DR-vært blev krænket af chef: ”Det har fyldt alt for meget i alt for lang tid”
SPONSORERET indhold

DR-vært blev krænket af chef: ”Det har fyldt alt for meget i alt for lang tid”

Da P3-vært Maria Fantino gik til sine chefer i DR og fortalte om en mandlig chef, der opførte sig seksuelt krænkende over for hende, modtog hun senere mails fra manden i sin indbakke, der truede med at sagsøge hende. Det fortæller hun i DRs nyhedspodcast Genstart.

Af:: Redaktionen Foto: Agnete Schlichtkrull / DR
01. okt. 2020 | Livsstil | ALT.dk

”I dag fortæller jeg (endelig) om det der har fyldt alt for meget i alt for lang tid. Måske er det bare endnu en historie for dig, men for mig er det utrolig sårbart. Jeg håber I vil give det et lyt og forstå, at debatten om metoo er langt mere kompliceret, end at vi “bare” skal sige krænkerens navn.”

Sådan skriver 25-årige P3-vært Maria Fantino i dag på sin Instagram-profil, hvor hun henviser til DRs nyhedspodcast Genstart.

Her fortæller hun sin historie om de konsekvenser, det fik for hende personligt, da hun klagede over en tidligere DR-chef, der opførte sig seksuelt krænkende over for hende, da hun var i praktik på DRs Talenthold.

Episoden skete for et par år siden til en branchefest, hvor Maria Fantino faldt i snak med den daværende chefs kæreste, hvorefter han pludselig brød ind i samtalen:

"Han siger, at han vil have, at hans kæreste og jeg skal kneppe, og at han vil kigge på. Måske der er nogen, der vil tænke, at det da bare er en fræk vittighed, men MeToo handler om magt", siger Maria Fantino til DR og uddyber:

"Da han sagde det her til mig, var det så tydeligt, at det ikke var flirt eller en kæk bemærkning – det handlede om magt. Det blev sagt med en aggressivitet, der viste mig så tydeligt: "Her skal skabet stå, og jeg kan bestemme over dig"."

Læs også: Unge kvinder er særligt udsatte: "Kalder du også din datter en luder?"

Da Maria Fantino klagede over ham til sine egne chefer og stod frem med navn, modtog hun senere mails fra manden, der truede med at sagsøge hende.

Det resulterede både i en sygemelding og en frygt, som Maria Fantino stadig bærer rundt på i dag – og det er netop et eksempel på, at det ikke er nemt ”bare” at stå frem med krænkerens navn i MeToo-sager, skriver hun selv på sin Instagram.

Hør hele hendes historie i nyhedspodcasten Genstart eller læs mere hos DR.dk.

ALT.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Maria Fantino.

Anbefalet til dig