Marina Bouras: "Lige i øjeblikket er vi nogle meget søvnløse forældre"
Foto: Les Kaner Marina Bouras: "Lige i øjeblikket er vi nogle meget søvnløse forældre"

Marina Bouras

Marina Bouras: "Han har god humor og er pisseklog"

Skuespillerparret Marina Bouras og Jens Albinus har nok at se til med lille baby, en dreng på fem og to karrierer, der skal passes. Marina er aktuel i filmen "Skytten", hvor netop balancen mellem arbejde og familieliv er et stort tema. Og i en periode har hun selv prioriteret at trække stikket for at hellige sig familien.

Skuespilleren Marina Bouras ser ud, som om hun har fældet en tåre, da lyset langsomt kommer tilbage i biografsalen. Denne råkolde fredag morgen er det første gang, hun ser filmen "Skytten" i dens fulde længde, og hun siger ikke så meget, smiler bare indforstået. På en eller anden måde er man altid lidt sårbar lige efter en film, der har sat følelserne i bevægelse – som "Skytten" – hvor hun spiller søster til filmens hovedperson.

Marina hiver jakke, tørklæde og en stor, sort basker-agtig hue på, og hopper på cyklen. Et kvarters tid senere sidder hun på en café på Frederiksberg og er klar til at snakke efter at have sundet sig på cykelturen.

Hvordan er det at se sig selv på det store lærred?

– Nu er det jo en lille rolle, og jeg går mere op i helheden af filmen, end i at se på mig selv. Min karakter i filmen repræsenterer familien og de værdier, der ligger i familien, men den repræsenterer også den ene side af det dilemma, som Trine Dyrholm – der spiller hovedrollen – står i. Skal hun sætte sit job til side for at tage til Indien og hente den lille pige, hun skal adoptere, eller skal hun blive hjemme og tage sig af sit job, hvor hun har særlige kort på hånden i forhold til at løse den konflikt, der er opstået?

LÆS OGSÅ: "Vi lever begge lidt på kanten, men vi klarer os"

Er det et dilemma, du kan relatere dig til?

– Ja, det er en evig balancegang, som jeg skal overveje. Hvor meget familietid skal der være, og hvor meget må jeg gå op i mit arbejde? Skuespillerfaget er jo et fag, der til tider kræver dig hundrede procent, men til gengæld kun i begrænsede tidsrum, og så kan du have fri til familien i andre perioder.

Tavse nætter
Marina Bouras er relativt nybagt mor til sit andet barn. En lille datter på bare fem måneder, som lige nu som udgangspunkt kræver hende og ægtefællen Jens Albinus i døgndrift. Parret, der mødte hinanden i 2004 under indspilningen af tv-serien "Ørnen", har også en søn på fem år, så der er gang i butikken derhjemme.

– Og det er altså hårdt, når jeg lige nu er i gang med stykket "Peggy Pickit ser Guds Ansigt". Heldigvis har det dog passet sådan, at min mand har kunnet holde barsel. Lige i øjeblikket er vi nogle meget søvnløse forældre, men jeg synes, vi er rigtig gode til ikke at snakke for højt om, hvor hårdt det egentlig er. Vi er gode til at snakke om alle de gode ting, der er ved at have en baby, og det er måske nok sådan en teknik til at komme igennem det. En anden teknik er, at vi deler nætterne med hende. Jens har den første halvdel af natten, jeg har den anden halvdel, og vi sover i hver vores rum. Og så er vi enormt praktiske, når vi mødes om natten og bytter. Vi siger INTET til hinanden! Og det er faktisk en god taktik, for man har lyst til at sige alt muligt som: Aj, hvor har det været hårdt! Eller: Allerede? Eller: Hun har været forfærdelig, skøn, nem, svær... Alle mulige ting har man lyst til at sige, men det med slet ikke at sige noget – det går enormt godt. Vi går bare tavst forbi hinanden.

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen "Man skal ville noget med kærligheden, ellers er den ligegyldig"

Fik en hjerteoperation
Det krævende liv som mor er en af forklaringerne på, at Marina ikke rigtig har været så meget fremme i rampelyset de senere år. Hun mener også, at man måske bliver lidt glemt, når man er væk et par år, for hun har i hvert fald ikke skiftet telefonnummer, siger hun grinende. Men der er også en anden forklaring på, hvorfor hun har holdt lav profil.

