Mimi Jakobsen siddende foran et træhus på en bænk i solskin

Foto: Sara Skytte Jeg voksede op i et hjem, hvor far forventede, at piger kunne det hele, og min mor gik da også og murede en ny garage op, fortæller Mimi Jakobsen i dette interview fra Hjemmet.

Mimi Jakobsen: "Da det blev 1967, kunne jeg jo ikke ryge hash ligesom alle de andre"

Mimi Jakobsen har været chef for Red Barnet og var den første partiforkvinde i Danmark. Her fortæller hun om at vokse op som et kendt ansigt i lokalområdet, om at blive spontant gift og om at stå i Folketingssalen og føle, at benene forsvinder under sig.

Mimi Jakobsen har været chef for Red Barnet og var den første partiforkvinde i Danmark. Her fortæller hun om at vokse op som et kendt ansigt i lokalområdet, om at blive spontant gift og om at stå i Folketingssalen og føle, at benene forsvinder under sig.

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var Amagerbrogade, hvor vi boede, til jeg var ti år. Det var fantastisk. Der var en baggård med masser af børn, og mine bedste venner hed Hans, Niels og Leif, og de var søde til at se bort fra, at jeg blot var en tøs. De var også søde til at hjælpe, når det gjaldt om at komme hurtigst over plankeværket på flugt fra ungerne fra apotekerens gård ved siden af vores. Det hele ændrede sig på tre dage, da vi flyttede til Gladsaxe, hvor nogen syntes, at min far skulle være borgmester. Så var det farvel til vores dejlige lejlighed, skolen og Hans, Niels og Leif fra gården. Vi flyttede ind i et helt nyt rækkehus. Det var dengang, der var sne, og jeg kan huske, at min ene lillesøster spurgte ”er vi nu kommet til Grønland?”, da vi ankom til huset i Gladsaxe.

– Der startede også en anden vej: Alle vidste, hvem jeg var. Jeg var utrolig genert, men kunne ikke gå til børnefødselsdag, uden at der var forældre, der sagde: ”Nå, er du så Erhards datter?” Det syntes jeg var lidt af en begrænsning, og da det blev 1967, kunne jeg jo ikke ryge hash som alle de andre, for den slags måtte ikke stå i avisen om borgmesterens datter. Det var ikke mine forældre, der sagde det til mig. Det var selvopdragelse, vil jeg kalde det, og jeg afreagerede ved at høre Bob Dylan. Først i dag, som 72-årig, er jeg begyndt at tænke: Det vil jeg skide på. Jeg skal ikke længere vælges eller kåres til noget. Men det tog alligevel 60 år at komme dertil.

LÆS OGSÅ: Eksklusivt interview: ”Weeeeellllll” svarer Dolly Parton til spørgsmål om feminisme

– Jeg voksede op i et hjem, hvor far forventede, at piger kunne det hele. Piger skulle ikke begrænses, og min mor gik da også og murede en ny garage op. Men det var også sådan, at far bakkede mig op, og mor nedgjorde mig. Så ved man jo til sidst ikke, hvem man er. Min mor brød sig ikke om mig, og med tiden blev det gensidigt. Eller også kunne hun bare ikke vise sine følelser, men det betød det samme: Jeg følte mig ikke elsket af hende.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg har oplevet det, fra jeg var barn, for alle steder vi kom, skulle folk lige snakke med Erhard. Det var meget pinligt. Senere blev det mig selv, og det havde jeg det fint med, for folk er så søde. Folk stopper mig stadig og siger: ”Jamen, det er da Mimi, ikke?” At snakke med folk er kun hyggeligt. Jeg synes bare, det er lidt kedeligt, at folk stadig snakker om min far, for jeg har altså selv været i politik i næsten 50 år. Nogle gange, når folk siger til mig ”vi kan huske din far, han var sådan en dygtig politiker”, svarer jeg: ”Ja, og det er jeg også!” Hvornår holder det op?

Hvordan fandt du din levevej?

