Morten Sabroe mødte sin kæreste til en fest: “Jeg blev nødt til at gå hen mod det der fantastiske syn”

På den anden side af bordet sidder en kvinde med langt rødt hår og en mand med en lidt mindre prangende hårpragt. Om halsen har han en kæde, hvor ordet "Gonzo" står tydeligt frem. Det er navnet på den type journalistik, Morten Sabroe er kendt for at lave, foruden hans forfatterskab, der blandt andet har budt på biografiske værker om ham selv og hans forældre. Han beskrives til tider med vendinger som fandenivoldsk og utilpasset; en sand enfant terrible. Denne gang er det den rødhårede kvinde ved hans side, hans kone Do, der er blevet omdrejningspunktet for en af hans bøger,

– Jeg vidste først, hvad det egentlig var for en størrelse, da den var færdig. Jeg fik at vide, at "nu kan du få lov at læse den, og du har egentlig ikke så meget at skulle have sagt". Det var atypisk, fordi jeg normalt bliver brugt som en slags sparringspartner. Det var lidt surrealistisk at læse om en fiktiv person, som alligevel havde mange træk og oplevelser, som var mine. Lidt ligesom hele tiden at gå ud og ind af et spejlbillede, fortæller Do.

Virkelighedens Morten og Do mødte hinanden til en hip branchefest, da de var henholdsvis 52 og 36. Morten var næsten lige blevet skilt, og Do, der egentlig ikke har det store behov for socialisering, var kun modvilligt taget med, fordi en ven overtalte hende til at "se nogle mennesker". Morten stod og talte med nogle venner, da han fik øje på Do, der stod alene og kiggede på menneskerne til festen, mens hendes venner var gået ud for at ryge.

– Jeg var lige midt i en sætning, og så vendte jeg mig væk fra mine kollegaer og gik hen mod det der fantastiske syn. Det var det virkelig. For mig var det ligesom et lys. Jeg havde fuldstændig glemt, jeg nogensinde havde været gift og var blevet skilt. Det var fuldstændigt målrettet. Så kom jeg hen og stillede mig ved siden af den unge dame der og spurgte jo som sædvanlig, fordi der var musik, om hun ville danse. Næ. Det ville hun overhovedet ikke. Hun ville sådan set nærmest heller ikke tale med mig. Men jeg blev stående og snakkede og snakkede og snakkede, fortæller Morten, mens han ser på Do, der endte med at sige ja til en dans til sidst.

– Jeg kunne ikke stå for den der vedholdenhed. Det gør jo indtryk, at han bare bliver stående og padler desperat og udtømmer alle muligheder for samtale. Og jeg vidste jo godt, hvem han var, så jeg var også en lille smule starstruck, men også forudindtaget på alle måder; Morten Sabroe, han var sådan en storbydesperado, der lagde alle kvinder ned, og det skulle jeg slet ikke involveres i. Men skriften kan jo noget helt magisk, ikke? Jeg havde læst hans romaner og læst hans journalistik og var allerede lidt forelsket i ham på forhånd, fordi han havde skrevet sig ind i mit hjerte.

– Hvorfor fanden sagde du så ikke ja til at danse med det samme? griner Morten, der her knap 17 år efter nu har skrevet noget, der blandt meget andet også er en kærlighedserklæring til kvinden, der absolut ikke ville danse dengang.

Men det er en ret atypisk kærlighedserklæring, der langt fra er lige så sukkersød og konventionel romantisk, som historien om deres første møde. Uden at afsløre for meget er her både løgne, bedrag, dybe hemmeligheder og fantasier om andre mennesker.

– Den der sang om true, true love, den holder jo ikke rigtigt. Vi kan godt sidde og græde over det, hvis vi ser en film, der handler om det, men sådan er tilværelsen virkelig ikke. Jeg tror ikke, der er nogen af mine mandlige venner, som ikke, til trods for at de har været i solide forhold, taler meget om andre kvinder på den måde, som man nu taler. Men er man så utro? Næ, gu er man ej, man er bare et menneske, der lever, siger Morten, og Do fortsætter:

– Og man elsker jo ikke sin elskede mindre, fordi man godt kan se, at der er en fristelse et andet sted, det tager jo ikke noget fra nogen. Kærlighed er ikke en finit størrelse, hvor man tager noget fra nogen ved også at holde af noget andet. Livet er jo fyldt med modsætninger. En kærlighedserklæring, der kun er lutter ros og tilbedelse, ville i mine øjne være dybt utroværdig, for livet er jo sammensat.

