Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Anna-Lena Joners Larsson
Foto: David Head og private

Nynazisme

Anna-Lena levede 5 år blandt nynazister og skinheads: "Det er skylden, der holder mig kørende i dag"

Det var en stormende forelskelse, der førte svenske Anna-Lena Joners Larsson i armene på den karismatiske sanger Erik – og ind i nazimiljøet. Først efter fem år og to børn indså hun, hvad hun var blevet en del af. ALT for damerne har været i Stockholm for at møde kvinden, der i dag hjælper flygtninge og folk i nød.

I 2009 var Anna-Lena Joners Larsson inviteret hjem til en af sine kollegaers veninde inden en punkkoncert. Da hun nysgerrigt kiggede sig omkring i lejligheden, fik hun øje på nogle vinflasker med nogle meget specielle etiketter. Først var hun ikke sikker, men jo, flaskerne havde etiketter med billeder af Hitler, Hess og Mussolini. Hvad er det her, spurgte hun? Kan I godt lide Hitler? Både kollegaen, Camilla, og hendes veninde undgik behændigt at svare præcist på spørgsmålene, men da Anna-Lena nævnte, at Holocaust havde kostet seks millioner jøder livet, var svaret, at det vel afhang af, hvad man troede på. Anna-Lena fik stukket en bog om Holocaust-fornægtelse i hånden – læs den, så kan vi tale mere om det, var beskeden. Det var Anna-Lenas første kontakt med det højreekstremistiske miljø. Og begyndelsen på fem år, som hun i dag ser tilbage på med skyld, skam og fortrydelse.

Historien om de fem år i det nazistiske miljø fortæller Anna-Lena Joners Larsson i bogen "Nazitøsen", der udkommer i Danmark i næste uge. ALT for damerne møder hende på forlaget i Stockholm, hvor hendes venlige og imødekommende væsen står i skærende kontrast til både historien og hendes rå, tatoverede og piercede look. De tidligere nazistiske tatoveringer er i dag dækket af andre tatoveringer, og Anna-Lena forsøger hver dag at rette op på fortiden ved at hjælpe flygtninge og andre udsatte mennesker.

LÆS OGSÅ: ”Mange skriver til mig: Hvor må dine forældre være pinlige over dig!”

En tryg barndom

Anna-Lena Joners Larsson voksede op i en betonghetto i Bollnäs et par hundrede kilometer nord for Stockholm. Hendes forældre var blevet skilt, da hun var et år, så hun boede med sin mor og sin 14 år ældre halvstoresøster. Anna-Lena havde også et fint forhold til sin far og hans nye kone, og hun beskriver sin barndom som tryg, normal og god. En af de vigtigste værdier, hun fik med hjemmefra var, at alle mennesker er lige. Alle er ens, når det kommer til stykket.

– Der var næsten kun svenskere i det område, hvor vi boede, så jeg husker tydeligt, da de første tre flygtningefamilier flyttede ind, og børnene begyndte på vores skole. Vi legede med dem, som med alle andre. Racisme eller fremmedhad var ikke noget, der fandtes i vores bevidsthed. En af drengene, som startede i min klasse, var blevet tortureret, så hans ryg var fyldt med ar efter pisk, og det var noget, vi alle fik lov at se, og som vi talte åbent om.

Som teenager var Anna-Lena meget eventyrlysten og grænsesøgende. Da hun var 13, blev hun forelsket i en dreng, som havde en kæreste i forvejen, og hendes forhold til ham udløste massiv mobning fra alle på skolen. Det var en hård tid, og Anna-Lena var lykkelig, da hendes mor mødte en ny mand, og de flyttede væk fra byen. Hun fik nye venner og slog sig løs, som teenagere gør. Som 19-årig rejste hun til Ægypten.

– Jeg skulle have været der et halvt år, men jeg blev forelsket, fik arbejde og endte med at blive der i tre år. De tre bedste år af mit liv. Jeg lærte sproget og brugte meget tid med de lokale. Vi levede sammen side om side uanset religion. Da jeg kom tilbage til Sverige uddannede jeg mig til behandlingsassistent for at arbejde med misbrugere, men jeg var for ung til at håndtere det, så jeg begyndte at arbejde på et kontor i stedet for. Det var her, jeg mødte Camilla, som senere blev min vej ind i det højreekstremistiske miljø.

Forelsket i en rock star

De følgende år gik med arbejde i Göteborg, komplicerede kærlighedsforhold og det vilde liv på forskellige musikfestivaler sammen med Camilla. I 2010 mødte Anna-Lena Erik, som var forsanger i skinheadbandet Svecia og en stjerne i miljøet. Han var den ultimative eksponent for "white power"-musik.

– Jeg kunne godt se, at jeg ikke rigtig passede ind på den festival. Jeg lignede mest af alt en rocker med alle mine tatoveringer og min leopardmønstrede bikinitop, mens alle skinheadpigerne var klædt i netstrømper, Ben Sherman-T-shirt, denimnederdel og Dr. Martens-støvler, hvor snørebåndene var bundet på en bestemt måde. Nazi-skinheads er de mest ekstreme, de bruger hvide snørebånd, de andre bruger røde, men ellers så de alle sammen ens ud. Selvom jeg følte mig lidt udenfor, var jeg indstillet på at have det sjovt. På et tidspunkt fik Camilla øje på Erik. Hun fortalte mig, hvem han var, og vi faldt i snak med ham og hans venner.

– Erik var sød, kær og sjov. Han talte med alle og fik dem til at grine. Han var meget karismatisk, og jeg blev faktisk forelsket i ham med det samme. Da han senere gik på scenen, var jeg helt fortabt. Han var kongen deroppe.

Året efter mødte hun igen Erik til en festival, og følelserne var der stadig. Hun sms'ede intensivt med ham i en periode, droppede både kæreste og job og kørte til barndomsbyen Bollnäs, hvor Erik sjovt nok boede.

– Og fra den dag boede vi sammen. Vi talte aldrig politik derhjemme, og vi talte ikke om hans syn på tingene. Jeg kunne jo godt høre, hvad han sang om, men han var ikke sådan selv, syntes jeg, så det skræmte mig ikke, at han var en del af nazi- og skinheadbevægelsen. Han var bare sanger og sangskriver. Jeg begyndte at hjælpe ham med webside og mails, fik ham sat i forbindelse med de rigtige mennesker og så min chance for at komme ud og rejse – det første år rejste vi to gange hver måned til bl.a. England, Tyskland, Belgien og Holland. Det lyder mærkeligt, når jeg siger det i dag, men det var sådan et rock star-liv. På skinheadscenen var – og er – Erik en rockstjerne.

Til nazi-festival med Erik.

Og du begyndte også selv at synge?
– Ja, jeg havde aldrig sunget før, og da bandet spurgte mig, om jeg ville prøve, sagde jeg først nej. Men de fik mig overtalt, og derefter var jeg involveret i alle Eriks sange. Vi begyndte også at spille gigs, bare os to uden bandet, og det var spændende at rejse med ham. Men jeg følte mig anderledes end de mennesker, vi mødte til festivalerne, og når jeg taler om det i dag, siger jeg altid: Jeg var der ikke i mit hjerte.

Det må have været skizofrent – hvordan håndterede du det?
– Jamen, det var også hårdt. Jeg blev vred, fordi nogle af de mennesker var så indskrænkede. De talte om andre mennesker udelukkende ud fra, hvilken farve deres hud havde. Så i begyndelsen var jeg virkelig frustreret over mange ting, men til sidst lærte jeg, hvad jeg skulle tale om, og hvad jeg ikke skulle tale om.

Du påtog dig en rolle?
– Ja. Erik og jeg levede et normalt familieliv fra mandag til torsdag, og så tog vi til f.eks. Tyskland om fredagen. Når vi kom ud i lufthavnen, skiftede vi tøj, tog bomberjakken på, og pludselig var vi nationalsocialister. Og så, om søndagen, kom vi hjem, tog jakken og det andet tøj af og levede som almindelige mennesker igen.

Hvordan kunne du det?
– Jeg har ikke et godt svar, for jeg ved det ikke. Jeg husker specielt første gang, jeg stod på scenen i Tyskland. Der var 200-300 mennesker foran os, og jeg kiggede ned på dem og så deres alvorlige ansigter og deres højre arm i vejret. De stod simpelthen og heilede op mod os, og jeg tænkte "Oh My God, de er så dumme!". Jeg havde den følelse inden i mig, men jeg havde ikke energien til at reagere på det. Jeg var bare blevet en del af det miljø, det var overalt omkring mig... Det er svært at forklare. Jeg ville jo bare være sammen med Erik, og så fulgte alt det andet med.

