GIV ET BLAD I JULEGAVE TIL ÉN, DU HOLDER AF

Mathilde Passer
Foto: Anne Mie Dreves Blødkogt æg er på menuen hver dag – både hjemme og ude. Mathilde Passer på Paté Paté i Kødbyen i København.

Barnebarn af Dirch Passer, Mathilde Passer: "Jeg begyndte at meditere, fordi jeg fik en angstfølelse, når jeg skulle ind på scenen"

Godmorgen til skuespillerinden, 26, som finder sig selv med makeupfjerner, meditation og ved at kigge ind i et par store, blå øjne.

Hvordan starter dagen bedst?

– Ved at kilde min kæreste (Anders K. Aamodt, red.). Så går jeg op til spejlet og fjerner makeuppen fra i går. Når jeg kommer drønende hjem fra teatret om aftenen (i skrivende stund spiller Mathilde Passer hovedrollen i forestillingen Jeg er sgu min egen, som er hendes debut) på Nørrebro Teater, red.) omkring klokken 22.30, har jeg alt muligt snask i hovedet, men jeg går altså kold, inden jeg får det fjernet.

Du er ikke overskudsmenneske om aftenen, men om morgenen?

– Ja, det synes jeg faktisk, jeg er. Jeg ved ikke, om min kæreste er enig, men jeg bliver virkelig glad, når dagen starter med, at jeg kigger ind i hans store, blå øjne.

LÆS OGSÅ: Sus Wilkins: "Jeg har en generel angst for at miste folk i mit liv"

Du er forelsket?

– Meget. Vi har været sammen i tre år og bor sammen på ­Frederiksberg. Vi mødte hinanden på Skuespillerskolen i Aarhus.

Hvilke andre morgenrutiner har du?

– Jeg sætter musik på. Lige nu er det 70’er-funk. Jeg kan godt lide at have en god bas i mit liv. Jeg synes selv, at jeg har en vildt god musiksmag, og det var med musikken, jeg fik min kæreste hvirvlet ind i mit spind.

Hvad er det første, du tænker på om morgenen?

– “Jeg rejser mig fra i går.” Som skuespiller på et teater spiller du den samme forestilling hver aften, men skal bruge ny energi hver dag. Jeg kan godt lide morgener. Følelsen af at tage ejerskab over dagen.

Hvordan finder du den gode energi som skuespiller hver dag?

– Jeg mediterer. Et par timer inden jeg kører over på teatret, lægger jeg mig ned og bruger enten YouTube eller min egen indre stemme i en halv times tid. Det giver mig ro og bund, fordi jeg taler pænt til mig selv i stedet for at sige: “Nu skal du tage dig sammen!” Jeg begyndte at meditere, fordi jeg fik en angstfølelse, når jeg skulle ind på scenen. Det er meget normalt som skuespiller. Det er jo ikke logisk, at man skal ind og præstere noget foran alle de fremmede mennesker. Kroppen kan godt forbinde det med noget farligt. Så jeg begyndte at dyrke yoga, gå til psykolog og meditere. Jeg kan stadig blive vildt nervøs, men når jeg har mediteret, er jeg forbundet. Når bare jeg ikke er bange for at gå på scenen, er det ok. Jeg går også til spinning. Jeg troede ikke, jeg var typen, men en gang var det så fedt, at jeg tudede. Jeg bruger det som energiudladning, jeg kan ikke sidde og bruge hjerneenergi, når jeg sidder på den cykel.

Du blev uddannet fra Skuespillerskolen på Aarhus Teater sidste sommer. Hvordan var det at bo i Aarhus?

– Jeg kommer fra Store Kongensgade og har boet i København hele mit liv, så det var ensomt. Jeg er ret introvert, så det var svært at finde tryghed. Jeg prøvede at finde de lokale: “Hvor er min bager? Hvor drikker jeg min vin?” Men jeg endte tit med at tage hjem til København i weekenderne, hvor jeg dyrkede mit eget lokalmiljø. Måske fortryder jeg det. Det er et talent at kunne begå sig alle mulige forskellige steder.

LÆS OGSÅ: Forfatter Olga Ravn: ”Jeg har altid haft et stærkt behov for at føle mig forbundet"

Hvem ser du op til?

– Jeg har altid været fuldstændig vild med Paprika Steen og Sidse Babett Knudsen. De spiller ofte nogle roller, som jeg får lyst til at blive venner og drikke mig fuld med.

Hvordan håber du, publikum har det, når de har set dig optræde?

– At de får lyst til en stor fadøl.

Dirch Passer var din morfar. Hvordan har du det med, at I deler efternavn?

– Min morfar var en dygtig smed inden for det, han lavede, og så er det bare med at suge til sig. Når nu jeg har valgt at blive skuespiller, er det smukt at komme fra så vild en fabrik. Det er en millionforretning, jeg har lyst til at føre videre.

Hvor er det bedste sted i verden at spise morgenmad?

– På et floating market i Bangkok, hvor du sejler rundt fra den ene bod til den anden og samler ind til din morgenmad.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Kvinder du skal kende