Maria Sejer om 20'erne
Musiker og sangskriver Maria Sejer fortæller i denne klumme om, hvordan hun var ved at køre sig selv i sænk i sine 20'ere.

Maria Sejer om 20'erne

Mine 20’ere var de værste år af mit liv

"Et liv med et ulideligt fokus på mig selv var med til at styrte mig i grus i mine 20'ere."

Musiker og TV–speaker Maria Sejer fortæller om de sværeste år i sit liv: 20'erne. Om at køre sig selv i sænk med forventningen om, at fundamentet til resten af livet skal bygges inden de 30.

KLUMME: Jeg sidder her i min stue med en kaffekop i hånden og kigger rundt. Lejligheden her i indre København har været base for en kamp, jeg har kæmpet de sidste 10 år. Jeg falder i staver og får flashback til en tid, jeg husker alt for godt: Mine 20'ere. De ubetinget værste år i mit liv.

Et selvhøjtideligt liv
Jeg er 24, og jeg har fuld fart på. Jeg arbejder freelance hjemmefra som TV-speaker og som musiker. Forventningerne til mig selv er store, og alt handler om, hvordan jeg skal slå til i livet.

Jeg har et forhold til en mand, som jeg er stormende forelsket i. Vi er droppet ud af vores uddannelse, og vi drikker alt for meget på mange af ugens dage. Vi jagter stimuli i fest, forelskelse og fordybelse i vores selvophøjede arbejde. Vi har valgt et uetableret og usikkert liv i et kreativt miljø. Jeg har svært ved at overkomme selv helt almindelige ting: Handle ind, lave mad, gøre rent. Det er spild af tid og blokerer for mit arbejdsflow, synes jeg. Jeg er storbysnarcissist til benet og lever et konstrueret selvhøjtideligt liv.

LÆS OGSÅ: Maja er bange. For at date. For at flyve. For at dø 

Jeg bliver 25, 26, 27 år. I hverdagene begraver jeg mig i mit arbejde med sangskrivning og i drømme om masser af succes og anerkendelse. Jeg arbejder 12 timer i døgnet, isoleret og alene, og jeg lever kun i fremtiden. Mine venner er nogle, jeg møder på byens klubber med alt for mange promiller i blodet, og her falder snakken mest på min store personlige forløsning – som jeg arbejder på.

Jeg har en stor, flot pladekontrakt i hånden, som længe har været mit trofæ, en blåstempling af mit talent. Men når jeg vågner om morgenen, ædru igen, bliver jeg altid skrækslagen for den forpligtelse, der følger med kontrakten. Jeg arbejder derfor bare fortsat med at skrive sange, uden konkrete målsætninger, for at slippe for at skulle tage ansvar for noget. Jeg fortsætter med at missionere i Kødbyen og ævle om min kunst og min kreativitet med vildt blik i øjnene, selvom der er dødt på udgivelsesfronten.

Festen kan ikke fortsætte
Smagen i min mund, når jeg vågner med tømmermændene om morgenen, bliver grimmere og grimmere. Min egen selvrespekt findes kun, når jeg er fuld, og mit liv bliver mere og mere uærligt, mest fordi jeg inderst inde godt ved, at musikken og festen ikke kan fortsætte på denne måde.

En ny stressende ængstelighed er samtidig kommet snigende. Jeg ser mig selv som en kvinde, der skal sætte børn i verden, men jeg er bange. Bange for at miste alt det, jeg har, og for at være noget for andre end mig selv. Jeg kan ikke engang overkomme opvasken, så jeg bliver helt træt ved tanken om, hvordan jeg skal få børn til at passe ind i mit hektiske liv.

Intervallerne mellem mine nedture er blevet kortere, og til sidst er åndehullet kun de glas rødvin, jeg indtager til aftensmaden. Min pladekontrakt ender med en personlig fyring, fordi jeg ikke rykker og udkommer med noget.

Jeg vågner en nat med et sæt og ser, at jeg slet ikke kan finde ud af at leve mit eget liv. Jeg er 28 og hvad med min karriere og hvad med penge? Og hvad med børn? Jeg føler, jeg har fejlet ultimativt, da jeg indser, at jeg ikke er glad for noget som helst ved min tilværelse. Jeg kan kun ånde under dynen og begynder at google selvmord. Mit forhold til min kæreste slutter, ikke overraskende, kort efter.

Mathias
Otte måneder senere, med en ensomhed jeg aldrig glemmer, møder jeg Mathias på Tinder. Første date er kærlighed ved første blik, og jeg bliver umiddelbart tiltrukket af hans duft og store øjne. Øjeblikket, som er rent, bliver dog farvet af en ucharmerende fornuft. Jeg er 29 og hamrende god til at forelske mig, og hvis jeg gør det nu, kan det ende med at blive meget forpligtende – for der er jo dét med de børn. Jeg må lige se ham an.

Fornuften varer knap en måned, og så må jeg overgive mig. Jeg elsker igen, og det er fantastisk. Jeg kender følelsen fra tidligere, men den føles stadig så anderledes og så ny og så ren. Mathias er en mand med begge ben plantet på jorden, han har rødder i et noget helt andet end jeg. Han dyrker sport om morgenen, er en skjortedreng og går på arbejde otte til fire. Det virker stabilt, og stabilitet er det, jeg hungrer efter.

LÆS OGSÅ: "Jeg var ikke længere den pige, de kendte"

På trods af vores forskellighed mødes vi om kærligheden, og jeg har for alvor igen genvundet kontrollen. Smaskforelskede tager vi en beslutning om at lave en baby, selvom vi kun har kendt hinanden i tre måneder. Jeg skal være ærlig at sige, at jeg på det tidspunkt stadig er plaget af tanker, der handler om, at jeg helst skal nå at få mit første barn, inden jeg er 30. Derfor er jeg også glad for at kunne konstatere en positiv graviditetstest allerede efter 14 dage.

De ni, gravide måneder er en lykkelig rejse, hvor jeg er ukuelig optimist. Det er et sandt paradis for en adrenalinjæger som mig: At være forelsket og gravid. Jeg er ved at sprænge af lykke, og intet kan gå galt, føler jeg.

16. januar 2016
Men d. 16. januar 2016 ændrer mit liv sig radikalt. De ni beskyttede, forelskede måneder, slutter brat, og jeg erfarer mit livs hidtil største kontroltab: Fødslen er skrækkelig og ender i akut kejsersnit efter mange timer i en smerte, jeg aldrig glemmer. De følgende døgn befinder jeg mig i en boble på hospitalet, hvor jeg bruger alt, hvad jeg har, på at rejse mig efter operationen og indstille min radar på vores nyfødte datter, Søs. Jeg er helt i knæ, men mine instinkter arbejder for mig. Jeg har nogle uanede ressourcer, som jeg tilsyneladende er i stand til at hente frem. Jeg får amning til at fungere, og alt, hvad jeg har, får hun.

Efter tre dage er vi hjemme hos os selv med vores baby og dér, lige midt på stuegulvet, rammer virkeligheden og skrækken mig, for hvad er det, jeg har gjort? Hun græder, vi er i symbiose, og jeg er degraderet til at være hendes livline. Hvad blev der af Mathias' og mit perfekte forhold? Jeg bliver jaloux på de to, når de pludrer sammen, og jeg græder, som pisket og forstår ikke, hvad går der af mig. Jeg fortryder, når jeg er alene i de mørke nattetimer, når Søs græder utrøsteligt, og om dagen vil jeg bare have, hun skal sove. Skyldfølelse og mørke tanker fylder alt, og hvordan kan man tænke sådan som nybagt mor? Mit liv er ødelagt, føler jeg, og alt er hyldet ind i en sort tåge uden appetit, sansning og glæde.

Forløsning
En aften, hvor jeg sidder og ser fjernsyn, titter en positiv tanke uventet frem. Sådan en af de dér tanker, hvor man glæder sig til at børste sine tænder og til at rydde op. Det er følelsen af overblik og overskud. Jeg tør næsten ikke tro på det. Jeg bliver pludselig sulten og glæder mig til morgenmad og kaffeduft. Den følgende nat sover jeg en time, fordi adrenalinen pumper.

LÆS OGSÅ: Unge spiseforstyrrede og selvskadende finder inspiration på sociale medier

Euforien er stadig med mig den efterfølgende dag, og jeg forstår, at jeg har haft en fødselsdepression efter løbende konsultationer med min sundhedsplejerske. Jeg begynder langsomt at kunne se Søs, og kærligheden er overvældende. Jeg kysser konstant hendes lille krop og kinder, og jeg savner hende, når hun tager sine lure om dagen.

Nu
Her med min kaffekop i hånden, tilbage i min lejlighed, kan jeg konstatere, at et liv med et ulideligt fokus på mig selv var med til at styrte mig i grus i mine 20'ere. Kulminationen på det hele blev at få et barn, for det tvang mig til at vende blikket væk fra mig selv. Før jeg blev mor, troede jeg, at de karrieresten, der blev lagt i mine 20'ere, ville afgøre resten af mit liv. Nu forstår jeg, at den begrænsede frihed ikke ligger i at være blevet mor, men derimod i min søgen efter at realisere mig selv.

Jeg egner mig ikke til at leve i et liv, hvor der er alt for meget tid til at pleje mit eget ego. Ambitionerne om at 'blive til noget' kommer helt sikkert igen, men lige nu giver jeg mig selv lov til at drømme om et hus og en have, i stedet for et hit, og så føles det helt ok at erfare, at jeg bliver allermest lykkelig af simple ting, som at være sammen med min lille familie, mor og far, min søster og af at holde middagsaftaler med mine venner. Derudover føler jeg mig meget sikker på, at jeg ikke farer vild i mit arbejde og i min egen personlige karriereforløsning igen.

Det er en velsignelse at være fri af mit eget behov for selvrealisering.

LÆS OGSÅ: Maria Sejer: Jeg havde en pladekontrakt og alle muligheder for at lykkes. Og så blev jeg fyret – heldigvis

LÆS OGSÅ: "Man kan altid finde en kæreste. Men man kan ikke altid få børn"

LÆS OGSÅ: "Det var ikke min drøm at møde en gift mand, men det gjorde jeg, og derfra gik det meget hurtigt"

Maria Sejer er stifter af Vejen til Sejer, hvor hun hjælper andre kvinder med at realisere det, de helst vil have skal udgøre deres arbejdsliv. Sideløbende arbejder hun som speaker og er bl.a. en af kanalstemmerne på TV 2. Maria har læst musikvidenskab og psykologi på Københavns Universitet, men forlod studierne til fordel for en pladekontrakt med pigebandet MariaMatilde band i midten af 00'erne. Senere udgav Maria singlen "Jeg Er" på Copenhagen Records og en EP på pladeselskabet NorM Records, som hun selv er medstifter af. Se mere på Vejentilsejer.dk.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kultur