Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Mette Kirstine Goddiksen
Foto: Peter Nørby Er du bange for at være nøgen?

Klumme: "Uanset hvordan jeg har taget mig ud, har jeg aldrig følt mig forkert"

Nøgenhed på skemaet: Man kan lære meget af at være kulkridtets Kate Moss.

Igennem mere end 20 år har jeg smidt morgenkåben foran tegnere. Jeg har været 20 og 40 år, jeg har været sportstrænet, og jeg har været tyk og gravid – alt mellem 58 og 98 kg.

Starten gik i Irland, hvor jeg boede som yngre. Bevidstheden om, at her kendte jeg ingen, samt en velvoksen Guinness fik mig til at konfrontere en ellers ret fasttømret grænse. Og pludselig stod den usikre pige fra Danmark på et podie på kunstskolen i Dublin. Aldeles nøgen og med toogtyve menneskers fulde opmærksomhed. Det var faktisk ikke så dumt, når man lige vænnede sig til det, lidt ligesom med oliven.

Jeg fortsatte derfor modelkarrieren hjemme i Danmark. Blev en form for kulkridtets Kate Moss, bare uden det flotte tøj og det perfekte udseende. Men det var ikke et problem.

LÆS OGSÅ: ”Hvorfor vil han ikke have mig?” Her er det ærlige svar

For uanset hvordan jeg har taget mig ud, har jeg aldrig følt mig forkert, for det er let at mærke, at kunstnerne ikke bedømmer ud fra bylivets kriterier, tværtimod: Jo flere kurver, jo bedre, jo mere sjælfuld bliver tegningen eller skulpturen. Afklædt hud er for dem æstetisk, ikke lummert.

De observerer, kniber det ene øje sammen, måler, og så tegner de dét, de ser, blomstervase eller menneske. For eksempel mine hvide kinder, der med ét blev ophøjet til noget æstetisk, noget smukt. Det er en ret mærkelig følelse.

Skrat, skrat, siger det på blokkene, mens jeg inde i hovedet står – eeeen, toooo, treeee – og tæller sekunderne, til jeg igen kan bevæge blod rundt i kroppen. Det har frigjort tid til at overveje forskellen på porno og kunst og mellem flirt og #metoo.

Som for eksempel at jeg i de kunstneriske rammer har følt mig mindre vurderet og afklædt og mere respekteret end på en almindelig aften på en bar. Den særlige forskel blev ret tydelig, da jeg kom til at takke ja til et job hos et hold tekniske tegnere med udelukkende unge mænd uden croquis-erfaring. De var virkelig vakre, som de sad der, blussende og turde næsten ikke at kigge op – det var ikke dét. Det var mere klapsalverne, drikkepengene og alt pifteriet, da jeg gik af podiet igen. I den allerbedste mening, forstås. De var i god tro, men havde bare ikke sådan rigtig styr på etiketten...

LÆS OGSÅ: Janni Ree: Det var svært for mine børn at se deres mor stå med brysterne helt skubbet op

Men shit, ikke? Der blev den uskyldsrene kunst lige mast af et gigantisk Playboy Mansion. Og jeg anerkender fuldt ud, at det kan være svært at påskønne den slags korrekt. Det er nuancerne, der afgør, om noget for eksempel er erotisk eller vulgært. Ikke alle er fintfølende omkring signalværdi.

Som nøgenmodel tog jeg for eksempel aldrig øjenkontakt med tegnerne, og der var en indforståethed om, at min intimsfære blev en meter længere i radius, så snart morgenkåben var smidt. Også min intimbarbering havde jeg analyseret, før skraberen blev sat til hud: Glatbarberet ville virke pornografisk. En full bush ville virke underligt anmassende – ergo: Jeg endte sådan midt imellem. En fin, lille tut.
Ramte pladen lige mellem kropsforskrækket og hippie.

Indviklet, ikke? Enormt. For alle mennesker har deres egne tolkninger. Intention er derfor altafgørende, og de unge mænds intention var at påskønne min indsats, selv om deres handlinger virkede grænseoverskridende. De kunne lære meget af kunstnernes forståelse af og respekt for små signaler.

Måske kunne vi gøre croquis-tegning obligatorisk i skolen og nedsætte frekvensen af #metoo-sager? Eller det kunne være en sanktionsmulighed. Forestil dig lige Harvey Weinstein, der skulle tegne en smuk, ældre og rund kvinde – og han slap ikke ud af lokalet, før enhver lille kurve og skygge var tegnet med den største kærlighed og respekt. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Selvværd, Kropsidealer og Kroppen