Hollywood er blevet bidt af en gal bogorm, og en bølge af romanklassikere ruller ind over det hvide lærred. Eurowoman har smidt popcorn i mikroovnen og undersøgt tendensen – og giver dig vores bud på alle tiders bedste bogfilmatiseringer.
Når de engelske stjerner Keira Knightley og Jude Law til foråret træder ind i Lev Tolstojs klassiske roman Anna Karenina på det store lærred, er det langtfra første gang, publikummer over hele verden har kunnet nyde det russiske kærlighedsdrama udspille sig i biografen. Anna Kareninas dramatiske historie er nemlig blevet filmatiseret utallige gange i løbet af de seneste 100 år med så forskellige stjerner som Greta Garbo, Sean Connery, Jacqueline Bisset og Christopher Reeve i hovedrollerne. For bare at nævne nogle få.
Den nye udgave af Tolstojs udødelige roman lægger sig i slipstrømmen af filmatiserede litteraturklassikere, der siden forrige år har domineret filmhitlisterne og bl.a. tæller periodedramaer som Charlotte Brontës Jane Eyre og søsteren Emily Brontës Stormfulde højder samt stort anlagte effektfilm a la J.R.R. Tolkiens Hobitten og Yann Martels Life of Pi. For ikke at tale om det kommende forårs helt store filmoplevelse The Great Gatsby, genfortolket af Moulin Rouge-instruktøren Baz Luhrmann med Leonardo DiCaprio og Carey Mulligan i hovedrollerne. Hollywood kan tilsyneladende ikke få nok af historiens bedst kendte læsestof – og det samme gælder publikum.
Fortsætter på næste side...
Kultromaner knækker instruktører
Litterære værker, store som små, er blevet filmatiseret, lige siden den pionerende instruktør Georges Méliès i 1902 imponerede franske biografpublikummer med historien om Gullivers rejser, baseret på Jonathan Swifts fortælling fra 1725. Men som adskillige store instruktører har måttet sande gennem tiden, er det ikke altid helt ligetil at oversætte en storsælgende roman til filmsprog. Den lektie lærte danske Bille August, da han i 1993 gav sig i kast med Isabel Allendes store familiesaga Åndernes hus. Instruktøren, som i 1988 havde vundet Oscar for filmatiseringen Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren, samlede ellers et stjernehold af skuespillere som Meryl Streep, Antonio Banderas, Winona Ryder og Jeremy Irons. Men anmelderne var langtfra begejstrede.
“Hvor bogens historie nærmest lettede fra siderne, bliver Bille Augusts film holdt tungt nede på jorden af alt for mange gode intentioner,” skrev det toneangivende amerikanske filmmagasin Entertainment Weekly og vendte tommelfingeren nedad.
Også Scarface-instruktøren Brian De Palma brændte nallerne, da han i 1990 tacklede Tom Wolfes Wall Street-roman Forfængelighedens bål med alt andet end fantastiske resultater, der nær spændte ben for hovedrolleindehaverne Tom Hanks’ og Bruce Willis’ fremtidige karrieremuligheder.
Tricket bag den gode romanfilmatisering er nemlig ikke bare at koge en mange hundrede siders lang bog ned til to sammenhængende filmtimer, siger Rasmus Brendstrup, der er programredaktør på Cinemateket i København.
“Instruktøren bag en romanfilmatisering skal være klar til at blive målt op imod et litterært værk, som allerede er sat på en piedestal og lever for manges indre blik. Og ikke mindst vil ens film uundgåeligt blive sammenlignet med eventuelle tidligere filmatiseringer,” siger han.
For at tilfredsstille alles forventninger må filmversionen derudover nødvendigvis på én gang være tro mod sit forlæg, men ikke for forudsigelig, den skal føles relevant for den tid, den vises i, uanset hvornår bogen bag ellers måtte være skrevet, og så skal den kunne leve sit eget liv uden for litteraturens skygge. Nå ja, og har man med nyere romaner at gøre, er der naturligvis også en vis forfatter i kulissen, der nok skal stå klar til at korsfæste enhver instruktør eller skuespiller, der ikke håndterer hans eller hendes materiale med fløjlshandsker. Da mesterinstruktøren Stanley Kubrick filmatiserede Stephen Kings gyserroman Ondskabens hotel i 1980, fik han efterfølgende en vred King på nakken for at have ændret for meget i den oprindelige historie. Kubrick påkaldte sig kunstnerisk frihed, men King gik så langt som til at undsige sig enhver forbindelse til filmen. I 1997 skrev forfatteren i stedet selv manuskript til miniserien Stephen King’s The Shining, der dog floppede fælt. Stanley Kubricks Ondskabens hotel regnes derimod for alle tiders bedste og mest velspillede gyserfilm.
Omvendt var det, da forfatteren Helen Fieldings populære chicklit-roman Bridget Jones blev filmatiseret i 2001. Her var det ikke forfatteren selv, men derimod bogens fans, der gik på barrikaderne over valget til hovedrollen. Der var nemlig ikke mange, der troede på, at åleslanke amerikanske Renée Zellweger ville kunne personificere den ærkeengelske trøstespisende og storrygende Bridget. Alle bange anelser blev heldigvis gjort til skamme ved filmens premiere, hvor Zellweger viste sig som den perfekte lettere kiksede singlepige. Bridget Jones endte med at indtjene næsten 300 mio. dollars på verdensplan.
