Oh Land
SPONSORERET indhold

Oh Land stopper i X Factor: ”Det har været et sandt eventyr”

Den 36-årige musiker og X Factor-dommer Oh Land skal ikke være med i den kommende sæson af X Factor.

Af:: Cille Lewinsky Foto: Bo Nymann
23. jul. 2021 | Livsstil | ALT.dk

”Det er med en blandet cocktail af afskedsvemod, taknemmelighed og glæde, at jeg kan fortælle jer, at jeg ikke laver X Factor igen.”

Sådan indleder musiker – og nu tidligere – X Factor-dommer Oh Land sit Instagramopslag, hvor hun tager afsked med det kendte underholdningsprogram.

I de seneste tre sæsoner har Nanna Øland Fabricius, bedre kendt som Oh Land, siddet med ved dommerbordet – senest med Thomas Blachman og Martin Jensen, men det er slut nu.

For som den kendte musiker skriver, så har hun indset, at hun ikke har tid til både at indfri sine egne drømmeprojekter og samtidig være dommer i X Factor.

”Jeg har længe gået og bildt mig selv ind, at jeg havde “for lidt tid” til at gøre alle de ting, jeg gerne har villet, og har først nu opdaget, at det jo ikke er tiden, der er for lidt, men mig, der laver for meget,” fortsætter hun i Instagramopslaget og understreger, at hun har været meget taknemmelig for at være med som en del af produktionen og spotte og hjælpe så stor en talentmasse på vej.

”Det har været et sandt eventyr at forløse den talentmasse! Nu vil jeg fylde den frigivende tid ud med nogle kæmpe drømmeprojekter, som jeg glæder mig helt vildt til, og så glæder jeg mig til alt det andet ukendte!”

Til kamp mod debatkulturen

I den seneste sæson af X Factor gjorde Oh Land sig ellers bemærket, da hun sagde fra overfor den hadske tone, der hersker på de sociale medier.

Her fortalte musikeren blandt andet, at hun også modtog vrede beskeder, men at tonen var blevet langt hårdere end tidligere, og hun nu følte sig utryg og nervøs over at tjekke de sociale medier og bevæge sig rundt i byen.

”Jeg tør ikke åbne min egen indbakke af frygt for at få min dag ødelagt og min selvtillid nedbrudt. Jeg er bange for beskeder, hvor folk dediceret forsøger at få mig ned med nakken og kører på det personlige,” fortalte hun blandt andet.

Hun sagde samtidig, at det var vigtigt at give onlineuniverset et grundigt eftersyn og skabe forståelse for, at det, der sker online, påvirker modtageren samt skabe konsensus om, hvordan man bør opføre sig på nettet.

”Jeg har fået nok nu. Det her er ikke bare maskiner, der kommunikerer. Det er mennesker, der taler med mennesker, og det bliver vi nødt til at huske på,” sagde hun.

Anbefalet til dig