bedste løbe app
SPONSORERET indhold

Øg din forbrænding med 5 løbe-apps

Ja, det virker. Feedback og musik har en stor virkning på vores motivation og ydeevne på løbeturen. Se her, hvordan du kan øge dit stofskifte ved at give den ekstra gas på din næste løbetur.

Af: Christina Bølling
13. sep. 2012 | Livsstil | ALT for damerne

1) Run zombies run
Snør skoene, tag høretelefoner i ørerne og løb. Allerede efter 100 meter kan du høre dem – zombierne. De grynter og forfølger dig, de er lige i hælene på dig, mens du løber som en anden Bruce Willis for at redde verden. Hvis det lyder bare lidt sjov, så tjek „Zombies, Run!" under kategorien Health & Fitness. Der er tale om første generation fremtidens motionsap, som bliver en blanding af indpiskning og underholdning. Snart kan man vel jogge med Murakami...? App'en har indbygget intervaltræning, såkaldte „zombiechases", hvor du skal øge tempoet et minut for at blive fri for de væmmelige efterfølgere. En god ide til vintertræningen. Du kan „tilsætte" din playliste til app'en, så historien om dig om zombierne afløses af dine yndlingssange. Ca. 35 kr.

2) Endomondo Pro
Den passer til 50 forskellige sportsgrene, og du kan indstille app'en til f.eks. intervaltræning, hvilket er en stor fordel, eftersom det netop er intervallerne, de fleste har svært ved tage sig sammen til. „One kilometer!" „One kilometer in 5 minutes and 30 seconds!" Med apatisk gps-stemme får du at vide, hvor langt du har løbet og hvor hurtigt. Feedback også i denne her lidt phoney-version har faktisk en positiv effekt på vores præstationsevne og motivation. Nedtællingsfunktionen er f.eks. alle tiders måde at få det sidste adrenalinkick på, når du er ved at gå død. Ca. 38 kr. (fås også i en gratis version, der kan mindre).

3) Runkeeper
Runkeeper kræver, at du som ny bruger først registrerer dig på hjemmesiden runkeeper.com. Når det er gjort, føler du dig velkommen! Der lyser et nyt skærmbillede op på mobilen, og du vil før hver løbetur blive spurgt om forskelligt. Hvilken musik, vil De høre i dag fru? Vil du have en coach med på turen? Runkeeper er brugervenlig og meget pædagogisk i sin opbygning. Når du har overstået dagens træning, får du en samlet respons på dagens træning i form af tre overskuelige billeder, der viser din rute, antal kilometer, du har løbet og din gennemsnitstid. Gratis.

4) 5K Runner
Kom du aldrig rigtig i gang med at løbe, eller bliver du skadet, så snart du øger distancen? Denne app er et perfekt begynderløbeprogram, der fører dig sikkert fra 0 til fem kilometer i løbet af otte uger. Opskriften hedder 35 minutter tre gange om ugen. App'en har et letlæselig skærmbillede, der viser, hvor når du skal gå og løbe. Dag 1 starter med 5 minutters rask gang og derefter skifter du mellem 1 minuts løb og 1,5 minutters gang i 15 minutter, til sidst er der cool down. 16 kr.

5) Nike + GPS
Gør det noget, at en app også er pæn? Nikes nye app vinder på lækkerhedspoint alene i kraft af sine nydelige animationer. Så længe den også er effektiv og pædagogisk, og det er den! Du kan dyste mod dig selv (tidligere løbeture) eller mod andre. Der kan bestilles „heja-råb" via facebook (har ikke prøvet denne feature, men tænker den kan være god til næste lange søndagstur). En fin detalje er, at teksten på denne app er utrolig letlæst, også i mørke. App'en holder automatisk øje med, hvordan vejret er på din løbetur, så du kommer aldrig til at løbe i høj wind chill-faktor, stiv kuling eller regn uden at få kredit for det. Gratis.