Boligindretning
SPONSORERET indhold

Mig & min bolig: Galleriejer Karen Maj Kornum

‘Gå aldrig ned på tæpper’ – siger Karen Maj Kornum, der bor med et fantastisk miks af design og loppefund.

Foto: Nicoline Olsen
11. jul. 2017 | Bolig | BoligLiv

Her bor:
Karen Maj Kornum, som er indehaver af designgalleriet og webshoppen Another Ballroom. Hun bor sammen med sin mand og deres 4 børn.
Boligen er en klassisk herskabslejlighed på ca. 178 kvadratmeter i hjertet af Frederiksberg. Lejligheden fungerer også som showroom for Another Ballroom.
anotherballroom.com

Beskriv din stil

Egentlig ret klassisk, men med lidt kant.

Mit barndomshjem var
… charmerende, varmt, smukt og levende.

Det sjoveste sted, jeg har boet,
… var helt klart kollektivet Fabrikken på Christiania. Det mærkeligste sted, jeg har boet, var, da jeg som helt ung passede børn (8 stk.!) på et vinslot i Loiredalen syd for Paris.

Mit nuværende hjem
… er mine børns barndomshjem og meget vigtigt for mig.

Mit yndlingshjørne i boligen
Det kommer an på tidspunktet af dagen. Jeg er glad for alle rum faktisk.

Den ting, der har overlevet længst i mit hjem
Uha, der er meget, for jeg er ikke typen, der smider ud. Men noget af det, der har været længst i familien, er nok min fars gamle klædeskab, som han købte, lige da han flyttede hjemmefra, og som jeg har overtaget og elsker. Jeg har faktisk også mine forældres seng. Stellet har min far lavet, og madrassen er naturligvis ny.

Den ting i min bolig, jeg holder mest af
Det er ikke én ting, men kombinationen af tingene, der giver dem noget særligt hver især, synes jeg.

Det næste, der skal ske i mit hjem
Jeg skal have lavet et kæmpestort spejl.

Det seneste, jeg har købt til min bolig, er
… en Børge Mogensen briks.

Det næste, jeg skal købe til min bolig, er
… et Eero Saarinen Tulip sidebord i brun marmor med sort fod.

Det design er jeg mest stolt af
… mine børn!

Min favorit boligbutik
… Bless i Berlin.

Jeg bliver især inspireret af
… livet, mine børn, min mand, mine venner og kærlighed.

Det kommer ALDRIG ind i mit hjem
… neon!

Et kig ned gennem lejligheden, der også fungerer som showroom. Tæppet er et originalt Boucherouite berbertæppe, som Karen Maj forhandler. Trådstolen er et loppefund, og sofaen er en gammel Poul M. Volther model.

‘Circuit board’ er en serie smukke borde designet af Nancy Munford. Det er gamle borde, der bliver renoveret, malet og belagt med guld i labyrintagtige mønstre. Stolen er Wegners Y-stol.

På gallerivæggen hænger arvestykker og børnenes tegninger blandet med fotokunst og litografier af kunstnerne Nynne Rosenvinge, Kristina Dam, Johannes Holt Iversen og Pale Grain. Stolen er Poul Kjærholms PK22, og på gulvet ligger et marokkansk azilal tæppe.

På væggen hænger et vintage patchworktæppe fra USA. Under det står keramik fra bl.a. Tortus Copenhagen.

Stolene er Børge Mogensens J39, og lampen er den klassiske Louis Poulsen værkstedslampe – også kaldet 19545.

Anbefalet til dig