Kunne du gøre det samme? Mia tog en stor beslutning for at hjælpe en fremmed kvinde fra Mads & Monopolet
En kvinde skrev ind til et af Danmarks mest populære radioprogrammer, fordi hun var fuld af frustration og sorg over at være havnet et sted i livet, hvor hun aldrig havde set sig selv havne. 24-årige Mia Tvenge lyttede med...
"Kære Mads og Monopolet, jeg har hørt podcasten med Henriettes dilemma. Jeg vil rigtig gerne hjælpe den her kvinde. Har I mulighed for at sætte mig i kontakt med hende?"
En tirsdag i januar sætter Mia Tvenge sig til tasterne og sender en mail til et af Danmarks mest populære radioprogrammer. Hun har hørt en udsendelse, hvor et af dilemmaerne skiller sig ud, og det er blevet hængende hos den 24-årige studerende.
For Mia kan hjælpe kvinden fra Mads & Monopolet – men det kræver kæmpe overvejelser.
Dette er Mias historie, der ikke nødvendigvis ender lykkeligt, men som har et klart budskab, som hun håber, at langt flere kvinder vil tage til sig.
Og det er også historien om at ønske at bryde med et tabu i vores samfund, som mange kvinder end ikke snakker med deres nærmeste om, trods det har en kæmpe påvirkning på deres liv.
LÆS OGSÅ: Carsten Bjørnlund om shitstorm i Mads og Monopolet
Mailen til Monopolet
Jeg sad og hørte Mads & Monopolet, mens jeg var på arbejde, da der kom et dilemma, som blev siddende i mig. En kvinde, der kaldte sig Henriette, havde skrevet ind.
Hun og hendes kæreste ønskede sig brændende at få et barn. De havde i flere år fået hjælp til at prøve at blive gravide med hendes egne æg, men uden held. Nu var hun blevet 45 år, og de var kommet til den beslutning, at de skulle have et æg udefra. Henriette ville dog gerne have en kendt ægdonor, hvilket er meget sværere at få end de anonyme – og hvem kunne hun lige spørge om det? Det er jo en kæmpe ting at spørge folk om.
Det ramte mig virkelig at høre om denne her kvinde, og hvor ulykkelig hun var over, at hun ikke kunne få børn. Min egen bror var selv i gang med prøve at få børn, og jeg var omgivet af folk, der var i gang med babyprojektet og oplevede, hvor glade det gjorde dem.
Jeg tænkte, hvor forfærdelig det må være at stå og mangle en ægdonor. Og på hvor fantastisk det egentlig kunne være at hjælpe den kvinde.
Da jeg kom hjem, spurgte jeg med min kæreste, hvordan han ville have det, hvis jeg tilbød hende at gøre det her? Han var mega støttende og sagde, at han ville være der 100 procent, og at han kun ville elske mig mere af, at jeg ville gøre det her for et andet menneske.
Samme aften skrev jeg til Mads & Monopolet, at jeg gerne ville sættes i kontakt med kvinden og eventuelt hjælpe.
Jeg tror, der gik en uges tid, så fik jeg en lang mail fra hende...
Mødet med kvinden
Derefter snakkede vi i telefon sammen, og så gik processen ud på, at jeg skulle tænke og bearbejde nogle ting, før vi kunne finde ud af, hvad der skulle ske.
For mig var det en positiv ting, at hun gerne ville have en kendt ægdonor, for jeg kunne godt mærke, at jeg gerne ville møde hende. Jeg ville vide, hvad hun hed, hvordan hun så ud, hvordan hun var, og hvor hun boede. Jeg skulle føle, at hun ville blive en god mor, ellers ville jeg ikke hjælpe.
Jeg mødtes med hende til en kop kaffe og en lang snak. Der var flere unge kvinder, som havde hørt Mads & Monopolet, der havde skrevet til hende, og vores snak endte med, at hun rigtig gerne ville have, at jeg skulle hjælpe hende. Jeg syntes også, at hun virkede som et dejligt og kærligt menneske og fik fornemmelsen af, at det her virkelig kunne blive hendes drømmebarn, så det føltes også rigtigt i min krop.
(Foto: privat).
De mange overvejelser
Min første tanke var, at det ikke måtte gå ud over min egen fertilitet, for jeg har et brændende ønske om selv at få børn om nogle år. Men jeg var også klar over, at det jo er et kirurgisk indgreb i underlivet, og at der altid vil være en risiko for, at der sker komplikationer.
Henriette var tilknyttet en klinik, som jeg snakkede med omkring de fysiske ting: hvordan hele proceduren skulle foregå og hvilke risici, der var forbundet med det.
Men jeg snakkede også med Rigshospitalets Ægdonationsafdeling, fordi jeg gerne ville høre fra en part, der ikke var involveret i denne konkrete situation. De fortalte mig, at risikoen for komplikationer ville være så lav i mit tilfælde, at det svarede til, hvis jeg tog på Roskilde Festival og fik en blærebetændelse, hvor det i værste tilfælde jo også kunne udvikle sig til, at jeg kunne blive steril af det.
Jeg var også i tvivl om, hvis de tog æg fra mig, ville jeg så have færre æg at gøre godt med og dermed en mindre chance for selv at blive gravid? Lægerne forklarede, at du har en vis mængde æg, der kommer op i din livmoder hver måned og er klar til at blive frigivet. Så du "mister" altså ikke et æg ved at donere det, for ægget var alligevel blevet skyllet ud med din menstruation, hvis ikke du selv var blevet gravid med det. Det er nogle æg, du ville miste lige meget hvad.
LÆS OGSÅ: 9 ting, du skal vide, hvis du gerne vil være gravid
Lægerne tjekker også dine æggestokke for at se, om de ser pæne ud, og om du har æg nok. Det synes jeg faktisk var ret grænseoverskridende. For lige pludselig skal man forholde sig til, at man måske ikke har særlig mange æg eller skæve æggestokke, og du selv skal overveje at starte med at få børn allerede nu. Jeg synes, det var en stor ting at blive sat i den position. Selvom alt heldigvis var, som det skulle være hos mig.
Den største bekymring
En anden kæmpestor ting, som jeg skulle reflektere over og snakke med Henriette om, var det følelsesmæssige:
For ville jeg pludselig kunne få moderfølelser?
Man ved jo ikke, hvordan man kommer til at forholde sig til at være genetisk ophav til et barn, som man ikke skal have noget at gøre med, før det sker. Var jeg ved at sætte noget i gang, hvor jeg kunne føle, at jeg havde sat noget i verden, som burde være nær mig eller var "mit"?
Mia fortæller her om disse overvejelser:
Aftalen
For mig var det vigtigt at holde mig distanceret til det, så jeg sagde til Henriette, at jeg gerne ville vide, om det lykkedes eller ikke lykkedes, men så ville jeg heller ikke vide mere.
Jeg ville ikke vide, hvad kønnet var, hvad fødselsdagen var, og jeg ville ikke se billeder. Jeg ville ingenting. Det skulle være fuldstændig distanceret for mig. For jeg så mig selv som en byggesten i et projekt – jeg så ikke mig selv som én, der skulle have et barn.
Men det var en lang proces at overveje, hvordan jeg ville have det. For hvad hvis jeg om ti år fortrød og pludselig tænkte, at jeg gerne ville møde barnet? Så der var det vigtigt, at jeg også snakkede med hende om, hvordan jeg havde det med det, og mine krav endte med at blive:
Barnet må godt opsøge mig, men først når det er blevet 18 år. For det er vigtigt, at det ikke er et barn, der opsøger mig, men at det er et voksent menneske, der kommer med nogle velovervejede spørgsmål.
Det var også vigtigt for mig, at hun var åben over for barnet om, at det var kommet til verden med en ægdonor, og at hun godt vidste, hvem jeg var.
Henriette og jeg var heldigvis enige om alting. Hendes mentalitet omkring det at få en ægdonor, og min mentalitet omkring at være en ægdonor var fuldstændig ens. Og det gjorde mig tryg i rollen. For du møder et menneske over en kop kaffe, og du snakker med et menneske, men du skal også lige pludselig have en vanvittig tillid til det menneske.
Forløbet
Jeg startede med at skulle tage hormoner, fordi det hjælper æggene med at modne endnu mere. Jeg var overbevist om, at jeg ville blive helt PMS-agtig i to uger, og sagde til min kæreste, at nu måtte han bære over med mig, hvis jeg blev helt skør i hovedet, men jeg oplevede heldigvis ingen gener af det.
Normalt modner du kun ét æg, men i mit tilfælde ville lægerne gerne modne så mange æg som muligt, så jeg fik taget omkring ti ud, som de forsøgte at få til at vokse i et reagensglas.
Jeg mærkede faktisk også et pres, fordi jeg jo gjorde det her for en anden kvinde, og fordi hun sådan håbede på, at det lykkedes. Så jeg kom til at gå op i det med ild og sjæl: Jeg overholdte alle regler, sov ordentligt, spiste sundt, drak ikke noget alkohol – og jeg kom også på en vitaminkur. Jeg, som aldrig nogensinde har gået op i kost og vitaminpiller, haha. Jeg tog virkelig mig selv i at heppe på de her æg. De skulle bare blive store og fede og tykke.
Hver gang jeg havde været til lægen, skrev jeg til Henriette: "De er vokset, og det ser skidegodt ud, og der er ti!" Efter to og en halv uge nåede jeg hen mod ægløsningen.
Jeg tog min kæreste med hen på klinikken på selve dagen. Her fik jeg lagt et drop med morfin og blev bedøvet i mit underliv, og vi kunne følge med på en skærm, da de sugede æggene ud. Min kæreste sad ved siden af og var lige ved at dåne, da han så det. Jeg var bare morfinglad og syntes, at det hele var fantastisk.
Lægerne og sygeplejerskerne var virkelig søde og omsorgsfulde. Jeg blev behandlet sindssygt godt, og når jeg ser tilbage på hele processen omkring indgrebet, følte jeg mig simpelthen i så trygge hænder.
Skrev om tabuet på Instagram
Bagefter gik jeg hjem og skrev et opslag på Instagram.
Det gjorde jeg, fordi jeg blev dybt involveret i en kvindes tanker, i hendes sorg og i hendes glæde ved alt det, der skulle til at ske. Hun fortalte mig hendes livshistorie omkring det ikke at kunne få børn – og at hun nu havde et brændende ønske og var kommet lidt sent i gang. Og lige pludselig gik det virkelig op for mig, at det faktisk ikke bare er så nemt at få børn.
Jeg blev bevidst om, at der er mange i det danske samfund, der ikke kan få børn. Og hvor enorm en mental belastning, det er for de her kvinder. Det var en helt ny verden, der gik op for mig. For i en alder af 25 år var børn bare noget, der lå langt ude i fremtiden for mig.
LÆS OGSÅ: Fertilitet: Børn skal lære, hvor svært det er at få børn
Mange blev enormt rørte over opslaget. Der var også folk i min omgangskreds, der tog mig til side og fortalte, at de selv gik og kæmpede, fordi de ikke kunne få børn, men at de ikke snakkede højt om det. Så jeg opdagede også, hvor stort et tabu det her er.
Presset på kvinder, der ikke kan få børn
Henriette havde også fortalt mig om det pres, man som kvinde kan føle, når man ikke kan gøre det, som du naturligt og biologisk burde kunne gøre. Det er en form for amputeret tilstand, som ingen taler om.
