Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Børnesoldater
Foto: Susanne Baden Jensen 39-årige Mozhdeh Ghasemiyani kalder sig selv for ”et barn af krig”.

Mød psykologen, der har viet sit liv til børnesoldater: Min egen barndom var lyden af bomber, der sprænger, og min mors tavse skrig

”De børn, jeg møder, får en stemme gennem mig. Det fortæller jeg dem altid.” Mozhdeh Ghasemiyani er psykolog hos Læger Uden Grænser, og en del af hendes arbejde er at hjælpe tidligere børnesoldater i Sydsudan – også med at drømme igen.

"Hvad drømmer du om?"

Spørgsmålet lyder måske relativt simpelt. Men for psykolog Mozhdeh Ghasemiyani har netop dét spørgsmål været et afgørende holdepunkt gennem hendes liv.

Nu sidder hun overfor en pige på 16 år og stiller hende spørgsmålet. Men den unge pige har svært ved at svare.

LÆS OGSÅ: Krigslægen: "Cirka halvdelen af patienterne er børn"

Hun er mor til et barn på to år, som hun har fået, mens hun blev holdt fanget og tvunget til et liv som børnesoldat af en militsgruppe i Sydsudan, hvor voldtægter og vold er en del af "opdragelsen".

– De her piger bliver udsat for voldtægter og gruppevoldtægter gentagende gange over en lang periode. Så mange af pigerne, jeg mødte, havde børn, der var blevet undfanget på den måde, siger Mozhdeh Ghasemiyani, der arbejder for Læger Uden Grænser.

ALT.dk møder hende på hjælpeorganisationens kontor i København. Hun er netop hjemvendt fra en mission i Sydsudan, hvor FN for første gang og som noget helt unikt har indgået en aftale med regeringen og de forskellige oprørsgrupperinger om at få frigivet over 3.000 børnesoldater. Man regner med, at der er mere end 19.000 børnesoldater i hele landet.

Tvinges til grusomheder

Ved konstant at erhverve nye drenge og piger helt ned til 6-årsalderen formår oprørsgrupperne at overleve og vokse sig store. Enten bortfører de børnene på vej til skole, ellers dukker de op hjemme hos folk tager dem. Virker det ikke, bruger de børn til at lokke andre børn til bestemte steder, hvor militsgrupperne står klar til at bortføre dem.

Mens de helt små børn skal bruges til praktiske, huslige formål, som at lave mad og gøre rent, bliver de lidt ældre trænet til at slå ihjel og gå i kamp mod militæret. De bliver trænet i at voldtage, og de bliver sendt tilbage til deres egne landsbyer, hvor de skal begå røverier, så gruppens ledere kan få penge.

– Der er mange, der spørger mig, hvordan børnene kan gøre de ting? Og mit svar er, at de jo er børn. Børn gør alt for at kunne overleve. Det instinkt har vi alle, men for børn er det særligt nemt at blive bange, når en voksen står og truer dig med en pistol og siger, at hvis du ikke slår vedkommende ihjel, så slår jeg dig ihjel, understreger Mozhdeh.

Det er første gang, at disse børn nu får hjælp af forskellige hjælpeorganisationer, hvor Læger Uden Grænsers opgave er at hjælpe de tidligere børnesoldater ikke kun fysisk og med medicin, men også psykologisk.

Og det er her, at Mozhdeh kommer ind i billedet.

Mens hun var i Sydsudan, foretog hun psykologiske screeninger af børnene gennem samtaler. Herunder med den unge pige på 16, der var vendt tilbage til et liv, hvor hendes familie ikke vil have noget med hende at gøre. For de børnesoldater, der slipper fri, er ofte ikke ønsket, når og hvis de kommer tilbage.

– Der er mange familier, der siger, at det ikke er det barn, de havde tidligere – at det har ændret sig, og at de ikke kan genkende deres barn længere. De har gjort ting, familien ikke kan tilgive, og derfor bliver de jaget væk og ender på gaden, indtil vi finder dem og hjælper dem med at få et sted at bo sammen med UNICEF.

– Helt grundlæggende havde børnene enormt meget skyldfølelse over mange af de ting, de havde gjort. Og det gjorde det også svært for dem at komme tilbage til deres landsbyer, fordi de havde begået grusomheder i de byer. Det er særligt svært for pigerne, der kom med et barn eller to på armen. Generelt blev de mødt med mistillid og set på som spioner. Nogle af børnene blev ligefrem jagtet væk af deres egne forældre, siger Mozhdeh.

Mozhdeh på missionen i Sydsudan. (Foto: ©Læger Uden Grænser)

Hun har arbejdet med flygtningebørn og torturofre i de seneste 12 år. Og selvom det kan virke uoverskueligt at tænke, at disse børn kan vende tilbage til noget, der minder om et normalt liv igen, fastholder hun, at det er muligt.

– I mit møde med de her børn blev jeg også mindet om, hvor stærke og resistente børn kan være. Hvor meget de faktisk kan holde til som mennesker, og den enorme styrke de har, hvis de bare får hjælp. Så kan de faktisk overkomme og leve med rigtig meget, også traumer, understreger hun.

"Jeg vidste ikke, om jeg ville overleve"

Mozhdeh ved, hvad hun taler om. Hun levede selv de 15 første år af sit liv på konstant flugt fra krig og grusomheder, og derfor satte missionen i Sydsudan også tanker i gang om hendes eget liv.

– Der var flere ting, der blev sat i gang, når jeg talte med børnene. Det var helt fantastisk at kunne sidde med dem og fortælle: Jeg kan godt forstå, at du har det rigtig svært lige nu, at du har mareridt og føler dig fuldstændig håbløs. Men jeg har siddet i samme situation, jeg har oplevet 15 år af mit liv med bomber og krig hver eneste dag, hvor jeg ikke vidste, om jeg ville overleve. Men jeg havde en drøm og et håb om, at en dag kommer jeg ud – og dét gjorde, at jeg kunne overleve, siger hun til ALT.dk og uddyber:

– Så det var meget vigtigt for mig, at børnene havde det samme. Derfor spurgte jeg dem rigtig ofte: Hvad drømmer du om? Hvis du bare kunne vælge, hvad ville du så ønske i dit liv?

– I starten var det enormt svært for de fleste af dem overhovedet at tænke på den måde. Men det var jo ret opløftende, da de begyndte at kunne drømme igen og sætte ord på det. Så de kunne tænke på det, når tingene var rigtig svære. Det betød faktisk rigtig meget for dem, at der sad et menneske overfor dem, som havde oplevet de her ting.

Mens solen skinner udenfor det trygge kontor i København, lægger Mozhdeh ikke skjul på, at hun kender til at have tilbagevendende mareridt om de traumer, hun oplevede som barn.

Hendes egen familie er kurdere fra Iran, og begge hendes forældre kæmpede for kurdernes frihed. Et halvt år efter, hun blev født, boede hun i et fængsel med sin mor i en periode på seks måneder. Bagefter var familien på flugt internt i Irak gennem det meste af hendes opvækst, hvor de flygtede fra landsby til landsby, mens der var krig i landet.

– Hele min barndom - det, jeg husker helt fra starten - er lyden af bomber, der sprænger. Hvor vi vågner midt om natten og skal løbe væk. Jeg har aldrig haft et hjem i min barndom. Jeg følte mig kun tryg i min mors favn. Jeg holdt altid fast i hendes skørter, og jeg vidste godt, at hvis hun blev væk, så ville jeg ikke overleve, fortæller hun.

Da Mozhdeh er fire år, bliver hendes mor fundet og skudt i hovedet i den landsby, hvor de er flygtet til. Moderen bærer Mozhdehs lillebror på armen, mens det sker.

Mozhdeh gemmer sig bag en dør, men ser det ske. I dag husker hun kun brudstykker, som var det scener fra en film.

– Det, jeg husker allertydeligst, er, at vi står uden for det hus, vi var i, og min mor er kommet ud, og hun står dér, og halvdelen af hendes ansigt mangler. Der er blod over det hele. Og hele landsbyen har omringet os.

– Jeg kunne se min mor, men hun skriger ikke, der kommer ikke nogen lyd. Bagefter finder vi ud af, at hendes tunge var rullet ned i hendes hals. Men jeg kunne se på hende, at hun forsøgte at sige noget. Og det, hun har fortalt bagefter, er, at hun forsøger at få nogen til at tage sig af sine børn.

Men der kom ikke ingen og tog sig af børnene. Eller af moderen. For som flygtning uden papir har du nemlig ikke ret til lægehjælp, fordi du befinder dig illegalt i landet, forklarer Mozhdeh og pointerer, at det alligevel lykkedes hendes mor at få lægehjælp gennem en nabo fra landsbyen. En hjælp, der dog betød, at hun ikke så sin mor det næste halve år og derfor ikke vidste, om hun var overlevet angrebet.

Barn af krig

Mozhdeh kalder sig selv for "et barn af krig", og hun understreger, at der lige nu er en hel generation af børn, der bliver født og vokser op på samme måde rundt om i verden.

– Den store byrde ved at være barn af krig er, at du meget hurtigt lærer, at du er uønsket. Dit liv betyder ingenting. Særligt som pige er du en ekstra byrde, siger hun.

Da Mozhdeh er næsten 16 år, kommer familien til Falster. Men også her stikker de ud i mængden, fordi man endnu ikke er vant til at modtage flygtninge i det lille lokalsamfund.

– De var ikke vant til at se folk, der så ud som os. Og der var dårlig omtale af muslimer i medierne på det tidspunkt, hvilket var alt, de havde hørt. De kom ikke og snakkede med os. Folk havde mange fordomme. Ingen af naboerne bankede på og spurgte: "Hvem er I?" Men folk stirrede og gloede, forklarer Mozhdeh, der egentlig er færdig med 1.g, da de ankommer, men ender med at starte i 8. klasse på en dansk skole.

Hvor skolen tidligere har været et fristed for hende - og en drøm om en uddannelse og vejen til frihed - er det derfor snarere en frustration, der møder Mozhdeh i det danske klasseværelse.

– Da jeg kom til Danmark, fik vi ikke noget danskundervisning. Jeg kunne tale engelsk, men det kunne ikke bruges. Jeg var ikke god til noget længere, Jeg kunne lave lyde, men det var de forkerte lyde, og børnene ville ikke tale med mig. Især min søster blev groft mobbet. Og som teenager er man særligt sårbar. Sorte svin var nogle af de første ord, jeg faktisk lærte, siger hun lidt med et anstrengt grin.

Men som barn af krig valgte Mozhdeh at gå til de redskaber, hun kendte til for at overleve.

– Jeg tænkte, at min overlevelsesstrategi blev det, jeg altid havde lært: At planlægge en flugtplan. Hvordan kom jeg væk fra Falster? Og det, der skulle til, var, at jeg skulle have et højt gennemsnit fra gymnasiet, så jeg kunne komme videre.

Det blev til det højeste snit på hendes HF-årgang og siden en uddannelse som psykolog.

En simpel drøm

Og det er netop dén overlevelsesstrategi, der brødføder spørgsmålet, som hun stiller de tidligere børnesoldater.

I Sydsudan satte hun sig hver morgen ind i en bil med sin tolk og kørte ud til forskellige landsbyer og satte et telt op under et mangotræ, hvor børnene kunne komme hen og tale med hende.


Mozhdeh i gang med en terapisession. (Foto: ©Læger Uden Grænser)

Andre af Læger Uden Grænsers læger, der havde stået for fysiske undersøgelser af børnene, sørgede for at sende de psykisk hårdest ramte hen til hende.

Heriblandt den unge pige med barnet på to år, der ikke havde nogle drømme.

– Til at starte med svarede hun, at hun drømte om at have mad hver eneste dag – og en dag at gå i skole. Sådan er det med de børn, jeg møder verden over, de drømmer alle om at komme i skole, fordi de ved, at det vil give dem en fremtid.

– Men de børn, jeg mødte i Sydsudan, deres drømme handlede meget om at overleve. Så jeg prøver at hjælpe dem med at forstille sig, at hvis de så går i skole, hvad vil de så bruge det til? Hvad vil de gerne blive? Dér gik de i stå. Allerede dér tænkte pigen, jeg snakkede med, at hun jo ikke kunne betale for at gå i skole. Og hvem skulle passe hendes barn, mens hun var i skole?

– Så jeg fortalte hende om mig selv og om, at da jeg sad i flygtningelejr, lå jeg om natten og tænkte på mit liv og prøvede at forestille mig, at hvis jeg nu ikke var en del af denne verden, hvordan ville mit liv så se ud? En dag ville jeg komme væk og sidde et sted, hvor folk kunne lide mig – for som flygtning er du ret udstødt og uønsket. Jeg drømte om, at jeg ville få en universitetsuddannelse, og så forestillede jeg mig, at jeg fik et arbejde og fik min første løn som kvinde og var fuldstændig selvstændig fra mænd. Jeg forestillede mig, hvordan min mors ansigt ville se ud.

