Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Maria Bach Hansen
Foto: Isak Hoffmeyer

Marie Bach Hansen fra Arvingerne

Marie Bach Hansen: Folk tror, at jeg er ligesom Signe i "Arvingerne". Men der er stor forskel på os

Skuespiller Marie Bach Hansen om ikke at være en fiktiv karakter, om modvind på cykelstierne, og om at falde, når der ikke er nogen, der ser det.

Hvordan tror du, at dine gymnasiekammerater husker dig?
– De husker mig nok sådan lidt hippieagtig i selvsyet tøj og i kinasko. Og så husker de måske, at jeg spillede meget musik, og at jeg skrev sedler, som jeg sendte rundt til ­klassen i stedet for at høre efter i historie.

Hvad er den sjoveste ­kompliment, du har fået?
– At min lookalike er fodboldspilleren Gareth Bale. Jeg ved egentlig ikke, om det var en kompliment eller en ­konstatering.

Hvad kan gøre dig trodsig?
– 1. Modvind på cykel. Så bliver jeg sådan, okay, hvis du skal være så provokerende, så sætter jeg cyklen ned i 1. gear, og så kører vi bare heeeelt langsomt, og så må vi jo bare komme for sent...!!! Så bliver vinden rigtigt straffet ved, at vi (cyklen og jeg) kommer for sent. Jeg kan også finde på at stå af og trække. 2. Gæster i "Den Korte Radioavis" (program på Radio24syv, red.), som ikke tager det seriøst, men som griner af Kirsten Birgit sådan "haha, hvor er du skør og sjov". Humoren går fløjten, hvis man underminerer ­seriøsiteten i legen.

Jeg kunne aldrig finde på, at...
– ...sige aldrig. Man skal aldrig sige aldrig.

Vandreferie i de ­franske alper eller daseferie i Thailand?
– Begge dele. Jeg elsker at ligge på en strand og bade og læse, men elsker lige så meget eventyr og bare at rejse af sted uden at vide, hvad der er rundt om det næste hjørne. Jeg kan bedst lide ret uplanlagte ferier, hvor man kan gøre præcis, hvad man har lyst til fra dag til dag. Bjerge eller strand eller the highway.

Hvad kan få dig til at ­grine?
– At falde alene. Det er så sjovt, netop fordi der ikke er nogen, man kan grine med. Der er bare helt stille, og måske har det gjort lidt ondt, og vejen op fra faldet er så lang og dum og ensom. Det er nok det sjoveste – vejen op. At mennesker bare er så søde og dumme og skrøbelige og alene.

Hvad antager folk ­fejlagtigt om dig?
– At jeg er ligesom Signe i "Arvingerne". Den store forskel på os er, at hun er en fiktiv karakter, og alt, hvad hun siger, er skrevet i et manuskript, og jeg er et rigtigt menneske. For eksempel ville jeg aldrig blive så optaget af grisebrug, som Signe bliver i ­tredje sæson. Jeg havde nok ­heller ikke kæmpet så hårdt for mine søskendes accept. "Hvis I ikke kan lide mig, så smutter jeg videre og lever mit eget liv." Det er det, der er så fedt ved at være skuespiller, at man får lov til at leve sig ind i andre og forsvare et andet menneskes måde at handle på.

Er der et karaktertræk, du misunder mænd for at ­besidde?
– Det er svært at sige et karaktertræk som kun gælder for mænd. Men et personlighedstræk, som jeg kan ­misunde både hos mænd og kvinder, er hos dem der altid kan tænke: Jeg er pissegod, og jeg har ret til at være her. Jeg tænker, at livet ­ville være lidt lettere, hvis man aldrig tvivlede på sig selv.

Hvis du kunne vælge frit, hvem ville du så helst tilbringe en dag sammen med?
– Leonard Cohen - så skulle vi drikke sprut og snakke om life.

Hvad er det vigtigste, din mor har lært dig?
– "Det kan lige så godt være dig, der slår brættet ned, når du skal tisse, som ham, der slår det ned, når han er færdig." 

LÆS OGSÅ: Marie Carmen Koppel: “Det er vigtigt for mig at være generøs og empatisk”

LÆS OGSÅ: Trine Jepsen: “Kærligheden til mine døtre er overvældende og det vildeste, jeg har oplevet”

LÆS OGSÅ: Sonja Richter: ”Jeg har altid troet, at jeg skulle have familie og børn, og i en periode var jeg i chok over, at det ikke gik sådan”

Marie Bach Hansen, 31

­Skuespiller og bl.a. kendt for ­rollen som Signe i DR's tv-serie "­Arvingerne", der lige er startet på tredje sæson. Kan lige nu også opleves i "Højskolesangbogen" på Det Kongelige Teater. Bor i København.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kendte og Interview