Michelle Obama
SPONSORERET indhold

Michelle Obama i ALT for damerne: "Det er fantastisk at mærke, at vi stadig er forelskede"

ALT for damernes Marie-Louise Truelsen har som den eneste i Danmark fået lov til at interviewe Michelle Obama i anledning af hendes bogturné og besøg i Danmark den 9. april. USA’s tidligere førstedame nyder friheden, at hun kan lave sin egen toast i sit eget køkken, og at hun har fået bedre tid til at pleje sit parforhold.

Af:: Marie–Louise Truelsen Foto: Miller Mobley
22. apr. 2019 | Livsstil | ALT for damerne

Der var dage i Det Hvide Hus, hvor Michelle Obama følte, at hun var ved at blive kvalt. Af sikkerhedsmæssige årsager måtte vinduerne ikke åbnes, og hun kunne ikke få frisk luft uden at skabe postyr. Sikkerhedsvagterne stod uden for dørene med øresnegle og våben og prøvede at lade som om, de ikke var der. Men det var de. Og den konstante tavse tilstedeværelse af andre mennesker vænnede Michelle sig aldrig helt til.

Måske var det derfor, at det føltes så berusende den første aften, hun var helt alene hjemme i sit nye hus. Et rødstenshus i en stille gade kun tre kilometer fra Det Hvide Hus. Mand og børn var ude, kun familiens to hunde og Michelle var hjemme. Den tidligere førstedame var sulten, gik ned i køkkenet og åbnede køleskabet. Hun fandt et par skiver brød, lagde dem i toasterenog fandt en tallerken i skabet. En – for de fleste mennesker – helt almindelig og hverdagsagtig handling. Men for Michelle føltes det som noget helt særligt, for igennem otte år havde hun været vant til, at der var andre, der straks ville springe til for at hjælpe i sådan en situation. Michelle tog sin toast med smeltet cheddarost med ud i haven, hvor forårsluften var begyndt at indfinde sig sammen med de spirende krokusser. Hun sad på trappen til verandaen. Barfodet og i et par shorts. Ingen vidste, at hun sad der. Heller ikke vagterne, der sad mindre end hundrede meter væk i husets garage. Hun følte sig alene på den gode måde. Og hun tænkte, at hun om lidt ville gå ind, vaske sin tallerken op og gå i seng. Og måske åbne et vindue, så den friske forårsluft kunne få lov til at smyge sig ind i huset. Helt uden postyr.

Der er snart gået to et halvt år, siden Obama-familien flyttede ud af Det Hvide Hus, og ud over at de har fået friheden i at kunne være sig selv derhjemme, har der været mange andre ændringer.

LÆS OGSÅ: Lars Løkke: Sådan var mit første møde med Michelle Obama

Hvad har været de største forandringer i jeres liv, siden I forlod Det Hvide Hus?

– Naturligvis har der været store ændringer i vores liv hen over de sidste par år. Som jeg også skriver i ”Min historie”, fulgte der en tyngde med jobbet som USA’s præsident, som inkluderede alt fra den pansrede limousine, vi blev kørt rundt i, til de forventninger og det ansvar, der fulgte med, når man havde offentlighedens bevågenhed og oplevede, at verdens begivenheder kunne afhænge af vores kalender.

– I dag er vores liv meget lettere. Vi rejser stadig under beskyttelse, men vi har mulighed for at bevæge os mere frit omkring. Vores tilstedeværelse efterlader et mindre aftryk. Jeg nyder selv muligheden for at besøge restauranter i fuld offentlighed, og jeg holder af tage på lange vandreture i bjergene. Alt i alt har jeg simpelthen bare mere tid til at gøre, hvad jeg har lyst til. Jeg har mere kontrol over mine dage, hvilket er en velkommen forandring.

– Det at bo i Det Hvide Hus og tjene det amerikanske folk var naturligvis en af de største velsignelser i vores liv. Vi har haft muligheden for at gøre gode ting på en måde, vi aldrig ville have drømt om – og det er noget, som vi aldrig vil tage som en selvfølge.

