Stine og Karsten fra 'Nybyggerne'
SPONSORERET indhold

Stine og Karsten fra 'Nybyggerne' har fire skilsmisser bag sig

Når man møder hinanden sent i livet, kan man ikke forvente et ubeskrevet blad. Det kan 47-årige Stine Jylov og 61-årige Karsten Poulsen fra 'Nybyggerne' skrive under på.

Af: Lotte Knudsen Foto: Niels Henrik Dam
06. okt. 2022 | Livsstil

47-årige Stine Jylov og 61-årige Karsten Poulsen mødte hinanden i 2017 på deres fælles arbejdsplads, og på det tidspunkt var de begge blevet skilt to gange og havde hver fået tre dejlige børn.

"Vi havde begge en masse livserfaringer med i bagagen, men det var kun positivt. Vi har været igennem mange af de samme ting, så derfor har vi en stor forståelse for hinanden," fortæller Stine til HER&NU.

"Vi er begge blevet skilt, og selvom skilsmisser aldrig er sjove, er de en kæmpe stor læringsproces. Man lærer at se indad, og man lærer at forholde sig til sig selv. Jeg tror, at vores læring fra fortiden har gjort, at Karsten og jeg er lykkedes."

Selvom Stine ser på fortiden med et positivt sind, kan hun ikke helt komme udenom, at skilsmisserne har gjort ondt.

"Man får jo ar på sjælen, hver eneste gang at der er noget, som går i stykker," forklarer Stine og fortsætter:

"Man kan godt få en fornemmelse af at være forkert."

Den følelse har Karsten dog fået hende til at lægge på hylden.

"Det er ukompliceret med Karsten, og jeg føler aldrig, at der er noget galt med mig. Vi er gode til at rumme og respektere hinanden. Jeg er meget taknemmelig for at opleve det, som vi har sammen," lyder det.

Et hus fuld af fortid

Stine har boet i Søvind siden 2001, og for to et halvt år siden flyttede Karsten ind til Stine og hendes tre hjemmeboende piger.

"Når man træder ind i et andet hjem, skal man gøre det varsomt. Jeg skulle respektere det liv, som var der før mig, og jeg skulle respektere børnenes perspektiv på mit og Stine forhold," forklarer Karsten, som heldigvis hurtigt fandt sin plads i huset og i børnenes hjerter.

"Vores børn er generelt rigtigt glade for, at vi har fundet hinanden. Det var godt nok lidt hårdt, da mine børn begyndte at ringe til Karsten i stedet for mig," griner Stine.

Da HER&NU spørger ind til om parret stadig tror på ægteskabet, og om de har planer om at blive gift, er svaret en smule kryptisk.

"Nu må vi se, det kommer nok til at ske en dag," lyder det.

I 'Nybyggerne', som kan ses onsdag aften kl. 20 på TV 2, drømmer parret om at skabe et fælles hjem, hvor de begge er med til at sætte rammerne fra start.

Denne artikel blev første gang bragt på HER&NU. Dette er en redigeret version.