Meryl Streep: I min tid handlede det om at gøre noget. I dag handler det hele om at være nogen!

Hun læner hovedet tilbage og ler en høj perlende, næsten syngende latter. Jeg har set det så mange gange på film, men nu er det virkeligt. Hun sidder på den anden side af det lave, balinesiske bord. Meryl Streep. I den bjergtagende suite på vennen Robert De Niros nye Greenwich Hotel, der er så understated luksuriøst, at min kollega fra Belgien kommer til at gå forbi det. Jeg er spændt. Verdens skønneste skuespiller. Og nervøs. Hvad nu, hvis hun slet ikke er så skøn?

De store skrå panoramavinduer kaster sollyset ind på hendes gyldne, efterhånden lidt tynde, hår og den auberginefarvede skjortekjole fra Yeohlee.

Hun er nødt til lige at se på mærket i nakken, for hun kan ikke huske, "hvem" det er, hun har på i dag. Den japanske designer er ellers en af hendes favoritter, der er bare det, at det ikke interesserer hende ret meget, det med at være reklamesøjle – hverken for andre eller sig selv. Det er en af de få, men betydningsfulde ting, hun har til fælles med sin karakter i "Jernladyen" – Margaret Thatcher, Englands uhyre magtfulde konservative premierminister fra 1979 til 1990.

"I min tid handlede det om at gøre noget. I dag handler det hele om at være nogen!" klager den pensionerede, nu nogle og 80-årige Margaret Thatcher til en yngre kvinde i filmen, da hun fortæller den tidligere statsleder, hvor vigtig en rollemodel, hun har været for hende.

Kan du nikke genkendende til det? Er det også noget, der påvirker dig som skuespiller?

– I vores branche er de unge piger i dag mere end nogensinde blevet en del af et større maskineri med mode og merchandising, og man skal hele tiden sælge et eller andet. Det er, som om det at være en del af modeverdenen er vigtigere end at fornemme sin karakter. Man bliver hårdt presset, hvis man ikke vil spille det spil, og så kan det være utroligt svært at blive ved med at få jobs. Du kan vel godt sige, at det ikke er noget for dig at tage den der Lanvin-kjole på, og at det ikke lige er noget for dig med den røde løber – og så får du ikke arbejde. Fordi hende dér gør det gerne. Og hende dér. Det hele handler om at sælge produkter. Og husk nu lige at tage den der cola op og drikke af den, mens der er kamera på. Er I egentlig klar over, hvor mange ting, der bliver solgt til jer, når I ser film? siger Meryl Streep og holder sin vandflaske i vejret, som om hun var med i en Coca-Cola-reklame fra 1960'erne. Hun har selv været heldig, mener hun, fordi hun har kunnet vokse og udvikle sig som skuespiller uden det samme pres.

Massivt comeback
Hvis Meryl Streep ikke er særlig interesseret i rollen som diva, er hun til gengæld dybt optaget af at spille mere skurkagtige kvindeprofiler. Efter en lang periode med store melodramatiske karakterer og et par knap så succesfulde satsninger som "En hundjævels bekendelser" og "Døden klær' hende" har roller som mere komplekse magtkvinder – CIA-leder i terrordramaet "Rendition", Miranda Priestly i "Djævlen går i Prada" og nu rollen som Margaret Thatcher – medført et massivt comeback for den 62-årige karakterskuespiller.

Det er snart 35 år siden, hun havde sin filmdebut i dramaet "Julia", der vandt en Oscar som bedste film. Lige siden har hendes navn været det mest omtalte i forbindelse med samme prestigefyldte statuette, for Meryl Streep har rekorden i antal Oscarnomineringer. Og netop nu er hun favorit til sin tredje Oscar for præstationen som Margaret Thatcher.

Hvordan var det at spille en af de mest hadede kvinder i verden?

– Margaret Thatcher var og er stadig hadet for sin politik i England, men i nogle kredse bliver hun også hyldet for det, hun stod for. Den modsætning tiltrak mig. Hvem er den her person, og hvordan kan hun holde ud at være så foragtet, at modstå så store mængder gift gennem så mange år – og stadig holde fast i sine synspunkter? Hun er en ældre dame nu, og ud fra, hvad jeg har kunnet læse, har hun haft en mand, der elskede hende. Det er spændende at dykke ned i et andet menneskes liv og lede efter kernen i det.

– Dengang hun blev valgt, havde jeg lige fået mit første barn, og jeg var ikke særlig interesseret i hende. Det var, som om hun var fra en anden planet. Hun havde det der bobbede hår og var altid iført et eller andet kikset sæt tøj. Tro mig, i 1979 var der ikke ret mange kvinder, der gik i perler og buksesæt! Hun blev latterliggjort i pressen.

– Der var en del ting, der overraskede mig, da jeg researchede til rollen. Jeg blev faktisk overrasket over, at hun var for abort. Hun var en af de første, der advarede mod klimaforandringer, og i modsætning til amerikanske konservative kunne hun ikke drømme om at fjerne det offentlige sundhedssystem. Eller måske kunne hun finde på at drømme om det, tilføjer hun med løftede øjenbryn.

– Jeg kan huske, at jeg snakkede med mine venner om, at det var så cool, at England, der er så mandschauvinistisk en oldboys-klub, havde tilladt, at en kvinde kom til magten. Vi tænkte, at nu var det kun et spørgsmål om sekunder, før det samme skete hos os. Men i USA ville hendes køn have gjort hende umulig som kandidat for de konservative. Det var også interessant, at hun arbejdede sig op fra at være købmandens datter i Grantham og kom ind på Oxford og fik en kandidatgrad i kemi. Det i sig selv var ualmindeligt.

Fascineret af ældre kvinder
Hvordan lykkedes det dig at komme ind under huden på Margaret Thatcher?

– Der var en bestemt ting, som jeg var nødt til at lære. Hun kunne holde vejret i utroligt lang tid. Du ved, jeg er en erfaren skuespiller. Jeg har gået på dramaskole, og jeg har lært, hvordan man læser sonetter højt, at man ikke tager en vejrtrækning, før man er nået til enden af sætningen. Det var virkelig noget, Margaret Thatcher havde styr på. Hun kunne blive ved med at tale uden at trække vejret, når hun blev interviewet eller i en diskussion, så det var umuligt for hendes modstander eller for journalisten at få et ord indført. På den måde kunne hun totalt dominere dagsordenen. Jeg sad og studerede hende på videooptagelser, og jeg kunne simpelthen ikke se, hvornår hun trak vejret. Det var utroligt, siger Meryl Streep, der nu heller ikke selv er nogen dårlig formidler. Hun taler med relativt lav, blød stemme, som en person, der er vant til, at man lytter til hende. Hendes sætninger er som melodiøse opremsninger, som om hun læser op fra en af de sonetter, hun blev trænet i at gengive på skuespilskolen.

Læs videre på næste sideFølte du, at du skulle forsvare Margaret Thatcher?

– Thatcher har ikke brug for at blive forsvaret. Hun har sin plads i historien. Men jeg var optaget af, hvad prisen var for hende. Da jeg første gang diskuterede Margaret Thatchers liv med filmens instruktør, Phyllida Lloyd, og manuskriptforfatteren, Abi Morgan, talte vi om, hvordan vi kunne tilnærme os hendes private liv. Vi tager berømte mennesker og fortæller deres historie, men i virkeligheden bruger vi dem til at fortælle en historie om vores eget liv.

"Jernladyen" tager sin begyndelse i nutiden og foregår over tre dage, hvor den aldrende Thatcher kæmper mod sin egen beslutning om at skille sig af med sin mands ting. Det er flere år siden, han er død, og de tre dage bliver en kamp mellem minderne og fantasien om, at hendes elskede Denis stadig er til stede i deres elegante stuer. Løbende fortæller filmen så hendes historie gennem flashbacks.

Hvad kan vi lære af Margaret Thatchers historie?

– Det handler om, hvordan vi tager afsked. Og om hvordan vi slår os til tåls med de valg, vi har truffet her i livet. Så på den måde er det en meget eksistentialistisk film. Hvad er prisen for de ting, vi gør? Jeg mærker mig selv blive ældre, og jeg er nysgerrig efter at forstå, hvad hun har måttet betale for at have magten. Hvad koster det at være så ambitiøs? Er der noget, man fortryder? Kan man stadig nyde sin storhedstid? Og hvordan tager man egentlig afsked med det her liv? Det var det, jeg elskede ved denne her historie. Det at hun skulle sige farvel til de smukke ting. At skulle tage afsked med sin mand. Det er lige så stor en beslutning som at gå i krig om Falklandsøerne.

Var det deprimerende at se dig selv gammel med Margaret Thatcher-maske på?

– Ha ha. Jeg ser mig selv gammel hver dag. Folk siger altid: "Jeg vil aldrig blive som min mor". Men så når de en vis alder, og så... Vi bliver alle sammen gamle. Hvis vi er heldige. Jeg er dybt fascineret af ældre kvinder. Min mor var en rollemodel, og min bedstemor var en rollemodel. De var utroligt fulde af liv begge to. De holdt sig ikke tilbage i forhold til, hvordan de så på tingene. De var gode til at nyde livet. Det har jeg altid forsøgt at gøre dem efter. Mit motto er: Arbejd hårdt, men husk at have det sjovt.

Hvad motiverer dig, når du vælger roller?

– Bare muligheden for at spille de her fantastiske kvinder og åbne dem op, så man kan kigge ind i dem. Du ved, vi ser ikke ret mange ældre kvinder i film i det hele taget, siger Meryl Streep. Hun mener, at den eneste grund til, at hun selv overhovedet stadig får så store dramatiske roller er, at hendes seneste komedier, "Det' indviklet" og "Mamma Mia!", blev kassesucceser.

Hvilken pris har du selv måttet betale for din succes?

– Enhver forælder, der også har professionelle ambitioner, må ofre noget. Men for mig har det altid været sådan, at jeg kunne arbejde på en film i fire måneder, og så var det slut. Jeg kunne tage mit barn med på optagelser, så det er faktisk et meget børnevenligt job på den måde. Det er ikke lige så svært, som det er for advokater eller arkitekter. Min bedste veninde er arkitekt, og hun må knokle konstant, også i weekenderne, og hun har to børn. Så er showbusiness bedre, ha ha. Men selvfølgelig er der mange ting. Og i virkeligheden er juryen ude at votere, helt indtil ens egne børn bliver forældre, siger hun og slår fast, at først da ved man, om man selv har gjort det godt.

Talentfuld familie
Noget kunne tyde på, at Meryl Streep har gjort det godt. I hvert fald er hendes 32-årige ægteskab med skulptøren Don Gummer et usædvanligt harmonisk Hollywood-ægteskab, der har affødt fire voksne børn, om hvem det anerkendte tidsskrift The New Yorker for nylig spåede, at de alle fire ville få store karrierer som skuespillere. Det er noget med talentet i familien.

Og man kan unde Meryl Streep familielykken. I slut-70'erne var hun forlovet med skuespilleren John Cazale kendt fra rollen som Fredo i "Godfather", men han døde af kræft, da deres forelskelse var ny og intens.

Begivenheden kan stadig få tårer frem i øjnene på Al Pacino, når han mindes, hvordan hun passede Cazale under optagelserne til deres fælles film, "The Deerhunter". Selv taler Meryl Streep aldrig om John Cazale, men historien er en melankolsk påmindelse om, at selv de tilsyneladende mest misundelsesværdige mennesker har deres at bære på.

– Jeg bryder mig ikke om at skulle forklare mine film, afbryder Meryl Streep min tankerække og fortsætter eftertænksomt:

– Men det, jeg synes er så smukt ved denne her film, er, at den handler om en kvinde, der kæmper for at leve i nuet. Minderne er ved at overvælde hende, men det lykkes hende at være til stede lige her, lige nu, ved køkkenvasken, hvor fuglene fløjter udenfor, og man kan høre børn, der leger. Hun er sørgmodig, men hun er i live. Vi opnåede det, vi ville med filmen, og det er jeg meget stolt af.

Du har vundet så mange priser, alle siger, du får en Oscar mere for denne her rolle. Er det noget, der betyder noget, eller er du efterhånden ligeglad?

Hun tøver et øjeblik. Siger så langsomt med en stemme, der ville passe perfekt til rollen som heksen i "Hans og Grethe":

– Jeg er utrolig grådig!

Anerkendelsen betyder stadig meget, faktisk så meget, at hun aldrig læser anmeldelser af sine film.

– Jeg holdt hurtigt op med det, da jeg begyndte som skuespiller, for det kan være så sårende. Medmindre man er aldeles tykhudet, skal man holde sig fra den slags.

Men du får jo kun gode anmeldelser?

– Nå, jamen så skulle jeg måske læse dem? Nej, ved du hvad, det er sikkert ikke engang rigtigt, folk skriver så meget om andre, åh Gud!

Pr-kvinden dukker op, og det er tid til at vende tilbage til virkeligheden, den uden for det drømmelignende luksushotel i Manhattans Greenwich Village. Men der er lige noget, jeg skal have sagt først:

– Jeg bliver altså nødt til at takke dig – for alle de fantastiske oplevelser, du har givet mig på film.

– Ih tak, udbryder hun overrasket og glad, og før jeg ved af det, får jeg en stor varm, krammer. Af Meryl Streep.

På vej ud af lobbyen går en elegant kvinde forbi mig med solbriller, hvidt jakkesæt og en hvid herrehat med sort bånd. Det er Diane Keaton.

Det er en rimelig god dag.

"Medmindre man er aldeles tykhudet, skal man holde sig fra at læse anmeldelser"

"Mit motto er: Arbejd hårdt, men husk at have det sjovt"

"Jeg mærker mig selv blive ældre, og jeg er nysgerrig efter at forstå, hvad hun har måttet betale for at have magten"