LÆS OGSÅ: ”Jeg har lært at man ikke kan redde folk, når det kommer til misbrug”

Skyldfølelsen giver energi

Da Anna-Lena blev gravid med sit og Eriks første barn, fik hun det meget dårligt. Hun havde i forvejen flere diagnoser, fibromyalgi, irritabel tarm og kronisk træthedssyndrom, og under graviditeten kunne hun ikke medicineres for disse lidelser. Det betød, at hun ikke kunne arbejde, men da hun heller ikke kunne få sygedagpenge eller anden hjælp, endte hun i en blindgyde i forhold til økonomien.

– På det tidspunkt tippede det over for mig. Det var der, mit had begyndte. Jeg havde følelsen af, at samfundet ikke tog sig af mig, og pludselig forstod jeg, hvorfor alle de andre i det højreekstremistiske miljø var så vrede. Hvorfor var der så mange flygtninge og indvandrere, der kunne få hjælp, når jeg ikke kunne? Jeg lå bare der i sengen med min telefon og min computer, og det er så nemt at være vred og dele videoer og budskaber på Facebook. Jeg havde efterhånden fået så mange venner fra miljøet på de sociale medier, så når jeg skrev noget, så fik jeg en masse respons, og folk skrev, ja, vi må gøre noget ved det!

Hvad med dine venner uden for miljøet?
– De fleste af dem var forsvundet lige så stille, de kunne ikke holde ud at se, hvem jeg var venner med nu. I den periode blev jeg mere politisk og rabiat, end Erik nogensinde havde været.

Anna-Lenas bedste veninde, Madde, havde som den eneste aktivt taget afstand ved at konfrontere Anna-Lena med, hvad hun havde gang i. Hun ville ikke have noget med Anna-Lena at gøre, når hun var nazist og racist. Anna-Lena var rasende, men også helt utrolig ked af, at de mistede kontakten. Hun var dog ikke i tvivl om, at det var Madde, der var helt galt på den, folk måtte da have lov til at mene og sige, hvad de ville.

– Jeg er flere gange blevet spurgt, hvad man kan gøre, hvis en, man kender, kommer ud i det, jeg gjorde, og jeg ved det ikke. Madde satte foden ned, og det er nok det bedste, man kan gøre, og hun var også den første, jeg tog kontakt til, da jeg brød med Erik i 2013. I dag er vi meget tætte igen, men det er stadig smertefuldt at tale med hende om min tid i nazimiljøet, for hun kan ikke forstå det. Overhovedet. Og det er jo præcis det, der går mig mest på. Al skylden.

Med veninden Madde, der senere brød med Anna-Lena.

Hvordan vil du beskrive den skyldfølelse?
– Jeg tænker meget over, hvordan jeg kunne blive den person, jeg var i de år. Hvordan kunne jeg være så blind, og hvordan kunne jeg sige og skrive de ting, jeg gjorde? Men det er også skylden, der holder mig kørende i dag. Det er skylden, der giver mig energi til at gøre det, jeg gør i dag. Jeg vågner hver morgen og tænker over, hvem jeg var dengang, og så prøver jeg at være et bedre menneske. Det lyder virkelig hippie-agtigt, men jeg har besluttet, at jeg hver dag vil prøve at være lidt bedre, end jeg har været dagen før.

LÆS OGSÅ: “Jeg har gjort det værste, en mor kan gøre, men jeg har gjort det i kærlighed”

Fra had til kærlighed

Anna-Lenas vej ud af nazimiljøet blev hendes børn. Sønnen Tor og datteren Svea, som hun fik med Erik, ændrede hendes verden. Pludselig var de det vigtigste i hendes liv, og politik, debat og musik blev ligegyldigt. Hun savnede at tale med andre forældre om helt almindelige børneting, og langsomt begyndte hun at trække sig væk fra miljøet. Og fra Erik. De skændtes meget, Erik var træt af trædemøllen og sit arbejde, og på et tidspunkt fandt Anna-Lena ud af, at han var begyndt at se en anden kvinde. Tankerne om, hvordan det ville være for Tor og Svea at vokse op med forældre, som var nazister, fyldte også mere og mere. Hvad ville der ske, når de blev så store, at de forstod, hvad det betød? Og ville de blive drillet med det? Ville de blive udstødt af samfundet? Anna-Lena kunne ikke bære tanken. Hvad fanden har jeg gjort, tænkte hun.