LÆS OGSÅ: Instruktøren af Arvingerne: Da jeg læste manuskriptet, kunne jeg næsten dufte min farmor igen

Mand og kvinde

En af de drivende kræfter i bogen er, at karakteren Morten Sabroe har en følelse af, at han egentlig ikke helt kender den kvinde, han er gift med. Den følelse kender også den virkelige Morten Sabroe, der nogle gange kan få fornemmelsen af, at Do "kommer fra en anden planet". Men det, tror han, er vigtigt for at bevare begæret i forholdet.

– Det er skide fascinerende, især i en relation mellem mand og kvinde, når man ikke kender kvinden helt og hele tiden har et eller andet behov for at finde ud af hendes hemmelighed, hvilket man aldrig gør. Så bliver man ved med at have den fascination og interesse og længsel.

Da Morten spørger Do, om hun har det på samme måde med ham, kigger hun forholdsvist uimponeret på ham, og Morten må grinende konstatere, at næ, hun føler ikke, at han er en gåde på den måde. Til gengæld er det heller ikke noget, der er vigtigt for forholdet ifølge hende.

– Humoren betyder utroligt meget og den lette gang på jord; vi griner så meget sammen. Morten er rigtig sjov, og hans hjerne er generelt krøllet på den fede måde. Men der tror jeg, at mænd har lidt mere brug for det der testosteron-jagtinstinkt, og der ligger jo stadig et element af jagten, hvis dit bytte ikke helt har overgivet sig; hvis der stadigvæk er noget at jage.

Morten nikker og fortsætter:

– Og så betyder det for mig, det kan jeg lige så godt sige, enormt meget, at den kvinde, jeg er sammen med, ser godt ud. Der er ikke noget at gøre, og sådan tror jeg, enormt mange mænd har det.

– Det tror jeg desværre, du har ret i, men det, synes jeg jo, er super overfladisk. Jeg er da enormt glad for, at Morten synes, at jeg er smuk, men at han har den der æstetik omkring, at kvinder er nogen, der skal være smukke, kan virkelig provokere mig. Jeg kunne så godt tænke mig, at Morten bare elskede mig overalt på jorden lige meget, hvordan jeg så ud.

– Det gør jeg også, når Morten at få indskudt, inden Do fortsætter:

– Men jeg går for eksempel aldrig med makeup derhjemme og gør intet ud af mig selv, så det skal heller ikke forstås sådan, at fordi han har det sådan, så prøver jeg hele tiden at være smuk for ham. Slet ikke.

LÆS OGSÅ: Forfatter Tine Høeg: "Alle teenagere skulle have et langt kram og melde sig ud af fitnesscentrene"

Det går sgu nok

Generelt er livet i det sommerhus i Nordsjælland, de bor i, tilsyneladende ikke særligt anstrengende. Der bliver i hvert fald grinet enormt meget, og grå hverdagspraktikaliteter får ikke lov til at gøre has på samværet.

– Det er måske et af svarene på, hvorfor vores forhold har en let gang på jord, at vi ikke går så meget op i sådan nogle ting nogen af os, siger Do, men bliver afbrudt af Morten:

– Jo jeg gør kraftedeme!

Hjemme hos dem er det ham, der køber ind, laver mad og alt det "i gamle dage såkaldte kvindearbejde", som han kalder det. I weekenderne bliver Do endda vækket med kaffe på sengen.

– Jeg er da super privilegeret, og det synes jeg er fantastisk, jeg kan ikke rose ham nok for det – selvom han nogle gange synes, han ikke helt får ros nok. Men jeg tror, at for mange går for meget op i de der ting og glemmer måske at tænke lidt mere "hvad fanden, vi lever kun en gang, hvor vigtigt er det lige, om der bliver støvsuget en gang om ugen?" Jeg tror, man kommer enormt langt med at blive god til at sige pyt. Vi giver hinanden rum til at være dem, vi er. Jeg prøver ikke og kunne aldrig drømme om at prøve at få Morten til at ændre på sig selv, og han prøver heller ikke at ændre på mig. Det burde være en fuldstændig naturlig ting, at man har det rum, man har brug for, til at være den, man har lyst til at være, siger Do og Morten understreger vigtigheden af det.

