Maries børn kom med hende i fængsel

Da Marie lader kuglepennen glide hen over checken og forme en falsk underskrift, tænker hun ikke på konsekvenserne. At hun, hvis det bliver opdaget, skal i fængsel – væk fra hverdagen, sin mand og sine to børn. Som kasserer i boligforeningen har hun adgang til checkhæftet og signerer i alt 19 checks med falsk underskrift. Som den uerfarne kriminelle hun er, gætter hun på, at risikoen for at blive opdaget er mindre, hvis hun hæver flere checks med små beløb.

– Jeg kunne virkelig ikke se anden udvej. Og jeg gjorde det for at beskytte mine børn, fortæller Marie i dag. 

Hendes børns far har lånt penge på det sorte marked, og da to store mænd en aften banker på døren og forklarer, at pengene skal betales tilbage i løbet af en uge, griber panikken Marie. Aldrig før har hun været på kant med loven. Hun har haft en tryg barndom i en pæn forstad til København. I 20’erne forelsker hun sig hovedkulds i en tyrkisk mand, og de får børn sammen. Langsomt viser han sig ikke at være den rigtige for Marie – han bliver mere og mere aggressiv og patriarkalsk i sin livsanskuelse. Men det er svært for hende at forlade ham, og for børnenes skyld bliver Marie hos ham og hjælper ham ud af gælden. I strid med loven. Hun arbejder som succesfuld kontorchef hos et anerkendt firma i København og har aldrig forestillet sig, at hun ville ende i en økonomisk blindgyde som denne.

En hård dom
”Marie Christiansen idømmes et år og otte måneders fængsel,” siger dommeren.

Chokket fyger igennem Marie, da straffen bliver afsagt. Hun har regnet med at få en betinget dom eller en dom, hun kan afsone derhjemme i fodlænke hos sine børn. Men juraen har talt, og fordi Marie har sat en falsk underskrift hele 19 gange, er der ingen vej tilbage. Dommen skal afsones i Horserød Statsfængsel, og på vej derop dropper hun børnene af i børnehave og skole. 

– Tårerne trillede ned ad kinderne, da jeg afleverede dem. Jeg havde sagt til dem, at jeg skulle væk på arbejde et stykke tid. Jeg var i gang med det værste, jeg nogensinde havde gjort, for jeg anede jo ikke, hvornår jeg ville se dem igen.

Som indsat i Horserød Statsfængsel bliver man først sat i en almindelig afdeling og kan derefter ansøge om at flytte ned på familieafdelingen med sine børn, finder Marie ud af. Hun bliver indkvarteret på et lille kammer i kvindeafdelingen. Et ragnarok. De indsatte slås, tager stoffer, og Marie får at vide, at hvis hun sladrer, får hun „trukket sit skelet ud over røvhullet”.  

„Jeg overlever ikke det her,” tænker Marie, da hun kryber sammen på sin madras den første nat. Hun savner sine børn og vil gøre alt for at se dem.

– Efter nogle dage snakkede jeg i telefon med dem. I frustration råbte min mand til Lukas: „Din mor er i fængsel. Og hun kommer aldrig hjem”. Jeg hørte min søn skrige i panik gennem røret, og der gik det op for mig, at det var uholdbart at skjule sandheden for dem. Jeg måtte have dem op til mig i fængslet hurtigst muligt. 

Mor skal være i fængsel
Efter otte dage og tre ansøgninger kan Marie flytte sine ting væk fra den dystre kvindeafdeling og ned på familieafdelingen.

– Der stod fem nydelige indsatte mænd og tog imod mig dernede. De bar mine ting ind, vaskede min stues vægge og loft for mig, mens jeg stod i hjørnet med tårerne trillende.

Marie flytter ind på en stue. Nummer 16. Et lille rum, der ligger hen i halvmørke. Med en enmandsmadras, en håndvask, et bord og et lille skab. Straks tapetserer hun sin stue med tegninger og to store portrætbilleder af sine smilende, lyshårede børn, som kommer på besøg samme weekend. 

– Jeg sagde til dem: ”Mor skal være her i fængslet et stykke tid. Hvor længe ved vi ikke, men mor skal være her, fordi hun har gjort noget forkert. Hun har taget nogle penge, som ikke var hendes egne. Og som straf har politiet sagt, at mor skal bo her et stykke tid. Det er ikke fordi, jeg ikke elsker jer, for det gør jer”. Jeg var nødt til at fortælle dem sandheden, indså jeg, for når de blev ældre, ville de sikkert finde ud af det på den ene eller anden måde og miste tilliden til mig. 

Læs også: Hannes kamp for et barn

Hjem-Is i fængslet
Og så går tiden. Selvom Marie afsoner en dom, er hun sammen med sine børn tre ud af ugens syv dage. Hun har udgang hver anden weekend og bruger den derhjemme. Den anden weekend bor Sofie og Lukas så hos hende i fængslet – fredag eftermiddag kører deres far eller bedsteforældre dem op til Horserød Statsfængsel, hvor de bor hos Marie helt indtil søndag aften.   