– Da jeg var gravid med Otto, begyndte jeg at få nogle anfald af hurtig hjertebanken. Jeg var til alle mulige undersøgelser, men lægerne kunne ikke finde ud af, hvad det var, før jeg en dag kom ind på Hvidovre hospital, lige da jeg havde et anfald, som de kunne måle. Det viste sig at være en sygdom, der hedder AV nodal re-entry takykardi, som kan opereres ved, at man brænder et "ledningsbundt" i hjertet over. Jeg skulle vælge, om jeg ville opereres eller tage hjertepiller resten af mit liv. Jeg fik at vide, at der var en meget lille risiko ved operationen, men jeg er sådan en type, der hæfter sig ved den der nul-komma-nul-nul-en-eller-anden procents risiko. Det er ligesom, når der kommer anmeldelser. Jeg kan få ti gode anmeldelser, men så er der EN dårlig sætning, som jeg hæfter mig ved. Nå, det er noget, jeg prøver at komme ud over, men med hjertet var det jo noget helt andet. Her handlede det om livet.

– Jeg valgte at tage operationen, fordi risikoen var så lille, og fordi det ikke er godt at stå på scenen og pludselig få hjertebanken. I et andet job har du jo muligheden for at sætte dig ned og sige puha, jeg skal lige sidde ned et kvarter, det kan du bare ikke på et teater. Du er nødt til at spille, og det havde jeg ikke lyst til at udsætte mig selv for. Den dag, hvor jeg skulle opereres, kørte jeg ind tidligt om morgenen til Rigshospitalet. Og kender du det, at man tænker, hvor er himlen dog flot. Og hvor er træerne smukke. Jeg lagde virkelig mærke til alle de der natur detaljer på den biltur, og jeg tænkte, hvor vil jeg dog ønske, at jeg overlever operationen og kan få lov til at nyde alt det her igen.

Operationen fandt sted to år efter, at Otto kom til verden. Marina overlevede jo heldigvis, og:

– I en kæmpe lang periode bagefter var mine sanser meget, meget åbne. Jeg var ekstremt modtagelig for alt – godt og skidt – men mest godt. Og jeg dyrkede de værdier, jeg havde lyst til i livet, og det var mest af alt min familie. I dag er jeg rigtig glad for det valg, jeg tog dengang, for der har ikke været problemer med hjertet siden, og det er rigtig rart at være helt rask og kunne stå på scenen uden at skulle bekymre sig om sit hjerte.

Forførende overarme
I 1997 havde ALT for damerne et stort interview med Marina. Dengang havde hun været single et år og fik blandt andet spørgsmålet: Hvilke mænd tænder du på? Hvortil hun svarede: "Orh, altså..., kemien skal selvfølgelig være der, og jeg ville ikke være bange for at gifte mig med en mand fra en anden kultur end min egen – vel vidende, at det ikke er så nemt, for ens rødder stikker dybt." Og så er det jo oplagt at spørge, hvad hun så rent faktisk faldt for, da hun mødte Jens Albinus i 2004?

– Hans overarme!

Og ellers noget?

– Først overarmene. De var meget muskuløse, og det så rigtig godt ud i en T-shirt. Derudover har han en god humor og er pisseklog, og det gør det interessant at samtale med ham. Og så...aj, det kan ikke stå i bladet...

Hvad?

– Okay, man kan sige, at "det" er rigtig godt...

Marina slår en høj latter op, kører lidt rundt med sin hue, som hun har på under hele interviewet, mens hun gør sig nogle tanker om, hvad hendes børn mon vil tænke, hvis de en dag læser interviewet her. Vi ender med at blive enige om, at "det" godt kan blive stående.

Læs resten af interviewet på næste side... Sydlandsk temperament
Jens Albinus har ikke rødder i en anden kultur, som Marina filosoferede over dengang i 1997, men det har hun til gengæld selv. Hendes far er græker, og hendes danske mor mødte ham på Rhodos i de glade 60'ere. Marina boede de første seks år af sit liv i Grækenland, men så flyttede hun med forældrene og sine to søstre til Danmark, hvor hun særligt husker, at det var lidt skræmmende at opleve, at hendes klassekammerater vippede på stolen, drak cola og svarede lærerne igen. Sådan havde det ikke været på pigeskolen i Grækenland. I dag bor hendes forældre igen i Grækenland, og det samme gør hendes to søstre, som er gift med græske mænd.

