Monica Krog-Meyer: Jeg mødte min kærlighed på en helt særlig måde - og det kan anbefales

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Fra jeg var tre år, boede jeg på Henriettevej i Ordrup, så det er det første sted, jeg kan huske at have gået. På den anden side af vejen lå kirkegården, og der var mange, der syntes, det måtte være væmmeligt at bo der, men for mig var det bare en lang pæn hæk. Der var masser af legekammerater på vejen, og vi cyklede og løb på løbehjul. Jeg har et vidunderligt minde fra foråret, hvor sneen smeltede – det var jo dengang, der var sne til – og jeg legede ingeniør og dirigerede vandet rundt i rendestenen. Det var et absolut velbjerget hjem, hvor min far var sagfører, og min mor var hjemmegående. Når hun tog telefonen, sagde hun: ”Fru højesteretssagfører Mogens Krog-Meyer”. Husmødre var jo ikke rigtig noget dengang.

Det var en dejlig barndom, hvor jeg også gik til dans og spejder. Jeg var en rigtig drengepige. Vi var højt elskede, men ikke forkælede. Der var fornuft i det dengang i 1950’erne, og der blev ikke ruttet med pengene.

Din levevej?

– Der var intet i min barndom, der pegede i retning af medier. Men da jeg var 15 år, havde jeg en veninde, som var amerikansk/fransk/dansk. Hjemme hos hende var der et helt andet udsyn og fornemmelsen af, at der var mere i verden end P3’s popmusik. De hørte Aretha Franklin og anden amerikansk soulmusik, og det vækkede min nysgerrighed, og jeg fik lyst til at formidle det til andre. Jeg begyndte at læse fransk på universitetet, og jeg overvejede også at læse til journalist, men dengang foregik det i Aarhus og handlede udelukkende om skrevne medier. Jeg var mere til radio og tv. Så jeg blev på universitetet.

LÆS OGSÅ: Susanne Lana om kærligheden: "Jeg har forsvoret, at jeg ikke skal have flere mænd i mit liv"

I 1975 lavede Jørgen Mylius programmet Fransktoppen på P3. Jeg ringede ind til Radiohuset og spurgte ham, om jeg havde ret i, at han ville spille et nummer med den og den sangerinde. Hun var min veninde, som var blevet berømt sangerinde i Frankrig, så jeg tilbød ham hendes telefonnummer, så han kunne ringe og interviewe hende. Jeg fik også lov at komme ind i studiet, mens han lavede programmet.

Jeg var ved at dø af skræk over at komme til at tale, mens mikrofonen var tændt. Men jeg var også fascineret og vedholdende, for jeg fik lov at komme igen og igen. En dag spurgte Jørgen Mylius: ”Hvad er det egentlig, du vil?” Så sagde jeg, at jeg bare gerne ville lave radio. Han fandt et studie og en tekniker til mig, og så fik jeg lov at prøve at indtale en hitliste i mikrofonen. Tre-fire måneder senere mødte jeg ham på gaden, og han sagde, at nu manglede de en speaker. The rest i history.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Jeg boede i Paris, inden jeg begyndte at lave radio. Der var jeg til foredrag i den danske kirke med tv-journalisten Jacques Berg om fransk politik. Han var en mester i franske samfundsforhold, og han gik lige i hjernen på mig. Jeg var så fræk, at jeg skrev et brev til ham, at hvis han manglede en hjælper i Paris, ville jeg gerne være med. Så fik jeg et brev tilbage, at han skulle lave tv om Baskerlandet, så hvis jeg kunne stå klar med min kuffert på det og det hjørne den og den dag, måtte jeg tage med. Der oplevede jeg, hvordan det fungerede med lyd, lys, ham som interviewer og mig, der fik lov at holde klaptræet. Jeg tror endda, jeg fik penge for det. Da jeg senere sad på P3, fik jeg lov at tage ned og dække franske valg, interviewe kandidater og spille deres kampagnesange. Det var så fedt, men jeg havde ikke kunnet lave den slags, hvis ikke Jacques Berg havde lært mig det.

LÆS OGSÅ: Kaya Brüel om sin mor: ”Hun var ikke den mor for mig, jeg selv er blevet for mine børn”

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Jens, som jeg lige har haft 17-års bryllupsdag med. Da jeg mødte ham, havde jeg været alene i 11 år, og han var lige blevet skilt. Men en dag ringede der en, jeg kender, og sagde, at hun kendte en fyr, der gik rundt og lige var blevet skilt. Måske var han noget for mig? Jeg sagde, at hun gerne måtte give ham min mailadresse, og det var så vidunderligt, for vi skrev sammen de første 14 dage uden at tale sammen. Det vil jeg anbefale alle mennesker at gøre, for du får lov at stille alle de dumme spørgsmål, du vil, uden at nogen sidder overfor og bliver fornærmede. Efter de 14 dage mødtes vi for første gang. Jeg besøgte ham, og jeg syntes, han var en sød fyr. Et par dage efter besøgte jeg ham igen.

Jeg havde min lille hund, Anton, med, men Anton opførte sig som en idiot. Han var simpelthen så jaloux, at han tissede på gulvet. Til sidst tog Jens et tag i nakken på ham og lagde ham ned på gulvet og sagde: ”Her er det mig, der bestemmer”. Da jeg tog hjem den aften, syntes jeg, at det tegnede godt. Dagen efter kom han til middag hos mig, og da jeg åbnede døren, stod han med en flaske vin i den ene hånd og et kødben i den anden.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– I 2015 tog jeg en dyb indånding og sagde mit job op på P4 København. Det kom som lidt af et chok for Dennis Johannesen, som jeg sendte med, men jeg ville hellere stoppe, mens legen var god. Først gik jeg ned på to arbejdsdage, hvor jeg lavede programmet Monicas Mødested på P5, men jeg havde fået smag for friheden. Man gør sig ikke begreb om hvor meget krudt, man bruger på at lave radio, når man er 66 år. Nu er det en luksus at være mig. Jeg har et super helbred og muligheden for at lave, hvad jeg vil. Jeg er stadig sprogredaktør og korrekturlæser på netmediet POV.

Jeg var da spændt på, hvordan det ville være ikke at være på arbejdsmarkedet og gå hjemme sammen med Jens. Ville vi slå hinanden ihjel? Men det har vist sig at være et kæmpe privilegium. Jeg gør noget ud af børnebørnene, som tit overnatter her, og så lærer jeg dem at hente avisen i postkassen. Jeg vil gerne have, at de kan tale med om dengang, der fandtes papiraviser, som blev delt ud.

LÆS OGSÅ: Karin Cruz: Jeg glemmer aldrig min mands første sætning til mig

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Det gjorde jeg i januar i år, hvor jeg blev kørt ned af en skraldebil. Han havde simpelthen ikke set mig, så jeg blev slynget op i luften, knuste forruden og var bevidstløs i flere timer. Jeg vågnede på Rigshospitalet med brækkede ribben, en flig der var slået af hoften, hjernerystelse, en blodansamling i hjernen og en arm, der også havde fået en tur. Jeg har ingen erindring om at være blevet kørt ned, og hvor er det vidunderligt, at jeg ikke kan huske det. Men i lang tid efter var jeg bange for, at de billeder skulle begynde at dukke op, ligesom jeg var bange for, at det skulle ske igen. Selv i dag er jeg hele tiden to skridt foran, når jeg er i trafikken. Ved den bil derhenne, at jeg kommer cyklende her? Jeg har også følt mig svimmel om aftenen og morgenen, og når jeg skal koncentrere mig, kan det føles som om, min hjerne koger. Jeg er blevet mindet om, at livet hurtigt kan være slut. Men jeg er ikke bange for at dø, for jeg føler, at jeg har oplevet, hvad jeg skulle. Hvis det skulle ske nu, er det faktisk fint nok, men på den anden side tager jeg også gerne 20 år til.

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Når folk taler grimt til hinanden, så blander jeg mig med risiko for at få noget tungt i hovedet. Jeg gør det meget på Facebook, hvis nogen, jeg kender, skriver noget dumt – og det oplever man jo tit – så går jeg i rette med dem. Min store glæde er, når folk er enige med mig, men ikke turde sige noget selv. Men jeg synes generelt, at tonen er så grim.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Principielt er man jo ikke på vej et godt sted hen, når man er næsten 69 år, så jeg nyder at være, hvor jeg er. Jeg er vild med øjeblikket og nyder en hel dag, hvor jeg ikke skal en skid. Jeg er blevet god til at klatte tiden væk, hvor jeg før var supereffektiv med at interviewe, redigere, sende, besøge nogen og den slags.

Jeg har lavet en pagt med min krop om, at jeg ikke må sige noget grimt om den, så længe den virker. Jeg skrev engang en artikel om det, og kort efter ringede Aftenshowet og inviterede mig i studiet. Det ville jeg kun på betingelse af, at de ikke sminkede mig. Jeg kan jo ikke sidde i studiet og tale om at elske at have rynker som norske fjorde og så være glattet helt ud i huden. Vi kvinder går altid og bitcher over vores krop, men jeg har det godt min alder taget i betragtning.