Derfor vil vi stadig se Gatsby
Omkring 90 % af alle film er baseret på romanforlæg af den ene eller anden art. Men det, der er bemærkelsesværdigt ved disse års biografpremierer, er antallet af film baseret på litterære sværvægtere – bogforlæg, der ikke nødvendigvis er nemme at gå til pga. deres særprægede historier og komplekse karakterer, og som er kendetegnet ved at have horder af dedikerede fans. Tag fx Yann Martels smukke og filosofiske roman Life of Pi fra 2001, hvis eneste to hovedpersoner, en dreng og en bengalsk tiger, er strandet i en redningsbåd på havet. Ikke just barnemad at visualisere, selv for en garvet instruktør som Ang Lee, der bl.a. står bag Brokeback Mountain og Tiger på spring, drage i skjul, og som sidste år tog opgaven på sig.
Det samme kan siges om Jack Kerouacs kultfortælling On the Road, der siden udgivelsen i 1957 har været indbegrebet af generationsoprør for millioner af unge læsere. Sidstnævnte filmversion af instruktør Walter Salles skuffede i biografen sidste efterår. I stedet for at give en ny generation glæden ved at opleve Kerouacs mesterværk mindede filmen mest af alt publikum og anmelderstab om, hvorfor ingen af Hollywoods dygtigste instruktører tidligere har turdet sætte billeder på romanens unikke stemning.
Filmanmelder på Politiken Søren Vinterberg mener ikke, at det er helt tilfældigt, at vi netop nu ser romaner som On the Road og Anna Karenina filmatiseret:
“Både On the Road, Anna Karenina og The Great Gatsby handler om nedbrudte og stivnede samfund, og de afspejler meget godt, hvordan vores samfund har det i dag under finanskrisen,” siger han.
Søren Vinterberg minder om, at der efter den sidste økonomiske opbrudstid i 80’erne dukkede en række Jane Austen-filmatiseringer op i 90’ernes restaurationstid som Emma, Fornuft og følelse og Stolthed og fordom. Romanerne bag disse lægger vægt på at værne om de klassiske værdier, mens vor tids filmatiseringer af de mere mørke victorianske fortællinger Jane Eyre og Stormfulde højder derimod handler om dydens og moralens forfald. Instruktøren Andrea Arnolds’ Stormfulde højder fra 2011 lugter da også mere af svinesti end rosenbed – så voldsom er filmenes æstetik, at flere udvandrede fra biografen i protest mod fortolkningen af Emily Brontës klassiker, da filmen blev vist på filmfestivalen i Venedig.
Både Politikens Søren Vinterberg og Cinematekets Rasmus Brendstrup mener alligevel, at det er glimrende, at Hollywood genfilmatiserer de kendte romanklassikere hver 20. eller 30. år.
“Blandt det dannede publikum går gode historier ikke af mode, og da slet ikke de skrevne. Hver eneste generation rummer et potentielt publikum til de få romanklassikere, vi kalder udødelige. Det er derfor, man filmatiserer dem igen og igen – ikke fordi litteraturelskere er umættelige, når det gælder filmatiseringer, men fordi der hele tiden kommer nye seere til, som ønsker at se ‘deres’ elskede bog omsat til levende billeder, kød og blod, selvfølgelig helst med tidens varmeste skuespillere,” fortæller Rasmus Brendstrup.
Læg dertil, at computerteknologien i dag har nået et niveau, der gør det muligt at genskabe de mest fantastiske litterære verdener på troværdig vis. Så begynder man at forstå, hvorfor filmselskaberne lige nu falder over hinanden for at være de første til at give særligt de meget fantasifulde og storladne romaner et blændende visuelt ansigtsløft.
Filmmagi i 2013
Meget tyder på, at 2013 bliver året, hvor filmfans og bogorme vil frydes sammen i biografmørket. Ud over Anna Karenina og The Great Gatsby til maj kan vi nemlig også glæde os til, at David Mitchells bestseller Cloud Atlas fra 2004 rammer biograferne den 17. januar i en fejende flot filmatisering med bl.a. Tom Hanks og Halle Berry i hovedrollerne. Og til marts kommer både Oz: The Great and Powerful med James Franco og Mila Kunis, baseret på L. Frank Baums The Wonderful Wizard of Oz fra 1900, samt den nyeste filmatisering af Victor Hugos roman Les Misérables fra 1862, nu med Anne Hathaway og Hugh Jackman på rollelisten.
Sidstnævnte regnes stadig for at være en af historiens største litterære bedrifter, så meget hviler på instruktør Tom Hoopers skuldre. At englænderen sidst stod bag den prisvindende The King’s Speech (2011), burde berolige nervøse fans af Hugos murstensroman på ca. 1.500 sider. Endelig kan Charles Dickens-fans verden over se frem til den 13. filmatisering af Charles Dickens’ Great Expectations fra 1861, denne gang med instruktøren Mike Newell bag kameraet. 
Også i Danmark er filminstruktørerne ivrige læseheste: Thomas Vinterbergs nye projekt er fx endnu en filmatisering af Thomas Hardys roman Fjernt fra verdens vrimmel fra 1874, mens Mikkel Nørgaard instruerer Nikolaj Lie Kaas i filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens internationale bestseller Kvinden i buret fra 2007.
Valget mellem at læse en god bog eller gå i biografen lørdag aften er lige pludselig blevet
en hel del sværere...
Læs også: Mød Keira Knightley