Michelle Obama
Michelle Obama voksede op i et arbejderklasse-hjem i Chicago og var en af få afrikansk-amerikanske studerende på Princeton University og Harvard Law School. Foto: Obama-Robinson Family Archives.
Michelle Obama
Foto: Obama-Robinson Family Archives.
Michelle og Barack Obama
Obama-parret er kendt for at være meget støttende over for hinanden. I sin biografi skriver Michelle dog, at grunden til, hun oprindeligt bakkede Barack op i at ville være præsident, var, at hun ikke troede på, det ville kunne lade sig gøre. Foto: Obama-Robinson Family Archives.

Michelle mødte Barack i sommeren 1989. Michelle var førsteårs-advokat i advokatfirmaet Sidley & Austin, og Barack, der lige havde afsluttet sit første år på jurastudiet, skulle være sommermedarbejder i firmaet. Michelle var udset til at være hans vejleder, og hun skulle sørge for, at han trivedes med jobbet. Barack kom for sent den første dag, hvilket irriterede Michelle, der var meget struktureret. Allerede da hun tog ham med ud at spise frokost samme dag, kunne hun dog mærke, at han var noget helt særligt. Men nej, hun skulle ikke date nogen, hun havde for travlt på arbejdet, og Barack var ikke hendes type med alle de cigaretter, han røg. Hen over sommeren udviklede deres forhold sig alligevel til at være mere end kollegialt. Michelle måtte tage sig selv i at savne ham de dage, han ikke nåede at stikke hovedet ind på hendes kontor. Alligevel prøvede hun at ignorere sine følelser. Det gjorde Barack ikke, og en dag inviterede han hende i byen. ”Jeg har sagt, at jeg ikke dater, og desuden er jeg din rådgiver”, svarede hun. Men Barack grinede bare og svarede: ”Som om det har noget at sige. Du er ikke min chef. Og du er ret dejlig.”

Michelle endte som bekendt med at overgive sig. Parret blev gift i oktober 1992. Samme år som Barack så småt begyndte at bevæge sig ind i politik ved at blive aktiv i Project VOTE, der arbejdede for at mobilisere marginaliserede vælgere. I 1996 blev han opfordret til at stille op til Senatet for Illinois, men Michelle var ikke vild med, at han blev politiker. Hun brød sig faktisk slet ikke om politikere, og hendes fornemmelse var, at politikere er rigtig meget væk hjemmefra. Efter mange samtaler og tanker endte det alligevel med, at Barack stillede op med Michelles velsignelse, og han blev valgt ind i november 1996. Michelle skiftede også arbejdsmæssigt spor og blev prodekan på University of Chicago.

Parret trivedes, men der var et stort skår i deres lykke. De prøvede at få børn, og det gik ikke særlig godt. Michelle måtte igennem en spontan abort og fertilitetsbehandling, før det lykkedes. Glæden var derfor stor, da datteren Malia endelig kom til verden i 1998. Tre år senere kom også Sasha til.

Obama-familien begyndte efterhånden at mærke det pres, som de fleste småbørnsfamilier oplever i perioder. For hvordan er det lige, man får man arbejde og familie til at gå op i en højere enhed? Michelle blev mere og mere indebrændt over at føle, at hun stod så meget alene med alt det derhjemme, samtidig med at hun også havde fuldtidsarbejde. Michelle havde set mange ægteskaber gå i opløsning og foreslog parterapi. Noget, som Barack ikke umiddelbart var indstillet på, men som han alligevel gik med til. Parret havde fem-seks samtaler hos en parterapeut, og for hver gang gik de lidt mere forbundne ud ad døren.

LÆS OGSÅ: Michelle Obama Royal Arena klumme

Hvordan vil du beskrive dit og Baracks forhold i dag, og hvordan vil I finde jeres vej i årene, der kommer?

– Barack og jeg er et rigtig godt sted i vores forhold. Vi har en dyb kærlighed til hinanden. Vi har været igennem så meget sammen – så mange uventede drejninger – og gennem det hele har vi lært at håndtere de op- og nedture, der kommer i ethvert forhold. Vi ved, at vi kan læne os op ad hinanden, og vi ved, hvordan vi skal støtte hinanden. Vores partnerskab er et holdbart partnerskab – vi har set hinanden vokse, og vi har set, hvordan vi begge har ændret os gennem årene. Det er en fantastisk følelse at være kommet ud af det sidste årti sammen. Og det er fantastisk at mærke, at vi stadig er forelskede.

