”På sociale medier blev jeg beskrevet som en person, der er meget langt fra den person, jeg selv føler mig som”

Der er et sted på Vendsyssels vestkyst, som Louise Østergaard bliver ved med at vende tilbage til. Det er egentlig et gammelt fiskerleje, et forblæst sted med stejle klinter og en middelalderkirke, der er ved at styrte i havet. Et sted med få indbyggere og mange turister, som hvert år kommer for at bade i Nordsøens salte vand og i det karakteristiske gullige lys, som vi kender fra Skagensmalerne. Hun har aldrig boet der, i Lønstrup, men alligevel har stedet en særlig betydning for den 43-årige forfatter.

– Jeg tror, at den der vildskab, det utæmmelige, fascinerer mig. Måske fordi jeg egentlig er et meget kontrolleret menneske, så kan jeg godt lide at komme derud, hvor der er noget, man ikke kan kontrollere.

LÆS OGSÅ: Der er én god grund til at jeg har droppet Facebook én gang for alle

Kontrollen, eller rettere tabet af den, har fyldt godt op i Louise Østergaard de seneste par år. Hun var igennem en regulær mediestorm og efterfølgende i virtuel gabestok på de sociale medier i tiden efter udgivelsen af hendes første roman "Ord" fra 2014, der havde hendes forhold til den kontroversielle unge digter Yahya Hassan som omdrejningspunkt – et forhold, som hun fik en betinget dom og 100 timers samfundstjeneste for. Her oplevede hun, hvor let man kan miste kontrollen med sin egen identitet, når alle pludselig har en mening om, hvem man er.

– Jeg kunne jo lige pludselig se mig selv på sociale medier beskrevet som en person, der er meget langt fra den person, jeg selv føler mig som. Og i den proces blev jeg interesseret i, om identitet bare er en kåbe, man kan tage på og af, eller om man har en eller anden fast kerne. Og hvor meget spiller det, andre synes man er, ind på, hvem man rent faktisk er, og hvordan man opfatter sig selv, siger hun.

LÆS OGSÅ: "Vi bliver syge, fordi vi lægger hele vores liv i hænderne på vores arbejde"

Da stormen havde lagt sig, fandt Louise Østergaard rum til at skrive sin anden roman, "Eva", som udkommer 5. april og foregår i Lønstrup. Og selvom den ikke, som "Ord", er selvbiografisk, synes den alligevel at spejle dele af Louise Østergaards eget liv.

– Faktisk skrev jeg den første version af romanen for 20 år siden. Jeg havde tænkt, at det skulle være en voldsom roman, voldsom som naturen i Lønstrup, og det har jeg så arbejdet med i de her 20 år, i forskellige versioner. Men det er først inden for det seneste års tid, at den rigtig taget form. Det gik op for mig, at den ikke skulle være en spændingsroman. Den skulle måske i virkeligheden være en stilfærdig historie, som er i kontrast til den barske natur, den foregår i.

Hvorfor har den været så længe undervejs?

–Jeg tror bare ikke rigtig, at jeg har kunnet skrive den før nu. Det krævede en vis modenhed, tror jeg. Jeg havde forestillet mig, at der skulle være en eller anden vildskab over den, som nok også handlede om en eller anden rodløshed i mig selv. Men i virkeligheden tror jeg, at den bare skulle skrives fra et udgangspunkt, som havde en ro, fremfor en vildskab. Og det er nok bare først nu, at jeg er nået dertil.

Knogler i sandet
Idéen bag "Eva" opstod i Lønstrup, for mange går siden, ude ved en kirkegård, som ligger lige på kanten mellem hav og land, og hvor knoglerne stikker ud af klinten og af og til falder ned på stranden.

– Jeg stod derude og fik øje på et skilt, som Naturstyrelsen havde sat op, hvor der stod, at det var forbudt at samle knoglerne, der faldt ud af klinten, op. Jeg synes, at det var så bizart, og der tænkte jeg: Der er en historie i dét.

Louise Østergaard er selv fra Sæby, som ligger i en næsten lige linje fra Lønstrup øst over Jylland. Selvom hun holder meget af sit nordjyske ophav i dag, har det ikke altid været sådan:

– Som barn og ung ville jeg enormt gerne væk derfra. Hvad fanden skulle jeg i Sæby? Jeg tog til London efter gymnasiet og var der i nogle år, men den udlængsel har jeg ikke længere. Nu bor jeg i Aalborg, og jeg har ikke noget behov for at flytte større steder hen. Jeg kan faktisk rigtig godt lide det sted, jeg kommer fra, og prøver også at fasteholde min nordjyske dialekt. Det er noget, der er kommet til mig senere i mit liv. Måske fordi jeg er ved at blive gammel, siger hun og tilføjer:

LÆS OGSÅ: "I dag er jeg glad for mit røde hår og min dybe stemme"

– Roen er på en eller anden måde blevet mit udgangspunkt. Og det havde jeg bestemt ikke forestillet mig. Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle skrive ud fra sådan en indre vildskab, eller at jeg var drevet af noget nærmest.

