Hun havde en af de 100 vigtigste stemmer: Her er kvinden, som har inspireret Beyoncé og Lauryn Hill

Nina Simone (1933-2003), der i virkeligheden havde det langt mindre jazzede navn Eunice Kathleen Waymon, er kvinden, der banede vejen for damer som Lauryn Hill og Beyoncé og turde nævne det unævnelige med lige dele flabet og fræk klang. Og det er ikke kun kvindelige sangere og politiske aktivister, der er blevet inspirerede af Nina Simone. Også hiphoppen, hvor fanskaren tæller Jay-Z, Kanye West, 50 Cent og Talib Kweli, har lyttet, lånt og samplet.

Simone gjorde eufemismer elegant effektive, når hun sang om Strange Fruit, der henviste den ‘frugt’, som Ku Klux Klan efterlod som rædslens høst, når de lynchede sorte. Hun gjorde sex sangbar, når hun indladende tonerede I Want a Little Sugar in My Bowl, mens sort lyd blev såvel accepteret som populær, når hun veloplagt og overbevisende sang My Baby Just Cares for Me.

LÆS OGSÅ: Chief 1: "Det var fuldstændig forfærdeligt pludselig at være sådan en mand, der bryder sin familie op"

Nina Simone, der nåede at udgive mere end 40 album alene i perioden 1958-1974, voksede op i North Carolina i en søskendeflok på seks og i et hjem med klaver. Hun kunne slå tonen an på tangenterne, fra hun var tre år gammel og øjnede derfor en fremtid som klassisk koncertpianist, men blev også tidligt konfronteret med racediskrimination. Allerede som 12-årig, hvor hun gav sin første formelle koncert, blev hendes forældre enige om at rykke fra første række, så det hvide publikum kunne sidde der i stedet. Hun hed stadig Eunice, da hun blev uddannet fra den prestigefyldte Juilliard School of Music, men blev diskrimineret, da hun efterfølgende søgte ind på Curtis Institute of Music i Philadelphia og blev afvist til trods for, at hun udmærkede sig til optagelsesprøven. Aktivismens ild var tændt, Eunice blev til Nina, og den klassiske koncertpianist konverterede til djævlens musik og blev natklubpianist og sangerinde i Atlantic City, hvor hun skabte sin egen fusion af jazz, blues og klassisk musik.

I 1958 blev Nina Simone gift med beatnikken Don Ross, en beslutning, hun fortrød, og indspillede Ella Fitzgerald-nummeret I Loves You, Porgy, der blev hendes adgangsbillet til succes, da den røg ind på den amerikanske Billboard-top 20. Samme år udkom hendes debutalbum, Little Girl Blue, og pladeselskabet Colpix forelskede sig i hendes stil, lyd og uimponerede tilgang til branchen og tilbød hende både kontrakt og kreativ frihed. Simone skabte hits, giftede sig på ny med Andrew Stroud, der senere blev hendes manager og far til hendes datter Lisa, men også hendes voldelige undertrykker.

LÆS OGSÅ: Aura: "Det er en del af livet at blive slået ud af kurs. Og du skal selv slå dig tilbage"

Simone skiftede pladeselskab, og hendes sange tematiserede nu udelukkende borgerrettigheder startende med sangen Mississippi Goddam fra 1964. Resten af Nina Simones liv havde konflikt som omdrejningspunkt. Ikke alene var hun fortaler for voldeligt oprør, som Malcolm X foreskrev, og mente, at Martin Luther Kings fredelige revolution var langmodig og uvirksom. Hendes iltre temperament gjorde hende til en stærk politisk stemme og forbilledlig performer, men det var også hendes hæmsko.

Hun var en stridbar kollega, en hård mor og en ulydig borger, der nægtede at betale skat, da USA gik ind i Vietnamkrigen, og levede i eksil på Barbados, i Liberia, Schweiz, Holland og, i de sidste 10 år af sit liv, i Sydfrankrig. Nina Simone blev sent i livet diagnosticeret som bipolar og udviklede en voldsom aggresivitet. Alligevel skyggede temperamentet aldrig for talentet, og hun bliver fortsat husket som kvinden, der kunne synge alle genrer, turde fusionere Bach med gospel, udfordrede skønhedsbranchens eurocentriske kvindesyn (særligt manglen på foundation til sorte kvinder!) og er blevet fremhævet af Rolling Stone Magazine som en af verdens 100 vigtigste stemmer. Hør sangen To Be Young, Gifted and Black, og du forstår hvorfor.