i Østrig, men jeg brød mig faktisk ikke om at tale i telefon, og jeg havde ikke lyst til at bruge mit liv på at stå i et messecenter ved en lufthavn. Til gengæld elskede jeg den personlige samtale. Mine forældre havde købt konditoriet La Glace i 1978, hvor jeg tit havde hjulpet til, og det gik op for mig, at lykken lå i konditoriet. Jeg havde aldrig talt med min mor om det, før jeg en dag som 22-årig spurgte, om jeg ikke måtte købe det af hende. Hun svarede med det samme, at jeg kunne overtage til juli, og den 1. juli fik jeg nøglen til pengeskabet. Det var gnidningsløst. Min mor sagde: ”Du kan jo ringe, hvis du vil spørge om noget”. Det var før mobiltelefonerne, og jeg boede stadig hjemme, så i givet fald var det det samme nummer, jeg skulle ringe op til. Jeg blev hurtigt så begejstret, at jeg gik i lære som konditor. 

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Peter, da jeg var 15 år. Jeg gik i klasse med en pige, som syntes, at Peter og jeg skulle mødes, for vi var skabt for hinanden. Det syntes vi absolut ikke selv. Jeg var lige kommet hjem fra et års kostskoleophold i Schweiz, og han var danmarksmester i thaiboksning, havde langt, permanentet hår og gik med stålkam i baglommen. På tredje date blev vi fanget af hinandens personlighed, og så var vi venner de næste seks år, indtil vi blev kærester, da jeg var 21 år. Han er stadig min bedste ven. Han har bevaret den gadedrengementalitet og det store hjerte, jeg faldt for dengang. Vi har været gift i 29 år, og jeg plejer at sige, at han er mit livs gave og mit livs opgave. Han siger dagligt til mig: ”Jeg kan bare så godt lide at være sammen med dig.” Det kan da ikke blive større? I morges vågnede vi op sammen i vores kolonihavehus og gik ned på en lille restaurant og drak kaffe sammen. Vi spillede også kort, for det gør vi rigtig meget i vores familie. Hver dag faktisk. Men vi spiller mod hinanden på telefonerne, for så slipper vi for at dele kort ud. 

Peter og jeg har det, vi kalder et ”nå-ægteskab”. Hvis en af os lancerer en idé, siger den anden ”nå” forstået på den måde, at man siger, ”nå, det må vi se nærmere på” eller ”nå, det må du fortælle mig mere om”. Det skete for eksempel dengang, Peter ville have en Harley-Davidson. Da sagde jeg også bare ”nå”, og det samme gjorde han, da jeg ville have et kolonihavehus. 

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg plejer at sige, at jeg er G-kendis, for hvis jeg møder folk på gaden, tror de bare, vi har gået i skole sammen, eller at jeg arbejder i Novo eller sådan noget. Jeg bliver mere genkendt, når jeg lige har været i tv, men det er kun hyggeligt, og man skal ikke underkende, at man pludseligt begynder at betyde noget for andre mennesker. I princippet sidder jeg jo stadig i en sandkasse og laver sandkager, som jeg sælger for ligusterblade, men når nogen kommer over og viser mig en scrapbog, der kun handler om mig og beder mig skrive i den, tænker jeg: ”Hold da op, det betyder noget, hvad jeg laver”. Der er også tit nogen, der siger til mig, at de får lyst til kage, når de ser mit ansigt. Det er da dejligt. Mange børn og ældre synes, jeg har det fedeste job i verden, og det synes jeg også selv. 

LÆS OGSÅ: Hanne Boel: "Tænk, hvis jeg ikke havde fundet Søren"

Hvem er den vigtigste vejlederi dit liv?

– Det var min mor, som døde alt for ung i 2018. Vi var sammen hele livet, og de sidste ti år af hendes liv gik vi tur sammen hver morgen. Vi spurgte hinanden til råds, og selv om vi ikke altid fulgte den andens råd, var der altid oprigtighed og respekt mellem os. Da jeg meddelte hende, at jeg ville udvide konditoriet i 2015, spurgte hun for eksempel straks: ”Gør du det for pengene eller prestigen?” Den måtte jeg lige hjem og tænke over, men det var jo nok begge dele. Firmaet trængte til det, for vi havde for mange kunder på for lidt plads. Nu har vi fået en helt anden plads i udenlandske turisters bevidsthed, og vi står i mange af de kinesiske guidebøger, og det er ikke noget, vi har betalt os fra. Men nu står der rækker af kinesere og hiver småkager ned fra hylderne, og det var ikke sket uden udvidelsen. 

