Blandt andre Emma Watson er blevet nedgjort efter sin FN-tale om ligestilling
Foto: Les Kaner, Pernille Rinsing, All Over, Scanpix og Gettyimages Blandt andre Emma Watson er blevet nedgjort efter sin FN-tale om ligestilling

”Når jeg læser, hvad du skriver, får jeg lyst til at skære dit hoved af og...”

Hvis man som kvinde stiller sig op og tilkendegiver sin mening, må man være forberedt på offentlig tilsvining med fokus på køn, sex og udseende – ikke ens holdninger. Det synes at være de barske realiteter, der i september også ramte skuespilleren Emma Watson, efter hun talte til FN om behovet for ligestilling. Journalist Annegrethe Rasmussen sammenfatter fra USA den globale tendens, der også rammer danske debattører.

"Din gamle beskidte luder – jeg er sikker på, din skede er ulækker." "Når jeg læser, hvad du skriver, får jeg lyst til at skære dit hoved af og kneppe det." Sådan lød indholdet af den britiske professor Mary Beards Twitter-profil og mailindbakke sidste år. Og ovenstående er bare to eksempler. Hundredvis af hadefulde og sexistiske kommentarer strømmede ind sammen med billeder, blandt andet et med mandlige kønsorganer fotomanipuleret ind over et officielt portrætbillede af hende, og bombetrusler, som hun meldte til politiet. Alt sammen udløst af et foredrag, som den 59-årige akademiker fra University of Cambridge havde holdt, og som BBC – Storbritanniens svar på Danmarks Radio – valgte at sende i det populære debatprogram "Question Time". Beards foredrag handlede om, hvordan kvinder historisk altid har været mest populære, hvis de ikke sagde alt for meget. Med reaktionerne kan man mene, at hun netop beviste den tese.

Men den kendte ekspert i klassiske sprog er langtfra alene. Den 30-årige, britiske græsrodsaktivist Caroline Criado-Perez igangsatte sidste år en kampagne for at få "talentfulde kvinder, der har haft succes i samfundet" afbilledet på den britiske tipundsseddel – kun mænd har tidligere været tildelt den ære. Også hun blev truet med både voldtægt og mord på Twitter for kampagnen. Som ikke desto mindre har båret frugt – om få måneder vil den engelske, kvindelige forfatter Jane Austens portrætbillede pryde en ny serie af tipunds-sedlen, som er Storbritanniens mest brugte af slagsen.
For nylig gik kvindehadet så ud over den verdensberømte, 24-årige skuespiller Emma Watson, der i Danmark vil være mest kendt som den unge kvinde bag figuren Hermione Granger fra filmatiseringen af "Harry Potter"-bøgerne.

Watson holdt i september i år sin første tale som nyudnævnt FN Goodwill Ambassadør for kvinder, og talte i FN's hovedkvarter i forbindelse med lanceringen af den globale, onlineligestillingskampagne HeForShe. Her afslørede Watson, at hun selv blev feminist, efter hun som 8-årig blev kaldt "bossy", fordi hun havde drømme om at instruere sin klasses teaterstykker. "Det samme skete ikke for drengene," som hun bemærkede i talen:

"Jeg besluttede mig for, at jeg var feminist, og det virkede ukompliceret for mig. Men min seneste research har vist mig, at feminisme er blevet et upopulært ord. Jeg er åbenbart en af de kvinder, hvis udtryk ses som værende for stærkt, for aggressivt, isolerende, anti-mænd og utiltrækkende," fortæller hun i talen om den nye kampagne, der mestendels er rettet mod mænd. Målet er, som hun forklarede, at få mændene på banen i en global ligestillingsdiskussion, der oftest er domineret af kvinder: "Hvilket kan undre, for der er mange områder, hvor mænd ikke er ligestillede."

Watson understregede også i talen, at feminisme for hende er noget helt naturligt og ikke har det fjerneste med mandehad at gøre:
"Jeg synes, det er min ret som kvinde, at jeg får samme løn som mine mandlige kolleger. Jeg synes, det er min ret at kunne tage beslutninger om min egen krop. Og jeg synes, at det er rigtigt, at kvinder kan tage beslutninger i politik, også på mine vegne og på mit lands vegne. Jeg synes, det er det rigtige, at kvinder og mænd nyder samme respekt i samfundet, men desværre er det alligevel sådan, at der endnu ikke findes et land i verden, hvor alle kvinder nyder alle disse rettigheder."

Se en video med hele talen i denne artikel.