– Vi er godt klar over, at vores ægteskab som alle ægteskaber har brug for fortsat pleje og opmærksomhed, hvis det skal bevare sin styrke. I dag har vi mere tid til at gøre det – og vi har mere tid til os selv og til hinanden. Det er virkelig en velsignelse.

Michelle Obama
Foto: Chuck Kennedy.
Michelle Obama
Som førstedame involverede Michelle Obama sig i masser af initiativer for at forbedre børn og unges sundhed og uddannelse, og det har hun arbejdet videre med efter tiden i Det Hvide Hus. Foto: Ritzau/Gary Cameron.

Årene i Det Hvide Hus var på samme tid fantastiske, lærerige og utroligt hårde for Michelle, men der er ingen tvivl om, at Obama-parret var en enhed. Sjældent har man set så hengivent et præsidentpar, og vi var mange, der sukkede henført, når de to kiggede på hinanden eller tog en svingom i fuld offentlighed. Da Michelle og familien gik ud ad Det Hvide Hus’ døre for sidste gang den 20. januar 2017, var det med blandede følelser, fortæller Michelle i sin bog. Det var svært ikke at give tårerne frit løb, da hun skulle sige farvel til alle de ansatte, men samtidig glædede hun sig til at nyt og mere frit liv.

Din bog er blevet rost for sin ærlighed, og gennem din mands præsidentperiode blev du landets darling, hvad er hemmeligheden bag din succes?

– Åh, jeg ved ikke, om det er rigtigt at sige, at jeg er nogens darling – ud over Baracks selvfølgelig.

– Et liv i politik kan være noget af en rutsjetur, du ved aldrig helt, hvad folk tænker om dig. Og jeg lærte tidligt, at jeg ikke ville bruge for meget energi på at prøve at finde ud af, hvad der foregik inde i andres hoveder. I stedet prøvede jeg at være mig selv, både når det handlede om de områder, jeg valgte at fokusere på, tøjet, jeg tog på, og måden, jeg talte i offentligheden på. Altid. Fordi alt er meget nemmere, hvis du bare er dig selv.

– Det samme gælder for den måde, jeg valgte at gå til mine erindringer på. Jeg ville bare gerne fortælle min historie – enkelt og usminket. Jeg ville ikke vige uden om svære emner, og det er bl.a. derfor, jeg i bogen beskriver nogle af de udfordringer, Barack og jeg havde i vores ægteskab såvel som det pres og de forventninger, jeg navigerede i som en ung minoritetskvinde. Og mere end noget andet ønskede jeg, at mine erindringer kunne give mening for andre mennesker. Det kunne jeg kun opnå, hvis jeg ikke sleb for mange af de svære knaster væk.

Er der noget, du savner, fra tiden i Det Hvide Hus?

– Det, jeg savner mest, er de mennesker, vi havde omkring os hver dag i vores hjem og på vores kontorer. De gjorde vores tid i Det Hvide Hus så mindeværdig. Heldigvis har vi været i stand til at fortsætte med at arbejde med nogle af dem i nye sammenhænge. Alle, vi arbejdede med, vil altid være en del af Obama-familien, og det er altid sjovt at mødes igen, nu hvor vi er ”ude på den anden side.”

Obama familien
Uafhængighedsdagen 4. juli er også Malias fødselsdag. Obama-døtrene blev store piger, mens de boede i Det Hvide Hus.
I bogen fortæller Michelle, at parret måtte have hjælp til at få børn med kunstig befrugtning. Foto: Obama-Robinson Family Archives.
Obama familien
Obama-parret og døtrene Malia (t.v.) og Sasha (t.h.). Foto: Getty Images.

Da Barack Obama tiltrådte som præsident den 20. januar 2009, var døtrene, Malia og Sasha, henholdsvis 10 og 7 år. Små piger, som de næste otte år levede i en helt anderledes verden end deres jævnaldrende. Da familien forlod Det Hvide Hus, var pigerne ved at blive voksne, og den ældste er nu flyttet hjemmefra for at studere. Tankerne om pigerne og den tid, der kommer, fylder noget hos Michelle.

Du har haft en lang og spændende rejse. Når du kigger tilbage, hvad har så overrasket dig mest? Og gjorde tiden i Det Hvide Hus dig til et bedre menneske?

– Jeg har aldrig været et menneske, der kigger tilbage og bliver vemodig. Jeg har altid forsøgt at tage det med mig, som jeg har lært, og samtidig være fokuseret på, hvad der ligger forude. I Det Hvide Hus lærte jeg virkelig meget, formentlig mere, end jeg er klar over – selv i dag. De år udfordrede mig på måder, som jeg ikke havde prøvet før. Jeg skulle håndtere spotlightet på min familie og vægten af – og ansvaret ved – at være The First Family, samtidig med, at jeg skulle håndtere den konstante udvikling og forandring, som enhver familie går igennem. Mine børn voksede op fra at være små piger til at være teenagere, og den ældste nåede at tage sin eksamen fra gymnasiet. Jeg holdt min 50-års fødselsdag i Det Hvide Hus, og da vi flyttede ud, begyndte jeg at ane konturerne af den tomme rede. Alt det er en del af det at blive menneske – det er den konstante udvikling af vores liv. Jeg håber, at det hele har været med til at gøre mig til et bedre menneske.

Carpool karaoke

Michelle Obama Jimmy Falon
Michelle Obama er blevetrost for at mestre kunsten at balancere på ”The First Lady Tightrope”. Mens hendes mand var præsident, skabte hun sin egen identitet – blandt andet ved at optræde i populære tv-shows. I 2012 tog hun imod en armbøjnings-udfordring fra Ellen Degeneres og gik straks viralt. Hun har også været gæst i ”Carpool Karaoke” med James Cordon, og i slutningen af
præsidentperioden overraskede Jimmy Fallon sine gæster i ”The Tonight Show”, som havde skrevet farvelbreve til Michelle Obama, ved at få hovedpersonen til at dukke op.

At være førstedame i USA er et job, der ikke officielt er et job. Michelle måtte selv lægge det i jobbet, som hun følte var vigtigt, og på afstand kan hun se, at det at være førstedame har givet hende en helt unik platform og en stemme i offentligheden, som hun aldrig havde kunnet forestille sig.

Hvordan vil du bruge din stemme og din platform i årene, der kommer?

– Jeg har altid været en planlægger, men min tid i Det Hvide Hus lærte mig, at en tiårsplan næppe er til meget gavn efter ganske få måneder. Livet er uforudsigeligt. Det har de sidste ti år lært mig. Så jeg er åben over for, hvilken retning livet vil tage mig. Lige nu har jeg ikke noget hastværk med at beslutte, præcis hvordan de næste ti år skal se ud, men jeg ved, at jeg vil blive ved med at være involveret i de emner, som jeg er passioneret omkring. Børns helbred og det at fremme uddannelse i USA og internationalt. Nogle af disse ting vil jeg arbejde for gennem the Obama Foundation. For et par måneder siden afslørede jeg f.eks. the Global Girls Alliance, som skal hjælpe piger og unge kvinder i hele verden til at få den uddannelse, de fortjener.

LÆS OGSÅ: Soulaima Gourani: "Jeg gør et stort arbejde for kvinder, jeg er stolt af"

Set med en europæers øjne giver amerikanere så mange kram, hvad er efter din mening hemmeligheden bag et godt kram – og især bag dit kram?

– Det er sandt, jeg er en krammer. Efter min mening kan et kram bryde barrierer mellem mennesker ned. Ethvert møde med en førstedame eller en præsident kan gøre de fleste mennesker nervøse, og dertil kommer, at jeg er høj, hvilket ofte overrasker dem, som jeg ikke har mødt før. Så mit mål med at kramme er at prøve at skære igennem de forudfattede meninger eller bekymringer, som folk kan have. Et kram siger: Lad os connecte – vi er bare mennesker.

Marie-Louise Truelsen har interviewet Michelle Obama via en mailkorrespondance. Artiklen er desuden baseret på biografien ”Min historie”, som udkom sidste år. Journalist Frank van Vliet fra den hollandske avis De Telegraaf har på lignende måde fået svar på nogle spørgsmål fra Michelle Obama, og ALT for damerne har via journalisten og Live Nation fået lov til også at bruge de svar, som den hollandske avis bringer, ligesom ALT for damerne har givet De Telegraaf lov til at benytte de svar, vi har fået.

Anbefalet til dig