Hvor kom den forestilling fra?

– Nok helt fra min barndom og ungdom, hvor jeg havde en idé om, at jeg skulle andre steder hen. At jeg skulle en masse vilde ting. Men egentlig har jeg fundet ud af, at det slet ikke er mig. Eller måske har jeg bare fået nok. Det kan også være, at jeg bare, efter at jeg skrev "Ord" og var igennem hele den der mølle, har fået opfyldt min kvote af vildskab. Så spændende var det alligevel heller ikke.

Shitstorm og selvcensur
Louise Østergaard har altid skrevet bøger. Også selvom der flere steder er blevet tænkt i, om hun bare udgav "Ord", fordi hun havde en kontroversiel historie – ikke rodfæstet i en kærlighed til litteratur. Den udlægning kunne ikke være mere forkert, fortæller hun:

– Jeg har altid skrevet. Siden jeg kunne holde på en blyant. Det var ikke noget, der kom pludseligt. Jeg er bare ikke blevet udgivet på et forlag før, men jeg har da skrevet masser af digte og noveller til tidsskrifter. Jeg læser også sindssygt mange ting. Jeg arbejder jo på et bibliotek, siger hun.

Reaktionerne på hendes første roman var mange og blandede. På de sociale medier blev Louise Østergaard hængt ud som både pengegrisk og pædofil, og lagt oven i den selvransagelse hun var i gang med personligt, gjorde ord som disse, at hun i nogen tid pålagde sig selv en mere eller mindre ubevidst selvcensur som forfatter:

– Jeg var bange for at skrive efterfølgende, kunne jeg godt mærke. Jeg tænkte, at det, jeg skulle skrive, skulle være meget pænt. At jeg ikke skulle støde nogen eller forarge nogen med noget. Jeg var så bange for, at nogen skulle synes noget om mig personligt, som ikke passede med mit eget selvbillede. Men jeg nåede også til et punkt, hvor jeg indså, at det jo heller ikke dur at leve på den måde, med en sort sky hængende over hovedet. Jeg var nødt til at lukke af for alt det og så bare skrive.

Er du fri for selvcensur i dag?

– Det synes jeg faktisk. Og så har jeg også en redaktør, som har været enorm god til at sige til mig, at jeg skal lægge det væk. Ellers bliver det jo noget underligt forsigtigt noget, man skriver.

Har det gjort dig til en bedre forfatter at være igennem det her?

– Ja, det tror jeg faktisk, selvom det jo er svært at vide. Man bliver jo erfaringer rigere gennem hele livet, men der er bare nogle perioder, hvor man bliver ekstremt mange erfaringer rigere på ret kort tid. Og de perioder gør noget ved én. Personligt tror jeg, at jeg er blevet mere bevist om, hvem jeg er, og hvad der er mit udgangspunkt. Det var nok noget, jeg ikke havde overvejet særligt meget tidligere.

LÆS OGSÅ: Flyv, sagde han og gik. Jeg faldt

I dag bor Louise Østergaard alene i Aalborg med sin søn på 11, og arbejder ved siden af forfatterskabet som kulturformidler på Brønderslev Bibliotek. Så snart "Eva" er kommet ud, skal hun i gang med den næste bog:

– Jeg har allerede et halv manuskript liggende på min næste roman. Og den foregår i Aalborg, så jeg er nok bare ikke sådan en forfatter, der skal ud og researche alle mulige nye steder, griner hun.

Der er mange historier om Louise Østergaard. Denne version er en klassisk "ud og hjem igen"-fortælling med Nordjyllands forblæste kyster som udgangs- og foreløbigt endepunkt. Nogle gange ved man først, hvor "hjem" egentlig er henne, når man har prøvet at forlade det.

Eva udkommer d. 5. april 2016 på People's Press. Sider: 220. Vejl. pris: 199,95 kr.

LÆS OGSÅ: Fallulah: "Jeg havde nogle svære år i tyverne med social angst og mindreværd"

LÆS OGSÅ: Mascha Vang: "Drømmene var bedre end virkeligheden"

LÆS OGSÅ: "Det kom bag på mig, hvor meget tålmodighed jeg har overfor min søn"