På spørgsmålet om, hvordan hun har det med at bruge sig selv på den måde, understreger Mozhdeh, at det naturligvis er en balancegang, hvor meget hun gør det.

– Jeg vil aldrig negligere deres oplevelser. Med nogen giver det mening, og med andre gør det ikke. Fokus skal hele tiden være på dem og deres historier – men særlig for dem, der ikke havde noget håb, og som havde mistet alle forestillinger om, at deres liv nogensinde kan blive til noget godt, synes jeg, at det gav mening at give eksemplet.

– Men det gav også meget skyldfølelse. Det er noget, man som tidligere flygtning skal leve med hele livet; en "overlevelsesskyld". At vide, at jeg kunne forlade landsbyen og tage tilbage på basen og sove trygt, men jeg vidste ikke, om børnene ville blive bortført. Og tænke på, at jeg har fået mulighed for at få en uddannelse og et liv, mens så mange børn rundt om i verden har det så dårligt. Det er noget, jeg kæmper med, om jeg er i Sydsudan eller i flygtningelejrene i Grækenland. Skylden over, at jeg har fået en chance til og muligheden for at levet et godt liv - ikke bare overleve, forklarer Mozhdeh og vender hurtigt snakken tilbage til pigen.

For mens Mozhdehs arbejde i Sydsudan blot er for en begrænset periode, lykkedes det hende alligevel at grave en drøm frem hos i hvert fald den tidligere barnesoldat.

– Det var egentlig en ret simpel og realistisk drøm. Hun forestillede sig ikke, at hun fik en universitetsuddannelse eller kom ud fra Sydsudan, men hun ønskede at bo med sin bedstemor og få et arbejde, så hun kunne tjene penge og sende sin datter i skole. Hun kunne se for sig, at datteren fik et liv og kom til at vokse op til en helt anden tilværelse, end hun selv havde. Det kunne hun drømme sig til, og det gav hende virkelig en styrke til at fortsætte, for som pigen sagde: Det kan godt være, at mit liv ikke bliver, som jeg havde håbet på, men nu kan jeg i det mindste forestille mig, at jeg kan gøre noget, så min datters liv bliver til noget andet. Så min drøm kan leve gennem hende.

Den mission, Mozhdeh var på for Læger Uden Grænser, var for en begrænset periode, og derfor understreger hun også, at det er vigtigt at forholde sig realistisk til, hvilken hjælp de kan nå at yde.

– Jeg kan ikke give dem traumebehandling over et år, men jeg kan give dem redskaber, forklare dem, hvad traumer er for noget, og fortælle dem, at deres reaktioner er normale. Jeg kunne arbejde med deres skyldfølelse og forklare dem, at ansvaret altid ligger hos de voksne. Jeg kunne fortælle dem, hvad man gør, når man har mareridt hver eneste nat, eller hvis man hører stemmer. Det er ikke ret meget, men det kan hjælpe dem på vej resten af deres liv.

– Ved at fortælle min historie hjalp jeg hende, så hun et øjeblik kunne se sit liv på en måde, som hun ikke havde forestillet sig. Det gør jeg, fordi jeg nu har fået en stemme og kan sige min mening. Det giver mit liv mening, at de børn, jeg møder, de får en stemme gennem mig. Det fortæller jeg dem altid, afslutter Mozhdeh.

Mozhdeh Ghasemiyani og Læger Uden Grænser har startet en indsamling for at hjælpe tidligere børnesoldater. Du kan læse mere og støtte indsamlingen her.

Situationen i Sydsudan

Sydsudan er verdens yngste land, og det blev selvstændigt fra Sudan i 2011. Herefter udbrød der borgerkrig mellem forskellige grupperinger og etniciteter. I 2017 blev der efter lang tids forhandling indgået en fredsaftale, men i dag er krigen igen ved at bryde ud.

– Situationen i Sydsudan er, at præsidenten har været i forhandlinger med lederne af de forskellige oprørsgrupper. Da jeg var afsted for under en måned siden, ændrede situationen sig dag for dag. Oprørerne begyndte at komme i landsbyerne og brændte dem ned og kidnappede folk og slog dem ihjel. Krigen brød simpelthen ud igen i forskellige områder. Og FN regner det ikke længere som sikkert at opholde sig i Sydsudan, forklarer Mozhdeh Ghase.

Børn i en flygtningelejr i Sydsudan. (Foto: Getty Images)

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview