Mette Lisby: Vi kan få et godt liv både med og uden børn

Til Mette Lisbys 45-års fødselsdag var der nogle af gæsterne, der troede, at hun kun fyldte 40 år. Mette rettede dem ikke.

– Og i virkeligheden er det jo noget fis, for det er ikke, fordi jeg vil være yngre, det er bare, fordi jeg er rimelig rystet over, hvor hurtigt det er gået!

Mette Lisby var et kæmpe navn inden for stand-up og comedy i Danmark i 1990'erne og frem til 2005, hvor hun pludselig savnede nye udfordringer, flyttede til London med sin mand, radioværten Jesper Bæhrenz, og forsvandt lidt fra den danske kollektive bevidsthed. Derfra gik turen i 2009 videre til Los Angeles, hvor parret siden har boet og arbejdet med blandt andet filmmanuskripter og udvikling af tv-koncepter, men lige nu er hun i Danmark for at varme op til sit nye stand-up-show "F#CK!!! JEG ER I 40'ERNE!" Et show, som hun selv betegner som en "gammel elevfest", hvor hun ser frem til at komme hjem og sige: "Nu skal I bare høre, hvad der er sket for mig...". De senere år har hun nemlig gjort sig en del tanker om, hvad det vil sige at – fuck – være i 40'erne.

"Den der dag, hvor du tænker, hold da kæft, jeg kan overskue ALT i hele mit liv, den kommer aldrig."

– Når først chokket over at blive 40 år har lagt sig, er det jo meget rart, men jeg må indrømme, at jeg stadig ikke helt har fattet det. Fem år efter. I starten var det sådan ha, ha, jeg er kun ti-og-tredive. Men pludselig er man der jo, og nu er jeg 45. Jeg tror, at man gennem hele sit liv tænker, nå, men når jeg går i femte klasse, har jeg styr på det, når jeg går i 1.g, har jeg styr på det... Okay, når jeg bliver gift, har jeg styr på det! Men på et eller andet tidspunkt er det gået op for mig, at det har man bare ikke. Den der dag, hvor du tænker, hold da kæft, jeg kan overskue ALT i hele mit liv, og alting ligger i pæne bunker, den kommer aldrig. Da jeg var barn og kiggede på voksne mennesker, troede jeg jo, at de havde tjek på det hele, og det ville jeg også tro, hvis jeg som 17-årig kiggede på mig selv nu. Hey, hun er jo lykkelig gift, bor et dejligt sted, arbejder med det, hun elsker. Og jo, jeg er meget lykkelig, men jeg har da ikke nogen fornemmelse af, at jeg har total styr på tingene.

– Da min farmor var 82 år, spurgte jeg hende, hvor gammel hun egentlig følte sig? Og hun sagde, jamen indeni er jeg kun 28. Og så sidder man der og kigger på det ansigt, der er 82 år gammelt, og tænker, hold da kæft, det bliver ved sådan altid. For jeg har det jo fuldstændig lige sådan. Jeg er et eller andet sted mellem 28 og 32 år indeni, og det bliver ved. Og der er ikke nogen, der kommer og siger, sådan, tillykke, nu er du 45 og voksen, nu forstår du det hele. Der er ikke nogen medalje. Men jeg er her, og det er fantastisk.

LÆS OGSÅ: Sarah Grünewald "Jeg fortryder ikke mine rebelske fortid"

Den forsagte mus
Når Mette snakker, kommer ordene let, ubesværet og i rivende fart. Hun er sød. Smilende. Sjov. Indimellem sjov på stand-up-måden, hvor både mimik og gestikulationer følger med. Jeg kan se hende stå på scenen. Men hun er også ikke-på. Er bare Mette, der gerne vil fortælle om at være midt i livet og gøre sig nogle tanker om, hvad der har været med til at forme hende, og hvad der skal komme senere i livet. Hendes forældre blev skilt, da hun var fire år, og hun blev boende hos sin far, sangeren Bjarne Lisby, indtil hun var seks-syv år. Derefter flyttede hun hen til sin mor og fulgte også med hende, da hun flyttede til Grønland, da Mette var 14 år. Hun fandt dog hurtigt ud af, at det ikke var sagen, og besluttede selv, at hun ville flytte tilbage til Danmark og bo hos sin far igen.

– Sådan et valg så tidligt i livet har nok betydet, at jeg meget hurtigt blev min egen lille "unit". Det gjorde, at jeg ret hurtigt fandt ud af, at man selv kan vælge sit liv. Man skaber det selv. Da jeg flyttede tilbage til min far, boede han langt væk fra min gamle skole, som jeg insisterede at gå på, og så pakkede jeg da bare en taske om mandagen og boede hos forskellige veninder og hos min tante og onkel i løbet af ugen. Jeg var ansvarlig for mit eget liv i en meget ung alder.

"Det er jo måske en overlevelsesmekanisme."

Mette mener ikke, at det brudte hjem og den lidt omkringfarende opvækst har påvirket hende negativt. Og hun mener, at modet til f.eks. at flytte til et andet land måske netop kommer af, at hun tidligt har kunnet klare sig selv.

– Men jeg tror også, at jeg altid har været meget god til at hæfte mig ved de positive ting, mine forældres skilsmisse har medført. Jeg var ikke uforstående overfor, at de gik fra hinanden, de skændtes meget, og det hører et barn, men det har da sikkert også været svært for mig, som det er for alle børn i den situation. Jeg har da tit tænkt på, om den smerte, jeg har oplevet der, har været med til at gøre mig til en god komiker, fordi jeg har haft et behov for at vende tingene til noget, man kan grine af. Det er jo måske en overlevelsesmekanisme.

Har du altid været hende den sjove?
– Derhjemme ja, men ikke i skolen. Der var jeg en forsagt lille mus. Jeg havde aldrig gået i børnehave og var mest vant til at være sammen med voksne mennesker. Jeg kendte ikke rigtig koderne, når en veninde f.eks. sagde, hvis du ikke gør sådan og sådan, så gider jeg ikke lege med dig. Det eskalerede, og i femte klasse vågnede jeg op en fredag morgen og sagde til min mor, at jeg ikke ville hen på den skole igen. Til min store overraskelse sagde hun, så må vi finde en ny skole til dig. Det gjorde vi så, og mandag startede jeg på en ny skole.

Perfekt eller interessant?
Der er røget mange jokes over scenen, siden Mette var den forsagte mus i skolen, og i dag synes hun, at hun er god til at være sig selv.

– Jeg er blevet bedre til at stå ved mig selv og mine svagheder. Og når det er sagt, så synes jeg faktisk, at jeg altid har været ret åben omkring mine svagheder, men der er måske bare ikke så mange, der har set dem.

LÆS OGSÅ: "Jeg synes selv, det klæder mig at blive voksen"

Hvad er dine svagheder?
– Min sårbarhed og min angst. Angsten for at blive forladt, gjort til grin, føle sig ensom, for at miste mennesker man elsker – al den angst, som alle mennesker vel har. Det er lidt mærkeligt at snakke om, for jeg har altid været meget åben, synes jeg. Jeg har bare grædt, når jeg ville græde. Men jeg har måske nok også altid haft en virkelig mærkelig udstråling af, at jeg skal nok klare det hele. Jeg ved virkelig ikke hvorfor, for sådan har jeg det slet ikke indeni. Jeg synes selv, at jeg prøver at sige til folk, hør her, jeg har det svært i den her situation, gider du hjælpe mig? Og så har jeg mange gang oplevet, at folk er sådan, hey, hvad – du kan da sagtens klare det. Det er selvfølgelig meget fedt, men nogle gange er det godt med hjælp – jeg er nok bare ikke så god til at bede om den hjælp eller til at sige fra.

Er du lidt en pæn pige?
– Ja, det er jeg vel egentlig. Jeg kan sagtens genkende alt det, som mange andre kvinder slås med. At vi synes, vi skal være perfekte og lige kunne tingene lidt bedre end alle andre. Og det er først gået op for mig for nylig, at der er sindssygt stor forskel på at være perfekt og interessant. Der har jeg nok været heldig med mit arbejde, for humor er jo svært at gøre perfekt. Der er ikke nogen facitliste. Du ved ikke, hvornår det er sjovt, du kan kun tro på, at det, du selv synes er sjovt, faktisk også er det. Det har lært mig at stole på min intuition, ligesom jeg gjorde dengang, jeg valgte at rejse hjem fra Grønland og selv bestemte, hvordan mit liv skulle være.

"Jeg synes faktisk ikke, at der er noget negativt ved min alder."

Mette er faktisk ret godt tilfreds med at være lige præcis der i livet, hvor hun er lige nu – også selvom hun lige har skullet vænne sig til tallene plus 40.

– Jeg synes faktisk ikke, at der er noget negativt ved min alder. Eller jo, nogle gange savner jeg lidt den der ubekymrethed, som man har i ungdommen. Da man var 17-18 år, var der ting i ens liv, som KUN var gode. Altså, det var KUN fedt, at det var fredag, for så skulle vi have øl! Der var slet ikke det der med, at så skal vi altså være hjemme klokken det og det, for i morgen skal vi noget, og i øvrigt skal jeg også køre hjem. Nej, det var kun fedt. I dag ved man ligesom altid, at ja, vi skal også være friske i morgen, og jeg gider ikke have ødelagt hele lørdagen. Det orker jeg virkelig ikke mere. Man spilder en helt dag af sit liv. Mindst. Men altså – nogle gange kan jeg godt få den nostalgiske følelse – åhr ja, det er kun fedt!

– Jeg kan også godt mærke, at jeg skal tænke lidt mere over de ting, jeg vælger at gøre. Jeg kan da stadig godt nå at åbne en restaurant i Italien, men jeg kan ikke gøre det om fire gange. Antallet af omstarter er begrænset nu, og sådan har jeg aldrig følt det før. Til gengæld føler jeg også, at jeg er så meget bedre mentalt klædt på til at vide, hvad det er, jeg gerne vil, så på den måde passer det godt sammen.