– Da jeg var 18 år, blev jeg interviewet til Søndags B.T., og der sagde jeg, at jeg aldrig skulle ind i politik, og hvis min mand så meget som meldte sig ind i en vælgerforening, ville jeg forlade ham. Det har jeg hørt for i mange år. Men jeg var hamrende genert, og takket være min ikke ret søde mor havde jeg heller ikke ret meget selvtillid, så jeg gemte mig altid bag mit lange, lyse hår. Sandheden var, at jeg ikke drømte om noget som helst. Det skulle da lige være detektiv eller brandmand, som jeg sagde, da jeg var lille.

– Jeg startede på medicinstudiet, men efter kort tid tænkte jeg ”hva’ fa’en sku’ jeg egentlig her?”, som Shubberne sang. Så begyndte jeg at læse sprog, for jeg ville gerne undervise. Jeg kom også til at undervise, først på en folkeskole og senere på universitetet, og jeg kunne godt lide at se lyset i folks øjne, når pointen sivede ind. Men i 1973 startede min far Centrum-Demokraterne. Jeg var bare frivillig i partiet og regnede med, at jeg skulle lykkeligt tilbage til studierne, men så kom der nogen og spurgte forsigtigt, om jeg ville stå på partilisten i Gladsaxe, nu hvor min far stoppede i lokalpolitik. Jeg sagde kun ja for at hjælpe partiet, men så blev jeg sgu valgt! Det blev otte gode år i kommunalbestyrelsen, hvor jeg lærte alt om politik og samarbejde. Men i 1977 kom der igen nogen og bad mig om at stå på en liste, denne gang til folketinget, og igen tænkte jeg: Jeg bliver jo alligevel ikke valgt. Men det gjorde jeg, og det er det største, der er sket i mit arbejdsliv. Jeg kan huske, at da jeg var fem år og skulle med min mor ind i folketingssalen og høre min far tale som nyvalgt folketingsmedlem, der kom der en fire meter høj folketingsbetjent hen til mig og spurgte min mor: ”Kan hun sidde stille?” Det grinede vi meget af, da jeg selv blev valgt, for den samme folketingsbetjent arbejdede der stadig.

LÆS OGSÅ: Sara Blædel: "Jeg bliver ofte spurgt, hvornår jeg skal have mig en mand"

– Jeg kan også stadig huske min egen første tale i folketinget. Den handlede om loven til ændring af loven om ændringen af bruttofaktorreguleringen. Jeg tænkte: Det kan jeg ikke sige, så jeg sagde bare ”det foreliggende forslag”. Jeg stod med armene plantet godt ude til siderne af talerstolen. Folk sagde bagefter, at jeg så så myndig ud, men i virkeligheden handlede det om, at jeg var så nervøs, at mine ben ikke kunne bære mig. Den ydmyghed kunne jeg godt savne hos folketingsmedlemmer i dag.

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Jeg kom til at befinde mig godt i politik. Når jeg som kulturminister kom ud til et lille museum, og alle stod linet op og ventede på ministeren, kunne jeg godt klovne lidt for at få dem til at tø op. Jeg var heller ikke nervøs til tv-interview. Jeg svarede bare, så godt jeg kunne, for mere indviklet er det jo ikke. Jeg var faktisk mest nervøs, når jeg skulle holde den årlige tale til CD’s landsmøde, for de havde kæmpe forventninger til mig. Jeg bed i gulvtæppet af nervøsitet.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Det var nok, da jeg meldte CD ud af regeringen i 1995. Jeg syntes ikke rigtig, vi fik noget igennem. Så jeg ringede til Nyrup – ej, jeg kom faktisk til at ringe op til Landbrugsministeriet, fordi jeg var så nervøs – men ingen havde prøvet at ringe til statsministeren for at melde et parti ud af regeringen før. Det var ikke, fordi vi ikke kunne sammen. Faktisk stod Lykketoft, Nyrup og jeg og havde tårer i øjnene, da det skete. Vi kunne godt lide hinanden. Men CD var gået i regering for at holde Socialdemokratiet på midten, og så lavede de finanslov med SF, da vi ønskede et forlig med de borgerlige. Man skal ikke klæbe til en taburet – ikke engang en ministertaburet.

Har du nogensinde stået i en situation, hvor du mistede vejgrebet?

