Ole mistede sin kone, Lea blev forladt: Nu hjælper de hinanden gennem hjertesorgen

Ud af podcasten voksede også et venskab på tværs af alder: Lea og Ole opdagede hurtigt, at de havde mere tilfælles, end de først havde regnet med.

Lea: – Det er i forelskelsen og sorgen, hvor vi kan spejle os allermest i hinanden som mennesker. Og det synes jeg er så vildt. At det altid er noget, vi kan mødes i.

Ole: – Ja, kærligheden er som en flamme. Den står på vågeblus og stiger pludselig op igen, når man bliver forelsket, og den brænder aldrig ud. Det er livets flamme, og den betyder meget. Kærligheden er det største.

Der er selvsagt forskel på Oles og Leas kærlighedssorg. Og netop det, at kærligheden opleves forskelligt og kan tage mange forskellige former, har fyldt meget i deres samtaler. De mindes alle de glædelige stunder, som kærligheden har ført med sig, og deler samtidig også de sorger, den har forårsaget.   

Lea: – Det er sjovt, hvordan man husker de første forelskelser så tydeligt. Der er så mange andre ting, man glemmer. Men de står helt klart, næsten filmisk. Jeg kan have det sådan, når jeg går forbi et sted, hvor nogen har boet, eller jeg har haft et skænderi eller kysset nogen for første gang. De steder får en særlig betydning, som lagrer sig. 

Ole har det ligesådan. Bestemte steder får en særlig betydning, og nogle gange både ser og mærker han endda, hvordan Hanne stadig er lige ved siden ham. 

Ole: – Kirken betyder meget for mig, og når jeg går til alters i Højdevangskirken og knæler på præcis det sted, hvor jeg også knælede, da Hanne og jeg blev gift, der kan jeg mærke tyllet fra hendes brudekjole. Jeg kan næsten høre, at det knitrer. Og når jeg beder bøn, taler jeg også med hende.

Leas afbrudte kærlighedsforhold varede ikke nær så længe som Oles og Hannes. Hun var sammen med sin kæreste i et års tid, og de boede ikke sammen. Alligevel efterlod bruddet hende både ulykkelig og fortvivlet.

Lea: – Jeg har tidligere haft forhold, der var længere, hvor vi boede sammen og kendte hinandens familier, mellemnavne og så videre, men hvor smerten ved forholdets slutning var langt mindre, hvis der overhovedet var sådan en. Vi kendte måske endda hinanden mindre på trods af alle de måder, vi havde flettet os ind i hinandens liv på. Mit store ønske med at lave podcasten ”Kan Ole og jeg slippe sorgen?” er at åbne op for en større forståelse af kærligheden og dens kompleksitet. 

Netop kompleksiteten og de forventninger, der kan ligge fra samfundet, venner og familier i forhold til, hvordan man ”rigtigt” forholder sig i sorgprocessen, og hvordan man ”rigtigt” bearbejder den, har været svært for både hende og Ole.

Lea: – Vi kan være ulykkelige og chokerede, når gamle, syge mennesker dør, selvom de får fred, og man var forberedt, og vi kan sørge for fuld hammer over at miste et såkaldt ”useriøst” parforhold.

At elske og miste

Selvom Ole og Lea lever to vidt forskellige liv og lider af to forskellige former for kærlighedssorg, har de fundet noget helt universelt at være fælles om. At have elsket og mistet. Og gennem mange samtaler i forbindelse med Leas podcastprojekter har de delt utallige kærlighedshistorier med hinanden, hvor særligt én har gjort stort indtryk på Lea.

Lea: – Da du står inde i Odd Fellow Palæet og spejder efter pigerne, og du ser Hanne for allerførste gang, der er det første, du gør, at bukke for hende. Og det sidste, du gør, inden hun kører afsted i rustvognen, er også at bukke for hende. Det synes jeg er utrolig smukt. For det er et billede på en kæmpe taknemmelighed for kærligheden. At vi kan bukke for den, når den kommer, og igen når den tager afsked med os. Det er en af de ting, som har gjort indtryk på mig i forhold til min egen sorg. Både at kunne bukke for kærligheden og tage afsked med den igen.