LÆS OGSÅ: Anna Grue "Jeg har et enormt behov for ensomhed"

For første gang i form
En af de ting, der måske er ved at være for sent for Mette og hendes mand, er at få børn. Hun har i tidligere interviews fortalt, at hun gerne vil have børn...

– ...og det havde vi også fået, hvis det havde været lettere for os at få. Vi er stadig lidt i overvejelser omkring muligheden for at adoptere, fordi vi bor i USA, hvor aldersgrænserne er anderledes. Men det er ikke en beslutning, vi har taget endnu. Lige præcis det med børn kommer også til at fylde noget i mit show, for det er jo netop en ting, der har meget med alder at gøre. Og med forventningerne til livet. Og så er vi lidt tilbage til det med opskriften på det perfekte liv, som mange piger har inde i hovedet. Kan man godt blive lykkelig uden opskriften? Eller hvad nu, hvis opskriften er en helt anden?

"Havde det været nemmere, så havde vi da fået børn"

– Jesper og jeg føler heldigvis ikke, at det vil være ganske forfærdeligt og et mislykket liv, hvis vi ikke får børn, vi kan få et godt liv både med og uden børn. Men ja, havde det været nemmere, så havde vi da fået børn. Jeg tror også, at vi begge to har det sådan, at okay, hvis vi ikke får vores egne børn, hvem siger så, at vi ikke kan åbne et børnehjem eller arbejde med underprivilegerede børn et eller andet sted? Der er jo masser af børn i verden, der har brug for kærlighed, så hvis det, vi gerne vil, er at give kærlighed og omsorg, så er der måske andre måder for os at gøre det på.

Så ikke en sorg for dig?
– Nej, det er det faktisk ikke på den måde. Men som sagt kommer det til at fylde noget i showet, for det er jo noget, jeg har haft en idé om, siden jeg var ung. Altså, da jeg var helt lille, legede jeg enlig mor på 17 år! Jeg ved ikke hvorfor, men jeg syntes bare, at det var så sejt. Sad og legede, at jeg røg cigaretter og wauuuw... På den måde kommer showet også til at handle om, hvilke forestillinger man har om livet i teenageårene, for det er jo i de år, man bliver formet til at være den, man er. Det er der, man selv træder ind i sin identitet. Når man skal snakke om, hvor man er i sit liv, bliver man også nødt til at se på, hvor man har været, ellers giver det jo ingen mening.

Mette gumler løs på en anretning af rygeost, grøntsager og brød, mens vi snakker færdig, og lige præcis det med mad er rigtig vigtigt for hende. Men med årene er det gået op for hende, at hun er nødt til at træne for at holde de overflødige kilo væk.

– Det, der er så skønt ved, at jeg altid tidligere har været i dårlig form, er, at nu, hvor jeg er begyndt at træne regelmæssigt, så er jeg jo i bedre form, end jeg nogensinde har været. Så jeg vil gerne sige til alle mennesker, at de først skal begynde at træne, når de er 35 år, ha, ha, for så føles det meget bedre! Jeg har altid hadet sport og har aldrig været god til det med bolde, men i dag er vi enormt aktive i LA. Vi træner, hiker i bjergene og tager til vandet hele tiden. Der er en helt anden bevidsthed om at være sund og i form i USA, og det at træne er bare noget, man gør, uanset hvor travlt man ellers har. Jeg kan jo godt se, at hvis jeg ikke gør noget for at være i form, så går det galt, og jeg vil gerne være frisk, til jeg er rigtig gammel. Men altså – endorfinrusen venter jeg stadig på. Jeg er virkelig en, der træner for at få mere kage – ikke fordi jeg synes, det er sjovt!

LÆS OGSÅ: Ida Corr - Manglede tiltro til mænd

Mette Lisby om...
...at bo i Los Angeles
– Det er et noget andet liv, end folk lige tror. De fleste tænker straks Beverly Hills med alt, hvad der hører med. Men vi bor i Hollywood Hills på en bjergryg. Med udsigt og masser af natur. Vi har aldrig levet i ét med naturen, som vi gør nu, og det er bare meget sjovt, fordi det netop er helt modsat af, hvad folk forestiller sig, når man siger LA.

...at være dygtig
– I dag er jeg lykkelig for, at jeg har haft en opvækst, hvor det var i fokus at være dygtig og ville lære noget, og at det hele ikke handlede om ens udseende. Jeg bliver ked af det, når jeg ser unge piger, hvis hele identitet hænger på deres udseende, for det kan godt være, at det er fedt lige nu og her, men det bliver jo ikke ved. Når det handler om udseende, kan du aldrig vinde. Der er altid nogen, der er højere, tyndere, tykkere, eller som har større eller mindre bryster. Du kan ikke vinde på andet end det, du har inden i dig. Det er jo det, der gør dig til den, du er.

...at elske Jesper
– Det dejligste ved Jesper... det er jo virkelig mange ting. Jeg har en stor beundring og respekt for ham, og jeg elsker ham helt vildt... uh, nu bliver jeg altså helt rørt! Men jo, det dejligste er, at han er min!

LÆS OGSÅ: Søs Fenger  "Jeg blev stærk af at stå på egen ben"