Mette reagerede helt forkert på en nedladende kommentar forklædt som humor

– Nåååh. Man er nok kommet i løbetid (liderlig gryntelyd)! Sådan råbte en mand i en lille gruppe mig an, sidst jeg var ude at løbe. Oveni stillede de sig op og gloede på min bagdel.

Og hvad gjorde jeg? Jeg smilede venligt, sagde “tihi-ja” og løb videre.

Ej, vel, tænker du måske. Sagde hun det? Til mit forsvar:

Jeg var ved at høre detaljer om et bestialsk mord i min favoritpodcast “Mørkeland” i headsettet og tænkte ikke, før jeg tihiede.

Ville bare være automat-venlig, så han ikke tabte ansigt foran vennerne. Jeg havde lidt ondt af ham og prøvede at tage det som et kompliment. Indtil 25 meter længere henne ad vejen.

Da kunne jeg pludselig mærke vreden over, hvad den vittige hund havde råbt efter mig: Tæven i løbetid åbenbart.

LÆS OGSÅ: Michael Robak om 2018: "Vi bliver klogere og klogere, men opfører os dummere og dummere"

Jeg huskede pludselig tusindvis af tidligere episoder af samme slags i mit liv. Dem, hvor der kommer en liderlig, nedladende kommentar, som er forklædt som smiger eller humor. Og jeg er ret gennemsnitlig – tør slet ikke tænke på, hvor meget I andre har lagt øre til.

Hvad bilder sådan én som ham sig egentlig ind? Jeg havde lyst til at svare igen.

Men du kender nok følelsen: Man kommer lige præcis lidt for sent med sit sarkastisk spiddende modsvar. Man har bare det her uforløste comeback inde i hjernen, som man ikke kan aflevere hos rette ejermand. Det er så frustrerende: Man føler sig som et haglgevær med en prop i løbet. Argh.

Men i den her situation ville det være for mærkeligt at vende om, spæne imod den lille mandegruppe og med ildevarslende mafia-stemme sige:

– Undskyld, friske fyr – fyrede du lige verdens mest bøvede, forudsigelige kommentar af for at bevise over for dine små venner, at du er et virilt mandfolk – og gjorde du det på min bekostning? Hvor gammel er du lige, hvor skvattet er det ikke – og hvad har jeg gjort for ikke at fortjene din respekt – andet end at have en anden kromosomstruktur... Eller du råber måske også efter og/eller studerer mandlige løberes buler i lycraen?

Men vi kender rutinen. Herpå ville han påtaget selvsikkert, men med flakkende hjælp mig-øjne til vennerne sige noget i retning af:

– Slap nu af. Har du ingen humor, hva?

Den dækker de her typer sig altid ind under. De overbeviser sig selv om, at de er nogle fine fyre, og at jeg er den der krænkelsesparate feminist uden humor.

LÆS OGSÅ: Sine Gerstenberg: Der er to typer kvinder i verden, og hver dag skal vi vælge, hvem af dem vi er

Humor... come on. Jonathan Spang har humor og samfundssatirisk kant. Anders Matthesen formår at fyre en velformuleret, knivskarp svada af. Dét er humor. Ham her var stadiet lige under at prutte med armhulerne og ræbe alfabetet.

Boys will be boys, undskylder de der typer næstefter med. Som om Y-kromosomet tillader en opførsel, der hører hjemme på et meget tidligere stadie af Darwins evolutionsteori...

Nej, det her er 2019, og boys will be... held accountable for their fucking actions.

Hvis vi gør det, er vi fri for at være på vagt og beskytte pinlige mænd mod den ydmygelse, det er for dem, når vi konfronterer dem med deres åbenlyse sexisme.

Så kan vi også meget bedre give mere plads til alle de dejlige mænd, flertallet, der kan finde ud af at behandle deres medmennesker med respekt. Når de rådne tomater er skilt fra de gode med en solid skideballe, kan vi bedre sænke skuldrene omkring hinanden – og det trænger vi til.

Derfor: Vær advaret, friske fyr: Næste gang vender jeg om …