Foto: Peter Nørby | Hvorfor kan det blive akavet at give en krammer, når vi gør det hele tiden?
ALT for damerne

Michael Robak: Én sætning kan gøre din tilværelse fri for kiksede krammere

Michael Robak om at give kiksede krammere.

Af Michael Robak 19.apr.2018 Livsstil

Forleden krammede jeg en PET-agent. Det var en lille smule mærkeligt, og det var uden tvivl min egen skyld, at det blev noget akavet. Manden var helt uforberedt.

Det var til en stor fest, at jeg mødte agenten fra efterretningstjenesten. Vi kender hinanden gennem en fælles ven. Han var på arbejde, fordi han skulle passe på en kendt politiker, og jeg var til fest. Pludseligt stod vi over for hinanden, og som en anden skolepige sprang jeg ham om halsen. Det var først, da jeg var krøbet ned af hans stenhårde krop, at det slog mig: Var det ikke en lille smule underligt at kramme en PET-agent med både skydevåben og øresnegl?

Jeg burde vide bedre. Det er kun et par måneder siden, at jeg havde en tilsvarende oplevelse. Denne gang var det tilmed med en mand, som jeg havde en lidt problematisk forhistorie med. Engang i de forrige årtusinde havde han et kort forhold til min ekskone lige efter, vi var gået fra hinanden. En lørdag morgen, hvor jeg skulle hente vores søn, stod hans store Doctor Martens-sko i hendes entré. Jeg hilste ikke på ham ved dén lejlighed, men jeg brugte et par uger på at være fortørnet over kæmpeskoene og hans optræden i min ekskones soveværelse.

LÆS OGSÅ: Michael Robak: Kære forældre, stop med at curle for jeres prinsesser

Der gik næsten 20 år, før jeg mødte manden face-to-face. Sidste efterår interviewede jeg ham og kunne instinktivt godt lide ham. Da vi mødtes til et arrangement et par måneder senere, var jeg den glade og krammende bamsebjørn. Jeg kastede mig om halsen på ham, og da jeg landede på benene, havde jeg igen samme spørgsmål til mig selv: Var det en lille smule
underligt?

Det er ikke altid lige nemt med de der kram, og derfor har jeg nu lagt en ny strategi. Men lad os allerførst lige se på krammenes udvikling, inden jeg fortæller om min nye taktik.

Da jeg som barn voksede op i en jysk landkommune, var der ingen, der krammede. Man sagde "goddag". Og hvis det var særligt festligt, gav man hinanden hånden.

Det var først i løbet af min ungdom, at krammene blev indført. I begyndelsen krammede man kun pigerne. Men med tiden begyndte man også at kramme sine drengevenner – selvfølgelig med de obligatoriske tre dunk i ryggen, som angiveligt skulle være en hemmelig kode for ordene: "I'm not gay".

Som voksen endte jeg i mediebranchen, og guderne skal vide, at det er et sted, hvor der virkelig bliver krammet igennem. Efterhånden er krammene blevet den mest almindelige hilseform, men alligevel opstår de akavede situationer altså stadigvæk.

LÆS OGSÅ: Ea Ørum: "Det er ikke altid lykken at flytte sammen - for os var det helt forkert"

Vi kender alle det tilfældige møde med en bekendt, hvor man tænker: "Er jeg egentlig på krammer med hende/ham?"

I løbet af et nanosekund skal man tage en beslutning. De fleste af os vil helst undgå, at en åben favn mødes med en formel og afmålt hånd; eller midt i en omfavnelse opdage, at man har overskredet et andet menneskes krammegrænse. Derfor har jeg nu besluttet mig for at ændre taktik.

Hvis jeg er i tvivl, om der skal krammes med et menneske, vil jeg nu gå offensivt til værks og fortælle, hvad der er på vej: "Lene, du får lige en krammer".
Eller: "Jimmy, vi skal da kramme". Jeg har allerede afprøvet min nye strategi et par gange, og den virker efter hensigten. De akavede øjeblikke udebliver, når alle involverede parter ved, hvad der skal ske. Så næste gang jeg møder PET-agenten eller manden med de store sko, vil jeg på forhånd annoncere, at nu er jeg på vej med den store kammeratlige krammer. Så slipper jeg forhåbentlig også for at stille mig selv det halvpinlige spørgsmål: "Var det ikke lidt underligt...?" 

Michael Robak

  • 48 år.
  • Tv-vært og forfatter.
  • Fraskilt far til to på 13 og 21.
  • Har en kæreste, han ikke bor sammen med.

Henter...