Mig & min bolig: Designer Evalou Hauge
SPONSORERET indhold

Mig & min bolig: Designer Evalou Hauge

“Jeg har ingen renoveringsplaner, kun sjove og sociale planer” – siger designer Evalou, der samler på skatte og elsker planter i alle afskygninger, fordi de fylder hjemmet med stemning og inspiration.

Foto: Nicoline Olsen
12. maj. 2015 | Bolig | BoligLiv


Her bor:

Evalou Hauge med sin mand, Anders, og deres 1-årige søn Abel. Evalou er tekstildesigner uddannet fra Danmarks Designskole, og hun har designet alt fra lampeskærme og tapet til sengetøj, tæpper og gardiner. Hendes kundekreds tæller bl.a. Ikea, Le Klint, Borås og Ekelund.

Boligen er en fireværelses andel på Frederiksberg på ca. 85 kvadratmeter med minibalkon, lyse plankegulve og højt til loftet.

www.evalou.dk

Beskriv din stil med 3 ord
Imødekommenhed, komfort og enkelhed.

Mit barndomshjem var
… hyggeligt, lidt brunt og meget trygt. Et rækkehus i Vangede i 80´erne.

Det mærkeligste sted, jeg har boet,
… var i en fantastisk kæmpe lejlighed i Seattle med min mand, Anders, da vi lige var blevet kærester. Huset var beklædt med lilla mosaiksten, så vi kaldte det ‘the purple party palace’, og udenfor voksede et gigantisk blomstrende kirsebærtræ, hvor der boede grå egern.

Mit nuværende hjem
… er det bedste sted, jeg nogensinde har boet.

Mit yndlingshjørne i boligen
Om vinteren er det sofaen med gode hjemmelavede puder og plaider helt op om ørerne. Om sommeren er det den lillebitte balkon, i skyggen med et glas vin.

Den ting, der har overlevet længst i mit hjem,
… er store dele af køkkenet, som er fra 1902 og stadig fuldt funktionelt. Jeg behøver ikke så meget for at kunne lave dejlig mad.

Den ting i min bolig, jeg holder mest af,
… er en turkis Saxbo vase, som jeg har arvet. Jeg kan huske, hvordan den stod i prøverummet i min farmor og farfars skræddersalon. Jeg elsker at lave blomsterarrangementer i den, både med tørrede
og friske blomster.

Det næste, der skal ske i mit hjem,
… er, at vi skal invitere nogle flere sjove gæster til middag. Har heldigvis absolut ingen renoveringsplaner, kun sjove og sociale planer!

Det seneste, jeg har købt til min bolig,
… er et evalou gulvtæppe fra Ikea. Det var en utrolig oplevelse at komme ud i Ikea i Gentofte og se mit eget portræt og navn på produkter, der bliver solgt i hele verden.

Det næste, jeg skal købe til min bolig,
… er blomster til altankasserne.

Hvis jeg skulle flytte, skulle det være
… til Buenos Aires med Anders og Abel. Jeg drømmer om at rejse mere og vil meget gerne bo i udlandet igen. Det design er jeg mest stolt af Jeg er altid meget glad for mit seneste design. I januar var jeg på møbelmesse i Köln med DanishDesignMakers. Der havde jeg fået vævet en 8 meter lang dug i Portugal i det fineste sort-hvide bomuld i lækker damaskkvalitet. Den forestiller underlige orkideer, der ligner små
nøgne mænd og insekter, men den er både poetisk og fin. Jeg kan godt lide at lægge den på mit eget spisebord til pynt, men når min søn skal spise, kommer voksdugen på.

Min favorit boligbutik
Næsten alle mine møbler er secondhand eller lånt af venner og familie. Men jeg kan alligevel godt lide en tur i Illums Bolighus og Paustian for at ose blandt klassikerne.

Jeg bliver især inspireret af
… planter. Jeg bruger ofte tegninger af planter i mine design. Det har blandt andet været lægeurter i mine hospitalsudsmykninger og spiselige, søvndyssende planter og vandplanter i mine design til Ikea. Planter bliver jeg bare aldrig træt af!

Jeg samler på
… ‘voodoo-remedier’, som jeg kalder dem med et smil. Jeg samler sten, sand, fjer og muslingeskaller, hvor jeg end rejser, f.eks. fra vulkaner på Hawaii, strande i Indien og ørkener i USA og Mellemøsten. Jeg hælder dem på små glas og flasker og har dem stående på min ‘voodoo-hylde’ sammen med tørrede blomster fra store begivenheder i mit liv, min søns navlestump og meget andet.

Det kommer ALDRIG ind i mit hjem
... et tv.


I vindueskarmen står en samling skatte, bl.a. kagefiguren fra Evalous bryllupskage, en æske med Abels første afklippede hår, sand fra en amerikansk nationalpark og en lykkebringende porcelænsmus!

TILBUD: 6 numre af BoligLiv + Fleecetæppe fra Karmameju


Sofaen er fra Bolia, og sofabordet fra Fritz Hansen er fundet i Den Blå Avis. Safaristolene stod i Evalous mands barndomshjem og ‘har en fin patina af små fedtede børnehænder’.


Evalou elsker planter i alle afskygninger og bruger dem ofte i sine design.


Klar parat forår! Der er både tulipaner og knopper på spring på spisebordet. På bordet ligger dugen, som Evalou har designet for sit eget firma evalou. Lampen Silvia er købt hos vita.dk.


Viskestykket er fra samme serie som dugen, designet for evalou.


7’er stolen er fundet i storskrald og siden sat i stand. Mount Rainier plakaten er et seriegrafisk genoptryk af en gammel plakatserie fra 1930’erne. De kan købes på rangerdoug.com/posters.


Bogstaverne er designet af en god ven i anledning af Abels 1-års fødselsdag.


Et udpluk af Abels legetøj sætter kulør på indretningen.


Evalous 3 bedste indretningstips:

Brug masser af tekstiler i hjemmet som puder, tæpper, duge etc. Det giver god akustik og taktil hygge.

Pynt med blomster i vaser og potter, både inde og ude.

Koncentrer lyset, der hvor funktionerne i rummet er, og ikke diffust over det hele. Og tænd et enkelt stearinlys, når I spiser sammen, for at understrege måltidets samlende ritual.


► SE OGSÅ: Sådan bruger jeg farver: Sarte farver

► SE OGSÅ: Mig & min bolig: Designer Sebastian Holmbäck

► SE OGSÅ: Mig & min bolig: Christina Winther, indehaver af Finnegan & Me