Causeway Coastal Route
Foto: Jesper Møller og Tourism Northern Ireland Nordirlands kyststrækning rummer mange dramatiske og smukke klippeformationer.

Ferie i Nordirland: Oplev en af klodens smukkeste vejstrækninger langs kysten

Den er flere gange kåret som en af klodens smukkeste vejstrækninger. Og du behøver ikke engang rejse halvvejs rundt om jorden for at opleve de skønne landskaber, idylliske landsbyer og hyggelige kroer. Vi har taget turen af Irlands kystrute – Causeway Coastal Route.

Det forunderlige landskab strækker sig, så langt øjet rækker. Over 40.000 søjler af basalt ligger side om side som en gigantisk udendørs stenskulptur. Nogle af søjlerne er over 10 meter høje, og mange af de besøgende klatrer op på dem og foreviger sig selv og omgivelserne med en selfie. Andre holder sig lidt på afstand, idet Atlanterhavets bølger tordner ind mod de yderste søjler med en voldsom kraft. Det er et helt specielt naturfænomen, og det forunderlige basaltlandskab er da også det første sted i Irland, der blev optaget på UNESCO’s verdensarvsliste over klodens mest spektakulære lokaliteter.

De fleste gæster besøger søjlelandskabet Giant’s Causeway som led i en tur langs Causeway Coastal Route, der er en 192 km lang rute langs Nordirlands kyst – fra hovedstaden Belfast i sydvest til byen Londonderry i nordvest. Ruten er flere gange kåret som en af verdens smukkeste vejstrækninger, og som vi tilbagelægger turen, forstår vi udmærket hvorfor. Undervejs oplever vi den mest fantastiske natur i form af grønklædte skråninger, brusende vandfald og dramatiske kystlandskaber.

Causeway Coastal
I Glenariff Waterfall Nature Reserve kan du opleve smukke vandfald omgivet af grøn bevoksning.
Causeway Coastal
Der er flere dejlige sandstrande langs ruten – her med en borgruin i baggrunden.

Ruten snor og bugter sig gennem landskabet – nogle steder helt ude langs kysten og andre steder lidt inde i landet. De fleste steder er landskabet relativt kuperet og med grønne skråninger, hvor får og køer græsser, men vi passerer også gennem mere hede-agtige områder.

LÆS OGSÅ: Betagende natur og fascinerende historie: Nyd sommeren på den oversete Vadehavsø

Mange steder er marker og græsfolde adskilt fra vejen af levende hegn af planter og hække. I den sene sommer er de for en stor del malerisk dækket af røde fuchsia-blomster. Det er dog den grønne farve, der er altdominerende, og det er indlysende, hvorfor Irland bliver kaldt ”den grønne ø”. Ifølge irerne selv kan du opleve ikke mindre end 40 nuancer af grønt under et besøg på deres ø.

Sort øl og hvide strande

På vej ad kystruten passerer vi gennem talrige små og idylliske landsbyer med mangefarvede huse. I snart sagt dem alle ligger der en pub eller to, hvor man kan få sig et gedigent måltid. Prøv endelig også et glas af den irske nationaløl – den kulsorte Guiness. Langtfra alle danske smagsløg er umiddelbart forfaldne til Guiness, men den er næsten ikke til at komme udenom, når du besøger Irland.

Causeway Coastal
Grønt så langt øjet rækker.
Causeway Coastal
Et glas Guiness i hånden og irsk folkemusik i ørerne er ikke nogen dårlig kombination.

En anden ting, som ligger drysset med rund hånd langs ruten er gamle slotte – nogle er ruiner, mens andre er ganske velholdte. Fra flere af de mange udsigtspunkter undervejs kan du se tværs over Det Irske Hav og helt til Skotland. Og endelig må du ikke snyde dig selv for en spadseretur langs en af områdets dejlige lyse sandstrande.

LÆS OGSÅ: Sommerferie i Skagen? Disse steder må du ikke gå glip af

Når trangen til at se dyner melder sig, behøver du næppe lede længe, kroer og andre overnatningssteder er der masser af, men lyder det tillokkende med et fint lille slot, der er omdannet til et hotel og desuden byder på en flot blomsterfyldt have, kan Ballygally Castle Hotel i byen Ballygally anbefales.

Gyngende bro og gammel whiskey

Udover den skønne natur du bevæger dig igennem, når du følger Causeway Coastal Route, er der flere konkrete og ret forskellige attraktioner, der absolut også er værd at stoppe for. For de eventyrlystne er der hængebroen Carrick-a-rede Rope Bridge, som går fra fastlandet og over til den lille ø Carrickarede. Broen er blot 20 meter lang, men består kun af reb og brædder. Med 25 meter ned til det skummende hav på en bro, der ofte gynger betragteligt i vinden, er det dog ikke så lidt endda.

Causeway Coastal
Det gælder om at holde tungen lige i munden, når man krydser hængebroen Carrick-a-rede Rope Bridge.
Causeway Coastal
Et udvalg af produkterne på Old Bushmills Distillery, der angiveligt er verdens ældste whiskey-destilleri.

Anderledes roligt er et besøg ved Old Bushmills Distillery. Det er uomtvisteligt Irlands ældste whiskey-destilleri og efter eget udsagn også verdens ældste. Her fik man helt tilbage i 1608 licens til at fremstille den gyldne drik, som i Irland staves ”whiskey” med et ekstra ”e”, men der menes at have været produktion længe inden da. Destilleriet byder både på rundvisninger og godt med smagsprøver.

En afstikker

Causeway Coastal Route er afmærket med skilte hele vejen, men har du tid og lyst, er der også guld at finde i små afstikkere undervejs. Slå for eksempel et slag forbi de to mægtige klippeskrænter Fair Head og Torr Head. Eller und dig selv en særpræget vandretur i The Gobbins, hvor du går helt ude langs klipperne ad en smal sti, der snor sig langs klippekysten. Værd at besøge er i den grad også Glenariff Waterfall Nature Reserve, hvor du kan gå ind i skoven ad en særlig ”vandfalds-sti” og undervejs passerer flere ikke voldsomt høje, men særdeles smukke vandfald omgivet af grønne planter og træer.
Skønhed er mange ting, men ud over enhver tvivl til stede i overmål på denne anbefalelsesværdige tur langs den irske kyst.

Rejsefakta

Causeway Coastal
Giant’s Causeway er et forunderligt basaltlandskab, der er blevet optaget på verdensarvslisten.
  • Nordirland var for årtier tilbage kendt som et sted, hvor sekteriske mord og bombesprængninger som følge af konflikten mellem protestanter og katolikker, ikke var sjældenheder. Men freden har for længst indfundet sig, og som turist mærker man intet til spændingerne, medmindre man insisterer på at diskutere religion og tilhørsforhold med de lokale.
  • Der er ikke direkte fly fra Danmark til Nordirland, så det letteste er at flyve til Dublin og der leje en bil. Det kan anbefales at opleve Causeway Coastal Route i sommerhalvåret, hvor alting er grønt og frodigt.
  • Medbring endelig flere slags tøj, da vejret skifter ustandseligt – fra regn til sol og tilbage igen på få minutter. De lokale siger, at man i Irland ofte oplever ”fire årstider på én dag”, og det er ikke skudt helt forbi. Til gengæld for de hyppige regnbyger belønnes man med mange flotte regnbuer.

Læs mere om Causeway Coastal Route på www.visitcausewaycoastandglens.com.

Se, hvad vi ellers skriver om: Rejseguide