Mette Rode Sundstrøm: Jeg blev helt paf, da min mand afslørede sin forelskelse i mig

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var vejen fra gårdspladsen på vores gård, Haugård, i Ørridslev. Jeg er landsmandsbarn og boede der sammen med mine forældre og min storebror. Vi var en lykkelig kernefamilie med saft, kraft og kærlighed. Mine forældre var meget forskellige. Min far var en alfahan med store armbevægelser. Han havde holdninger, var viljestærk og handlekraftig. Han gav også sine børn mange kys. Min mor er reflekterende, iagttagende og har en vidunderlige intuition. Det dybe kloge vand. Hun er en vigtig samtalepartner for mig, og hun var den, der bragte litteratur og kunst ind i hjemmet. Hun væver, knipler og har sit eget maleratelier. Dengang var hun også medhjælpende hustru. Jeg var et glad barn og måske også lidt larmende. En drengepige, der elskede sine heste og gik til håndbold. Jeg var glad for skolen og meget social. Vores hjem var åbent, og der kom mange mennesker. Både til planlagte fester og til hverdag, hvor man kunne finde postbuddet eller dyrlægen på bænken i køkkenet til en kop kaffe.

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg læste til eksportøkonom i Aarhus og fik en trainee-stilling i tekstilvirksomheden Södahl.  Jeg var 25 år, da jeg startede som eksporttrainee. Jeg kunne tale fransk og var nok også ret voksen i forhold til de andre trainees, så jeg fik Frankrig som ”mit” land. Jeg fik en stak visitkort, og så kunne jeg gå i gang. Jeg endte med at være der i otte år, til sidst som salgs- og marketingchef. Det var en kæmpe oplevelse og en helt særlig tid for mig. Jeg rejste meget, og jeg har det stadig sådan, at jeg hellere vil være derude end på et hovedkontor. Energien får jeg ude i verden. 

LÆS OGSÅ: Elsebeth Egholm om et liv uden børn: ”Det føles som noget, jeg gik glip af”

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Som ung boede jeg i Aarhus og var lykkelig der sammen med Jan Rode, som ejede en række caféer i byen, ligesom han byggede caféer for andre for eksempel Café Victor i København. Mens vi boede i Aarhus, besluttede Jan og jeg os for at rejse jorden rundt. Jan havde solgt sin sidste café, og vi skulle til at sælge vores lejlighed. Men inden vi skulle af sted, fik han lungebetændelse, og det viste sig, at han havde lungekræft. Han døde i 2000 efter kun fire måneders sygdom. Der blev jeg introduceret til hele mit følelsesspektrum af desperation, sorg og savn. Og nu kommer vi til en stille vej, for jeg lå i min seng i mine forældres hus i de næste otte måneder. Mine forældre plejede mig som en fugleunge. Jeg lå bare og græd, og fordi det var gået så stærkt, gennemgik jeg alt, hvad der var sket i de fire måneder. Jan og jeg var sammen i 11 år, og han var en rigtig luksusboheme. Han var en stor, flot og entusiastisk mand på 55 år, der på ingen tid krympede ind til ingenting. Jeg ville bare så gerne have reddet ham, men nogle gange kan man ikke påvirke livets gang.

Hvordan fandt du den vej, du bor på nu?

– Da jeg havde ligget der i otte måneder, gik det op for mig, at jeg ikke havde sluppet tøjlerne til mit eget liv. Jeg havde bare lagt dem under sengen. Hvis livet giver dig sine hårdeste slag, og du ikke har et bagland, der griber dig, kan du ende på en banegård med en masse poser. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg kunne krybe ned i den seng hos mine forældre. Men jeg stod der uden mand, uden job, uden hjem. Så lånte jeg mine forældres bil og kørte til København, og der gik to år, før de fik den bil tilbage, ha-ha. Nogle gange må man gøre noget, og så er det ikke så vigtigt, hvad man gør. Jeg skulle finde et sted at bo, og så så jeg i avisen, at der var et hus til leje i Klampenborg. ”Lugt og færdsel med heste skal kunne accepteres,” stod der. Det lød som noget, jeg kunne genkende fra min barndom. Huset var en gammel træpavillon, som var ejet af en nærliggende rideskole. Det var et fugtigt og slidt hus – det kunne jeg spejle mig i. Men det var også et unikt og spektakulært hus med højt til loftet, store rum, skæve detaljer og gamle tapeter fra 1920’erne. Der skulle jeg bo. Selv om der var et andet par, som var ved at skrive under, fik jeg forhandlet mig frem til, at huset skulle være mit. I den anledning kom jeg til at tale med bestyrelsesformanden for rideskolen, Bengt Sundstrøm. Han sagde, at hvis jeg lagde seks måneders husleje samme dag, så var huset mit. Så ringede jeg hjem til min mor og far igen, og 14 dage efter sad jeg på gulvet i mit store hus og var københavner. 

LÆS OGSÅ: Merete Søby er topchef: ”Jeg gider ikke være en kransekagefigur i et hjørnekontor”

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Bengt vidste godt, at jeg søgte job, så han tilbød mig at blive vicedirektør i Lauritz, som han havde købt i 1998 og havde globale ambitioner for. Bengt ville have, at auktionshuset skulle være for andre end bare rige mennesker og dem, der skulle sælge deres bedstefars dødsbo. Jeg tog ud til en samtale med Bengt i auktionshuset i Herlev, og det var første gang i lang tid, at jeg var begejstret for noget. Jeg tændte på hele ideen med Lauritz og filosofien bag. I små fire år arbejdede Bengt og jeg side om side og lagde blod, sved, tårer og arbejdstimer i det. En dag vi sad på kontoret, skulle Bengt tidsfæste noget med virksomheden, og så sagde han pludselig: ”Det var samtidig med, at jeg blev forelsket i dig”. Jeg blev helt paf. Så kom han med en lang og nuanceret kærlighedserklæring, han talte i to timer, hvor jeg bare sad chokeret og umælende. Han havde set hele vores fremtid for sig. Hver dag fortalte han mig, hvordan hans følelser nu havde udviklet sig, og så voksede min forelskelse frem. Jeg kunne jo rigtig godt lide ham, og han repræsenterer den mandetype, som jeg kender bedst. Bengt emmer af maskulinitet, han er visionær, fuld af virketrang, og ja, store armbevægelser. Efter fire måneder flyttede Bengt ind i sit eget fugtige hus. 

På det tidspunkt var jeg 37 år og havde min bagage med Jan, som jeg ikke fik børn med. Jeg troede, at jeg skulle leve alene. Ikke som et offer, men jeg kunne bare ikke se mig selv med en mand igen. Så kom Bengt og havde ”besluttet”, at vi skulle have et barn. Det tog lidt tid at blive gravid, men jeg fik Sirius, da jeg var 40, og da jeg havde fået ham, var jeg blevet til et mor-dyr. Så begyndte jeg at plage Bengt, og jeg fik Sixten, da jeg var 43. 

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Lige fra vi vidste, at vi skulle have et barn, har vi valgt et gammeldags setup. Jeg var administrerende direktør, og Bengt var bestyrelsesformand, og det ville vi blive ved med at være. Derfor har vi en husholderske, Jeanne, som møder hos os klokken syv om morgenen hver dag. Jeanne køber ind, gør rent, vasker tøj, vasker bilen og den slags. Senere på dagen kommer en familieassistent, som kører børnene til fritidsaktiviteter, laver mad og rydder op bagefter. Bengt og jeg har insisteret på at skabe både en virksomhed og en familie, og for at få tid sammen som familie har vi ingen pligter derhjemme. Jeg køber aldrig ind, jeg laver aldrig mad, og jeg gør aldrig rent. Jeg var engang med i Kender du typen, og en af pointquizzerne var, at eksperterne skulle gætte om aftenens hovedperson brugte 0, 10 eller 20 timer om ugen på huslige pligter. Den ene ekspert sagde, at 0 er umuligt, mens den anden sagde, at han havde så meget lyst til, at der skulle findes en moderne kvinde, som bruger 0 timer om ugen på det huslige, så det svarede han. Og det gør jeg. Jeg laver intet derhjemme, til gengæld løber jeg stærkt for at finansiere den husholdning. Vi har hele tiden kigget nøje på vores børn for at se, om de trivedes på den måde. Hvis de ikke havde gjort det, havde vi ændret det, men vi har to glade og velfungerende drenge og en bonusdatter, som er en ekstra gave i mit liv.

LÆS OGSÅ: Lisbeth Østergaard: "Jeg vil ikke sige det højt, for jeg er bange for at ødelægge det"

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Som administrerende direktør i min drømmevirksomhed har jeg kunnet udleve mit drømmeliv. Men da vi i 2017 nåede en milliard i omsætning og havde 27 auktionshuse, var driften blevet meget omfattende og kompleks. Der er også en del af mig, som er udpræget udfarende. Jeg får simpelthen livskraft af at være ude i auktionshusene, hos kunder og samarbejdspartnere. Men efterhånden kunne jeg ikke både stå for driften på hovedkontoret og være så meget ude i verden, som jeg gerne ville. Jeg valgte det sidste og overgik til en rendyrket udfarende rolle. Jeg er den frontløber, der skaber kontakter udadtil, ser nye forretningsmuligheder og driver større kreative projekter som for eksempel tv-reportager, salgsudstilling, vores egne design-awards og velgørenhed. 

Jeg er stadig lige forelsket i kunst, design og antikviteter. Jeg elsker at tale om kulturhistorien bag de auktionsobjekter, vi sælger, at røre ved tingene, der kommer ind, og at blive overrasket over deres historie. Jeg bliver stadig tændt af at gå på opdagelse i tingene, og jeg elsker spørgsmålet: ”Hvad er det? ” Alt har en historie. En del af min drivkraft er kunsten at indrette sig med brugte ting og vintage. Netop det vinder indpas nu i takt med, at folk vil leve mere bæredygtigt. Det er et nyt mindset. Vores eksisterende kunder elsker det med at købe og sælge vintage for æstetikkens skyld. Den nye generation køber brugt ud fra en bæredygtighedstankegang. Tit kommer folk og siger: ”Vi skal bruge fire stole, og de skal være brugte.” Først derefter får de øjnene op for æstetikken omkring Arne Jacobsen eller Finn Juhl. Men denne her virksomhed har faktisk været bæredygtig siden 1674.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det er dejligt, for folk er så søde, og så fortæller de næsten altid om deres bedste Lauritz-oplevelse. Hvordan de har siddet klokken 23 om aftenen for at byde på den fedeste vintagepels eller den stol, de aldrig fik. Andre gange hører jeg deres minder fra et dødsbo, som blev solgt via Lauritz. De fortællinger er smukke momenter for mig, for så kan jeg mærke, at vi har plads i rigtig mange menneskers liv.