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Ja, to gange. Jeg mistede fodfæstet, da min mor fik en demenssygdom. Det var første gang, jeg havde alvorlig sygdom inde på livet, og jeg vidste ikke, hvordan det skulle håndteres. Anden gang var, da corona ramte, hvor det at drive min forretning blev taget fra mig. Vi måtte skære ned i antallet af ansatte, for de udenlandske turister kom ikke. Til gengæld havde vi en rigtig god juli måned på grund af de danske turister, der kom til København, men så kom hedebølgen i august og knækkede os. Men vi klarer os, og vi er da stadig 70 ansatte tilbage.

Hvordan fandt du den vej, du bor på nu?

– Mine forældre ejede en ejendom, og da der blev en lejlighed ledig i 1992, flyttede jeg ind med min mand, og siden fik vi tre børn. Min bror, svigerinde og deres to børn flyttede ind i ejendommen i 1998, og mine forældre boede i lejligheden mellem os. Det er ligesom en villavej på højkant. Det er i øvrigt fantastisk at have den forbindelse til sin bror. Jeg møder ham, når jeg går ned med skraldet, og vi har fulgt hinandens børn hele livet. Før i tiden når vi skulle ud om aftenen, havde vi fælles barnepige, og vi har passet hinandens børn i ét væk. Vi havde også den aftale, at vi lavede mad til fem hos os, og min bror og svigerinde lavede mad til fire, og så måtte børnene selv finde ud af indbyrdes, hvem der spiste hvor. At bo sammen er gået godt i 22 år nu. 

LÆS OGSÅ: Kirsten Olesen: "Jeg har et godt liv, men min kærlighed er blevet ensom"

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Jeg plejer at sige, at jeg står for hjemmet, børnene og fremtiden, og min mand står for alt, hvad der kan køre. Sandheden er, at Peter og jeg kunne have brugt et helt liv på at skændes, men vi har i stedet valgt at have en masse regler. Vi havde faktisk ikke tænkt over det, før vi havde kobberbryllup, og der var nogle af vores venner, der nævnte det i deres taler. Jeg kan for eksempel ikke lide altid at sove i højre side af sengen, men hvis jeg skifter side for ofte, kan jeg ikke finde min sidemand. Derfor har vi en regel om, at vi skifter side i sengen hvert år på vores bryllupsdag. Det tager lige et par dage at vænne sig til, men vi gør faktisk det samme ved spisebordet. Da vores børn var små, fandt Peter ud af, at han ikke havde tålmodighed til at made dem. Så aftalte vi, at jeg stod for alt, hvad der havde med børnenes mad at gøre, og han stod for den anden ende. Når der skulle hentes mad til børnene i en buffet, eller den skulle skæres ud, gjorde jeg det, og når der skulle skiftes ble, klarede Peter det. Jeg undrede mig også over, at jeg var blevet udnævnt til husets sundhedsminister, så vi lavede desuden en regel om, at lægebesøg stod jeg for, mens tandlægetider var Peters ansvar. 

Hvor er du på vej hen lige nu? 

– Jeg er på vej ind i juletravlheden, for der er ekstra mange kunder i konditoriet i juletiden. De indledende øvelser begynder allerede i oktober, og fra november er der travlt frem til og med nytår, hvor vi sælger kransekage og islagkager til nytår. Jeg tænker ikke i timer, men det bliver ikke til ret mange fridage. Alt, hvad vi producerer, producerer vi her i huset, men pladsen er begrænset, så om aftenen klokken 18, ryddes alt væk, og så kommer pakkepigerne og pakker konfekt og grise med sløjfer om maven frem til klokken 22 om aftenen. Klokken otte om morgenen står jeg her igen.