Og bukkeriet var ikke overladt til tilfældighederne. Det var nemlig vigtigt for Ole til det sidste at kunne vise både Hanne og deres kærlighed den respekt. 

Ole: – Det var helt afgørende for mig at bukke for hende. Jeg havde tænkt over, om jeg kunne klare det. Men da jeg gik mod rustvognen, stoppede jeg op, og så bukkede jeg for hende. Og at jeg ikke kollapsede der, det gav mig styrke.

Ole og Hanne havde været gift i mere end 50 år, da Hanne gik bort i 2016. Ole mistede altså ikke bare en kæreste, men en livspartner. 

Ole: – Men det var faktisk en lettelse, da hun døde. En lettelse, at hun var sluppet. 

Ole stopper op og tager en indånding. Det er helt tydeligt, at vores snak bringer mange minder frem hos ham. Både fra de glade og de svære tider i hans liv.  

Ole: – Jeg tør ikke græde, for jeg ved ikke, hvor voldsomt det bliver. Jeg ved ikke, om jeg kan stoppe igen. Men bevæget, det kan jeg godt blive. 

Ole: – Jeg var sådan en hård banan, dengang da Hanne døde. At jeg sådan kunne snakke med hende, selv om hun var død. Det bebrejdede jeg mig selv for.

Lea: – Men det er da meget empatisk, synes jeg. Og det var da også godt for hende, at hun slap til sidst. 

Ole: – Ja, det var det helt afgjort. Hun fik fred.

Leas kærlighedssorg er helt anderledes end Oles. Kærligheden forlod hende bevidst og med vilje. Og slet ikke forventet.  

Lea: – Jeg fik aldrig det, som Ole havde med Hanne. Kærligheden sluttede for tidligt i forhold til, hvad mit ønske var. Den blev bare kappet af.

Ole: – Hanne var jo syg i tre år og fik til sidst livsforlængende medicin. Hospitalet stillede alt til rådighed, så hun kunne komme hjem, inden hun døde. Hun fik lov til at have sine sidste timer hjemme i lejligheden, og det var helt enestående.

LÆS OGSÅ: "Det var helt forfærdeligt at skulle fortælle Elmer, at hans far ikke kom hjem igen"

Mens Oles guldbryllupslange ægteskab endte med død og kunst på væggene, endte Leas forholdsvist korte forhold med e-mails og fortrængningsforsøg. Hun havde brug for at kunne spejle sin egen sorg i et andet menneske. At blive bekræftet i, at hun ikke sad alene tilbage med ondt i hjertet.

Lea: – Da det sluttede, var jeg meget optaget af at komme videre. Jeg kogevaskede sengetøjet og gav alt, der var hans, til en genbrugsbutik. Jeg slettede alle mails og beskeder. Jeg slettede hans telefonnummer. Og så kom sorgen, helt overvældende og nærmest ud af det blå. Og der kunne jeg simpelthen ikke bruge fortællinger med opløftende slutninger til noget som helst. Jeg ville bare gerne have et spejl, jeg ville læse, se og lytte til fortællinger, hvor folk havde det helt elendigt. Sådan nogle synes jeg ikke, at der er mange af. Men det hjalp virkelig at tale med Ole.          

Kærlighedens genfærd

Trods forskellige forløb kan Ole og Lea mødes i sorgen og hjælpe hinanden med at bearbejde den. Begge har de følt, hvordan sorgen fysisk påvirkede deres kroppe, da den slog ned i dem. 

Ole: – Om aftenen efter begravelsen havde jeg feber og svært ved at sove. Det kriblede sådan i kroppen. Til sidst faldt min krop ned, og så kunne jeg selvfølgelig godt sove, men jeg blev ved med at savne hende. Og det vil jeg altid gøre.  

Lea: – Jeg lå også i min seng i en hel måned efter mit brud. Jeg havde en brændende fornemmelse i overkroppen og var konstant øm i svælget. Jeg havde følelsen af at være blevet revet fra noget, som jeg voksede uden på. Følelsen af at have en såret krop. Jeg skulle bruge al min energi på at vokse fysisk sammen igen. 