Det endte med et brud med Erik og alt, hvad der handlede om skinheads, nazisme og racisme. Anna-Lena fjernede lige så stille den ene rabiate Facebook-ven efter den anden, hun bevægede sig ud i det normale samfund igen, og hun begyndte at få lavet sine nazistiske tatoveringer om en for en. Fra SS-soldat til Geisha. Fra hagekors til blomst. I dag ser børnene deres far hver anden weekend, og det går indtil videre fint, men...

– Jeg ved ikke, hvordan det bliver, når de bliver større, for Erik er jo stadig i nazimiljøet. Han er et meget bedre menneske, end han fremstiller sig selv som, men jeg siger til ham, at han ikke skal tale dårligt om mennesker med andre hudfarver og religioner foran børnene. Jeg tager dem også med på mit eget arbejde, så de kan se, hvad jeg laver og er i kontakt med en børnepsykolog. Når de er store nok, skal de læse min bog og kende hele historien.

Fra hagekors til blomst.

Da Anna-Lena blev alene, manglede hun penge til bl.a. børnetøj, og det fik hende til at skrive ud på Facebook: Efterlysning! Er der nogen derude, der har noget tøj, mine børn kan arve? Det blev startskuddet til et helt nyt liv, for tøjet væltede ind, og Anna-Lena fik stablet en tøjbyttecentral på benene. I første omgang var det for at hjælpe svenske enlige mødre og svenske familier, der havde brug for hjælp, for Anna-Lena havde ikke helt glemt sine egne tanker om, at det altid var "de fremmede", der fik hjælp. Men en dag kom der en pige fra Mellemøsten, som var flygtet fra krig og ødelæggelse, og ringede på. Hun manglede alt til sine børn. Og hun var så taknemmelig over Anna-Lenas initiativ.

– Jeg stod foran en mor, der var lige så desperat for at hjælpe sine børn, som jeg selv var. Vi var stort set lige gamle, vi havde små børn, og vi kæmpede for at få tilværelsen til at hænge sammen. Hendes hår var sort, mit var blond, men det var den eneste forskel, og jeg kunne mærke, hvordan der bogstavelig talt gik et lys op for mig. Pludselig indså jeg, at man ikke kan ekskludere andre mennesker på grund af deres oprindelse, hudfarve eller religion. Vi er alle ens. Præcis som jeg fik at vide derhjemme, da jeg var barn.

Fra den dag var alle velkomne i tøjbyttecentralen, og Anna-Lena har ikke set sig tilbage siden. I dag kører centralen for fuld kraft, og Anna-Lena arbejder desuden for den svenske kirke, hvor hun bl.a. hjælper trængende med at få mad og andre fornødenheder og underviser flygtninge i svensk. Det er hendes måde at betale tilbage på, siger hun.

– Jeg bliver tit spurgt, om jeg kan tilgive mig selv, og faktisk sagde præsten til mig på et tidspunkt, at det eneste, man ikke kan blive tilgivet for, er at sige nej til kærligheden. Hans ord sidder i mig, og måske er der en chance for, at jeg en dag bliver tilgivet. Det er det, der holder mig i gang. Før var mit liv fokuseret på had, nu er det fokuseret på kærlighed.

LÆS OGSÅ: ”Min kæbe gik i krampe, og jeg kunne ikke stå oprejst”

LÆS OGSÅ: ”At få fjernet mine børn er den største sorg i mit liv. Som jeg håndterede ved at tage flere stoffer”

LÆS OGSÅ: ”Jeg var rædselsslagen for, at mine forældre skulle få at vide, at jeg havde røbet min hemmelighed”

Anna-Lena Joners Larsson, 39

Uddannet behandlingsassistent og arbejder som diakonisseassistent i Den Svenske Kirke. Hun hjælper bl.a. nødlidende med mad og fornødenheder. Hun driver også Klädbytesgarderoben, hvor folk gratis kan hente og aflevere brugt tøj.

Bor i Bollnäs i Sverige med sin søn Tor på 4 og sin datter Svea på 3 år.

Aktuel med bogen "Nazitøsen", der udkommer 1. marts på forlaget HarperCollins Nordic.

Se, hvad vi ellers skriver om: Livshistorie og Interview