"Når man er over 40, må der også være plads til lidt attitude"

8.20
Med en brat, skurrende hvinen sætter SASflyet hjulene i landingsbanen. Himlen hænger tungt over Aalborg. Margrethe Vestager rejser sig fra række seks – på præcis den folkelige side af det blå gardin ind til business class. Hun føler sig ærligt talt en anelse vildledt af meteorologerne, bedyrer hun og hiver ud i sin blomstrede sommerkjole.

I dag ringede vækkeuret 20 minutter over fem hjemme i lejligheden på Amager. På grund af dagens program, som tæller fem møder i Nordjylland. Det betyder også, at det ikke var i dag, hun kunne spise morgenmad med ægtemanden og deres tre døtre – som altid er en lidt tavs omgang, men dog et familiært samlingspunkt – eller for den sags skyld snuppe en af sine fem ugentlige løbeture med familiens golden retriever.

– Jeg elsker at løbe. Og altid før morgenmaden. Så er byen helt frisk, bilerne har ikke oset den til endnu, og der er ikke særligt mange på gaden. Du har det hele for dig selv. Jeg gør det, ligegyldigt hvilket vejr det er. Mit arbejde er meget ind og ud af mødelokaler og biler. Det at løbe er ligesom at have en lomme-naturoplevelse. Lige finde ud af – hvordan er det med vejret? Hvordan går det med træerne? Af samme grund løber jeg ikke med musik i ørerne. Jeg vil høre naturen. Det gjorde jeg i begyndelsen – for at overdøve mit eget, meget hivende åndedræt.

– Jeg har sagt de værste ting om løbere. At det var komplet idioti. Jeg skammer mig lidt over det nu, for det er rigtigt dejligt og super convenient. Man kan altid gøre det, det er udstyrslet, og en løbetur fra en fremmed egn er en super souvenir at have. Den skal ikke støves af, den koster ikke noget. Jeg har løbet i Teheran, Helsinki, Paris, Washington… og i Damaskus før borgerkrigen. Man får bare et helt andet billede af det sted, man er, når man er ude sammen med gadefejere, renovationsarbejdere og folk, der er på vej.

– Jeg startede med at løbe for fem-seks år siden. Lidt på opfordring af min mand. Han siger, det ikke passer, men det gør det altså. Vi skulle ud en aften og havde klædt os på og gjort os i stand, og så stoppede vi lige i entreen foran det store spejl, hvor jeg siger: ”Nåh, men det er da okay”. ”Ja,” siger han så, ”men det bliver ikke ved”. Det har han sikkert ret i, tænkte jeg og gik straks efter ud og købte løbesko.

08.50
I Aalborg Kongres og Kultur Center venter 500 forventningsfulde fremmødte. Margrethe Vestager fisker et sort strømpebånd op af sin taske og fæstner vanemæssigt microporten til låret – et trick, hun har lært, som gør det nemmere at være i kjole – klar til at indtage scenen og det kølige, blå rampelys. Margrethe har allerede sendt dagens første tweet ud til de godt 36.500 personer, der følger hende på Twitter. Netop om mødet med KL.

– Jeg forsøger at finde et rum, hvor jeg ikke kun er politikeren, beslutningstageren, magthaveren, men hvor jeg heller ikke bliver privat-privat, og det pludselig handler om familiære ting. I en mediebåren virkelighed, hvor vi alle sammen skal spille vores forskellige roller, bliver vi meget hurtigt helt flade og endimensionelle. Og jeg ville ikke stemme på en, der er flad eller endimensionel. Jeg vil godt have lidt mere. Lidt mere menneske bag og lidt mere personlighed. Når man er over 40, må der også være plads til lidt attitude.

– Jeg har ret mange ord, så de her tweets på 140 tegn er virkelig en sjov udfordring for mig. Og så elsker jeg fotos, hvor man pludselig kan fortælle historien fra et helt andet perspektiv. Det er da sjovt at tweete, når vi har lavet en aftale, eller at tage folk med bagom. Er der f.eks. fest i Kongehuset, og vi lige er blevet fotograferet i vores lange kjoler, kan man gå om og tage et billede den anden vej fra – det, synes jeg, er skægt. Måske er det ikke comme il faut. Jeg gør faktisk en dyd ud af at opføre mig ordentligt, og gør mit bedste for at andre mennesker kan være der. Men man kan ikke KUN tænke på, om alle nu også synes, at alting er helt i orden hele tiden. Som man siger: ”Søde piger kommer i himlen, andre kvinder kan komme så langt, de vil”.

Når man ser Margrethe Vestager, kan man ellers lynhurtigt få et billede af en pæn kvinde i fuld, farvekoordineret kontrol. Troværdig, fejlfri, nærmest perfekt. Men sådan opfatter hun nu ikke sig selv.

– Jeg beder jo folk om at have tillid til mig, og det, synes jeg, forpligter i ekstrem grad. Ikke til at stræbe efter perfektion, men til at bestræbe mig på at gøre det så godt, jeg kan. For jeg har tilladt mig at sige, at jeg mener, vi skal gå den her vej – stem på det parti, jeg står for, stem på mig. Dermed påtager jeg mig et stort ansvar, for jeg har fået lov at låne folks stemme og tillid i en periode. Og jeg ville aldrig nogensinde låne min stemme ud til nogen, der var perfekte, for det findes ikke.

LÆS OGSÅ: Damsgård: "Man ved jo, der altid kommer et angreb nummer to"

09.05
Morgensang. Salen gjalder ud til tonerne af ”Du kom med alt det, der var dig”. Margrethe bidrager med høj og klar kraft. Og går så på scenen.

Der er god stemning. Emnet kunne ellers godt blive lidt tørt. ”Investér før det sker” – hjælpemidler i private hjem. Men Margrethe er frisk og leverer sine pointer i stand-uplignende punchlines med et drilsk glimt i øjet.

– Man skal have sin timing i orden, og jeg har en fest, hvis jeg kan få folk til at grine. Mit talent er begrænset, men jeg kan godt lide, at alvorlige ting får et lillebitte tvist for at kunne holdes ud. Er det ikke Piet Hein, der har lavet en gruk, der hedder: ”Den, der kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt har forstået begge dele dårligt”. Det er jeg meget enig i. Nogle kan ikke se, at jeg sætter pris på sjov og ballade. Men jeg tænker virkelig, at man godt må sige noget sjovt, ellers kan ingen huske, hvad man siger.

10.00
På Aalborghus Slot venter næste selskab. Først en lille, udvalgt skare fra ledelsen fra Nordjyllands Statsforvaltning, som viser rundt i deres internationale kontor og fortæller om, hvor effektivt de får registreret EUborgere på én gang, så de ikke skal rende fra den ene instans til den anden. Og så en større forsamling af statsforvaltningens sagsbehandlere, som har set frem til at møde deres minister. Margrethe Vestager giver hånd til samtlige ca. 50 fremmødte. At være i centrum er ellers ikke en naturlig og nærmest medfødt egenskab hos Margrethe Vestager, som er vokset op med tre yngre søskende.

– Det med at være festens midtpunkt og fortælle de sjove anekdoter og få hele selskabet til at dreje sig om det – sådan var jeg slet ikke som ung, og sådan er jeg slet ikke i dag. Det var de andre, de populære piger i klassen.

– Jeg tror roligt, man kan sige, at jeg var meget storesøster – både på den ansvarsfulde måde, men jeg tænker også, at mine døtre heller ikke udfordrer mig på samme måde, som jeg udfordrede mine forældre. Der er faldet noget puds ned igennem tiden, når jeg har smækket med døren. Det, jeg har fået med hjemmefra, er sådan set ikke Det Radikale Venstres partiprogram. Det er forældre, der altid har været optaget af, hvad der foregik rundt omkring dem. En telefon, der altid er blevet taget, og en dør, der altid stod åben.

– I virkeligheden tror jeg, jeg er kommet lidt tvivlende ind i politik, fordi jeg jo kunne se, at det er, om man så må sige, vanedannende. Som ung havde jeg forestillet mig, at jeg selvfølgelig ville have et politisk engagement, men det skulle ikke være det, jeg beskæftigede mig med på fuld tid. – Jeg tror, man skal være lige så omhyggelig med magt, som man skal med andre vanedannende stoffer. For den er til låns, og den er farlig. Jeg synes, jeg kan se rundt omkring, at det er utroligt nemt at glemme, at den er til låns – tage den for givet. Man skal være ekstremt opmærksom på ikke at tro, at man er noget særligt. Det kan nemlig lynhurtigt skride. Derfor synes jeg, det er en god idé at køre på sin cykel, tage en bus, være almindeligt tilgængelig og i meget vid udstrækning leve det liv, vi alle sammen lever. For det er til låns, det går væk igen – og det skal ikke ødelægge mit liv.

