Mor i Madrid: Man ryger da sit barn ind i hovedet

Det var ikke planlagt sådan, livet med småbørn i Madrids ufatteligt smukke, men også voldsomt dekadente og sydende bykerne, hvor vi bor omgivet af finanskrise-tidens ugentlige massedemonstrationer, patruljerende politihelikoptere og i tusindvis af rødmossede turister.

Jeg var vokset op med en forestilling om, at jeg allerede ved årtusindeskiftet – som 28-årig – ville være på plads med børn, en uddannelse, mand, liguster, et fint lille hus og alt, hvad der ellers hørte til at være rigtigt voksen. Det var ikke en urimelig antagelse for en lille pige i 1970'erne. Dengang fik man sit første barn som 23-årig, og forældrene omkring os var unge, i gang med at realisere deres egne liv, selv blive voksne.

Da det nye årtusinde kom, sad jeg imidlertid midt i aids-epidemien i Zambia i det sydlige Afrika, og de følgende år var det steder som Mumbai, Manila, Bangkok, Bruxelles, New York, Paris, Dubai, Delhi, Dar es Salam, Kuala Lumpur, Ljubljana, London, Bratislava, Berlin, Kathmandu eller Khartoum, man kunne finde mig. Sjældent hjemme i Danmark og slet ikke i nærheden af ligusterhækken og voksenlivets endestation i form af stabilitet og afkom.

Men da kompasnålen efter mange år endelig stod stille, var det altså her på Madrids gule, tørre højslette. Jeg var 36 år og efter årelange forsøg gravid med min spanske mand. Hans job gjorde, at vi startede her. Sådan tænkte jeg det dengang for tre år siden. Starte, ikke blive. Det gør jeg nok stadig.

Læs også: Spansk mor i Danmark: Børn opdrages med jantelov

Midt i et parallelsamfund
Jeg havde ingen forbehold over for et tværkulturelt ægteskab. Jeg var besnæret af ikke bare manden, men også de nye sproglige horisonter og frigørelsen fra de veldefinerede og fasttømrede sociale skillelinjer i vores eget lille stammesamfund. Min mand er som jeg en mobil verdensborger, der har boet og arbejdet i forskellige lande, og livet som par uden børn havde været så godt som problemfrit, når man så bort fra geografi og logistik. Fælles holdninger og værdier, fælles interesser og adspredelser.

Men så fik vi børn. Først en datter for tre år siden og siden en søn, der i skrivende stund er to uger gammel. Jeg plejer at sige, at skal man virkelig lære en kultur at kende, så skal man yngle i den. Dette har ikke været nogen undtagelse.

Jeg har hårdt erhvervede spanske veninder og venner her i Madrid, men primært tilhører jeg kliken af veluddannede nordeuropæiske og nordamerikanske kvinder, der mødes på byens plazaer over skarpe cafe-con-lecher med vores babyer i slynge og småbørn på løbehjul. Havde vi været tyrkiske eller marokkanske indvandrere, ville det på dansk blive kaldt et parallelsamfund. I stedet kan vi kalde os "expats" og samles om alt fra hverdags-trivialiteter til regulære domfældelser over den kultur, der omgiver os. Muligvis er disse kultur-illoyale sessioner med til at holde modet oppe hos os. En vigtig del af mentalhygiejnen for os fremmede, som livets vildveje har ført til dette dystopiske paradis.

Og det er egentlig i orden. Jeg hører ikke til dem, der mener, at man som immigrant bør acceptere og omfavne alt ved den kultur, man nu bor i. Man kan ikke som menneske suspendere hele sit sanseapparat, sin baggrund, prægning og sine værdier, det ville heller ikke gøre én til det supplement, den indflydelse, som vi immigranter er og altid har været i historien. Vi skal overholde loven. Respektere de værdier og traditioner, som flertallet har, og langsomt og adstadigt arbejder den nye kultur sig også ind på dig. Men vi er ikke maskiner, der bare kan nulstilles og re-programmeres. Når det er sagt, så kræver mine halvt spanske børn, at jeg arbejder på at forlige mig med kulturen. Det er her, det bliver svært.

Rygning og ammestop
For alene ammestuehistorierne var fremmedgørende, da jeg kom herned. Oprørende, faktisk. Læger, der fortæller de gravide, at de endelig bare skal blive ved med at ryge, fordi fosteret ellers vil få abstinenser. Kejsersnit foretaget i førstegangsfødslers tiende time, fordi "kvinden nok ikke har kræfter til at føde sit barn". Børnelæger, der fortæller mødre, at det kun er i u-lande, at man anbefaler fuld amning de første seks måneder. Kvinder, der i øvrigt vælger amningen fra, fordi det er "perverst". Hospitaler, der tilbyder ammestoppiller til de nybagte mødre, så de ikke skal ligge og rode med den slags, og højgravide, slanke veninder, der efter at have taget ti kilo på i løbet af graviditeten bliver kaldt fede af deres læge og anvist slankekure bestående af hvidt brød, makaroni og dåseærter.