– Da jeg fik borrelia i 1997. Fra den ene dag til den anden var alt fuldstændigt anderledes. Mit ansigt hang, fordi nerverne var ødelagt. Jeg kunne ikke blinke, lugte noget eller tale rigtigt. Det er der ikke meget fremtid i som toppolitiker. Så tænkte jeg: Hvem er Mimi egentlig? Det havde jeg aldrig haft tid til at tænke over, for jeg havde levet i overhalingsbanen. Nu måtte jeg kigge i bakspejlet, og jeg brugte nogle måneder til at søge tilbage til den gamle tyske litteratur, jeg engang havde holdt så meget af. Jeg begyndte at høre Bob Dylan igen og ringe til de gamle venner, jeg ikke havde haft tid til i 30 år. Jeg fandt fundamentet igen.

LÆS OGSÅ: Katrine Muff: "Jeg elskede ham, som jeg er gift med nu, og han ikke ville have mig"

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– I lange perioder var jeg ugift, og jeg var ikke hende, der afviste glæderne. Fordi min mor havde været så hård ved mig, var jeg glad for alle komplimenter, jeg fik. Metoo er aldrig gået ud over mig. De gange jeg har hørt nogen sige noget klamt, har jeg altid bare sagt: ”Er det det vildeste, du kan sige? Kalder du det en scorebemærkning?” Nu er jeg jo gift for tredje gang, og jeg er på vej til et kobberbryllup, og det havde jeg aldrig troet. Mogens og jeg blev gift på min 60-års-fødselsdag, uden at nogen vidste noget. Han spurgte i sin tale til mig, om jeg ville giftes med ham, og ingen havde set, at en lille mand – det var viceborgmesteren – havde sneget sig ind i Sletten Bådeklub. Da jeg sagde ja, var der nogen, der stak mig en brudebuket, og vi stod i baren og blev viet. Vi dansede brudevals til The Spirit of New Orleans. Jeg tror, det er nemmere denne gang, fordi vi ikke har små børn. I perioder har jeg været minister og enlig mor på én gang, og jeg skulle hilse og sige, at det i øvrigt ikke er fremmende for et ægteskab at være kvindelig minister. Mændene har det lettere.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Kort! Behøver jeg sige mere? Vi prøver at lade være, men vi er begge korte for hovedet. Hos os er der ikke lange indledninger til et forslag, og vi kan godt komme til at bide lidt ad hinanden. Vi er korte og koncise. Det har jeg fra politik. Jeg har jo været minister i ti år og chef i Red Barnet i 15 år, så jeg er trænet til at komme med et hurtigt ja eller nej, og jeg sidder sjældent 14 dage og overvejer et svar. Og min mand er forhenværende officer, så…

Hvordan er livet på landevejen?

– Det er utrolig underholdende. Jeg tager rundt i hele landet og holder foredrag, og jeg er altid lidt nervøs for, om folk nu synes, det er godt nok. Derfor har jeg altid min mand med, så jeg ikke skal bearbejde det alene i bilen hjem. Men jeg elsker at have den dialog med folk, som jeg har haft hele livet. Der er lidt om metoo, men også historier for de lidt ældre om dengang, Erhard løb tør for benzin, og om tamilsagen. Jeg skal i gang med at forberede en ny runde foredrag, for ellers er det synd for Mogens, at han skal sidde og høre de samme historier igen og igen. Jeg vil gerne lave noget nyt, men det kommer jo alligevel nok til at handle om politik.

Hvem er Mimi Jakobsen?

Mimi Jakobsen fakta.jpg

  • Født i 1948.
  • Kom i kommunelbestyrelsen i Gladsaxe i 1974 og tre år senere i Folketinget for Centrum-Demokraterne.
  • Har været minister ad flere omgange - blandt andet kulturminister, socialminister og erhvervsminister.
  • Var Danmarks første partiforkvinde, da hun overtog formandskabet for CD i 1989. Partiet har dog ikke været i Folketinget siden 2001.
  • Var i 2000-2015 generalsekretær for Red Barnet.
  • Har to sønner fra et tidligere forhold og er i dag gift med Mogens Lund Jensen.
  • Datter af kommunal- og folketingspolitiker Erhard Jakobsen og porcelænsmalerinde Kate Jakobsen.
Se, hvad vi ellers skriver om: Politik, Interview og Kvinder du skal kende