– Jeg ville have, at mine børn skulle se mig så meget som muligt, og kunne det udelukkende ske i et fængsel, så måtte det være sådan. Det betød, at der var en form for hverdag med dem. At jeg havde mulighed for at lave lektier med dem og høre, hvad der skete i skolen. Det var også en tryghed for dem at se, hvordan jeg levede i fængslet. Bare det at se, at deres mor havde en seng om natten, var rart for dem.

Franskbrød, cornflakes og pålægschokolade flyder på det store fælles køkkenbord hver weekend, hvor Marie, Sofie og Lukas spiser morgenmad med resten af de indsatte og deres børn. De går ture i skoven, ser video, og jævnligt triller Hjem-Is-bilen ind i fængslet. Sofie og Lukas knytter venskab med de andre kriminelles børn, og især Sofie interesserer sig for, hvorfor de andre forældre også sidder i fængsel. Marie sætter sig ned med hende og betragter de andre indsatte:

”Ham der har – lige som mor – taget nogle penge, som ikke var hans. Og ham der har solgt noget, man ikke må,” forklarer Marie hende. 
”Hvad?” spørger Sofie. 
”Noget, der hedder stoffer.”
”Man må da godt ha’ stoffer på,” svarer Sofie og hiver ud i sin bomuldstrøje.

– Det var lidt svært at forklare, men jeg prøvede at være ærlig og fortælle det på en måde, så hun kunne rumme det. Det gjorde det også meget nemmere for mig og min mavefornemmelse.

Aldrig utryg
Igen og igen oplever Marie, at indsatte i fængslet forveksler hende med en socialrådgiver, fordi hun skiller sig så meget ud fra flokken af de andre indsatte kvinder. Marie er nydelig, velformuleret og på nogle punkter helt malplaceret i fængslet. Sammen med hende sidder også to mordere og flere narkosmuglere på familieafdelingen.

– Bølgerne gik højt ind i mellem, men der var altid stor respekt om børnene og enighed om, at der skulle være en god tone, når de var der. På afdelingen sad også en mand, som havde slået sin kone ihjel. Han var så sød og glad for børn, så ham legede Sofie og Lukas faktisk meget med. Da jeg fortalte det til min mor, udbrød hun: ”Hvem leger de med?!” Hun skulle lige sluge kamelen. Det gik op for mig, at folk altid var værre på papiret end i virkeligheden. Du kan begå noget kriminelt, men det betyder ikke, at du er kriminel resten af livet. Du er ikke det, du har gjort. Jeg har også grinet for mig selv, når Lukas har drillet nogle af de indsatte mænd og tænkt på, at jeg – når han bliver ældre – kan fortælle ham, at han har fjollet rundt med rockere fra toppen af Hells Angels.

Hver aften går en vagt ned ad gangen med et nøglebundt og låser dørene ind til hver enkel stue. Men de stuer, hvor børnene sover hos deres mor eller far, bliver sprunget over.

– Mine børn syntes, det var rigtig spændende, at de andre blev låst inde, så hver aften var de ude at kigge, når vagten gik rundt og låste de andre indsatte inde. De fik lov til at falde i søvn oppe hos mig, for den tryghed manglede de i hverdagen. Så lagde jeg dem på en madras på gulvet, når de var faldet i søvn, og så snart de vågnede, kravlede de op til mig igen. Jeg ville ikke give slip på dem – de duftede så godt, og jeg sugede deres tilstedeværelse til mig, når vi var sammen.   

Mor er den bedste
Marie havde haft sine betænkeligheder ved at lade sine børn bo hos hende i fængslet.

– Ville det påvirke dem negativt? Ville de være bange? Der har været slåskampe i fængslet, folk er blevet stukket ned, og der bliver taget stoffer – men alt det har mine børn ikke oplevet, når de har været der. Og ville alternativet, hvor de slet ikke så deres mor, være bedre? Det mener jeg ikke.

Fordi Marie gjorde en ekstraordinær indsats i fængslet og deltog i alt, hvad hun blev tilbudt, blev hun løsladt efter halv tid for et par måneder siden. Hun har fået job som ejendomsmægler i et firma, som kender hele Maries forhistorie. Samtidig er hun netop blevet separeret fra sin mand og er flyttet med børnene i en lejlighed, hvor hun vil begynde på en frisk.

– Mit største mål er lige nu at give ungerne tryghed og oparbejde tilliden igen, så de ved, at når mor går på arbejde, så går der ikke otte måneder, før hun kommer hjem igen. Det betød alt for mit forhold til børnene, at vi kunne bo sammen i fængslet i weekenderne, for selvom jeg havde gjort noget forkert, var jeg jo stadig mor, og for børn er mor den bedste i verden. Fængsel eller ej.

Af hensyn til sine børn har Marie valgt at være anonym. Redaktionen kender hendes rigtige identitet.

Læs også: Debat om børn i udlandet: Hvor meget skal man gå på kompromis?