Midt i sorgen og i forsøget på at slippe fra den og komme videre konfronteres Lea konstant med dufte, ting og bevægelser, som minder hende om hendes ekskæreste.  

Lea: – Jeg så min ekskærestes genfærd næsten hver eneste dag. En pludselig duft af ham. Et træk om munden i et andet ansigt, som ellers var så særligt ved hans. Et vindjakkeærme på rulletrappen i metroen, der kunne ligne hans. Det gav mig pludselige rystelser så længe, at jeg næsten begyndte at vænne mig til dem. Og da det skete, blev de færre. 

Lea: – Men så en kold og mørk morgen, da jeg cyklede og tænkte på, at jeg burde have haft vanter på, drejede en cykel ud fra en sidevej og kom lige imod mig. Der var ikke andre, og jeg var ikke i tvivl. Det var ham. Hele min krop blev fyldt af noget varmt og voldsomt. En pludselig svimmelhed. Jeg stoppede op, og vi fik øjenkontakt. Han lignede sig selv, men der var noget andet, noget nyt i hans ansigt. En fremmedhed. 

Selvom Ole ikke fysisk kan støde ind i Hanne længere, fornemmer han også, hvordan steder, dufte og ting pludselig minder ham om det, der var engang. 

Ole: – Det betyder meget for mig, at Hanne er der, selvom at hun ikke er det. Jeg ser hende nogle gange stå ved siden af mig. Og nogle gange tror jeg også, at hun driller mig, når jeg har forlagt noget og ikke kan finde det, og hun så lægger det tilbage igen. Det er da højst sandsynligt indbildning, men alligevel. 

Også et dyr har i dag fået en ny betydning for Ole.

Ole: – Der var to måger, som tit sad ude på altanen ved Hannes stue på Rigshospitalet. Hun sagde, at det var hendes venner. I dag kommer de også nogle gange og hilser på mig. Jeg ved godt, at der er mange måger, men jeg føler, at de kommer til mig, og at det er Fru Jensen, som holder øje med mig. 

Et uventet venskab

Oles billede på kærlighed som en flamme vender Lea tilbage til igen og igen.  

Lea: – Ole siger, at kærlighedens flamme er en flamme, som aldrig brænder ud. Det er et vågeblus, der bare står. Og det kan godt være, at du ikke kan se flammen lige nu, men den er i gang og er helt blå dernede i bunden. Og på et eller andet tidspunkt vil den flamme op igen. Det giver håb for sådan nogle som mig.

Også når man mindst venter det og med dem, man mindst venter det med. Netop det skete for Ole, da han en kold decemberaften fulgtes med sin egen og Hannes veninde gennem mange år, Kirsten, hjem fra en julefrokost i kirken. Hun blev ligesom Hanne kønnere og kønnere med årene, og hendes pels varmede ham, da han gik og støttede sig op af hende på vej hjem.

Ole: – Ja, kærlighedens flamme ... Det var også den, jeg oplevede med Kirsten. Vi holder meget af hinanden. Faktisk elsker vi hinanden. Men vi bliver aldrig kærester, det er mere som et fælleskab, hvor Kirsten også føler kærlighed for mig og Hanne og for VORES fællesskab, og det betyder meget for mig.

Ole: – Men da vi gik dernede på vejen, på vej hjem fra julefrokost i Højdevangskirken, der var det hele tilstede. Både ømhed og kærlighed. Og jeg kunne mærke, at Hanne også var der. Jeg er lige ved at tro, at Kirsten også kunne mærke det, men det er selvfølgelig kun noget, man kan gisne om. 

Oles møde med Kirsten bliver for Lea et bevis på, at kærlighedens mange ansigter opleves forskelligt forskellige steder i livet, og at kærligheden ikke nødvendigvis skal passe ned i den samme kasse hver gang.

Lea: – Det er det, som tit går galt for mig, at jeg prøver at presse kærligheden ind i en form og siger, nu har vi mødt hinanden, og nu er der den her flamme, og så skal det være sådan her. Så skal vi blive kærester, så skal vi flytte sammen, så skal vi have børn, så skal vi alt muligt. Men nogle gange er det bare ikke det, kærligheden vil. Nogle gange vil kærligheden bare følge os hjem fra kirke på et tidspunkt, hvor vi er lidt triste. Og give håb. 

Lea: – Det gav mig for eksempel et stort håb at høre, hvordan Oles kærlighedsbegreb både har plads til Hanne og Kirsten på samme tid. At kærligheden både er større end de personer, vi møder i den, og også større end de tab, vi lider i den. Det, synes jeg, er helt utrolig smukt.

Sorg er kærlighed

Lea ved ikke, om hun er kommet videre. Og hun er faktisk heller ikke sikker på, at det er meningen, at man skal det. Men en ting er sikkert, og det er, at hun føler sig løftet af sine samtaler med Ole.

Lea: – Jeg er havnet et helt andet sted, end jeg havde regnet med. I lang tid havde jeg håbet på, at sorgen bare kunne forsvinde. Det har jeg lært, at jeg skal stoppe med. For sorgen er så vanskelig at gå rundt med alene, men når man snakker om den med andre og spejler den i andres liv, især i folk, som lever et helt andet liv end en selv, så kan der blive bedre plads til den. Den kan få en ny form, og måske kan der endda vokse en lille smule håb ind i den. Og det, oplever jeg faktisk, er sket for mig. 

Hvordan forholder du dig så til kærestesorger i dag?

Lea: – Man kan sige, at sorg er kærlighed. Og at man kan opleve hjertesorg, det viser i virkeligheden, hvor meget vi kan hænge sammen med mennesker. Sorgen viderefører den sammenhæng, og det, synes jeg, er et både smukt og helende billede. Det er ikke fordi, at jeg ikke ville være den foruden, for det ville jeg gerne. Men jeg synes, at jeg kan være et andet sted med den nu, hvor jeg også kan se på den som noget smukt. 

Kan du leve videre med kærligheden til din ekskæreste nu? 

Lea: – Ja på en måde. Jeg havde faktisk tænkt, at det var noget, man skulle være enige om. At blive ved med at elske hinanden. Men det har jeg fundet ud af, at man ikke behøver. Der er faktisk heller aldrig nogen, som har bedt mig om at komme videre, det er kun en tanke, jeg selv har haft. Og det bliver lettere, hvis man kan lade kærligheden og sorgen følge med og være en del af processen.

Så selv om de kommer fra hvert sit sted og fra to forskellige generationer, har Ole og Lea fundet hinanden i en åben samtale om kærlighedens mange ansigter. 

LÆS OGSÅ: Kaya Brüel: Her er mit bedste råd mod kærestesorger

Ole: – For mig er kærlighed absolut respekt for mennesker, for hinanden og for livet. Og jeg elsker livet, men jeg ved også, at det skal slutte. Og det elsker jeg også. For jeg har fået alt det, jeg ønskede mig.

Ole: – Så fremtiden, den må gå, og den må komme. Og jeg synes, at det går godt her. Men jeg håber ikke, at jeg skal indlægges på hospitalet mere. Nu klarer jeg mig med at lave mad til mig selv, og det, synes jeg, går nogenlunde. Og bare at jeg kan det, og at jeg kan gå, det er dejligt. Jeg lever et virksomt og nøjsomt liv på vor jord, som Grundtvig skrev det. Og det er mit udgangspunkt. 

Hvordan ser fremtiden ud for dig, Lea? Er du blevet klar til at åbne dig igen?

Lea: – Ja, det håber jeg. Og jeg synes, at jeg fysisk kan fornemme, at jeg har fået en større åbenhed efter at have snakket med Ole. For jeg har været meget stille i lang tid om, hvordan jeg har haft det. Jeg synes, at det har været pinligt og væmmeligt at gå rundt med noget, jeg ikke har kunnet gøre noget ved. Og som gør så ondt. Men snakkene med Ole har virkelig hjulpet meget. Og at have set et andet menneske i sorg på en helt anden måde, end jeg selv har været i sorg, det har også gjort noget. Det har manifesteret, at sorg er et menneskeligt vilkår, og at det også er deri, vi kan møde og forbinde os til hinanden.