Naja fik topjob hos BBC: "Man kan åbenbart godt lære engelsk som 45-årig"

”Altså, hvad er historien egentlig?”

Naja Nielsen har været chef i så mange år, at hun ikke kan lade være med at stille redaktør-spørgsmål til journalisten, selv om det nu er hende, der skal interviewes.

Men måske er det ikke underligt, at hun gerne vil have styr på, hvor jeg vil hen med artiklen. For hun plejer ikke at medvirke i interviews og slet ikke at lukke op for sit personlige liv.

Men nu synes hun, hun er nået til et sted i sin karriere, hvor hun gerne vil give lidt tilbage. Hvor hun med sin historie kan være med til at inspirere andre og unge til at ”tro på sig selv, give den lidt mere gas og tage lidt flere chancer”.

Så hvad handler historien om? Om at sige sine ambitioner højt. Om at søge ud i verden og finde utraditionelle løsninger. Om at fortryde og blive klogere. Om at lide nederlag og komme videre.
51-årige Naja Nielsen er lige flyttet til London, men i dag mødes vi ved spisebordet i hendes
tidligere hjem i Washington. Hun er her for at tømme lejligheden sammen med sin mand, Claus, og afslutte livet i den amerikanske hovedstad, hvor hun siden 2017 har været chef-redaktør for Orb Media – et onlinemedie, der laver databaseret undersøgende journalistik til mere end 100 lande.
Men nu gælder det et job som digital direktør hos BBC. Hendes CV er for alvor gået internationalt.

– Det var min mand, der blev ved med at skubbe på, da jeg fik tilbudt jobbet som chefredaktør hos Orb. Han syntes, det var en kæmpe chance for os begge to. Han er så god en kæreste, at han også godt vidste, at jeg havde drømt om at springe ud i et internationalt job, siden vi boede i Californien.

LÆS OGSÅ: Anna skiftede topstilling ud med drømmejob: 5 ting jeg lærte af at følge min drøm

Hendes mand, som også er journalist, har i en periode haft orlov for at bo sammen med hende i Washington, mens deres tvillingedøtre, Marie og Vera på 20 år, har boet i villaen i Valby.

– Det har været virkelig hårdt i perioder, ikke mindst for mig. Men jeg føler, vores forhold er blevet tættere og stærkere af det. Men jeg vil ikke lyve. Jeg er nogle gange vågnet om natten badet i sved, fordi jeg slet ikke kunne holde ud, at der var et helt hav imellem os.

Hun ved, det er utraditionelt, at det er forældrene, der flytter hjemmefra.

– Men det har været en stor fornøjelse at se dem bo alene sammen. Måske har det gjort det nemmere for os at få et mere ligeværdigt forhold efter alle de år, hvor vi som forældre jo mere eller mindre har bestemt over dem.

Nu er hun så flyttet til London, hendes mand er tilbage i København. Og pigerne er selv rejst ud for at opleve verden. Parret ses hver weekend på skift i København og London.

Naja Nielsens nye job er at udvikle de digitale strategier for BBC, et af de mest traditionsrige og prestigiøse medier i verden. Hun ved, hun er kvalificeret til opgaven, men tager af og til sig selv i at tænke: ”Det er jo bare mig fra Smørumnedre. Altså hvorfor skulle de lige høre efter, hvad jeg siger?”.
Hun fik jobbet, selv om hun først rigtigt lærte engelsk for fem år siden, hvor hun tilbragte et semester på Stanford University.

– Jeg kunne godt tale turist-engelsk, men jeg kunne ikke for alvor læse og skrive. Kan man godt lære engelsk, når man er 45 år? Ja, det kan man så åbenbart godt, smiler hun.

Hun får lyst til at lære alt det, hun ikke er god til, men erkender omvendt, at ingen er god til alt.

– Jeg har veninder og venner, der er enormt gode til at skabe et hjem, der ser godt ud og er hyggeligt. Det er jeg ikke god til, men jeg ved, at jeg er meget bedre til at komme afsted på den der rejse eller komme op på den der vulkan end mange andre. Hvis der er noget, jeg vil, så kommer det ofte til at ske.

Et drive, der formentlig også kom hende til gavn under ansættelsessamtalerne hos BBC.

– Jeg var positivt overrasket over, at det var mig, der skulle have jobbet. For der er mange dygtige folk i London, der kunne få det. Men bare fordi man er bedre til engelsk, behøver man jo ikke at have en bedre analyse af, hvad vi skal gøre på det digitale område.

– Jeg har lært at lytte meget til tilfældet. Hvis nogen inviterer mig til samtale på et job, og jeg tænker: Det kan du ikke, det er jo hul i hovedet, så går jeg altid til samtalen alligevel. Jeg må simpelthen lige se, hvad det er. For måske har de set noget, jeg ikke selv kan se.

I 15 år har hun målrettet opsøgt ny viden og udbygget sit netværk. Hun har deltaget i internationale konferencer, besøgt nyhedsredaktioner i hele verden, læst rapporter. Og hun har opsøgt folk, der har nærstuderet mediernes udfordringer og fremtid i en ny digital virkelighed, hvor mange ikke ser nyheder i fjernsynet, men orienterer sig på mobilen.

– Jeg har ikke haft en decideret plan med alle de samtaler, alle de besøg og alle de rapporter, jeg har læst. Men alt det gør mig jo kvalificeret nu. Så jeg er ikke i tvivl om, at jeg på den måde ER kvalificeret. Nu må vi så se, om evnerne rækker, smiler hun.

Hun læste egentlig fysik på universitet, men da en bekendt skulle til optagelsesprøve på Journalisthøjskolen i Aarhus, tog hun med. Ikke fordi hun drømte om at blive journalist. Men fordi hun var tiltrukket af, at det var svært at komme ind på studiet.

– Da jeg ikke kom ind, tænkte jeg: Nå, men så skal jeg ind næste gang. Det skal fandme være løgn.
Tidligt i karrieren var hun nyhedsreporter og så radiovært på programmet ”Strax” på P3. Da hun sprang over til DR tv, var hun først vært på videnskabsprogrammet ”Kosmos”, inden en chef tilbød hende at være vært på det direkte program ”Debatten”.

– Altså hvis man taler om, hvad der giver gode chancer, så er det faktisk det der med at sige ja, når nogen foreslår noget, man aldrig selv havde tænkt på. Men er du SÅ færdig, jeg var så nervøs under de første mange udsendelser, at det fysisk føltes som om, jeg var ved at dø. Mit hjerte bankede, jeg svedte, og jeg var sikker på, det ville gå galt.

I 16 ud af 21 år i DR har hun haft lederstillinger. Chef-ambitionen kom i 30’erne.

– På det tidspunkt var jeg i en total luksusposition og skulle til auditions på alle mulige studieværtsjobs på TV2 og DR. Men jeg kunne mærke, at det ikke var det, jeg ville. For det første kan jeg overhovedet ikke lide at være kendt. Det driver mig slet ikke. Og for det andet syntes jeg, at studieværter ikke havde nok indflydelse. Så det var der, jeg opdagede, at jeg var nødt til at blive leder.

Hun opsøgte daværende nyhedsdirektør i DR, Lisbeth Knudsen, og meddelte hende, at hun ville være leder. Og at hun ville søge væk fra DR, hvis svaret var alt andet end ja.

LÆS OGSÅ: Birgit Aaby: "Det har både været sundt og usundt for mig at være med i Løvens Hule"

Men det er svært at lære at være en god leder, siger hun.

– Og med det mener jeg ikke kun en, som folk kan lide. For det kan de jo ikke nødvendigvis alle sammen. Det er også okay. Men at være en leder, som leverer, og som leder et helt hold til at gøre tingene bedre for virksomheden eller for virksomhedens kunder, hvilket i DR vil sige borgerne i Danmark.

Hun har styret DR’s dækning af folketingsvalg og kronprinsparrets bryllup, haft ansvar for en stor omlægning af TV Avisen og udviklet DR’s første digitale strategi.

Spørger man, hvad hun er stolt af at have bedrevet på DR, er det at have været med til at trække seerne tilbage til DR, efter at TV2 i nogle år kørte DR over med sin mere folkelige stil.

Omvendt fortryder hun håndteringen af en omfattende organisationsforandring, som hun i 2016 var med til at foretage i DR Nyheder. Et stort antal medarbejdere blev flyttet rundt til andre stillinger med meget kort varsel og uden at blive involveret i beslutningen.

– Målet var at styrke fagligheden og den journalistiske substans. Det så rigtig fint ud på papiret, og i ledelsen havde vi tænkt meget over det. Men bagefter har jeg tænkt, at man KAN jo ikke opføre sig sådan over for folk. For de skal jo selv flytte sig med. Hvis medarbejdere ikke selv har indflydelse på deres arbejdsliv, bliver de grundlæggende angste for, hvad der kan ske. Og det bliver man bare ikke super produktiv eller kreativ af.

Er det svært bagefter at gå ud og sige, at man tog fejl?

– Det kan man ikke. Og nogle gange er man i en ledelsesgruppe nødt til at gennemføre ting, man ikke selv er enig i. For det værste er jo en ledelse, der er splittet. Man kan diskutere alt længe, men når der er taget en beslutning, så eksekveres der efter den. Det er det eneste, der kan give nogenlunde tryghed på en arbejdsplads.

Hun er ikke typen, der sender e-mails til medarbejderne om aftenen og i weekenden.

– Det er simpelthen så vigtigt, at man som leder går foran og viser de andre, at man gerne må prioritere sin familie og sine passioner. Jeg anerkender, at det er svært, men der vil jo aldrig nogensinde være tid nok til alt det, man gerne vil.

– Det er nogle gange skredet for mig, og det trives jeg ikke med. Og ved du hvad, man bliver dårligere til sit arbejde, hvis man ikke sørger for at opleve en masse andet. Vi skal jo være hele mennesker. Vi er nødt til at gå til koncert og grine, cykle en lang tur og besøge vores forældre.

Da børnene var små, arbejdede hun højst 37 timer om ugen. Først var hun ni måneder på barsel, og så var hendes mand.

– I hele vores arbejdsliv har vi hver hentet børn to dage om ugen, og så har vi hentet dem sammen om fredagen. Det har været helt firkantet, og der har aldrig været noget med, at den enes arbejde var vigtigere end den andens.

Hun planlægger sit arbejde rundt om sin fritid. Ikke omvendt.

– Jeg har en meget klar ide om, hvor meget jeg vil arbejde, og hvad jeg VIL lave i min fritid, og så planlægger jeg arbejdet rundt om det. Jeg arbejder ikke mere, end jeg har lyst til.

Hendes råd lyder: Sørg for at være medlem af sportsklubber, sig ja tak til alle mulige sociale arrangementer, planlæg weekendture og ferier langt væk. Og sluk for telefonen i ferien.

Hvad er din styrke som leder?

– Jeg tror, folk går med mig, fordi jeg er god til at finde ud af, hvad problemet er, se mulighederne, forklare visionen og tage de nødvendige skridt uden tøven. Jeg kan godt selv lide at blive ledet på den måde.

Tidligere kolleger i DR beskriver hende som en ”sindssygt dygtig, nyskabende og innovativ leder, der kan udtænke en vision og få folk til at tro på den”.

Men de siger også, at din udfordring er at udvise empati og forståelse i medarbejderplejen. Kan du genkende den beskrivelse?

– Ja, det kan jeg godt. Jeg er ikke særligt god til privat sniksnak med folk, som ikke er mine venner. Det interesserer mig ikke. Jeg kommer på arbejde for at arbejde.

– Jeg har tidligere tænkt, at det er for dårligt, og at jeg må se at blive en anden type menneske. Men jeg ved ikke, om man kan tage instinkter ud af folk. Man taler jo meget om at være autentisk, og jeg er ikke sikker på, at det er super autentisk, hvis man prøver at tillære sig, at man er interesseret i alle ens kollegers privatliv, hvis man ikke er det.

– Da jeg først blev leder, tænkte jeg: Okay, jeg kommer helt sikkert ikke kun til at være ”liket”. Jeg kan mærke, at folk synes, jeg er irriterende eller for hård nogle gange. Og så tænkte jeg: Det må jeg øve mig i. Men jeg tænkte også, at hvis jeg i sidste ende skal vælge imellem, om folk synes, jeg er sød, eller at de synes, at det, vi gør, er rigtigt, så tager jeg altså det sidste.

– For hvad er det vigtigste på et hold? At man udretter noget fedt sammen og føler, at man vokser og trives, og alle sammen bliver dygtigere? Eller at vi rigtig godt kan lide hinanden? En kombination er selvfølgelig fin. Men hvorfor er det, vi er her?

LÆS OGSÅ: Søs Marie Serup ærgrer sig over, at "hver gang jeg spørger en magtfuld kvinde, hvem der gav hende den afgørende chance, så peger hun på en mand"

– Men jeg er også blevet lidt mere tilgivende over for mig selv. Måske er jeg bare nødt til at sørge for altid at have en næstkommanderende, som er god til mennesker og kan sige: Naja, det der holder altså ikke. Det skal samles op.

Hendes sidste lederjob i DR var som nyhedschef under nyhedsdirektør Ulrik Haagerup. Da han sagde op, blev hun set som en oplagt afløser. Men jobbet gik til hendes mangeårige kollega, indholdschef Sandy French.

– Jeg vil ikke sige noget om, hvorvidt jeg var i spil til nyhedsdirektørjobbet, eller hvad der skete, men jeg ved jo godt, hvad der har været af mediedækning i Danmark. Men jeg må sige, at der, hvor jeg sidder nu i et drømmejob i London og også har arbejdet et par år i USA, så tænker jeg, at det bedste, der kunne ske for mig, det var jo sådan set at forlade DR, siger Naja Nielsen.

Hun stoppede i DR efter gensidig aftale samme dag, som den nye nyhedsdirektør trådte til. Hun understreger, at hun har et godt forhold til Sandy French, og at de to nærer stor respekt for hinanden.

– Jeg har været heldig nok til, at jeg har været i spil til mange jobs. Nogle af dem har jeg sagt nej til, og nogle af dem har jeg gerne villet have og ikke fået. Man får ingen chancer, hvis man ikke bringer sig selv i spil, også til jobs som man ikke er sikker på at få.

– Det er helt enkelt sådan, at hvis man tænker: Det kan ikke betale sig for mig at stille op, fordi jeg tror, jeg taber, så kommer man jo aldrig til at vinde. Blandt andet fordi at de nederlag, man får, jo er noget af det mest lærerige.