New England
SPONSORERET indhold

Vild med hummer, hvalsafari og smukke kyster? Så er denne ferie lige noget for dig

Langs New Englands velhaverkyst leves livet ved de livlige havne og de pittoreske kyster, hvorfra du kan tage på hvalsafari, dase på de suveræne sandstrande og nuppe en hummer til frokost.

Af:: Julie Vöge Foto: Julie Vöge
17. apr. 2018 | Livsstil | ALT for damerne

Siden jeg for mange år siden sad i biografmørket og så filmatiseringen af John Irvings "Æblemost-reglementet", har jeg drømt om at se New England i det nordøstlige USA. Drømt om at gå ture på stejle klipper og brede sandstrande for først at vende rundt helt ude ved sidste fyrtårn, når min hummerfyldte mave ikke kunne slæbes længere. Drømt om at tage i Kennedy'ernes fodspor og lege rigmand på Martha's Vineyard og Cape Cod og måske se en hval eller to ude i det kolde Atlanterhav.

Drømmen blev for nylig virkeliggjort, da jeg med mand og tre børn lejede en bil, og i to uger kørte fra Connecticut i syd til Rhode Island, Massachusetts, New Hampshire, Vermont og Maine i nord. En strækning på godt 600 kilometer, som kræver god tid, når du vælger de smukke veje tættest på vandsiden, der bringer dig forbi flækker fyldt med træhuse, hvor tiden synes at have stået stille i mindst hundrede år. En rute, der også byder på større badebyer, hvor hvide sandstrande, gode fiskerestauranter og polerede butiksstrøg minder dig om, hvorfor du og en stor del af USA's mest velbeslåede mennesker ferierer her. Ligesom deres endnu rigere forfædre i 1800-tallet gjorde det i deres gigantiske mansions langs havet. New England lugter både af hummer, daseri og penge og er et dyrt sted at holde ferie. Til gengæld får du fyldt op på kontoen af smilende, rare mennesker, malerisk natur og lækre fiskeretter.

New England. New England. Foto: Julie Vöge. 

9 storslåede steder i New England

1 Newport: Hyggeligt havnemiljø og eksklusivt huskiggeri
Første stop på ruten er bade- og havnebyen Newport i miniputstaten Rhode Island. I havnen ligger et væld af hyggelige restauranter, hvor du kan spise dig mæt i områdets kendte og traditionelle New England clam chowder, der er en fyldig muslingesuppe. Slå et smut forbi St. Mary's Church, hvor Jackie og John F. Kennedy blev gift og gå en rask tur ud til Gooseberry Beach, der ligger i en lille bugt, og derfor er fri for alt for store bølger. Her findes også en strandbar, der sælger sandwich og drikkevarer.

LÆS OGSÅ: Bøf, pizza og afternoon tea: Her skal du spise i London

Et must-see er at besøge én af Newports gamle, fredede sommerhus-mansions, der giver et sjovt indblik i, hvor ustyrligt rige - på Great Gatsby-måden - nogle få familier var i 1800-tallets USA. Vælg fx en guidet tour i bygningen The Breakers på Ochre Point Avenue med 70 værelser fordelt på fem etager, som familien Vanderbilt opførte i 1893. Husets mange børn lå ikke og nød rigmandslivet dagen lang, men skulle skam skifte tøj mindst fire gange om dagen for at matche et utal af aktiviteter og forpligtelser. Få overblik over samtlige af rigmandshusene ved at se dem fravandsiden, når du går den smukke 5 km lange Cliff Walk.
Se mere på Cliffwalk.com og Newportmansions.org

Cafeer i New EnglandCafeer i New England. Foto: Julie Vöge. 

2 Hyannis: Gå i JFK's fodspor
Fra Newport kører I videre mod øst ind i staten Massachusetts. I den ellers lidt kedelige by Hyannis Port er hovedattraktionen JFK Hyannis Museum, der i ord og billeder giver et levende indblik i familien Kennedys dramatiske liv. Kennedy'erne er USA's svar på kongefamilien, og John F. voksede op i Hyannis Port med sine otte søskende, hvoraf han selv og tre af de andre med tiden om-kom på grund af snigmord, bombning og flystyrt. På museet er der et korps af ældre damer med indgående kendskab til familien, som viser rundt på så engageret en facon, at selv montrefor-skrækkede børn og voksne, der plejer at gå hurtigt til museumsbutikken, fanges 100 procent ind.
Se mere på Jfkhyannismuseum.org

3 Martha's Vineyard: Se farverige honningkagehuse fra den tohjulede 
Øen ud for Rhode Islands kyst er et af de mest sofistikerede steder at holde ferie i USA og optræder i utallige film, som fx Spielbergs "Jaws" fra 1975. Filmens handling til trods er der ingen grund til at frygte hajangreb. Til gengæld bliver du med garanti angrebet af lysten til konstant at poste postkortlignende billeder på instagram, for på Martha's Vineyard er alt smukt.

Du kan sejle til øen fra flere byer. Én af dem er Falmouth i Massachusetts, hvor en lille færge med udsigtsdæk på blot 30 minutter og for 10 dollars bringer dig fra fastlandet til det lille eventyrland. Lej cykler i Oaks Bluffs, hvor færgen ankommer, og udforsk øen henover 3-4 dage. Det er rigelig tid til at cykle hele vejen rundt. Vær sikker på, at du cykler forbi hyggelige Edgartown.

LÆS OGSÅ: "London er en uhøjtidelig blanding af nyt, gammelt og quirky"

Rygterne siger, at prisniveauet er højt på Martha's Vineyard, og at overnatning skal bookes flere uger på forhånd, men det passer ikke. Airbnb er nået hertil, og det samme er et utal af mindre Bed & Breakfasts, der som regel altid lige har et værelse mere ledigt. Strandene minder lidt om strandene ved Tisvildeleje og Hornbæk, og vandet er lige så køligt, men de små byer med gamle, hvidmalede træhuse giver de nordsjællandske badebyer baghjul, når det kommer til polerede hus- og butiksfacader og udvalget af hyggelige cafeer, bogbutikker, restauranter og isboder. Forlad ikke øen, før du har besøgt de omkring 300 fantasifuldt malede træhuse med kælenavnet Gingerbread Houses, der er gået i arv siden en gruppe metodister grundlagde klyngesamfundet i 1835.
Lej cykler hos Andersonsbikerentals.com, og find færge-afgange på Islandqueen.com

Martha's Vineyard.Martha's Vineyard. Foto: Julie Vöge. 

4 Cape Cod: Hajspotting og røde solnedgange
Cape Cod er en halvø i den østligste del af Massachusetts og er som Martha's Vineyard et yndet ferieparadis for folk ved muffen, og hvad den yderste by Provincetown angår specielt populær blandt homoseksuelle.

Provincetown er farverig og festlig, men også uhyre turistet, så et godt råd er at slutte besøget af med en badetur på Herring Cove Beach et par kilometer nord for byen. Her venter en bred sandstrand med klitter, den flotteste solnedgang og en budgetvenlig restaurant og café med navnet Far Land on the Beach, der serverer en af de bedste falafler, jeg har smagt. Halvøen er også kendt for hvide hajer, som opholder sig i hobetal i farvandet omkring Cape Cod.

5 Boston Shoppetur efterfulgt af historietime
Kør fra Cape Cod ind i landet til Boston – metropolen og den største by i New England. Her mødes skyskrabere, sekssporede motorveje med gamle murstenshuse og brostensbelagte gader. Bostons mest interessante kvarterer kan godt gås igennem på én dag, men de og byens shop-pingmuligheder kombineret med historiske sights på The Freedom Trail bundet op omkring USAs uafhængighed tåler bestemt et par dages gransken.

LÆS OGSÅ: Insidertips til Barcelona

6 Gloucester: Hvalsafari
En lille times kørsel fra Boston ud mod kysten ligger Gloucester, hvor George Clooney i 2000 indspillede The Perfect Storm. Det var også stormfuldt, da vi sejlede afsted på hvalsafari fra byens havn i hampert blæsevejr. Perfect blev det, da vi i løbet af 2-3 timer nåede at se omkring 30 pukkelhvaler og andre mindre hvalracer springe rundt som delfiner tæt på rælingen. En uforglemmelig og vild oplevelse.Desværre også for de mange, der ikke var søstærke, og derfor så mere bræk end hvaler. Gloucester by er ikke specielt interessant, så kør straks til kunstnerkvarteret Rocky Neck, der ligger på en tange i den østlige del af byen i et naturskønt område. Her har keramikere, tekstiltrykkere og billedkunstnere, som fx Edward Hopper, gennem årtier valfartet til for at bo og arbejde i kortere og længere perioder. Gå en tur gennem kvarteret og tjek på forhånd datoerne for de jævnlige musikoptrædener og kunstudstillinger. Der findes også flere restauranter i Rocky Neck og en badestrand. Book hvalsafari på Captbillandsons.com, og se mere på Rockyneckartcolony.org

New England.New England. Foto: Julie Vöge. 

7 Rockport: Friskfanget hummer with a view
På spidsen af Cape Ann i Massachusetts lidt længere oppe af kysten fra Gloucester ligger byen Rockport, der på tre sider er omgivet af Atlanterhavet. Byen ligner mest af alt en filmkulisse til en reklamefilm om, hvor tilbagelænet livet leves i gamle træhuse tilsat en hummerkutterfyldt havn og et par virkelig gode fiskerestauranter. Den dyre My Place by the Sea har en fabelagtig udsigt, den anden Roy Moore's Fish Shack Restaurant serverer virkelig god clam chowder, hummer og hjemmelavet veggie burgere.
Se mere på Myplacebythesea.com og Rockportusa.com

New England.New England. Foto: Julie Vöge. 

8 Kennebunkport Sejl kajak og lig på langs på stranden
I kystbyen Kennebunkport i Maine bor George Bush senior, og halvdelen af mændene i de små, hyggelige gader ligner også den pensionerede præsident. Nydelige, velklædte og parate til med et smil at spise en hummer i pølsebrød mere. Byen ligger rundt om Kennebunk-floden, og det betyder, at der er rig mulighed for at sejle i kano og kajak i roligt vand, ligesom der ved flodens havmunding ligger indtil flere super gode strande. Kennebunkport er én af USA's
rigeste byer, og det tiltrækker jetsettet. Ikke desto mindre findes der flere okay billige Bed & Breakfasts og restauranter. Det gælder f.eks. Cape Pier Chowder House, der som andre hummerrestauranter ikke har en fast menupris for hummer, men sætter prisen efter størrelsen på dagens fangst. Stedet kører med plastikkrus og tallerkner, men netop det uprætentiøse gør restauranten populær blandt lokale, sætter en hyggelig stemning og udsigten over bugten fuld af hummerbåde er fænomenal. Ved siden af ligger det pebrede Ramp Bar & Grill, som bestemt også kan anbefales. Husk at booke bord i forvejen.

Tjek Waldoemerson.com ud for overnatning, reserver bord på Ramp Bar & Grill på Pier77restaurant.com, og tjek menukortet ud hos Cape Pier Chowder House på Capeporpoiselob-ster.com

9 Vermont Vegetarernes øko-paradis
New England er meget mere end kystbyerne. Landsdelen tæller også staten Vermont, der med sine White og Green Mountains og mange søer er en populær skidestination om vinteren og populær blandt vandrere, mountainbikeryttere, kano- og kajakroere og lystfiskere i sommerhalvåret.

Vermont kan på natursiden og med sine træhuse godt minde lidt om Sverige, hvor alt bare er for-størret op med bredere vidder og højere bjerge. Den venstreorienterede Bernie Sanders er fra Vermont, og i det hele taget er staten hjemsted for mange hippier, kunstnere, håndværkere og landmænd, der sværger til økologi og godt håndværk. Herfra produceres blandt andet sirup og æblemost i store mængder, og du kan sågar bo på nogle af de producerende gårde eller på et af de utallige Bed & Breakfasts og mindre Inns, hvor det ikke er nødvendigt at booke mere end et par dage i forvejen. I Vermont vrimler det også med farmers markets, hvor hipstertyper spiller jazz og sælger vegetarmad, så Nørrebro godt kan gå hjem og lægge sig. 

New England.New England. Foto: Julie Vöge. 

Anbefalet til dig