Det er lidt langt væk at have sin familie?
– Ja, lidt for langt somme tider.

Kunne du også tænke dig at flytte derned?
– Ja, meget gerne. Men altså, så kommer spørgsmålet om arbejde jo op igen. Jeg taler selv flydende græsk og har været med i en spillefilm og to novellefilm i Grækenland, men det skal jo også passe med min mands arbejde. Det er jo ikke så let, når han ikke taler græsk, men han er knalddygtig til at lære sprog, så...

Måske en slet skjult opfordring til ægtefællen om at finde et intensivt græskkursus, men indtil videre undersøger Marina mulighederne for, at hendes børn kan gå på en skole, hvor de kan lære græsk. Hun og familien rejser til Grækenland, så ofte de kan, og ellers er temperamentet nok det, der er mest græsk i hverdagen.

– Jeg er meget temperamentsfuld. Men jeg skal ikke kunne sige, om det er det græske, eller om det bare kommer fra familien som sådan.

Hvordan kommer det til udtryk?
– Vi er mere direkte og konfronterende. Vi vil gerne snakke om ting. Diskutere. Det er en sydlandsk måde at være i verden på. I Danmark pakker man mere tingene ind, man vil i hvert fald helst ikke skændes. Vi skal gerne være enige i Danmark. Hvis vi har været enige, har det været en god aften. I Grækenland har det været en god aften, hvis vi virkelig har været uenige om noget og har diskuteret. Ikke for at nå frem til en enighed, men bare for at få belyst nogle meninger. Jeg har det fint med at være uenig med folk.

Og din mand, kan han håndtere det?
– Det har han lært.

Siger hun med et skævt smil.

– Jeg tror, han var lidt chokeret i starten over, at vi ikke skulle blive enige. For vi kunne vel ikke være gode venner, før vi var enige? Men jeg synes godt, man kan være uenige og stadig gode venner. Ja okay, det kommer selvfølgelig lidt an på temaet!

LÆS OGSÅ: Peter Lund Madsen "Jeg var bange for at blive sindssyg"

Har uddannet sig til coach
Noget af det vigtigste, Marina har fået med hjemmefra er nysgerrighed og en bevidsthed om, at man ikke behøver følge et fastlagt spor hele sit liv. Det er ok med forgreninger, og det er ok at gå på opdagelse i livet. Hun har selv lavet en afstikker fra skuespillet, da hun for nogle år siden uddannede sig inden for NLP-coaching og psykoterapi.

– Jeg tog de uddannelser, fordi jeg dybest set interesserer mig for mennesket og gerne vil vide mere om, hvad vi egentlig er for nogle størrelser. Samtidig er det noget, jeg kan bruge som en ny indgangsvinkel til, hvordan jeg kan gribe en rolle an. Jeg lærte meget om kommunikation, og det kan jeg også bruge rent privat. Der er forskellige måder, man kan snakke sammen på, og når kommunikationen går galt f.eks. i et parforhold, er det tit fordi, man tager diskussionen et andet sted hen, end der, hvor den er møntet. Hvis jeg nu f.eks. kommer hjem og siger: Har du gjort rent? Så kan jeg mene helt adfærdsmæssigt og konkret: Er der blevet gjort rent? Men det kan godt være, at min mand i stedet hører det som en anklage mod ham for ikke at have gjort rent. Og så kan han måske få en idé om, at jeg synes, han er ulækker, for hvordan kan han bo i sådan et svineri? Og så siger han: Synes du, jeg er ulækker? Øh, hvad? Nej, det var ikke det, jeg sagde, jeg ville bare høre, hvornår vi skal gøre rent, hvis det ikke er gjort. Sådan kører mange samtaler af sporet, og det er jo fordi, de samme ting kan høres på mange forskellige måder, afhængig af, hvad du lægger i det.

Overvejer du at skifte spor rent karrieremæssigt?
– Jeg har klienter engang imellem, men så kommer der perioder, hvor det ikke kan lade sig gøre, fordi jeg spiller skuespil.

