Non-shopping
SPONSORERET indhold

Ny trend: Non-shopping

I kølvandet på den økonomiske krise er det blevet smart at genbruge frem for forbruge. Skal man endelig bruge noget, skal det være hinanden – hinandens selskab, hinandens viden og hinandens tøj. Velkommen til den nye bytteøkonomi.

Af:: Louise Kidde Sauntved Foto: Peter Nørby
14. maj. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

Mikroøkonomi eller bytteøkonomi kaldes trenden, der går ud på at dele det, vi har, og som bonus få kontakt til mennesker, vi ellers ikke ville have mødt. Men bare rolig, det er stadig tilladt at skeje ud og bruge penge – bare man bruger dem på god kvalitet, der kan holde i mange år, og tåle at blive delt. Mange gange.

Byt i stedet for nyt
Hvor mange kjoler har du i dit skab? Hvor mange par jeans og T-shirts? Nogle kvinder har lige det, de skal bruge, men de fleste af os har alt for meget, der sjældent kommer på. Men hvorfor lade smukke kjoler hænge i skabet, og styrte ud og bruge penge på nye, når du kan bytte den gamle til en, der måske passer meget bedre?

Som led i den nye bytte-og-dele trend er der opstået flere fora på nettet, hvor du kan bytte eller låne tøj. For eksempel ”Share Your Closet”, der er tænkt som et fælles online klædeskab, og ”Swapamok”, hvor du kan bytte børnetøj. Det kan dog stadig være problematisk at bytte tøj over nettet, for hvad nu hvis det ikke passer? For ikke at tale om turen til posthuset for at sende og returnere. Ud fra den tanke opstod kjole-bytte-butikken Resecond, der ligger på Nørrebro i København.

LÆS OGSÅ: Så lidt af dit tøj bruger du

Her kan man komme forbi med pæne kjoler og bytte dem til andre, der hænger i butikken og som derfor kan prøves. Du kan bytte lige så meget og lige så tit, du har lyst, det kræver bare, at du er medlem af butikken. Det koster 100 kr. om måneden.


Indehaver af Resecond, Stine Skytte, er inspireret af den amerikanske forfatter Rachel Botsmans bog ”What’s Mine is Yours”, der netop handler om at dele og bytte alt mellem himmel og jord. En tanke, der falder helt i tråd med Stine Skyttes egen 70’er-opdragelse.

– Jeg er vokset op med, at man skal lukke køleskabet, slukke for vandet, lukke alle døre og passe på varmen, og jeg har altid byttet ting med mine veninder.

Stine Skytte ønsker at udvide konceptet med flere butikker og har allerede fået henvendelser fra folk, der vil åbne byttebutikker i byer som Berlin og Göteborg.

LÆS OGSÅ: Forbrug: Her er mit madbudget

Bliv en "Non Shopper"
I takt med at nyindkøb erstattes af genbrug, bliver der ryddet op og ud i garderoberne hos de kvinder, der er trætte af hovedløst at følge de nyeste trends, og i stedet drømmer om at få mere personlighed og kvalitetsbevidsthed ind i klædeskabet. En af dem er Frederikke Lett, der er initiativtager til Facebook-gruppen ”Non Shoppers”, der på kort tid har fået over 800 medlemmer. Medlemmerne dedikerer sig til ikke at købe tøj eller sko i et halvt år, og på gruppens væg diskuteres forbrugerbevidsthed ivrigt, ligesom der byttes tøj. 

Frederikke Lett startede gruppen af personlige årsager.

– Jeg fik en datter for ni måneder siden, hvilket naturligt satte tingene i perspektiv. Det gik op for mig, at jeg havde masser at tøj i skabet, som jeg aldrig gik med. Jeg havde absolut ikke brug for mere, men jeg ville gerne blive bedre til at variere det, jeg havde. Så jeg havde brug for en pause for at få ryddet op.

Drop at ligne en "omvandrende Zara-butik"
Hun oplevede hurtigt, at hendes private projekt faldt i hak med en reaktion på tiden før den økonomiske krise, hvor vi i langt højere grad definerede os selv ud fra, hvad og hvor meget, vi havde, i stedet for hvem vi er som mennesker.

– Jeg tror, folk er ved at få lyst til at vende tilbage til et mere personligt udtryk, i stedet for at alle går rundt og ligner en omvandrende Zara-butik. For mig handler gruppen i sit udgangspunkt om at sige stop og finde ud af, hvad man gerne vil gøre anderledes. Jeg vil gerne købe mindre og købe bedre kvalitet. En anden i gruppen drømmer om skræddersyet tøj, der passer perfekt, og flere vil gerne spare op til at rejse.

Frederikke Lett understreger, at det ikke handler om at være frelst, men om at blive bevidst.

– Det er for alvor ved at gå op for os alle sammen, at vi ikke kan blive ved med at vækste og putte alle mulige ting i jorden og i dyrene, hvis vi skal bevare planeten og fornuften. Man ser det overalt: Blogs om nøjsomhed, velfærd, madspild... Vi bevæger os væk fra ”mere og billigere” og hen mod ”bedre kvalitet” – på alle livets områder.

LÆS OGSÅ: Har du styr på de tre pengetyve