Synet på graviditet og fødsel er i det hele taget fundamentalt anderledes på disse breddegrader. Hvor man i Danmark opfordres til at føde som en viking, er en fødsel hernede en overmedicineret samlebånds-affære, som i høj grad ignorerer moderens ønsker, og som i hvert tredje eller fjerde tilfælde ender i et kejsersnit.

Den skadelige mor-last
Ingen ammestuehistorie havde imidlertid forberedt mig på den spanske virkelighed med en baby på armen. Da der ikke findes sundhedsplejersker i Spanien, anser alle, der er blevet mødre før én, sig for at være naturlige autoriteter. Det være sig mødre, svigermødre, naboer, tilfældige forbipasserende eller medpassagerer i bussen. Det var mildest talt overraskende, første gang en servitrice på en fortovsrestaurant instruerede mig i at lægge min baby over i barnevognen i stedet for at have hende på skødet. Det er ikke den slags, man forventer, efter man har bestilt to kopper kaffe.

Siden er jeg blevet vant til den hyppige og fra mit perspektiv temmelig utidige indblanding i mit forældreskab. Når ens barn græder, er det frem for alt vigtigt ikke at tage det op, men at lade det skrige i barnevognen, er den enslydende instruks fra kvinderne i det omgivende samfund. Tankegangen er, at barnet udvikler en skadelig "mor-last", hvis det ikke med det samme bliver vænnet fra den fysiske kontakt til moren. Ordet "vicio", som betyder last og egentlig burde dreje sig om en uheldig tilbøjelighed til spil, narko og lette damer, bruges nu primært om det "for tætte" forhold mellem moren og det lille barn.

Den slags er jo komplet sort snak for os nordeuropæere, og det tog en rum tid, før jeg overhovedet forstod, hvad folk omkring mig forsøgte at kommunikere.Duften af baby
Det vigtigste for babys velvære er for spanierne et klinisk, steriliseret miljø, renskuret i klorin, og så skal det hele helst dufte syntetisk af lavendel. En af de første gaver, jeg fik som nybagt mor, var en baby-parfume. Hernede skal en baby ikke dufte af baby, men af Johnson&Johnson, og parfumen var ligesom vådservietterne og alle andre babyprodukter fuld af hormonforstyrrende stoffer. Rædselshistorier om manglende testikler og tidlig pubertet opfattes som absolut overdrevne og hysteriske. Måske derfor er allergivenlige rengørings- og vaskeprodukter og øko-babypleje i hovedsagen forvist til små, sekteriske helsekostforretninger.

Det gode forældreskab på den iberiske halvø synes faktisk mest af alt at handle om den slags, man kunne blive meldt til kommunen for hjemme i Danmark. Babygrød fås i den indbydende Nestlé-variation "mælk og småkager", og laver man grød af hirse eller havre, får det stakkels barn et medfølende blik, for den slags hører for det spanske folk til de hårde tider under borgerkrigen. Glutenallergi har ingen hørt om. Juice-brikker til børn er ofte sødet med aspartam, hvilket bliver fremhævet som en fordel for barnet, og den gængse opfattelse er, at en hvilken som helst feber eller snotnæse skal slås hårdt ned med antibiotika. Mine spagfærdige indvendinger om, at menneskeracen jo heldigvis er udstyret med et immunforsvar, bliver som regel mødt med en stille hovedrysten.

Mariekiks til morgenmad
Vores datters vuggestue koster to tredjedele af den spanske mindsteløn. Til gengæld er den lukket to en halv måned om året, og efter hun er holdt op med at sove til middag, har de nægtet at passe hende efter klokken to om eftermiddagen, hvor børnene bliver lagt. Vuggestuens område er forælderfri zone, og man tjekker sin unge ind og ud ved døren. Morgenmaden til de søde små består af kakaomælk og mariekiks, og alle de almindeligvis friterede frokostmåltider sluttes af med en sukkerbombe-yoghurt fra Danone.

En belgisk mor og jeg overvejede at tage et møde med forstanderen om tingenes tilstand, men så blev vi enige om, at de to år, vores børn skulle være på institutionen, formentlig ikke var længe nok til at gennemføre en sundheds-revolution hverken i spanske dagtilbud eller andetsteds.

Og det er et tegn på integration i praksis. Havde det været lige, da jeg kom, ville jeg muligvis være gået til opgaven med en mindre grad af realisme. Nu da jeg kender Spanien og folk her, kan jeg godt se, at man må vælge sine kampe med gevaldig stor omhu. For i det hele taget er spanierne meget lidt sundhedsbevidste. De færreste sætter spørgsmålstegn ved rygning i deres eller andres børns nærvær. Sukker, hvede og friture synes at være fundamentet for kostplanen, og hvor det økologiske overskuds-Danmark er ude i en benhård konkurrence på spelt-bagning og hjemmesyltning, så anses den slags for frivol tidsspilde her.

Resultatet er blandt andet nogle af Europas tykkeste skolebørn. Til gengæld er de som regel rigtigt fint klædt på. Søskende gerne i ens sæt af hæklede huer og empiresnit-kjoler i sarte farver og sorte laksko, og ikke mindst sirligt krøllejernskrøllede rottehaler med store sløjfer omkring. Dansk børnemode med sit retro-70'erlook, sine øko-ugler og fokus på bevægelsesfrihed har ikke en chance her.

Børn skal nydes
Samtidig fejres børn overalt i det spanske samfund. Om det er, fordi der fødes så få af dem, er uvist, men det lille vidunder med bleskift og barnevogn er ikke bare velkommen overalt, men bliver også beundret, ivrigt tiltalt og ikke sjældent overkysset, hvor man end kommer hen med det. De første gange jeg oplevede, at en ekspedient i en forretning flåede mit barn ud af armene på mig for at savle og trutte det i ansigtet, var det overvældende og grænseoverskridende. Nu er jeg vant til, at en tur med barnevognen er en invitation til kontakt med mine omgivelser. Jeg tror endda, at jeg ville savne de ældre damer med deres sirlige frisurer, pudrede parfumer og blanke spadserestokke, der bare lige må en tur ned i barnevognen og knibe fedlingen i låret.

Klart er det, at børn er til for at blive nydt. Af det omgivende samfund og særligt af familien, og her menes ikke bare mor og far, men hele familien – bedsteforældre, tanter og onkler. De opdages til at kysse og kramme på kommando, og deres sengetider må nødvendigvis følge familiens sociale kalender.

Våbenhvile på vej
Der er tidspunkter, hvor jeg river mig i håret over, hvad jeg møder hernede. Det hjælper noget at huske på, at Spanien er et sammensat land af undertrykte minder, uforløste konflikter og modsætninger og magtforhold, der aldrig er blevet grundlæggende udfordrede. Det er landet, hvor den katolske kirke stadig hver formiddag klokken 11 holder messe på diktatoren Francos grav. Hvor den almindelige reaktion på fortiden er tavshed. Hvor krige, besættelser, borgerkrigen og senest diktaturet har skabt et behov for, at kulturen lever adskilt fra politik, at den lever i folket gennem traditionerne. Og at det fortsætter nu til dags i det moderne demokrati, hvor den spanske nation ser på deres politikere med en blanding af håbløshed og resignation.

Danmark er et meget mere integreret samfund og har fordelen af en langt bedre økonomi, højere uddannelse, mere overskud og en noget mindre dramatisk nyere historie. Vi kræver noget af vores offentlige sektor, politikere, autoriteter. Vi er langt mere forandringsparate. Vi følger med i ny forskning, og stort set alle medier har sundhed som et prioritetsområde. Vi er måske allerede blevet det videnssamfund, vi taler så meget om, og lever ofte i reaktion eller kontrast til traditionen, som synes at befinde sig langt længere nede i værdihierakiet, end tilfældet er her i Spanien.

Det er det, jeg allerhelst vil give videre fra den danske kultur. Evnen til at tænke uden for boksen, modet til at konfrontere autoriteter, en uafbrudt søgen efter viden og testning af konventionerne. Jeg håber, at mine børn, når de bliver voksne, afprøver og efterprøver de sandheder, deres forældre og deres samfund har fodret dem med.

Samtidig føler jeg en dyb sympati for de af historien og samtiden så hårdt prøvede spaniere. En fundamental medfølelse for den gamle enke i sin mørke kittelkjole og med det opsatte, stålgrå hår og for det, hun har gennemlevet. For den unge mor, der afleverer halvdelen af sin løn til daginstitutionen og kæmper for at få resten til at slå til i en brutal økonomisk virkelighed, hvor Europas højeste arbejdsløshed ikke modsvares af et automatisk socialt sikkerhedsnet. Og for de lækre unger, som min datter leger med, propfulde som de er af hormonforstyrrende stoffer, kakaomælk og hvede, men også charme, glæde og livsenergi.

Måske ligger kimen til våbenhvilen mellem mig og spansk børneopdragelse i virkeligheden her, i velviljen og forståelsen for de mennesker, der omgiver mig.

Jeg tror det.

"Sukker, hvede og friture synes at være fundamentet for kostplanen, og hvor det økologiske overskuds-Danmark er ude i en benhård konkurrence på spelt-bagning og hjemmesyltning, så anses den slags for frivol tidsspilde her"

"En af de første gaver, jeg fik som nybagt mor, var en baby-parfume"

"Det gode forældreskab på den iberiske halvø synes faktisk mest af alt at handle om den slags, man kunne blive meldt til kommunen for hjemme i Danmark. Babygrød fås i den indbydende Nestlé-variation "mælk og småkager"