At ofre livet
Marina er begyndt at kigge på sin telefon. Hun ved, at det snart er madtid for hendes lille datter, men vi når lige at runde endnu et emne fra "Skytten". Ud over dilemmaet mellem familie og arbejde handler filmen også om, hvordan vores klima påvirkes af de ting, vi gør.

– Jeg tænker da en del over klimaspørgsmålene. Er det mit ansvar? Kan jeg gøre noget? Skal jeg gøre noget? Og hvor skal jeg sætte mit kryds? Er jeg skyldig på en eller anden måde, når jeg sidder her på en café, mens der er børn, der lider andre steder i verden? Og hvad kan jeg gøre ved det?

LÆS OGSÅ: Lærke Winther - Der var ikke nok kærlighed tilbage

Engagerer du dig selv i samfundsmæssige ting?
– Ja, det prøver jeg på. Og det handler forestillingen "Peggy Pickit" faktisk også lidt om. Den karakter, jeg spiller i det stykke, har været udstationeret seks år i Afrika, og i den forbindelse lavede jeg en del research for at finde ud af, hvordan det er. Jeg interviewede nogle mennesker, der har været udstationeret, og særligt en historie har brændt sig fast i mit hoved. Den handlede om en læge, der kom ud til et sted, hvor folk var smittet med den meget farlige sygdom Ebola, som man dør af indenfor kort tid. Lægerne havde forskrifter om, at de skulle gå med visir og heldragt, for ikke selv at blive smittet, men den her læge havde glemt sit visir. Alligevel gik han ind og opererede nogle mennesker, blev smittet og døde en uge efter. Da jeg hørte den historie, fik jeg det bare sådan, hold da op, kan man gøre det som menneske? Det ved jeg ikke, om jeg ville kunne, og det har jeg virkelig tænkt meget over. Jeg har kæmpe respekt for folk, der kan gøre det, men jeg tænker også: Du ofrede jo dit liv for din gerning. Var det det værd? Som vi sidder her og snakker om det, kan jeg mærke, at jeg ville gøre det for mine børn – hundrede procent. De er vigtigere end mig. Men ville jeg gøre det for en fremmed? Det ved jeg ikke. Og så får jeg rigtig dårlig samvittighed over, at jeg ikke bare kan svare: Ja!

– Det overordnede tema i "Peggy Pickit" er konstateringen: Vi skal dø. Og det går jeg og spekulerer over for tiden. For er jeg overhovedet bevidst om det? Og hvor bevidst kan jeg være om det i min hverdag uden at få det dårligt? Det får mig til at tænke meget over, hvad jeg egentlig vil bruge mit liv på.

Og er du nået frem til en konklusion?
– Nej, ikke en endegyldig konklusion. Nærmere flere spørgsmål, synes jeg, fordi jeg vil så meget. Jeg kan ikke nå alt det, jeg gerne vil, i ét liv, så jeg er nødt til at vælge. Til gengæld: når jeg så vælger, vil jeg bestræbe mig på at gøre det, jeg vælger, hundrede procent. Eller så tæt på hundrede, som muligt. Og hvis jeg virkelig kan være til stede i det, jeg gør, tror jeg, at én ting kan være lige så meget værd som mange ting. Måske kan alt i virkeligheden rummes i én ting.

Gå ikke glip af de nyeste artikler! Tilmeld dig nyhedsbrevet i dag

Marina Bouras, 43 år

Uddannet fra Statens Teaterskole 1995.

Debuterede i dogmefilmen "Idioterne" i 1998. Har siden medvirket i flere film, bl.a. "Grønne Hjerter" og "Springet", og i flere tv-serier, bl.a. "Ørnen" og "Taxa. Har spillet med i flere teaterforestillinger og i 2010 skrevet og instrueret forestillingen "Noir" på Teater Republique".

Aktuel i filmen "Skytten", der har premiere den 28. februar, og spiller i øjeblikket "Peggy Pickit ser Guds Ansigt" på Svalegangen. Stykket tager efterfølgende på turné rundt i landet.

Gift med skuespilleren Jens Albinus. Sammen har parret Otto på fem år og Anna på fem måneder.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview