Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Marie Lodberg
Fra 80’ernes falmede familiealbum. Eurowomans Marie Lodberg med sin far.

Marie Lodberg om sin fars død

"Hans hånd havde lige akkurat kræfter nok til at holde på stiftblyanten"

Da faderens død nærmede sig, vendte journalist Marie Lodberg sine tanker mod deres sorgløse ture til Paris. Her genoplever hun den sidste tid, hun tilbragte med sin far, inden han forlod verden for syv år siden.

Min far lå i elevationssengen i soveværelset med hovedgærdet løftet og en pude, der var faldet sammen, under hovedet. Han lå med lukkede øjne og bevægede sig ikke. Det var kun dynen, klædt i det blomstrede sengetøj, der engang havde været skarpt optegnet i lilla og grønt, som langsomt, og kun, hvis jeg stod stille og kneb øjnene sammen, hævede og sænkede sig. På væggen hang fjernsynet, der også kørte på lydløs, og skråt over de levende billeder var Edward Hopper-plakaten med kvinden i den røde kjole, der spejdede ud af sin karnap, og som stadig ikke havde fået øje på det, hendes øjne forsøgte at indfange. Ovenpå dynen lå en af hans Moleskine-notesbøger opslået som et lille sort telt, pløkket fast til brystet, og i hans højre hånd dinglede en sort stiftblyant, hvis lille runde viskelæder i toppen var blevet viftet væk med lillefingeren og havde spredt sig som grå sne på dynebetrækket.

Jeg stod i døråbningen og betragtede ham. Jeg havde lyst til at flå sengetøjet af og ryste og banke puden og dynen, hænge dem over havestolene på terrassen, der ikke var blevet brugt siden i sommer, og betrække dem med nyvasket, nystrøget, stift, knitrende, snehvidt sengetøj. Jeg havde lyst til at slå begge havedøre op og åbne det lille vindue på vid gab for at få frisk luft til at hvirvle rundt. Jeg gjorde det aldrig. Stod bare dér med små tics ved mundvigen. Så de tre skridt henover det knirkende gulv. Jeg lagde mig ved siden af ham i hans kones seng og prikkede ham forsigtigt på poloskjorteskulderen. Et lille ryk, og så kiggede han på mig med slørede øjne.

"Er det dig, lille Ia?" Det havde han kaldt mig, siden jeg var barn. "Solen skinner på Ia," havde jeg sagt, da jeg var så lille, at jeg ikke kunne udtale mit eget navn, men brugte en opvaskebalje som badekar, der blev plantet på den nyslåede græsplæne foran rækkehuset.

Jeg gav ham et knus med mine arme, der ikke kunne nå hele vejen rundt om hans krop. Den var blevet for spinkel og slap til at holde sig selv, så den blev i madrassen.

"Hvordan går det?," spurgte jeg, selv om jeg godt kendte svaret.

Vi kiggede ud på mejserne og gråsserne, der landede på foderbrættet i haven og plukkede af den humpel franskbrød, de havde fået serveret. Vi talte om, om han havde spist sin Risifrutti, om mit fly fra København til Karup Lufthavn havde været forsinket, om han havde skimmet Viborg Stiften, om jeg vidste, hvordan han skiftede ringetone på telefonen.

LÆS OGSÅ: Hvad er det for en sorg, vi oplever, når forældre dør?

Engang talte vi om økologi og pesticider, vandplaner og miljøministeren, Nordisk sprog og litteratur og Medievidenskab, karakterer, studiejobs og arbejdsløshed. Eller det var mest ham, der snakkede om det, når han lørdag formiddag lænede sig tilbage i Wegneren med langbordet foran sig plastret til med Politiken, Berlingeren og Morgenfascisten Jyllands-Pesten, som han kaldte sin guilty pleasure. Jeg vendte øjne, forcerede røgskyen af Rød Orlik og slog armene om ham og spurgte, om ikke vi hellere skulle tale om, om det ikke snart var på tide med en tur til Paris igen, og om vi så ikke skulle bo på familiehotellet med de forskellige blomstertapeter, den mikroskopiske gårdhave bag gitteret og den gamle dame, der serverede morgenmad. "Åååh ja!" Det kunne der måske nok blive tale om. "Men hvor jeg glæder mig til, at du bliver gammel nok til at tjene dine egne penge, så du kan invitere din gamle far med til Paris."

Uanset hvor mange og store stakke af hvide A4-print, der lå bunket rundt omkring på skrivebordet og gulvet inde på kontoret og stod i kø for at blive læst, var der altid tid og plads til at sætte en tur til Paris i kalenderen. Paris havde været yndlingsdestinationen for os begge, siden han tog mig med på min første flytur som 10-årig og præsenterede mig for Den nye triumfbue, Luxembourghaven, den spartanske restaurant med vin i keramikkander, som han var kommet på, siden han var ung, og choucroute. Jeg hadede den franske mad og de sene spisetider og plagede om McDonald's. Han gav efter for en Happy Meal én gang og i øvrigt også Disneyland. Han hadede det, da han betalte for min kasket med flagrende Fedtmule-ører.

LÆS OGSÅ: Rikke Lyse skrev til sin afdøde søn på Facebook

Siden kom vi til Paris minimum én gang om året og altid til Place de la Contrescarpe, rundt om hjørnet fra Hemingways lejlighed. Hamburgeren og colaen blev glemt til fordel for chèvre chaud og brouilly, og så sad vi dér og slog maver, hans fyldig og rund under vesten med de tusind lommer, i flettede caféstolesæder med det lille springvand foran os og sugede Hemingways yndlingsdrik mojitos i os.

"Måske bliver jeg væk i morgen," sagde han hver eneste gang, dagen inden vi skulle hjem, for i Paris var der ingen papirbunker. Når vi satte os i flyet og forsøgte at mingelere vores lange ben på plads med poser fra Aigle-butikkerne og BHV's køkkenafdeling stoppet ind i hattehylden over os, nærmede de to streger mellem øjenbrynene sig hinanden. Nok kunne hans store hænder holde om rødvinsglas, cigarer, kniv og gaffel, græsslåmaskinen, kikkerten, jagtgeværet, fiskestangen og mig, men når de skulle tage fat om arbejdet, krævede det altid tilløb og dybe suk på trods af hans høje stilling, som aldrig blev høj nok.

De store hænder var nu svundet ind, og huden bølgede over håndryggen. Tommelfingrene, der tidligere havde siddet i forlængelse af de andre fingre som afslutning på en vifte, var nu kroget ind og gemte sig i håndfladen. Hans hånd havde lige akkurat kræfter nok til at holde på stiftblyanten. Med den og streger, der imiterede en seismografs, tegnede han to kort over Paris til mig. Et over hvor den gode italienske restaurant lå, i en sidegade til en sidegade til Palais Royal, og et hvor hotellet tæt på Panthéon, som han gerne ville have boet på, havde adresse. Han rev de to kort ud af den sorte notesbog og gav dem til mig.
"Paris er vigtigere end arbejde. Du skal slappe af, unge!" Så slap han taget om stiftblyanten, og notesbogen landede blødt på dynen, der langsomt hævede og sænkede sig. Det gjorde den en måned mere.

Se, hvad vi ellers skriver om: Sorg, Klumme og Døden