grønlandsk kvinde
Foto: Getty "At lære at elske det, som strukturen og institutionerne ellers har lært én at “hade” i sig selv, kan være en livslang udfordring og en kamp mellem ens to identiteter," skriver Mica Oh i denne uges brevkasse.

Jeg er halv grønlandsk og oplever racistiske kommentarer mod grønlændere

Kan man tillade sig at sige fra overfor racistiske kommentarer rettet mod grønlændere, hvis man kun er halv grønlandsk og ser dansk ud? Det spørger denne uges læser Mica Oh, underviser i anti-racisme og strukturel racisme, om i ALT.dk's anti-racistiske brevkasse.

Spørgsmål om racistiske kommentarer

Hej Mica,

Jeg har et spørgsmål vedrørende racistiske kommentarer rettet mod grønlændere i Danmark.

Jeg er selv halv grønlandsk, men ser hvid og dansk ud. Jeg oplever desværre, at der er en tendens til, at folk kun respekterer andres grænser, hvis de åbenlyst selv er en del af den omtalte målgruppe.

Hvis jeg f.eks. ikke har fortalt, at jeg har grønlandsk baggrund, og de udbryder racistiske kommentarer, hvorefter jeg siger fra, får jeg tit at vide, at jeg kan være ligeglad. Derfor sidder jeg tilbage med en følelse af at blive underkendt og negligeret, og jeg synes ikke, at jeg behøver at fortælle alle, at jeg er grønlandsk, hvis jeg ikke har lyst på grund af den stigmatisering, grønlændere oplever i Danmark.

Jeg har svært ved at regne ud, hvad der skal til, for at jeg kan føle mig komfortabel i andre menneskers selskab uden at gå på kompromis med mine egne grænser.

Jeg håber ikke, at mit spørgsmål var for indviklet.

Vh Marie

Læs også: Burde jeg som hvid i Danmark lade være med at få dreadlocks?

AntiRasistisk_bravkasse_stamp_faktabox-2.png

Århundreder lang racekamp er atter blusset op efter drabet på amerikanske George Floyd og minder os om, at historien står i nutid. Det store spørgsmål er, hvad er næste skridt i kampen mod racisme?

Over sommeren vil Mica Oh, debattør og underviser i anti-racisme, besvare læsernes spørgsmål om store og små hverdagsdilemmaer indhyllet i racismens kappe, herunder berøringsangst og børneopdragelse, udklædning og upassende sprogbrug. Alt sammen i håbet om at skabe en verden med mindre splittelse og mere kærlighed.

Velkommen til Danmarks første anti-racistiske brevkasse.

Hvis du har et spørgsmål til Mica Oh, så send os en mail på tip@alt.dk

Svar fra Mica Oh

Kære Marie,

Først vil jeg sige, at din stemme er valid, og dine følelser er legitime i din position som mixed race grønlænder.

Det, du oplever, er, som du siger, at du ikke bliver respekteret, får overskredet dine grænser, bliver negligeret og underkendt i din position som mixed race grønlænder.

At du oplever den stigmatisering og diskrimination, som strukturen har tillagt grønlændere, er, som du skriver, nok grunden til, at du ikke har lyst til at sige, at du er grønlænder. Det, du oplever, er desværre hverdagsracisme, og du ved, at du ikke kan være ligeglad, for selvom man ikke kan ”se”, at du er grønlænder, ved du, at du er det.

Jeg ville ønske, at jeg havde de magiske ord til dig, men det har jeg desværre ikke. For det, du skal, er at tage en beslutning, som kun du kan tage. Du skal til at lære, se og mærke din grønlandske kultur mere og være stolt af den del, som strukturen har opdraget dig til at negligere, og som dine venner fortæller dig, at du skal være ligeglad med.

Som mixed race står man overfor den svære situation, at man oftest er et mix af dem, som undertrykker, og dem, som bliver undertrykt. At lære at elske det, som strukturen og institutionerne ellers har lært én at “hade” i sig selv, kan være en livslang udfordring og en kamp mellem ens to identiteter.

Men jeg vil mene, at når sådanne spørgsmål begynder at dukke op – og endnu vigtigere, at du ønsker svar på spørgsmålene – så, tror jeg, at du er parat til at tage rejsen. Den rejse, hvor du går fra “frivilligt” at modtage hverdagsracisme til i stedet at mærke stoltheden i det, du også er: nemlig grønlænder.

Den del af dit jeg, som aldrig har fået lov til at tale, blive hørt, anerkendt, accepteret og modtaget med respekt, skal nu frem i lyset.

Held og lykke på din indre rejse, hjem til Grønland.

Kh Mica

Om Mica Oh

Mica Oh, 45 år, afholder kurser om anti-racisme og intersektionel feminisme og har undervist på Københavns Universitet, Rytmisk Musik Konservatorium og Leipzig Universitet. Desuden har hun også afholdt samtalesaloner om intersektionel feminisme og diskrimination.

Mica-Oh-faktaboks.jpg

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Racisme, Brevkasse og Samfund