Sådan er mit liv som introvert

Det var tre uger siden, jeg havde fået invitationen til "Cocktailparty med efterfølgende dans". I al den tid havde den ligget på mit skrivebord. Først ved siden af computeren, senere bag skærmen, fordi jeg ikke kunne holde ud at se på den. I løbet af de tre uger havde jeg fortalt mig selv, at jeg burde takke ja, for jeg kan godt lide ham, som havde inviteret – og det var længe siden, vi havde set hinanden. Samtidig vendte og drejede jeg enhver tænkelig mulighed for at takke nej. Jeg skrev adskillige udkast til venlige breve: "Tak for invitationen. Jeg vil rigtigt gerne se dig, men jeg er ikke så god til cocktailparties og dans. Jeg kommer med garanti til at sidde halvdelen af tiden og samle energi ude på badeværelset, indtil jeg kan tillade mig at gå hjem...". Der var bare ingen af de udkast, der fungerede – og deadline for svar udbedes nærmede sig. Så mailede jeg til Iben. Jeg har kendt Iben altid. Hun er ligesom mig, bare klogere.

"Jeg vil jo gerne se min ven," skrev jeg, "og jeg synes heller ikke rigtigt, jeg kan være bekendt at takke nej. Men jeg hader bare sådan nogle fester. Hvad skal jeg gøre?" Hendes svar kom prompte: "Du bliver nødt til at lytte til din indre stemme. Den råber nej! Du skal selvfølgelig blive hjemme. Men tro ikke, du kan få nogen til at forstå. Derfor: LYV! Lyv, så vandet driver, og red dig selv."

Jeg meldte afbud med en hvid løgn, og løste dermed et stort problem: Jeg skulle ikke med til den fest. Til gengæld fik jeg skabt et nyt: Jeg havde løjet, og det gør jeg ellers aldrig. Jeg var martret af dårlig samvittighed. Hvad er jeg for et menneske, som lyver for at redde mig selv? Er jeg en Strauss-Kahn-type? Eller er jeg bare en lille, bredmundet frø, som taler med spids mund for ikke at afsløre mig overfor storken, der spiser bredmundede frøer til frokost?

Her er svaret: Jeg er ikke Strauss-Kahn og jeg er heller ikke en lille, bredmundet frø. Jeg er en introvert. Og det er helt okay. Det er bare ind imellem vældigt udfordrende, når verden er domineret af ekstroverte værdier, ifølge hvilke, man skal reagere på en festinvitation med et spontant og rungende "Ja tak!". Man kommer nemt til at føle sig forkert. Og man kommer nogle gange til at lyve.

Introvert i en nøddeskal
Introverte er ikke asociale eller patologisk generte. Vi kan godt lide andre mennesker. Vi foretrækker bare at være sociale på en anden måde, end den, man er social på til et cocktailparty med efterfølgende dans. Den måde er hverken værre eller bedre, bare anderledes.

Introverte foretrækker at være sammen med en enkelt eller få personer ad gangen. Det giver os energi. Ekstroverte elsker sociale sammenhænge med mange mennesker. For det giver dem energi.

For introverte er det et rigt indre liv, der giver størst livskvalitet. Vi kan godt lide at tale om tanker og følelser og synes, smalltalk á la cocktailparty er anstrengende. For ekstroverte er det et rigt socialt liv, der giver størst livskvalitet. De er mestre til smalltalk og foretrækker, at samtaler ikke går så meget i dybden. Groft sagt.

Introverte er naturligt stille. Vi tænker, før vi taler. Vi lytter mere end vi taler. Vi er gode til at arbejde selvstændigt og koncentreret, at være nærværende og tænke kreative og originale tanker. Vi er gode ledere, fordi vi lytter og giver plads til, at andre kan gøre det, de er bedst til. Og så er vi gode venner, kolleger og kærester. Måske ikke, når der skal festes, men når der skal lyttes og observeres, udtænkes nye veje og siddes hos. Og generelt når tempoet trænger til at komme ned. Festerne? Dem vil vi i reglen gerne hjem fra, længe før de ekstroverte. Også selvom vi har det sjovt. Vi går nemlig ikke hjem, fordi vi keder os eller er arrogante og synes, de andre er under vores niveau. Vi går hjem, fordi vi er introverte: Fordi vi bliver tappet for energi af at være sammen med mange mennesker i lang tid. Det er derfor, vi er nødt til at snuppe en pause ind imellem ude på altanen eller på badeværelset. Og sidst på aftenen, når de ekstrovertes hjerner er kommet helt op at køre og kan blive ved natten lang, ja så trænger vores introverte hjerner til at komme hjem og gøre det, de gør bedst: Bearbejde input og genoplade. Ud af pailletterne og ind i en pyjamas, tak.

Introverte er selvfølgelig indbyrdes forskellige. Vi er trods alt ikke alene defineret ved at være introverte. Det betyder, at en introvert kan være... nå ja, en virkelig dum og ufølsom skid. Jeg synes bare, jeg er nødt til at nævne dette kedelige faktum. Måske især af hensyn til ekstroverte læsere, som synes, jeg tilskriver os introverte alle de positive karakteristika og efterlader de ekstroverte med alle de negative. Det gør jeg ikke. Men malet med den brede pensel, er introverte tænkende mennesker. Vi er stille, lyttende, nærværende, kreative og gode til at give andre mennesker plads. Og i grunden ret okay.

LÆS OGSÅ: Derfor er din lykkefølelse arvelig

En styrke at være introvert
At være introvert er i virkeligheden en af mine største styrker. Hvorfor synes jeg så ikke, jeg kan være bekendt at sige pænt nej tak til et cocktailparty og tilføje "men hvis vi kunne ses til en kop kaffe, når du er kommet på den anden side af festen, vil jeg rigtig gerne det"? Hvorfor er det ikke acceptabelt at udtrykke sin introverthed, men fuldkommen acceptabelt at ville pådutte andre sine ekstroverte idealer: "Kom nu! Vær nu lidt frisk. Du har godt af at komme ud og danse og ikke være så seriøs"? Fordi der ikke er ligestilling. Vi lever i en ekstrovert verden, hvor de ekstroverte værdier anses for at være de rigtigste. Man skal være social, dynamisk, aktiv, udadvendt ("Vi er et ungt, dynamisk team, som søger..."). Vi hylder de hurtige, de talende, de festlige, de selvpromoverende. Man skal vælge den hvalp, der kommer bjæffende hen og hopper op, det ved enhver. Og man skal dele sit ydre liv på facebook, men afholde sig fra at skrive noget om det indre. Hvem taber ved det? I første omgang gør de introverte, men i realiteten gør vi alle, både introverte og ekstroverte. For alle taber, når en gruppes præferencer og talenter ikke får plads og respekt. Eller omvendt formuleret: Alle vinder, når introverte får plads til at bidrage til en ekstrovert verden med ro og eftertænksomhed. Det giver balance, og det har vi brug for.

Stå ved, hvem du er
Jeg fik sagt nej tak til det cocktailparty. Det tog mig for lang tid, må jeg indrømme, og jeg gjorde det med en hvid løgn, hvilket muligvis var det rigtige at gøre, men alligevel føltes forkert. Men overordnet set er jeg glad for, jeg sagde nej. Og jeg har tænkt mig at fortsætte ad det spor. Forstå mig ret: Jeg siger ikke per automatik nej tak til alle sociale arrangementer. Men efter jeg har forstået, at min introverthed er en af mine styrker, vil jeg ikke længere lyve om den for at slippe for arrangementer, der tager min energi frem for at give mig energi. Jeg siger ja, når jeg er inviteret til arrangementer, jeg helt oplagt gerne vil med til. Og jeg siger ja til arrangementer, jeg måske ikke så gerne vil med til, men hvor hensynet til den, der inviterer, vejer tungere end hensynet til mig selv. Det gør det ret tit. Men når det ikke er nødvendigt at deltage i trættende dingen und sachen, så vil jeg sige fra. Hvis vi introverte vil have ro og respekt – og det vil vi – må vi selv gå forrest og melde ud, hvem vi er. Uden undskyldninger. Uden løgne. Sådan får vi respekt, og dermed det bedste liv. Og de ekstroverte? Hvad får de ud af, at vi står ved os selv? Hamrende godt selskab!

Hvad er en introvert?
En introvert får energi af at være alene. En ekstrovert får energi af at være sammen med mennesker.

At være introvert er ikke det samme som at være genert. At være genert er en pinefuld tilstand, hvor man er bange for omgivelsernes fordømmelse. Det er ikke pinefuldt at være introvert, og vi er ikke bange for omgivelsernes fordømmelse. Vi er bare sådan nogle, som trives bedst i mindre fora og trives bedst med ikke at være så meget på. Sådan får vi energi. Ekstroverte, derimod, kan godt lide at være på. De tror ofte, vi andre er generte, men det er vi ikke. Vi er bare sociale på en anden måde end dem. Den måde er hverken værre eller bedre, bare anderledes. Mellem 30 og 50 procent af os er introverte, men ikke i lige høj grad. Det gælder også blandt børn.

Smalltalk for dem, der hader det
For introverte er det et rigt indre liv, der giver størst livskvalitet. Vi foretrækker at tale om tanker og følelser og synes, at smalltalk a la cocktailparty er svært og anstrengende.

Her er tre vigtige ting, som enhver introvert skal vide om smalltalk:
1. Det er meningen, at smalltalk ikke skal tage særlig lang tid. Så du skal ikke blive utryg, når samtalen begynder at gå i stå. Det er okay. Og det er ikke dit ansvar at fylde tomheden ud. Slap af.

2. Smalltalk skal ikke gå i dybden. Jeg ved, du synes, det er underligt, men du gør klogt i at acceptere det: Smalltalk må gerne både begynde og slutte med en førstedames pæne overarme. Du behøver ikke anstrenge dig for at føre samtalen et spadestik dybere. Slap af.

3. Når smalltalk handler om dig, så er det ikke at lyve, at du ikke fortæller hele sandheden. Øv dig hjemmefra på nogle sætninger, du vælger at fortælle om dig selv. Ingen har krav på den udfoldede historie, og den hører i øvrigt slet ikke hjemme i det forum. Nøjes med at sige: "Ja, det er et spændende job, jeg er meget glad for det." Slap af.

LÆS OGSÅ: Se 5 overraskende fordele ved at skrive dagbog