Det ramte mig rigtig, rigtig dybt. For den dybe frustration rammer jo hver måned, når man får menstruation, og det alligevel ikke er lykkedes – og så føler man ikke, at man kan snakke med venner eller familie om det.
Jeg har mødt mange, som mener, at hvis man ikke kan blive gravid af sig selv som 44-årig, så er det naturens måde at sige, at du er blevet for gammel. Og det er jeg totalt uenig i. Vi lever i længere tid, og vi har nogle helt andre sundhedsmæssige forudsætninger for vores liv. At have en mor på 44 år, når hun føder dig, kan være lige så godt som en på 24 år.
Jeg kommer selv af en mor, der fik børn sent – min mor var 38, da hun fik mig. Så at denne kvinde var 44, var ikke et problem for mig, fordi jeg ved, at det ikke altid har noget at gøre med din alder, det har noget at gøre med din mentalitet.
Tabet
Lægerne befrugtede alle mine æg, og hver dag ringede Henriette op til klinikken for at høre, hvor mange der havde overlevet. De skal nemlig overleve i fem dage i en petriskål, før de kan blive sat op i den kvinde, der ønsker at blive gravid.
Den første dag havde otte overlevet, men så var der fem, så var der tre – og den sidste dag var der ét æg tilbage. Da det blev tid til, at hun skulle have sat det sidste æg op, nåede det også at dø.
Da jeg snakkede med hende og fik beskeden om, at det ikke lykkedes, var det virkelig hårdt. Der kunne jeg mærke, at det var... jeg kan slet ikke forestille mig, hvor hårdt det må være for hende, for jeg blev rigtig påvirket af det. Jeg havde jo tænkt, at nu er jeg ægdonor og kommer med nye æg, så må det jo lykkes. Og så lykkes det ikke, og man kan mærke hendes sorg og frustration over, at det her var sidste chance, fordi hun var 45, og der er en aldersgrænse i Danmark på 46 år. Efter det må man ikke længere få hjælp mere.
LÆS OGSÅ: 7 ting, jeg gerne ville have vidst, før jeg gik i gang med fertilitetsbehandling
Jeg har ikke snakket med Henriette siden. Det har 100 procent været en stor glæde at kende hende, men det var også det, der var tungt - at følge det på så tæt hold, når det nu ikke lykkedes.
Jeg har dog alligevel været overrasket over, hvor god en proces og oplevelse, det har været. Jeg kan mærke, at jeg gerne vil gøre det igen, men nok som anonym donor, fordi det netop fyldte meget hos mig følelsesmæssigt.
Jeg håber, at flere unge kvinder vil tænke over at hjælpe med at donere æg, men også kvinder, der føler, at de har fået de børn, de skulle have. For vi er mange, der kan give æg videre i systemet til andre kvinder, for hvem det vil være en kæmpe lykke at få børn.
Og så håber jeg også, at de unge piger tænker over at få tjekket deres egen fertilitet, så de ikke står i den situation, når de er 35 eller 40 år og lige pludselig har svært ved at få børn.
For en dag kan det kan være dig, der har brug for en ægdonor, og det er den største gave, du kan give et andet menneske.
Mia Tvenge, 25 år
Læser kommunikation og har studiejob hos B&O Play med marketing.
Bor i København, har en kæreste.
Hvem kan blive ægdonor?
Du skal opfylde en række betingelser for at blive donor. Du skal:
- være højst 35 år
- være sund og rask
- ikke have kendte alvorlige arvelige sygdomme i familien
- have negativ test for HIV, hepatitis B og C og syfilis
- have normal fertilitet eller være i behandling for barnløshed med reagensglasmetoden
Ægdonation i Danmark kan være anonym og ikke-anonym.
Aldersgrænsen for at modtage æg og blive behandlet er på 46 år for kvinder.
Ønsker du at vide mere om det at blive ægdonor, kan du læse mere på: Borger.dk