Mød Lena Dunham fra TV-serien Girls

Mød Lena Dunham fra TV-serien Girls

Hun både skriver, instruerer og spiller hovedrollen i den populære newyorker-serie Girls, der har haft kæmpe succes i USA, og som du kan se herhjemme på Hbonordic.com og DR3. Der er tale om den 26-årige Lena Dunham, som med serien har skabt, hvad mange kalder en mere realistisk version af Sex and the City. Her fortæller hun om det hotteste fænomen på tv lige nu.

Den amerikanske komedieserie Girls har bevist, at kluntet sex, et besværligt arbejdsliv og lidt ekstra kilo på sidebenene i den grad kan være underholdende at se på. HBO-seriens forfatter, instruktør og producer er det bare 26-årige stortalent Lena Dunham, der desuden selv spiller rollen som Hannah Horvath. I Girls følger vi fire nyud­klækkede college-veninder, som er bosat i Brooklyn, New York, og deres nye voksenliv, med hvad dertil hører af problemer med penge, kærlighed og arbejde.

Hannah drømmer om at blive forfatter, og hun hænger ud med sin fornuftige veninde Marnie, sin uansvarlige veninde Jessa og dennes uskyldsrene kusine Shosanna. Seriens centrale omdrejningspunkt Lena Dunham modtog en bestilling på første sæson af Girls på baggrund af sin selvfinansierede film Tiny Furniture, som vandt prisen for Bedste spillefilm ved filmfestivalen SXSW. Lige nu ruller seriens anden sæson over tv-skærmene, og du kan glæde dig over, at det nu er blevet besluttet, at der også kommer en tredje sæson. Derudover har Lena Dunham skrevet millionkontrakt med forlaget Random House, der skal udgive hendes første bog, så alt i alt går det rimelig stærkt for den unge stjerne.

Er det ikke overvældende, alt det, der er sket?

“Åh Gud, det har været sindssygt på så mange forskellige måder. Jeg husker premiereaftenen sidste år – det var nok den bedste aften i mit liv. Det var som mit bryllup og min bar mitzvah og min alt muligt andet blandet sammen på én aften. Jeg dansede med mine venner den aften, og jeg følte mig så lykkelig. Så er der selvfølgelig også dage, hvor man arbejder så meget, at man glemmer at nyde alle de ting.”

Fortsætter på næste side...Hvorfor valgte du at tage så mange af de mennesker, du arbejdede sammen med på Tiny Furniture, med over til Girls?

“Jeg føler mig bedst tilpas, når jeg arbejder sammen med mennesker, jeg virkelig kender og holder af. Det er ikke, fordi jeg nogensinde har tænkt: “Wow, jeg kan caste hvem som helst, lad os få fat i et af Jolie/Pitt-børnene.” Jeg har det helt klart bedst og er mest glad, når jeg arbejder sammen med folk, jeg elsker.”

Har det noget med din boheme-opvækst at gøre?

“Det tror jeg bestemt. Når man ikke får sat så mange grænser af sine forældre, har man heller ikke brug for det store oprør, fordi man hele sit liv har fået lov til at være den, man er. Jeg tror også, at mine forældre udgør et virkelig solidt fundament i mit liv. Jeg har allerede talt i telefon med dem seks gange i dag.”

Din mor er med i anden sæson og var også med i Tiny Furniture. Hendes roller er altid ret onde …

“Jeg ved det, og det sjove er, at min mor virkelig er en skøn person. Hun kan gå helt amok på folk, der springer over i køen, men for det meste er hun den ven, alle ringer til, når de mangler råd, eller når de har brug for omsorg. Der er mange, der opfatter hende som en del af deres familie, selv om hun ikke er det. Men hun har et ret alvorligt ansigt og et ret intenst udtryk over sig, hun er høj og har vildt, rødt hår. Så jeg synes, hun er som skabt til at spille de her roller, uanset om hun bryder sig om det eller ej.”

Gør din succes det svært at skrive om den angst, man har i 20’erne?

“Nej – eller, jeg betragter mig selv som en glad og heldig person, men de bekymringer og dæmoner, jeg altid har båret rundt på, forsvinder ikke bare, fordi der sker noget godt. Tværtimod er det en udfordring at holde fokus på at vokse op og udvikle sig uden at blive distraheret af det, der i øjeblikket virker mest tiltrækkende. Medmindre man er rapper, kan man ikke lægge ud med at skrive om sin egen succes. Men man kan tage de oplevelser, man fik ved at løbe fra det ene photo-shoot til det næste, med sig og så tage den angst og de ydmygelser og skrive dem om til en situation, der er lidt mere Hannah-agtig. Det kræver lidt kreativitet, men det er vel derfor, de kalder det at skrive.”

Kan du give et eksempel?

“Jo altså, premieren var en virkelig stor aften. Hvis der sker noget pinligt ved en premiere, eller jeg bliver bekymret, er det det samme, som hvis nogen holder et surpriseparty, og man ved, at alle ens venner er der, og et eller andet går gruelig galt, og det ender med, at ens bedstemor tager dig i at gøre det. Sådan nogle ting har den samme tåkrummende følelsesmæssige kvalitet.”Hannah virker mere selvsikker i sæson to. Betyder det, at komedien med forfærdelig sex og egenkontrol, som vi oplevede det i første sæson, er ovre?

“Der er visse episoder, hvor de karikerede komedieelementer er meget mere ligefremme. De to første afsnit af anden sæson er lidt mere dystre, mere følelsesladede og lidt mere eftertænksomme i deres tilgang til humor.”

Men hun virker selvsikker sammenlignet med fx Marnie …

“Ja, det er ret interessant. Jeg tror virkelig, det er en af de der definerende ting i 20’erne – der er øjeblikke, hvor dine venner virkelig er på toppen, og så er der øjeblikke, hvor du er. Det er den her evige frem og tilbage. Det ene øjeblik kører din ven derudad, og to måneder senere lider hun af en slem depression, mens du har fundet dig en lækker kæreste. Jeg prøver virkelig at fortælle historien om, at ingen befinder sig i en fast position i livet.”

Bekymrer din kæreste sig nogensinde over, om hans sexliv vil blive fremstillet i serien?

“Det tror jeg ikke … Jeg tror, jeg er virkelig heldig med at være sammen med en, som er kreativ, og som forstår grænserne og forstår, at når man skriver, så skriver man komplekst og kompliceret. Jeg har ikke set nogen direkte bekymring, men jeg forsøger også at udvise respekt.”

I de første to afsnit af den nye sæson har du en sort kæreste – er det en respons til de kritikere, der påpegede, at serien udelukkende indeholdt hvide karakterer?

“Det var en uomgængelig problematik, og måske har hele dialogen omkring sort og hvid gjort, at vi har taget problemet op. Det har hele tiden været noget, jeg gerne ville tage op – hvordan denne generation håndterer racespørgsmål. Vi opfører os, som om vi lever i en post-racekonflikt-verden, selv om det ikke er tilfældet. Mit ønske var, at Hannah skulle have en samtale, som involverede, måske ikke uacceptable holdninger, men som ville belyse, hvad jeg opfatter som en lidt foruroligende attitude omkring de her ting. Jeg håber ikke, at det på nogen måde bliver opfattet som: “Folkens, jeg lægger ikke mærke til race, og det er derfor, vi caster, som vi gør.” Det er ikke det, jeg siger. Det er i langt højere grad en refleksion over en bestemt persons uvidenhed – følelsen af, at hun kan sige lige, hvad der passer hende. Hun siger: “Jeg talte om sorte, men på det tidspunkt forestillede jeg mig ikke, at du var sort.” Det er for sindssygt. Det er, som om det, hun siger, er så langt ude, at hun ikke engang selv tror på ordene, der kommer ud af hendes mund.”

New York spiller en stor rolle i Girls – men mest Brooklyn på et tidspunkt, hvor bydelen pludselig er blevet den kreative hovedstad for de hippe …

“Ja, sådan føles det virkelig. Det er, som om Brooklyn nu repræsenterer en eller anden alternativ kultur, som er interessant. Tidligere var det Seattle eller Portland, der spillede den rolle – nu er det Brooklyn. Det er sjovt, at en bydel, hvor der bor så få mennesker i forhold til resten af verden, kan have den form for indflydelse. East Village er ikke, hvad det har været, Harlem er ikke rigtig, hvad det har været. Det virker, som om Brooklyn er et sted, der stadig betyder noget. The Bronx og Staten Island betyder selvfølgelig stadig noget, men altså … Der er ikke så mange, der skriver glorværdige sange, hvori de namedropper Queens. Hvis The Beckhams fik et barn, de kaldte Queens, ville situationen selvfølgelig se helt anderledes ud.”

Se også: 30 minutter med Garance Doré
Se også: 20 skud fra hoften: Mikael Bertelsen

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview