Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Foto: Privatfoto Kristina undrer sig over, at alle vennerne vil tale om graviditet og børn på festival.

”Alle har en forventning om, at jeg er helt oppe i skyerne og tænker på baby hele tiden”

Mor uden mave 2: Kristina er taget på festival for at drikke øl og høre musik. Men pludselig vil alle bare tale om den baby, der er på vej.

For nylig var jeg på festival, hvor jeg løb ind i en del gamle venner og bekendte, og straks efter kram og umiddelbare udbrud af gensynsglæde fulgte der stort set uden undtagelse et "tillykke!" fra personen, jeg stod overfor. Første gang tog det mig faktisk lige et øjeblik at finde ud af, hvad der mon fortjente sådan en lykønskning, men så kom jeg i tanke om, at Sidsel og jeg kort forinden havde valgt at offentliggøre graviditeten på Facebook, og at det nok havde noget med det at gøre.

LÆS OGSÅ: Mor uden mave 1: Kristina skal være mor - men det er hendes kone Sidsel, der skal føde barnet

Jeg skal da i øvrigt lige hilse at sige, at hvis man savner likes på Facebook, så skal man bare annoncere en graviditet! Jeg havde aldrig forventet så store og mange reaktioner, og det er helt vildt overvældende, at så mange mennesker kan blive så glade på vores vegne. Jeg følte mig virkelig som den heldigste i hele verden, at jeg kender alle disse skønne mennesker.

Direkte konfronteret med denne begejstring på festivalen var min reaktion dog noget anderledes. Måske ikke så meget udadtil, hvor jeg selvfølgelig stadig smilede og sagde tak, fordi alt andet ville være ubehøvlet, når man står med et menneske, hvis brede smil og varme knus gør det helt tydeligt, at der er tale om oprigtig glæde. Men jeg følte mig utilpas og prøvede egentlig bare at skifte emne hurtigst muligt.

Kan man feste frygten væk? (Be' om...)
Det værste var, når de her ellers dejlige mennesker foran mig begyndte at stille spørgsmål og starte en decideret dialog om børn og fremtid. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle sige eller gøre, og jeg følte mig overraskende presset. Det var jo ikke ubehagelige situationer, men der var alligevel et indre ubehag, jeg ikke kunne sætte finger eller ord på. Det virkede akavet at stå der på festivalpladsen i en let rus af alkohol og musik og så pludselig snakke om noget så seriøst og samtidig uvirkeligt.

I dagene efter har jeg tænkt meget over, hvorfor i alverden jeg havde det så svært i de situationer. Godt nok blev det lettere for hver gang, men hvorfor faldt det mig ikke bare naturligt at snakke om? Og hvorfor sagde jeg så ikke, at jeg egentlig ikke havde lyst til at snakke om det og hellere ville skåle og grine og høre musik? Der er sikkert mange grunde, som psykologer kunne forklare meget bedre, men jeg er nået frem til, at den altoverskyggende årsag er usikkerhed. Frygt.

Jeg er på usikker grund, på vej ind på totalt ukendt territorium, hvor jeg skal påtage mig mit livs største ansvar. Det er en rejse, jeg glæder mig til, men det er også en tur, jeg er ved at skide grønne grise over. Og når jeg så bliver ønsket tillykke med den her ukendte fremtid, bliver jeg bange for, at jeg ikke viser min glæde nok. At jeg ikke er taknemmelig nok. Der står de jo, med kæmpesmil og rungende tillykke'r, og så står jeg bare der med flakkende øjne og siger tak og "ja, det er godt nok vildt", og "jeg kan ikke helt forstå det endnu".

Hvad værre er, så bliver jeg bange for, om min egen glæde overhovedet kan måle sig med deres. Og jeg bliver seriøst i tvivl, om der er noget galt med mig, så jeg begynder at skælde mig selv ud for mangel på passende mængde glæde. Jeg ved ikke, om det er mit angstprægede sind, der er skyld i det, eller om det er helt normalt.

Har mænd det mon også sådan, når de skal være fædre, men det hele endnu føles meget fjernt og uvirkeligt? Har andre mødre uden maver været det samme igennem? Bliver glæden og spændingen større i takt med, at det nærmer sig termin? Eller burde jeg bare være ved at sprænge af forventende utålmodighed allerede nu?

LÆS OGSÅ: 21-årige Julie vil steriliseres

Kvinder snakker da om børn!
Jeg tror, at noget af usikkerheden hænger sammen med mit køn. Det er, som om der ligger en usynlig og usagt forventning om, at jeg må være helt oppe i skyerne og tænke på baby hele tiden og derfor også vil snakke om baby hele tiden. At jeg er i fuld gang med at ribbe enten Babysam eller Den Blå Avis for babyudstyr, og at vi arbejder på højtryk for at indrette et nuttet børneværelse. For det gør kvinder da..?

Om det så faktisk er sådan, eller om det er mig selv, der har skabt det forventningspres, skal jeg ikke kunne sige, men én ting er sikker: Jeg hverken tænker på eller snakker om baby hele tiden. Når jeg gør, er det oftest i enten pragmatiske sammenhænge (der er sgu meget, der skal holdes styr på!) eller med paniksved piblende frem på panden. Jeg har ikke, endnu, en reel fornemmelse af mit barn. Og jeg vil gøre mit bedste for at holde fast i den del af mig, der mener, at det ikke gør mig forkert, hverken som kvinde eller kommende mor.

Jeg er ikke i en konstant lykkerus. Til det er det hele stadig alt for surrealistisk. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan blive ramt af lykkerusen - det sker bare som oftest, når Sidsel og jeg er alene, og jeg har et blik eller en hånd på hendes mave. Så lektien til mig selv må være at acceptere, at det er sådan, jeg har det; at det er okay, og at jeg ikke behøver præstere et eller andet, når venner og bekendte ønsker tillykke og stiller spørgsmål.

De vil i virkeligheden nok være langt mere accepterende over for min manglende "fornemmelse for baby", end jeg selv er, og skulle nogle finde det sært, så går det nok også. Jeg vil i sidste ende hellere risikere at føle mig forkert end at gå glip af al den kærlighed og glæde, der omringer mig og min familie lige nu.

Jeg ER jo den heldigste kvinde i verden!