Nøgenbilleder som trussel
Men så brød helvede løs. Dagen efter talen, der kunne ses online, blev Emma Watson på nettet truet med offentliggørelse af private nøgenbilleder af hende inden fem dage – i stil med de billeder af flere andre berømtheder, der allerede var blevet stjålet og lækket tidligere på året af, blandt andre skuespiller Jennifer Lawrence, kendt fra The Hunger Games, samt realitystjernen Kim Kardashian. Truslen om at bruge Watsons seksualliv mod hende var sat op som en selvstændig hjemmeside med et ur, der tikkede ned, og blev annonceretpå et såkaldt "messageboard", der hedder 4Chan. Et messageboard er en slags digi-tal opslagstavle på internettet, hvor alle mennesker kan gå ind og slå beskeder op under forskellige emner. 4Chan er ikke et lille forum – det ligger på top-500-listen over hjemmesider i USA og hævder selv, at det har 20 millioner besøgende og 540 millioner sidevisninger om måneden.

Nogle dage senere var der imidlertid en internetaktivistgruppe, Rantic Marketing, der tog ansvaret for truslerne, som de hævdede var en slags "falsk marketing". Gruppen ville i virkeligheden ramme 4Chan, som gruppen ønskede at lukke ned for, og ikke Emma Watson, hed det.

Men som Amanda Taub fra det amerikanske netmagasin Vox skriver i en kommentar til virakken, så har man ikke forstået alvoren eller pointen, hvis man slår angrebet på Watson hen som en vittighed eller et dårligt pr-stunt. For "uanset om truslerne var reelle eller ej, så blev de taget alvorligt og fejret af tusindvis af brugere på sociale medier og på 4Chan," som Amanda Taub skriver. Og mange af dem, som var begejstrede, udtrykte netop et direkte håb om, at truslerne ville få Watson til at glemme alt om både feminisme og FN-kampagnen. "Gid hendes nøgenbilleder bliver offentliggjort, og gid at de viser hende med sperm ud over hele hendes ansigt. Så ville hendes lille feministiske opråb være færdigt med at se godt ud," som en bruger kommenterede på det sociale medie Reddit. Og "Feminisme er ikke andet end en voksende kræftknude," lød det fra en bruger på 4Chan.Amanda Taub slutter sit indlæg med et opråb:

"Uanset om billeder bliver offentliggjort, så er truslerne mod Watson allerede et angreb på os alle. Og vi burde alle tage det personligt," skriver hun.

Danske kvinder i skudlinjen
Stribevis af markante, kvindelige debattører i Danmark kan nøjes med at tage de personangreb, der faktisk er rettet direkte mod dem, personligt. Kvinder som Dorte Toft, der er blogger og IT-ekspert og i sin tid stod bag afsløringen af svindleren Stein Bagger, og debattør Anne Sophia Hermansen, som i dag er studievært på DR2, er blot nogle få eksempler på kvinder, hvis køn, udseende og seksualitet er blevet brugt imod dem. Anklagerne mod kvinderne kan gå alle veje. Fra at man "får for lidt pik" over at "det nok er den tid på måneden igen" til at man "er så sur" – eller den stik modsatte: At et eventuelt engagement i ligestilling bunder i, at man bare er en grim og sikkert lesbisk mandehader. Et problem, DR iøvrigt tager op i programrækken "Ti stille kvinde", der lige nu sendes på tv og kan ses online her.

Den 21-årige socialdemokrat Mette Viktoria Pabst Andersen, der er studerende og ofte skriver debatindlæg til Politiken, advarede for nylig sine kønsfæller mod den ofte barske tone i den danske samfundsdebat og skrev, at hun selv er dødtræt af vilkårene:

"Jeg overvejer at sætte mine meningers mod på en tidlig pension og så ellers smile og nikke resten af mit liv væk. For når man for 117. gang i et kommentarspor på en netavis, på Facebook eller sågar i private mails får at vide, at man er en dum blondine, der trænger til noget pik, så bliver man bare en anelse træt af det hele. Ja, jeg er blondine. Nej tak, jeg får den pik, jeg skal have. Og hvad i alverden har en debat om trækprocenten i Danmark med mit køn at gøre?" spurgte hun retorisk med henvisning til, at det nemlig ikke er sådan, at de hadefulde kommentarer, der som regel handler om udseende, hår, vægt eller sex, nødvendigvis befinder sig i debatter, der har noget med køn at gøre. Ej heller bliver mænd udsat for samme type trusler. Omend det dog hører med til snakken om "internettrolde" (som den slags truende og næsten altid anonyme, digitale debattører kaldes), at mandlige debattører oplever flere fysiske og ofte mere voldelige trusler end kvinder gør – men der er fortsat en overvægt af mænd repræsenteret i samfundsdebatten, og mænd er fortsat, statistisk set, generelt mere voldelige over for andre mænd.

Men som Mette Viktoria Pabst Andersen bemærker, så er "forskellen, at mænds meninger ikke konsekvent bliver undermineret i kraft af deres kropsfacon eller hårfarve. For det er åbenbart et helt almindeligt og offentligt accepteret argument, at kvinder bliver hysteriske, når de ikke får sex. Som om lidt mere gang i soveværelset skulle kunne kurere kvinderne for den hysteriske tendens til at have en mening."

Med kærlighedens stærke arm
Midlerne mod hadet er mange. Mary Beard – den britiske professor fra Cambridge – har forsøgt at overdynge sine forfølgere med kærlighed og tilbud om hjælp. Hun ser mange af dem som frustrerede unge mænd, der har problemer i livet, har hun fortalt til medierne. I et interview med det amerikanske magasin The New Yorker beretter hun om, hvordan hun endte med at skrive en anbefaling til en mandlig studerende, Oliver Rawlings, der havde været en af de værste "trolde" på Twitter. Han var blandt andet ophavsmand til bemærkningen om, at hun var en "gammel beskidt luder." Rawlings – hvis navn først var blevet afsløret af Beard til dennes 48.000 følgere på Twitter – lagde en række skamfulde undskyldninger ud på Twitter, hvor han skrev, at han var blevet klogere efter at have mødt Beard i virkeligheden. Han takkede hende også for at have givet ham chancen for at lære af sine fejl.Mary Beard siger til The New Yorker, at hun ikke synes, det er rimeligt, at en ung mand skal "have ødelagt resten af sin karriere på grund af en uigennemtænkt og idiotisk dumhed. Han ville jo få svært ved at få et job, når han bliver ældre, for det første, der kommer op på Google, hvis man søger på hans navn, er denne uheldige hændelse. Og omend han var en endog særdeles ubehagelig ung mand, da han sendte sit tweet ud, så synes jeg ikke, det er rimeligt, at et tweet skal kunne ødelægge alle dine fremtidige jobmuligheder."

Det er dog tvivlsomt om taktikken kan benyttes af andre kvindelige debattører, der på især nettet mødes af trusler. Dels forbliver troldene som oftest anonyme, dels er der så mange af dem, at Beards tilgang – uanset den sympatiske grundindstilling – næppe er realistisk for eksempelvis berømtheder som Emma Watson, der har indvilget i frivilligt at bruge tid på at føre en global kampagne for mere ligestilling.

Danske Mette Viktoria Pabst Andersen skærer problemstillingen ind til benet:
"Før, du springer ud som kvindelig debattør, skal du spørge dig selv: Magter du de sexistiske kommentarer? De truende beskeder om, at du bare skal kneppes i røven? Eller de provokerende slap-dog-af-det-var-bare-for-sjov bemærkninger? Er du forberedt på, at uanset hvor meget du ved om Seksdagskrigen og forholdene i palæstinensiske flygtningelejre, så bliver dine kvalifikationer sat på hylden, når du som debattør jo "bare" er en kvinde?" 

LÆS OGSÅ: Sexisme - Endelig siger en mand klar fra

LÆS OGSÅ: Derfor får Christiane Schaumburg-Müller hug for sit syn på kønsroller

LÆS OGSÅ på Eurowoman.dk: "Jeg mister fuldstændigt lysten til sex, hvis jeg har betalt for min kærestes middag"

Om HeForShe-kampagnen

Skuespilleren Emma Watsons tale i FN den 21. september vakte opsigt over hele verden og er foreløbig set 6.044.091 gange på YouTube.

Emma Watson, 24, (mest kendt som Hermione i "Harry Potter"-filmene) er FN Goodwill ambassadør for kvinder og talsperson for ligestillingskampagnen HeForShe. Budskabet er, at ligestilling ikke kun er en sag for kvinder.

På hjemmesiden Heforshe.org kan mænd fra hele verden tilkendegive deres støtte til kampagnens budskab. I Danmark har foreløbig 1.735 mænd erklæret sig enige, tallet i Sverige er 7.052, mens tallet i Island, der har en befolkning på lige over 320.000 mennesker, er 8.049 mænd. På verdensplan har 187.304 mænd meldt deres støtte til kampen for kvinders ligestilling.
Se, hvad vi ellers skriver om: Samfund og Annegrethe Rasmussen