Den bløde mand

Foto: Privat Morten Skovgaard arbejder med medier, kommunikation og sprog, og i sin fritid nørder han med alt fra brætspil og cocktails til heavy metal og kampsport.

Morten Skovgaard: "Alle mænd skal forstå, at det er helt i orden både at tvivle, vakle og være sårbar"

Den 19. november er Mændenes Internationale Dag. I den anledning har Morten Skovgaard skrevet lidt om, hvad dagen betyder for ham.

Det er mændenes internationale kampdag.

I dag kunne vi bruge på at fejre alt, hvad mænd har opnået gennem tiden, og der er masser af gode grunde til at være stolte. Ikke mindst over alle dem, der til vores fælles bedste har kæmpet – og stadig kæmper – for at gøre op med forstokkede, usunde maskulinitetsidealer.

Denne mærkedag er imidlertid også en god lejlighed til at rette fokus mod en vigtig kamp, der endnu ikke er vundet. En kamp, vi måske endda ender med at tabe, hvis der ikke lægges tilstrækkeligt stor styrke i den fra særligt mændenes side?

Vi taber som samfund og fællesskab alt for mange mænd på gulvet og glemmer at få samlet dem op og bygget dem op igen. Alle fra den forhutlede hjemløse mand med det tomme blik på gaden til den ansigtsløse og kværulantforrykte mand, der sidder og udspyr empatiforladt galde i åbne kommentarspor på sociale medier, er mænd, vi har tabt og ladt i stikken.

Det gælder også de mænd, der udadtil kan synes at være på toppen, men som inderst inde er dybt ulykkelige, alkoholiserede eller bare fuldstændigt ude af stand til at navigere i en verden fyldt med andre mennesker. Og de mænd, der misbruger deres magt og udnytter andre mennesker, fordi de er slaver af dårlige idealer og betændte kulturer.

Det er fraskilte mænd, konkursramte mænd, syge mænd, socialt udsatte mænd, bitre mænd, voldelige mænd og forladte mænd. Mænd, der har mistet håbet og føler sig fortabte. Mænd, der helt generelt bare er gået i stykker.

Mange mænd lider af for eksempel depression eller misbrug og andre tegn på svære omstændigheder. De får ikke nok hjælp fra myndighederne, og det er som oftest for svært for alle os uprofessionelle at hjælpe dem på den måde, de har brug for. Og når der samtidig findes organisationer og grupper, der kynisk forfører marginaliserede mænd ved at puste til deres vrede, bitterhed og frustration, bliver det ikke just nemmere at indlemme dem i fællesskabet igen.

Det er ikke nogen naturlov, at alle vi andre mænd, der har vores på det tørre, skal beskytte, forsvare eller hjælpe de mænd, der er faldet gennem vores samfunds sikkerhedsnet, og som står uden for fællesskabet. Men det betyder heller ikke, at vi bare skal ignorere dem.

I stedet for at skynde os hen til håndvasken, hver gang vi hører om konflikter med besværlige mænd, og bedyre, at det ikke har med køn at gøre, eller at det bestemt ikke er alle mænd, der opfører sig dårligt – hashtag-not-all-men – skulle vi måske i stedet overveje, hvad vi kan gøre for at hjælpe disse mænd bare en lille smule?

Vi skal naturligvis ikke lægge ansvaret for fx voldelige handlinger, fysiske såvel som psykiske, over på andre end dem, der udfører dem. Men når det ansvar er taget – og den eventuelle straf er afsonet – er der brug for, at vi som fællesskab giver disse mænd et alternativ, så både den udadreagerende og selvdestruktive adfærd ikke gentager sig.

Hvis vi i stedet for hele tiden at distancere os fra dem, hvis adfærd og holdninger vi ikke kan lide, giver dem en udstrakt hånd, lidt forståelse og menneskelig kontakt, kan vi måske være med til at gøre en forskel i deres liv. Vi kan måske være heldige at antænde en lille gnist af håb om, at der rent faktisk eksisterer et rart og rummeligt samfund, der gerne vil dem.

Et håb om, at alle broer ikke er brændt, fordi de er landet et dårligt sted i livet. Og måske kan vi være med til at skabe en følelse af, at der eksisterer en form for uforpligtende og forstående broderskab, der gerne vil lytte til holdninger og livshistorier fra mænd, der har ondt i deres liv og maskulinitet, og som har svært ved at følge med udviklingen og finde sig til rette i det moderne samfund.

Desværre eksisterer den skadelige maskulinitetskultur stadig derude. Den kultur, der gør dét at være aggressiv, dominerende, hård, følelsesmæssigt aflukket og uforsonlig til mandlige kendetegn og værdier.

Vi får nok aldrig fuldstændig bugt med den, men vi kan i fællesskab gøre rigtigt meget for at sikre, at den svinder helt ind og erstattes af bedre idealer og forbilleder, der kan hjælpe alle mænd med at udvikle sig til bedre og mere komplette mennesker.

Alle mænd skal forstå, at det er helt i orden både at tvivle, vakle, være sårbar og miste kontrollen. Det er der intet som helst forkert i. Det er helt fundamentale og ganske almindelige livsvilkår for alle, som man ikke skal undertrykke, bruge som undskyldning for at afreagere på andre eller ignorere på grund af forskruede forestillinger om kønslig immunitet over for den slags.

For mig er mændenes internationale kampdag en påmindelse om fællesskabets styrke. Det er noget af det mest dyrebare, vi har, for større samhørighed mellem mænd skaber også bedre forhold kønnene imellem og styrker vores sociale sammenhængskraft og tolerance. Den er også en påmindelse om, at de ”bløde” værdier er det, der i sidste ende gør os stærkest.

Hvis I kender en mand, der har brug for at blive lyttet til og forstået, så er lige netop i dag en god dag til det.

Rigtigt god kampdag til alle!

Dette indlæg er oprindeligt skrevet til Everyday Sexism Project Danmark (ESPD) og bragt på deres Facebook-side. Læs mere om ESPDs arbejde med at indsamle oplevelser, oplyse om og bekæmpe sexisme her.

Om Morten Skovgaard

Morten Skovgaard arbejder med medier, kommunikation og sprog. Han er efter eget udsagn seriel hobbyist og nørder igennem med alt fra brætspil og cocktails til heavy metal og kampsport.

Morten Skovgaard Mændenes Internationale Dag.jpgMorten Skovgaard (Foto: Privat)

Se, hvad vi ellers skriver om: Manderollen, Kvindernes kampdag, Samfund, Politik og Skilsmisse