– Vi omskriver tit og siger, ”jamen, jeg har da også lidt indflydelse på, hvordan tingene går…” i stedet for at kalde magten ved dens rette navn. Det er vigtigt at gøre det. Ingen i Danmark har jo absolut magt, hvilket er noget af det fine ved den måde, vi har indrettet os på – at al magt er afbalanceret af, at vi skal være mange for at kunne udnytte den. Det er ligesom en boks, der kræver otte nøgler for at kunne åbnes.

Læs videre på næste side.12.30
Det er blevet frokosttid, så Margrethe og hendes særlige rådgiver, Christina Eiberg, trækker over på Café Utzon over for Aalborghus Slot – med udsigt over fjorden og den tunge himmel, som lige nu sender tætte dryp mod jorden. Margrethe bestiller to gange rugbrød. En med avocado, kartofler og jomfruhummer med citronmayo og en med hønsesalat. Og er højlydt begejstret, da tallerkenen lander på den hvide dug foran hende.

– Min kostpolitik er egentlig bare ”alt med måde”. Og netop ALT. Jeg kan slet ikke rumme, at ting hele tiden bliver farlige. Og så er de pludselig ikke farlige igen. Jo mere varieret og spændende og farverigt og smagfuldt, jo bedre er det. Man skal ikke lade sig forskrække hele tiden – ”uh, der må ikke være hvidt brød” og ”uh, der må ikke være olie” osv. Jeg synes virkelig, det er skræmmende, når folk skal være bange for deres mad. Se bare, hvor glade vi blev for at se det her fantastiske stykke smørrebrød. Tænk, hvis jeg skulle tænke, da jeg så det, ”åh nej, der er puttet smør under, jeg må ikke få smør!” eller ”nu må jeg dissekere den og skrabe det af!” Nej, hold nu op.

13.30
Den sølvgrå minister-BMW holder klar i regnen. Margrethe har tanket op med en latte to go i pink papkrus og smyger sig ind på bagsædet. Typisk ville det være herfra, der blevet skippet et par tweets af sted i løbet af dagen. Men i dag giver det rullende ministerkontor ikke plads til små opdateringer. I stedet har ministeren kontakt til diverse journalister og leverer udtalelser omkring arbejde i EU-sammenhæng, skatteunddragelse og automatisk informationsudveksling og rentegevinster.

Næste stop er Rebild. Eller nærmere bestemt det store – og indtil for nylig – meget hemmelige bunkeranlæg, der ligger gemt i bakkerne omkring Gravlev.

Bag en uskyldigt udseende, tilgroet facade åbenbarer sig kilometervis af gange. Et skjult univers fra en svunden tid. En 60’ertidslomme, som vidner om en tid, hvor det var nødvendigt at skærme sig mod fjenden. Bunkeren var nemlig tiltænkt regeringen og kongehuset i tilfælde af atomkrig og blev bygget som en følge af Cuba-krisen i årene 1962-68. Man overvejer at åbne bunkeren for offentligheden, så derfor er også Rebild Kommunes Erhvervsudviklingsråd inviteret, og snart vil ord, som bunkeren næppe hørte, dengang den blev bygget – som ”randzoner”, ”vækstpakke”, ”videnspiloter” – fylde den retrospartanske dagligstue.

Som altid matcher Margrethe Vestager fra top til tå. I dag i blå nuancer, matte, enkle og matchende sølvsmykker og en markant perlekæde, inspireret af en udstilling, hun så for nylig på Aros af den amerikanske kunster James Lee Byars, som havde lagt kridhvide marmorkugler i formation. Men for første gang i dag tænker hun også, at hun måske ikke helt matcher ”the occasion”. Et par praktiske sko og en lun fleece, her i de kun otte grader varme betongange, kunne have gjort underværker.

– Jeg tænker altid over, hvad jeg skal, når jeg klæder mig på. I dag var det lidt tricky. Der er nogle meget forskellige ting på dagsordenen. Lige fra en meget ministeragtig tale på KL’s topmøde over et besøg i en bunker til et meget uformelt besøg på et bosted for fysisk handicappede børn – og måske særligt der har de ikke brug for, at der kommer et stilikon ind ad døren. De har brug for at møde et menneske, som kan sætte sig ned og sætte sig ind i, ”nå, hvordan fungerer det her?”. Så i den forstand var det svært at finde et outfit, der passede til alle situationer. Det gjorde det så heller ikke helt – i hvert fald ikke i bunkeren…

– Hvis jeg virkelig er i tvivl, får jeg det ordnet, mens jeg løber. Jeg har ikke fem sæt, jeg bare skifter imellem. Det er også fordi, jeg interesserer mig for det – ikke på et mode-mode-niveau, men jeg lægger selv mærke til, hvad folk har på, og hvad de vil sige mig med det, de har valgt. F.eks. bliver jeg distraheret, hvis en oplæser i TVAvisen – uanset om det er en mand eller en kvinde – har noget på, jeg hæfter mig ved og tænker, ”hov, den var gul!”. Jeg skulle også vænne mig til, at Nynne på Deadline har en ret speciel ørering i, som jeg synes er smart, men usædvanlig. Det skal ingenting til at aflede – i hvert fald min – opmærksomhed. Og så tænker jeg, at det kan være, at andre har det på samme måde.

LÆS OGSÅ: Søren Malling: "Jeg gjorde det kun for pengenes skyld"

17.00
Tilbage i Aalborg. Margrethe Vestager har taget plads rundt om endnu et kaffebord med frugtfad, orange blomster, Twistchokolader og olivengrønne dækkeservietter. Et lille, sluttet møde med tre kvinder og en enkelt mand på Danahus, som er et bosted for fysisk handicappede børn. Ord som ”døgnaflastning”, ”kognitiv”, ”bevillinger” og ”udredninger” flyver gennem luften. Dagens fjerde møde er i gang, og en stadig lige engageret minister stiller interesserede og uddybende spørgsmål. Rundt på institutionen tror flere af børnene næsten, de har fået royalt besøg – hun hedder jo Margrethe og virker da også en anelse bekendt fra fjernsynet...

20.20
Dagens femte og sidste møde – med den lokale gruppe af De Radikale – er slut. Aftensmaden indtaget, og om en halv time afgår flyet til København. Margrethe Vestager tager plads i de blanke, mørkeblå ventesæder. Og får serveret kaffe og Ritter Sport-chokolade. Hun virker ikke træt og har også nået en opringning til hjemmefronten. Margrethe Vestagers tre piger er om nogen vant til, at mor er på farten og kun tilgængelig i små breaks i løbet af en dag som denne her.

– Den formildende omstændighed er, at sådan har det næsten altid været. Jeg tror, det ville være meget svært at omlægge sit liv fra hverdag 8-16 og så pludselig få ræs på. For dem har det altid været et fyldt liv, hvor familie- og arbejdsliv er smeltet utroligt meget sammen. Og fra dag et har vi derfor prioriteret at bo meget tæt på, sådan at vi har det mest skrabede tidsbudget på transport som overhovedet muligt.

– Selvfølgelig er det min mand, der klarer hjemmebutikken et langt stykke hen ad vejen. Men vores piger er også så store nu, at det er et helt andet liv efterhånden. De tager meget fra og klarer en hel del selv – også den lille. For os er det at være en familie ikke et hotel – det er også et arbejdsfællesskab. Så ja, de deltager – ellers kunne det heller ikke lade sig gøre. Vi kan jo ikke som forældre fare rundt med en lille rengøringsvogn og servicere. Vi bliver nødt til at hjælpe hinanden – både med at købe ind, lave mad, vaske tøj, parre strømper… Og så har vi en rigtigt sød familie, der hjælper os meget. Er man heldig, kan det være gaven til børn med travle forældre. At de får flere betydende voksne – på en meget naturlig måde. Det er ikke noget med, at man partout skal sætte et besøg op. Næ, vi har sådan set brug for hinanden til at få det hele til at fungere på en god måde. – Jeg har både en søster og en bror i København. Thomas’ forældre har altid hjulpet rigtigt meget, og jeg har en faster på Midtsjælland, som somme tider tager ungerne med derud. Det er så skønt! Her under lockouten var de netop hos hende en del af tiden. Hun har fået høns, og tænk, så var det så heldigt, at den ene høne rugede, så Ella og hendes kusine tjekkede æg ved at putte dem ned i varmt vand, og hvis de flød og roterede, var der en levende kylling i, faldt det til bunds, var den død. Tænk at opleve det! Næste gang de kom derud, var kyllingerne klækket. Tænk at stå med sådan en lillebitte kylling i hånden – hvor mange børn oplever det! De ting kan jeg ikke give dem. Så jo, hvis man sammenligner med et familieliv, som det var i 50’erne – for hvem har overhovedet det mere – så er det selvfølgelig helt, helt anderledes. Og vi har naturligvis overvejet, om vi kan stå inde for vores valg. Det er vigtigt, for vi kan ikke lave det om. Vores piger er meget, meget søde og forstående. De ser jo bare, at det her også er en glad måde at leve sit liv på. At være i gang.

LÆS OGSÅ: ´"Jeg underholder uanset hvad"