Netta vinder Eurovision barbie girl
SPONSORERET indhold

Netta var på en særlig mission: Hvordan kvinden med frikadellehåret har ændret samtalen i sit hjemland

”Jeg tror, at Netta ligefrem har ændret måden, som vi taler om tingene her i Israel.”

Af:: Susanne Baden Jensen Foto: Getty Images
17. maj. 2019 | Livsstil | ALT.dk

Tak, fordi I valgte det anderledes. Tak, fordi I valgte vovemod.

Med disse ord takkede sangeren Netta Barzilai salens jublende publikum og de over 150 millioner tv-seere rundt om i hele verden, da hun stod på scenen og netop havde vundet Eurovision 2018.

Dermed satte den karakteristisk udseende sanger også en markant streg under sit budskab om, at verden bør hylde forskellighed.  

Netta 2018.jpgNetta Barzilai på scenen i Lisbon, Portugal, under Eurovision-finalen. (Foto: Getty Images)

Sejren sidste år gav genlyd i hendes hjemland Israel, hvor skolepiger efterfølgende hyldede deres nye idol ved at sætte håret op i frikadelle-lignende knolde i stil med dem, Netta havde, da hun stod på scenen og sang vinderbidraget 'Toy'. En glad sang, som handler om empowerment af kvinder. 

LÆS OGSÅ: Fra viral video til tv-vært: Lørdag vil 200 millioner menneskers øjne være rettet mod denne kvinde

Lige fra musik- og modeindustrien til landets mange kvinder har den 26-årige sanger været en inspirationskilde, og der er dem, som mener, at hun været med til at påvirke måden, som landet opfatter kvindekamp, kvindekroppen og diversitet på.

ALT.dk har mødt fire forskellige israelske kvinder under en betalt pressetur, hvor vi fulgte Israels forberedelser som værter for dette års Eurovision – og vi stillede alle kvinderne dette spørgsmål:

Hvordan mener de, at Netta har gjort en forskel for landet eller i deres liv, siden hun vandt verdens største musikalske musikkonkurrence? 

lucy vært.jpgLucy Ayoub (Foto: Susanne Baden Jensen)

Lucy Ayoub – journalist og en af fire værter under årets Eurovision-show 

– Netta er en utrolig person. Hun har været en stor inspiration for mange kvinder i Israel, inklusiv mig. Ordene, hun sagde på scenen sidste år, hvor hun sagde tak, fordi I valgte anderledes, og at I valgte diversitet, rammer det, som jeg synes, at Eurovision netop handler om: At hylde, at vi er forskellige. Og hun er indbegrebet af alt det – og også girl power og kvindekraft bringer hun med sig på scenen, som er meget vigtigt.

– Hun optræder meget i Israel og laver mange interview, og hun er altid en positiv person. Jeg tror på, at hun har en meget afgørende effekt på unge piger i Israel, og hun er en vigtig figur i landet.

Wonder Woman don't you ever forget / You're divine and he's about to regret.

Netta - fra sangen 'Toy'

Moran.jpgMoran Taranto-Maler. Foto: Susanne Baden Jensen)

Moran Taranto-Maler – medlem af den israelske Eurovision-fanklub OGAE

– Netta er en karakter, som man bare elsker. Jeg ved ikke, om det når de danske medier, men i Israel får hun megen omtale, og hun taler om feminisme, om udseende og det faktum, at hun ikke har en - lad os kalde det - gennemsnitlig figur, eller at hun ikke er super tynd. Der var en meget stor modebegivenhed her i Israel, hvor hun dukkede op i en badedragt, og det gav en enorm "wow"-effekt. Vi har også en helligdag her i landet, kaldet purim, der lidt minder om Halloween, hvor alle klæder sig ud, og hun var den mest populære udklædning blandt pigerne i år.

– Hun styrker kvinder og er indbegrebet af "gør, hvad du har lyst til - du skal ikke lade nogen fortælle dig, at du ikke er noget værd!" Hun viser, at du kan opnå, hvad du ønsker, hvis du arbejder hårdt og virkelig tror på det, ligegyldig hvad andre siger eller gør. Hun er så inspirerende for mig som kvinde, men også generelt. Jeg har en lille pige på tre år, og du skulle se hende: Hun elsker virkelig Netta, selvom hun er for lille til at forstå budskabet, men en dag vil hun vokse op og forstå budskaberne, som Netta repræsenterer, og det er vigtigt for mig som mor. Jeg tror, at Netta ligefrem har ændret måden, som vi taler om tingene her i Israel. Så det er meget vigtigt, at det var hende, som repræsenterede os, og det var endnu vigtigere, at hun vandt (Eurovision, red.), fordi hun brugte det til at sprede sin viden og budskaber. Og alle lyttede.

Hvem provokerer hun?

– Jeg tror mest, at hun provokerer modeindustrien med sin figur, men også samfundet generelt med alle de regler og normer, som vi følger, bare fordi en eller anden - jeg aner ikke engang hvem - engang sagde, at kvinder skal være en størrelse XS. Det er hun imod.

Gaia Niv.jpgGaia Niv. Foto: Susanne Baden Jensen)

Gaia Niv – radiomedarbejder, aftjener sin værnepligt på Israels populære radiostation Galgalatz. Den er drevet af Israel Defense Forces Radio og bliver betragtet som en musikalsk trendsætter i landet.

– Nettas musik er meget spændende. Hun har bragt noget nyt med sig, hendes musik er anderledes end israelske kvindelige kunstnere, men også generelt. Hun var meget kosmopolitisk, altså international. Hun er virkelig cool, og jeg tror, at det gjorde hende speciel, ikke kun for os. Hun har noget, som også har fået europæere til at sige "wow, det er sejt!"

Taliah.jpgTaliah.(Foto: Susanne Baden Jensen)

Taliah – er frivillig medarbejder under Eurovision. Hun er født og opvokset i Norge, men hendes forældre har israelsk baggrund, og hun flyttede til Israel for et år siden (efter Netta har vandt, red.)

– Jeg føler, at hun har oplevet meget modstand i sit liv, som hun har skullet overleve og være stærk. Hun havde en barndom, hvor hun blev mobbet meget, men selvom hun blev udsat for mobning, så elsker hun sit land og det israelske samfund.

– Under Eurovision måtte hun ikke spille på sine egne musikinstrumenter, som hun ellers havde planlagt, fordi playback ikke er tilladt, så derfor skulle de spille live - og det klarede de alligevel, selvom hun havde alle der her forhindringer på sin vej. Det viser, at hvis du fokuserer på din kunst, er sand mod dig selv og forbliver stærk, så vil du opnå succes. Hun har et godt budskab. Og så er hun også meget fortaler for at bygge broer mellem mennesker.

Anbefalet til dig