– Noget af det, der ødelægger enormt mange forhold, er jo det egentlig ret underlige, at man bliver forelsket i et menneske, og så vil man alligevel gerne have lavet det om. Der er jo utrolig mange forhold, der begynder at knirke og blive kampzoner. Hovedparten af de problemer, der beskæftiger folk i vore dage, er jo simpelthen petitesser. Det er også skide frustrerende at leve i sådan et højtgearet samfund, hvor du hele tiden skal have succes, og så kan sådan nogle småting enormt nemt gå hen og blive til store ting. Men der tror jeg, at noget af det vigtigste, vi egentlig har lært, er, at man slipper lortet og lader det sejle væk.

LÆS OGSÅ: Flemming Møldrup: Her er mine 5 bedste råd til en lykkelig skilsmisse

En humørsvingende jammerkommode

At slippe frustrationer og sørge for at have sit eget rum er ifølge Do også vigtigt, når man lever sammen med en forfatter. I bogen finder man blandt andet en anekdote om den kendte forfatter Salman Rushdies kone, der fortæller om, hvor barnlig og egocentrisk han kan være omkring sit forfattervirke. Det er også sider, hun kan se i Morten til tider, fortæller hun dog helt uden spor af beklagelse.

– Jeg tror, det er meget heldigt for mig, at jeg hviler rigtig godt i min egen lille verden uden at behøve at fylde super meget. Og så kan Morten fylde alt det, han vil. Men jeg ser ikke mig selv som en underdanig kone, hvor manden skal have lov til at fylde. Sådan er det bare. Det er helt fint. Forfattere er en særlig race, fordi deres produkt er dem selv, så det bliver meget mig mig mig, og mine tanker og mit værk. Og det skal man kunne rumme, hvis man skal være gift med en forfatter. Du skal ikke være sart. Der er dage, hvor han kommer ud fra sin skrivehytte, hvor det hele har været forfærdeligt, og han siger "jeg kommer aldrig mere til at sælge en bog". Så må jeg jo bakke lidt op med "det skal nok gå, du er pisse god". Som jeg jo også mener, men der er dage, hvor der er mere brug for det end andre. Og der er der ingen andre til at gøre det end mig, for der er ingen andre, der ser den del. Men der går jeg all in på at støtte op om ham. Det ligger jo i den kæmpe kærlighed, jeg har til manden. Jeg vil jo gå gennem ild og vand og gøre hvad som helst for ham. Alt.

Morten genkender også de sider af forfattervirket, som Do beskriver; den humørsvingende "jammerkommode", som han kalder det. Allerhelst tog han afstand fra den, men han ved godt, at den også findes i ham selv.

– Jeg synes, at forfatterrollen er enormt ubehagelig, fordi man er helt alene, når man skal vurderes. Det er simpelthen hamrende modbydeligt, og det forandrer sig ikke, ligegyldig hvor mange gange du har prøvet det. Det er jammer op til udgivelse og bekymringer om anmeldelser og salg, og sådan er det hver gang. Jeg har det meget federe den her gang, fordi jeg har trukket Do med ind i manegen. Det er en helt anden oplevelse. Jeg går ikke ned alene, vi går ned sammen, siger Morten grinende.

– Jeg sgu aldrig haft det sådan før; at man har en soul sister eller soul brother, det er et ord, jeg gerne vil bruge om mit og Dos forhold, fordi det er sådan, at hvis man er to, der passer rigtigt godt sammen og har været så skide hamrende heldige at møde hinanden, så vokser der noget, der er større end en selv ud af det. Man bliver stærkere, man kan flere ting, man tør flere ting. Hvis jeg mistede Do, så ville jeg virkelig synes, at mit liv var dødssygt.

LÆS OGSÅ: Pernille Aalund: ”Det gode ved at skifte stiletter ud med gummistøvler er, at det bliver mere vigtigt at være end at se ud”

LÆS OGSÅ: Line Baun Danielsen: “Kærligheden skal jo ikke bare være der for at fylde et tomrum ud”

LÆS OGSÅ: Helle Hertz og Jan Maagaard har været venner i 40 år: “Vi er hinandens livsvidner”