Mette Bluhme Rieck: "Medmindre man har hadet sin opvækst, får man lyst til at give den videre til sine børn"

Sommer ved Vesterhavet er for Mette Bluhme Rieck lig med sommerhus. Hun er vokset op med sommerhus på både Fanø og ved Blåvand kun 30 minutter i bil fra barndomshjemmet i Esbjerg. Selv siger hun, at hun er et rigtigt sommerhusbarn. Og det er også minderne fra ferier i sommerhusene, der står skarpest hos Mette, da vi taler om hendes sommerliv ved Vesterhavet.

– Sommerminder for mig er at løbe ved siden af min fætter i fuld fart ned af klitterne og nærmest surfe ned ad sandet på Fanø strand med en lille picnic-kurv og en pind i hånden, som selvfølgelig forestillede det ondeste gevær. Og så hen og skyde efter tyskere, der lå og gemte sig og solede i klitterne og sige ”BANG BANG” med den pind der. Det var simpelthen noget af det sjoveste. 

Når tempoet ikke skal være helt så højt, holder Mette af at gå ture i området mellem Blåvand og Vejers, hvor naturen ifølge Mette kan noget helt særligt. 

– Jeg har haft nogle af mit livs gåture i det store militære skydeterræn – når de ikke holder øvelser selvfølgelig. Det kan føles som at stå midt i en tropisk savanne! Det er sådan et sted, hvor der pludselig kan stå en kronhjort i brunst midt i den smukkeste solopgang. 

– Der er simpelthen natur i Vestjylland, hvor du ikke tror på, at du er i Danmark. Og det kan jeg virkelig godt lide. Det kilder på en helt anden måde end klassisk dansk bøgeskov. Ved Vesterhavet er det hele så råt. Og det er bare helt fantastisk.

Mette Bluhme Rieck er født og opvokset i Esbjerg og husker tilbage på sin barndom med et stort smil. Især minder fra sommermånederne, når hun kunne løbe rundt på den lille villavej, Nøddelunden, i Esbjerg mellem alle haverne sammen med de andre børn, bringer både glæde og savn.

– Jeg er jo sådan et barn, som kommer fra en helt overdreven velfungerende, god, sund og kedelig kernefamilie. Og villaen på Nøddelunden, som jeg er vokset op i, til jeg var 10 år, er det, jeg kalder og mest tænker som mit barndomshjem. Tiden i Esbjerg og i den villa har dannet rammen for det, jeg tænker som ”den rigtige opvækst”. Nu bor min kæreste og jeg i København i en lejlighed med vores søn Viggo, og det er jo en dejlig lejlighed, og vi har det fint med altan og et dejligt sommerhus på Falster. Men alligevel er der et eller andet, som gør, at jeg tænker: ”Ammen en rigtig opvækst, det er jo, når man har sådan en vej, man kan løbe ud og lege på”. Jeg kan stadig navnene på alle børnene, der boede rundt omkring os i alle husene på Nøddelunden. Og jeg kan ikke huske én eneste dag, hvor jeg ikke har løbet rundt fra den ene have til den anden og leget kantsten, dåseputs – du ved ”mig i dåsen” – og sådan noget. 

– Det har bare været så skønt, siger hun og trækker vejret helt ned i maven og ånder saligt ud over alle barndomsminderne fra villavejen. Og Mette ville da også ønske, at det var sådan en barndom, hun var i færd med at forære sin søn Viggo. 

– Medmindre man selv har hadet sin opvækst, får man sådan lyst til at give den videre til sine børn. Så der er et eller andet i mig, som synes, at det er helt forkert, at Viggo skal være barn i en lejlighed. 

– Jeg har de bedste sommerminder om sankthans, det var bare en magisk aften, da jeg var barn. Hele vejen samledes, og vi byggede hekse hele dagen. Det var starten på sommerferien. Vi lavede bjerge af snobrød og sad hele aftenen rundt om bålet og drak sodavand. De voksne havde deres store bål, og vi børn havde vores eget lidt mindre, hvor vi sang og legede. Og det foregik dernede i bagenden af vores have. I Tigerskoven. 

Da Mette skulle starte i fjerde klasse, flyttede hun og familien fra Nøddelunden og ud til den lille bitte by Alslev lidt uden for Esbjerg. Mettes far var blevet skoleinspektør på byens skole, og i lokalsamfundet så man gerne, at skoleinspektøren boede i byen. Om livet på landet siger Mette:

– Det var meget trygt og lokalt. Der var lige pludselig ikke bare en villavej at lege på, men en hel by. 

– Mens vi byggede hus, lejede vi os ind på en gård, der stod tom lidt uden for Alslev. Dem, der ejede gården, boede på en gård ved siden af, og de havde et lille lokalt fritidslandbrug, hvor min søster og jeg blandt andet fik lov at have en ged hver. 

– Det halvandet års tid, vi boede der, står virkelig for mig som en tid, der gjorde det lidt lettere at blive integreret i lokalsamfundet. Der var nogle, der lærte mig, hvordan det egentlig hang sammen på landet. Og jeg har virkelig mange gode minder derfra. På det lille fritidslandbrug var der to af hver. To heste, to kører, to grise og to får. Det var ”Jens Hansen havde en bondegård ia ia ååh”, ha ha. De tog os virkelig til sig, og vi fik lov at være med til alt. Det var helt fantastisk. 

Alligevel ser Mette ikke sig selv flytte tilbage til Alslev. Livet som teenager og datter af den lokale skoleinspektør var nemlig ikke altid en dans på roser. 

– Det var sgu op ad bakke, siger hun leende. Det var ikke kun skønt at bo i det lille lokalsamfund. Det var det som helt lille barn. Men det blev også, apropos min far, som var skoleinspektør, svært som teenager. Det var ham, som skulle skælde ud på folk, hvis de ikke opførte sig ordentligt. Og i min klasse og på min årgang var der nogle rødder, som skulle rettes ind. Og det var jo så min far, som var manden til at gøre det.

I perioder var Mette udsat for mobning og nogle rigtig trælse oplevelser, som hun selv siger. For når ”rødderne” ikke kunne ramme skoleinspektøren, så gik de efter hans børn.

– Og så bliver sådan et lille samfund nærmest det modsatte af rart. Så klemmer skoen lige pludselig rigtig meget. Det hjalp, at jeg fra ottende klasse og frem røg ind til Varde og mødte nogle andre. Men jeg tror, at det er de oplevelser, der gør, at jeg ikke synes, at jeg har været teenager i Alslev. Jeg søgte væk fra de bøller, der ikke havde behandlet mig særlig godt. 

–  Når det blæser meget, så sætter man dybe rødder for at kunne stå fast. Så jeg har simpelthen noget basis med – jeg står fast. Og jeg har mine rødder rimelig solidt plantet. Jeg ved, hvor jeg kommer fra. Jeg ved, hvad jeg gerne vil. Og det er nogle værdier, som jeg er sindssygt glad for.

– Jeg holder så meget af egnen og særligt den rå natur derovre: Vesterhavet, den rå strand og sletterne ude ved Blåvand. Det er min barndoms natur. Det der med at kunne gå en tur og blive rusket fuldstændig igennem på kanten af det voldsomme Vesterhav, farverne og stranden. Jeg har sådan lyst til at kunne komme tættere på alt det. Og hvis jeg kun skulle tænke natur, mennesker og område, så kunne jeg da også godt finde på at flytte tilbage. Men jeg kan ikke i en praktisk vågen virkelighed forestille mig, at det kommer til at ske. 

I dag bor Mette 300 kilometer fra Vesterhavets brusen. Og selvom Københavns kanaler ikke kan sammenlignes med Vesterhavets vilde kræfter, så betyder det meget for hende at kunne se ud på vandet fra sin lejlighed.  

– Jeg har et eller andet med havet. Jeg har jo både sommerhus ved vandet og kigger ud på Københavns havn hver eneste dag fra min lejlighed. Der er ikke meget Vesterhav over Københavns kanal, det er der sgu ikke. Men det lugter lidt af det. Og det er helt klart havet, jeg tænker mest på, når jeg savner Esbjerg. Næstefter min familie selvfølgelig.

– Kasper kan nogle dage, når vejret er vildest nede ved sommerhuset, sige: ”Årh, det er da næsten ligesom ved Vesterhavet, hva?”. Men det er det altså bare ikke, og det bliver det heller aldrig. Sådan et rigtig vildt Vesterhav, det er bare fedt! Det kan blæse dig igennem på en måde, så du simpelthen ikke kan være i dårligt humør, når du kommer hjem fra en gåtur. 

– ”Veeesterhav kom nu og blæs mig i gang”, udbryder Mette i sang og fortsætter: Jeg er 100% med på, hvad Nephew følte der. For den følelse har jeg også altid haft.