Foto: Katrine Rohrberg

Mød smykkedesigner Sophie Bille Brahe

“Du har et talent, og du er forpligtet til at gøre noget ved det.” Den besked fra en af modens store damer gjorde indtryk på smykkedesigner Sophie Bille Brahe. Derfor besluttede hun at starte sit eget firma, der i dag har cool kvinder som Madonna, Lykke Li og Lady Gaga på kundelisten. Hun elsker følelsen af at være der, hvor havet slutter, og himlen begynder, og hendes smykker er som Sophie selv: fulde af poesi.

Lægger man hovedet lidt på skrå, møder man det strikse blik fra Nikolaj Kirkes stolte tårn, der med sorte øjne og spids irret hat vidner om, at nålen på kortet sidder midt i Kongens København. Alligevel er her helt stille, nærmest tyst, hvilket giver følelsen af at sidde i en lille lomme af tid og sted. Herinde bliver man ikke forstyrret. Her er ingen mental forurening, og derfor er man øjeblikkelig til stede i et univers, der er Sophie Bille Brahes og ingen andres. Sådan er det ikke altid, siger den 32-årige smykkedesigner og forklarer, at resten af holdet bag firmaet er i Paris for at vise den seneste kollektion, Le Palais Invisible, frem.

Det ville hun også selv have været, hvis ikke det lige var, fordi hun om to uger skal føde sit første barn, en dreng. Det er ikke noget, hun gør så meget væsen ud af med stramtsiddende tøj eller klassiske kærtegn over maven. Hun bevæger sig ubesværet og er klædt i sneakers, plettede gamacher og en stor hvid T-shirt med billedet af en bulldog på maven. Hun er gravid, bevares, men hun er ikke ‘hende den gravide’. Hun er Sophie Bille Brahe.

Store forventninger
Hun var i Bangkok, da hun fandt ud af, at hun var gravid. Hver dag i en uge tog hun en taxa fra det sted, en del af hendes smykker bliver produceret, og ind til McDonald’s.

“Og jeg kan ikke engang lide burgere,” siger hun og fortæller, at hun på det tidspunkt var så langt henne, at der skulle tages en hurtig beslutning. Det var ikke en planlagt graviditet, og hun var helt klart i tvivl, fordi hun for to år siden satsede alt på sine smykker. Så en baby var lidt en streg i regningen.

“Men jeg gjorde op med mig selv, at hvis jeg valgte det fra i en alder af 32, skulle jeg være på det rene med, at jeg måske ikke fik muligheden igen. Ville jeg kunne leve med det?” spørger hun retorisk og svarer selv, at hun tror, hun ville blive et bittert menneske af ikke at få børn.

“Der skal jo også være nogen til at føre familieforetagenet videre,” griner hun og slår ud med armene i det lyse lokale, der normalt er fyldt med hendes smykker, men som i dag kun rummer et skrivebord af glas og en antik træbænk med himmelblåt betræk. En halv etage længere op ligger firmaets lille kontor, og i kælderetagen har Sophie Bille Brahe sit værksted. Hernede har hun sit værktøj, der står til tjeneste som tapre tinsoldater i gamle tedåser, og i vindueskarmen er der opholdsvejr over Eiffeltårnet, Frihedsgudinden og et palmetræ i en gruppe rystekugler fra Paris, New York og Miami Beach.

Familieforetagenet består ud over designeren selv af en række dygtige folk som Frederik Bjerregaard, der er partner i firmaet, en direktør, en salgschef, en projektleder og en assistent, der kommer et par dage om ugen og hjælper til i værkstedet. Selv har hun nærmest lyst til at forære sine smykker væk, fordi hun synes, det er en ære, når folk godt kan lide det, hun laver. Men hun er godt klar over, at det ikke er sådan, man driver en forretning – særligt ikke, når ambitionerne er at flytte firmaet til London, der nok matcher niveauet bedre.

“Det lyder så fancy,” siger hun, men i virkeligheden handler det jo om at få frihed til at kunne blive ved med at lave smukke ting. Det koster at have folk ansat til at tage både telefon og beslutninger, så man selv får luft til at arbejde. Derfor har hun også fået en investor, så der her i opstartsfasen bliver skabt arbejdsro og grobund for, at brandet kan få lov at vokse – og så der er frihed til at sætte barren højt. I Paris er Sophie Bille Brahe fx repræsenteret hos agenterne RainbowWave, der også har store brands som Pamela Love, Carven og Clements Ribeiro, og som har et flow af de mennesker, man allerhelst vil møde. Bl.a. kommer Carine Roitfeldt, tidligere chefredaktør på fransk Vogue og nu redaktør på sit eget magasin, CR Fashion Book, designer Miuccia Prada og indehaver af Colette i Paris, Sarah Colette, altid forbi, siger hun.

“Jeg har været så heldig, at både Colette og Dover Street Market i London samlede mig op i første sæson. Men det sætter nogle begrænsninger for, hvor hurtigt man kan vokse, fordi de er sådan nogle, der kræver eksklusivitet. Når man kommer op i det niveau af butikker, tager de meget stilling til hinanden, så det handler om at finde en balance,” forklarer Sophie Bille Brahe.

Altid udgangspunkt i drømmen
I 2009 blev hun færdig som smykkedesigner fra Royal College of Art i London og flyttede så til Paris, hvor hun fik tilbudt et job hos Louis Vuitton. Det var en turbulent tid, for Sophie Bille Brahes far blev syg, og hun pendlede derfor til København og blev mere og mere i tvivl om, hvor hun skulle være, og hvad hun skulle lave. For siger man bare nej til at lave smykker for Louis Vuitton i Paris? Og hvad var egentlig alternativet?

Så fik hun en mail fra en af modens grand dames, Julie Gilhart, der var fashion director i stormagasinet Barneys i New York: Ville hun komme forbi Hotel Skt. Petri, hvor hun boede, mens hun var i København under modeugen? Klokken halv ni næste morgen mødte Sophie Bille Brahe op med en lille kollektion under armen. Julie Gilhart gav hende en masse konkrete råd og sluttede af med at sige, at hun ikke skulle tage det job i Paris. “Du har et talent, og du er forpligtet til at gøre noget ved det,” sagde hun.

“Det gjorde et stort indtryk, at en vigtig dame som hende sagde sådan til mig,” fortæller smykkedesigneren.

Samme aften tog hun til julefrokost hos sin veninde, designeren Stine Goya, hvor hun mødte Frederik Bjerregaard, der nu er partner i firmaet. Han havde netop sagt sit job op som chefredaktør på magasinet Cover og skulle i gang med at starte sit eget brandingbureau, og den aften blev de enige om i fællesskab at gøre noget ved den forpligtigelse.
I månederne derefter ‘hottentottede’ de den, som Sophie Bille Brahe siger, når de mødtes i hendes lille værksted, der dengang lå i Ryesgade på Nørrebro, eller på Riccos kaffebar længere nede ad gaden.

“Vi sagde indimellem til hinanden, at hvis det her ikke blev til noget, så havde vi i hvert fald bygget det smukkeste luftkastel op. Frederik bliver ligesom jeg forelsket i de projekter, vi har, og vi tager altid udgangspunkt i, hvad drømmen er,” fortæller hun.

Det kinesiske skab
Den tilgang til livet har hun altid haft, og spørger man om hendes barndom, siger hun: “Jeg tror ikke, der er mange børn, der har været lige så elsket som jeg.” Hun var det første barn i en stor familie, og en række omstændigheder gjorde, at det var særlig lykkeligt, da hun kom til. Hun er født ind i en af de ældste adelsfamilier i Danmark, men slottet gik for generationer siden til en anden gren af familien.

“I nogle sammenhænge googler folk mig og finder ud af, jeg er baronesse, og så bliver man kaldt baronessen, ik? Når man har sådan et navn, så tror folk, at man har nogle penge gemt i en kiste. Det har man ikke,” siger hun.

Hendes far er læge, og hendes mor sygeplejerske, og de var ret forelskede i alt, hvad Sophie gjorde fra en tidlig alder. Fx var lejligheden på Østerbro malet hele vejen rundt langs væggene i præcis den højde, Sophie nu havde. Hun kalder det et Pippi Langstrømpe-hjem, og det var et godt borgerligt barndomshjem med ymer i skålen og barnesæde på cyklen, hvor Sophie faldt i søvn på vej hjem fra børnehave. Alligevel fik hun tidligt en poetisk tilgang til livet, fordi lejligheden var fuld af ting med historier.

“Vi havde et skab, Det kinesiske skab, og hver søndag fik jeg lov til at vælge en skuffe. Det var så gammelt og fint, at min far måtte hjælpe mig med at åbne sidedørene. Så valgte jeg en skuffe og fik lov at gennemgå dens indhold,” siger hun og fremhæver en æske fyldt med bittesmå, lyserøde muslinger, hendes oldemor havde samlet.

“Der var breve og gammelt legetøj og vif- ter af elfenben og piber med perlemor. En- gang fandt jeg en diamantring, som hverken min mor eller far vidste, lå der. Min far fik den vurderet hos Bruun Rasmussen, og den viste sig at være en formue værd. Der var også en masse skrammel. Men det var ting, der var smukke, der blev gemt i det skuffedarium. Det er sådan, min barndom var.”

Man er ikke i tvivl om, at hun er et produkt af nogle forældre, der i den grad gav deres børn plads til at se verden og alt det smukke, der findes i den. Særligt på hendes fædrene side var der en insisteren på at vende de sten, der bød på mere end det, øjet kan se.

“Min bedstefar kunne finde på at ringe til min børnehave og bede pædagogerne om at få lov til at tale med sit barnebarn. Han ringede bare for at fortælle, at stæren var kommet.” Om sommeren gik hun sammen med sin far rundt og sagde godnat til edderkopperne i deres spind, og når hun i dag kommer på besøg hos sine forældre i det hus, de bor i nu, er det stadig en blomst i haven, der er ved at folde sig ud, man først går hen og kigger på.

Fortsætter på næste side...Det var ikke et valg
Hun var et kreativt barn, og det lå ligesom i kortene, at Sophie Bille Brahe ikke skulle være revisor eller læge som sin far. Hendes mor siger, at der aldrig har været noget at gøre.

“Jeg dimser altid,” siger hun og forklarer, at hun fx konsekvent flytter rundt på tingene, når hun kommer hjem til sine forældre.

“De skal lige stå på en særlig måde, før de giver mening i mit univers. Sådan har det altid været. Det har ikke været et valg. Det var bare det, jeg kunne finde ud af,” siger hun. Som helt lille drømte hun om at blive linedanser og sygeplejerske – på samme tid – men det var ret hurtigt en kreativ vej, hun dansede ned ad. Ubevidst. For hun har aldrig sat sig ned og spekuleret over, hvad hun egentlig ville. Men allerede i 7.-8. klasse begyndte hun at lede efter en læreplads som guldsmed.

På Bernadotteskolen, hvor hun gik i folkeskole, elskede hun Ullas værksted, hvor hun lavede sine allerførste smykker, og hun synes, at hun har været privilegeret i sin opvækst, ved at folk tog hånd om det, de kunne se, hun var glad for. Det var ikke bøgerne, for hun var ordblind og lærte først at læse, sådan rigtigt, i 8. klasse, så hun var ekstremt overrasket, da hun fik en af de bedste 9.-klasses-eksaminer på skolen det år.

“Jeg tænkte: Den er helt gal med mig, jeg er virkelig dårlig begavet. Og så fik jeg 13 i stort set det hele.” Det gav hende blod på tanden til at fortsætte, og hun gik i både 10. klasse og gymnasiet, hvilket hun er glad for i dag. “Det var nok ret vigtigt for mig at få den del med. Jeg tror ikke, man kan se i dag, at jeg er ordblind, og jeg går ikke i panik, når jeg skal skrive en e-mail. Det skulle bare kæmpes igennem. Og det har jeg gjort.”

Nobody puts baby in a corner
Sophie Bille Brahe er typen, der går efter guldet. Hvis hun keder sig (og det gør hun nemt), finder hun på noget andet, og hun synes, det er det mest provokerende i hele verden, hvis nogen siger, at en hammer kun kan bruges på en bestemt måde.

“Det er dræbende for al kreativitet,” siger hun og fortæller, at hun var lidt fortvivlet, da hun havde stået i lære som guldsmed, fordi hun syntes, der var så mange rigide regelsæt for, hvordan tingene skulle gøres.

“Jeg følte, der var nogle døre, der skulle åbnes, og som ikke kunne blive åbnet her. Folk var så fast besluttede omkring, hvad der definerede en smykkedesigner. Men jeg var jo ikke smykkedesigner. Jeg var guldsmed.”

Derfor søgte hun et par år efter, i 2007, ind på det prestigefyldte Royal College of Art i London – og kom ind. Hun beskriver skolen som “en kreativ legeplads i et kæmpe hus lige ved Kensington Gardens.” Her blev hun bekræftet i, at en hammer netop kan bruges på flere måder end én. Hun lærte også at have en mere professionel tilgang til sit erhverv, dvs. at hun var nødt til at holde det ud i strakt arm for at kunne overleve i branchen.

“Det der med, at alt bliver liv eller død, fordi det næste værk, man laver, definerer én som person … Det er jo noget af det sværeste, når man arbejder med noget kreativt – at be- grænse sin egen præstationsangst. Samtidig er det netop angsten, der er drivkraften. Det er bare vigtigt at prøve at holde den på et niveau, hvor den ikke smadrer én på vejen.” Det allervigtigste, hun lærte på den skole, var dog at stole på sin egen dømmekraft.

“Jeg blev støttet i, at jeg skulle gå efter, hvordan jeg syntes, tingene skulle være, og efter det, der gav mening for mig,” siger hun. “At “Nobody puts baby in a corner”.”

Hun blev ved uddannelsens afslutning udtaget til en stor international designkonkurrence, ITS (International Talent Support) i Trieste, hvor hun blev kørt rundt i lækre biler og var til cirkusfester med rigtige elefanter. Hun forstod ikke helt dimensionerne inden, men efterfølgende blev hendes ting vist i store mode- og livsstilspublikationer som Wallpaper og L’Officiel. Hun var i den grad ‘the new kid on the block’, og det fik de internationale indkøbere op af stolene. Hun blev kontaktet af store indkøbere i Paris, der køber ind for stormagasiner som Bergdorff Goodman og Neiman Marcus i New York, og hun tog møderne med dem, vel vidende at hun overhovedet ikke var klar til det.

“Det kunne jeg jo slet ikke klare med mit lille onemanshow,” siger hun.

Smykker med historie
Det er snart længe siden, hun havde alle kasketterne på selv, og hende og Frederiks luftkasteller er for længst blevet til smukke bygningsværker, der sidder på fingrene af fans som musikerne Lady Gaga og Madonna og den svenske skuespillerinde Noomi Rapace.

Hendes første kollektion, Le Fenêtre, der blev lanceret i 2011, er lavet som arkitektoniske trappeuniverser, og mange af dem koster det halve kongerige. Men også de kvinder, der ikke har fast gang på den røde løber, kan få et Sophie Bille Brahe-smykke uden at skulle sælge arvesølvet. Hun samarbejder nemlig jævnligt med highstreet-kæden Weekday om kollektioner, der har hendes æstetik, men Weekdays prisniveau. Hendes anden kollektion for Weekday, Ensemble, blev lanceret i slutningen af april, og for designeren giver det en form for nuance i hendes arbejdsliv, at hun kan lave noget, der rammer så bredt.

“Ved launch-festen af Ensemble i Stockholms Opera var der dans og cigaretpiger, der gik rundt med smykkerne på en bakke og lavede sådan noget Vogue-agtigt med hænderne, når de tog smykkerne på. Det var så fint, men slet ikke noget, jeg ville have lavet. Men jeg synes, det er sjovt at arbejde med folkene fra Weekday inden for deres rammer, og at jeg kan lave noget, der koster 500 kr., når størstedelen af mine egne ting ligger på 5.000 kr. – i den billige ende,” siger hun.

Sophie Bille Brahes egen nyeste kollektion, Le Palais Invisible, som er den, man ville have set her i showroomet, hvis ikke den havde været i Paris, er formet ud fra en forestilling om Venedig under vand. Hun begynder altid en designproces med en fornemmelse af noget udefinerbart, og langsomt bliver det til mere konkrete former, farver og direkte referencer som et søpindsvin, en kuppel, et billede af en musling, der danner et tårn, en linje fra et digt. Referencerne samler hun løbende ind, og senere i processen bliver de til deciderede moodboards.

Hun tager meget lidt udgangspunkt i et fransk Vogue og ofte i de historier, der løber i hendes blod. En af hendes tidligere kollektioner, Cassiopeia, er opkaldt efter det stjernebillede, hendes tiptiptipoldefar Tycho Brahe opdagede i 1572. I det hele taget er stjernehimlen en foretrukken kilde til inspiration. Flere af hendes smykker har navne med ord som ‘lune’ og ‘étoile’ og er formet som stjernebilleder, måner og konstellationer på himlen.

Hun laver to kollektioner om året, men når man laver smykker, er en kollektion ikke ny på samme måde, som når man laver tøj. Det siger sig selv, at et smykke til 30.000 kr. ikke skal gå af mode i morgen, så når Sophie Bille Brahe taler om kollektioner, mener hun egentlig en ny fortælling.

“Hvis man skal bruge så dyre materialer, skal de knyttes til en historie. Det er jo det, der gør smykker interessante,” siger hun. Hun mener, det er en del af hendes job at sende sine smykker ud i verden på en bund af et eventyr, og hun ville simpelthen ikke vide, hvor hun ellers skulle starte.

“Det er i fortællingerne, jeg henter min inspiration,” siger hun, og det er også fortællingerne, der gør, at hendes smykker adskiller sig fra alle de andre. Dem, og så kvaliteten. Hendes smykker er hovedsagelig lavet i 18 karat guld, besat med Top Wesselton-diamanter, som er den højeste kvalitet inden for sten.

“Jeg føler, at man er nødt til, når man arbejder med de her materialer, at lave det bedste. Ellers giver det ingen mening. Det skal være luksus fra start til slut.”

Det hele værd
Vist er der dage, hvor Sophie Bille Brahe ville ønske, at hun havde et job som alle andre normale mennesker, der kan gå hjem og holde weekend med deres familier, når uret på Nikolaj Kirke slår fem. Og spørger man hende, om hun ville gøre det igen, hvis hun havde vidst, hvor hårdt det var at starte for sig selv, svarer hun blankt nej. Den allerførste kollektion, hun lavede i 2011, blev fx aldrig leveret. Den kom simpelthen ikke, og alle hendes samples blev holdt som gidsler hos leverandøren i London. Hun tog personligt over flere gange og bankede på døren, men blev holdt hen med historier fra de varme lande. Eller også lukkede de bare ikke op.

“Jeg tror, de havde fået en kæmpe ordre af noget mere interessant,” siger hun og er taknemmelig for alle de mennesker, der, trods det at de ikke fik deres bestillinger, blev ved med at tro på hende. Hun ved også, at den gode presse har været luften under hendes vinger, og at det er uvurderlig omtale, når en kunde som Madonna ofte ses med en af hendes ringe på fingeren.

Og det går godt for det lille firma. Nu. Og selv om hun er træt og højgravid, så arbejder hun. Fra tidlig morgen til sen aften. Og pludselig er det alligevel det hele værd.

“Når jeg står op klokken fire og går på arbejde og møder folk på vej hjem fra byen, hader jeg det. Men så kommer jeg herind, laver en kop kaffe og går i gang. Og når jeg kigger på uret næste gang, er den halv tre om eftermiddagen. De dage, hvor jeg glemmer alt andet og er fuldstændig fordybet, elsker jeg.”

Hun bruger ofte sine veninder og sit team til at sparre med i processen, men følger stort set altid sin egen mavefornemmelse.

“Jeg driver mit firma som et lille demokrati, men designet er nok et diktatur.”

Ikke at det skal misforstås: Hun er taknemmelig for sit hold. Særligt nu, hvor hun skal være mor. Hun har prøvet at forberede sig så godt, hun nu kan. Og hun er stædig. For ligesom det med hammeren er der ikke nogen, der skal sige til hende, at det ikke kan lade sig gøre at arbejde med en baby, der sover i en barnevogn. Hendes kæreste, der er jurist i Udenrigsministeriet, vil heldigvis gerne på barsel, men det er ikke noget, de som sådan har planlagt. Det løser sig, for det skal det. I øvrigt kender ingen dagen i morgen.

“Det siger vi jævnligt til hinanden, mit team og jeg. Og lige meget hvad …” siger hun, “… skal det nok tage røven på os.”



Sophie Bille Brahe

>> 32 år og uddannet klassisk guldsmed hos Jo Riis Hansen i København. Var med i designfællesskabet Arena Cph og har taget en mastergrad i smykkedesign på Royal College of Art i London.

>> I 2011 startede hun sit eget firma og debuterede med kollektionen Le Fenêtre. Hun har siden præsenteret tre kollektioner, senest Le Palais Invisible.

>> Med i firmaet er også Frederik Bjerregaard, tidligere chefredaktør på Cover, og en række andre stærke profiler.

>> Hun er kendt for at lave poetiske smykker, der refererer til stjernebilleder og bygningsværker, som fx ringen Palais d’Émeraude, der ligner en skyline, eller øreringen Croissant Lune, hvor en række diamanter stiger i størrelse op langs øreflippen. Smykkerne er hovedsagelig lavet i 18 karat guld og Top Wesselton-diamanter, som er den højeste kvalitet.

>> Hendes smykker bliver solgt i prestigefyldte butikker som Colette i Paris, Dover Street Market i London og Quartier 206 i Berlin – og herhjemme hos Lubarol, Nué og Ganni.



Se også: Takt & tone: 7 tips til moderne etikette
Se også: 20 skud fra hoften: Lasse Rimmer

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview